Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53
Prædiken
Mission
Hvor ofte har I fået besøg af Jehovas vidner, der ydmygt banker på jeres dør og vil dele det glade budskab med jer? Hvor mange af jer takker pænt nej, inviterer dem indenfor eller smækker døren i hovedet på dem?
Missionerende mennesker er vi bange for. Når de kommer flagrende med bogen foran dem og vil fortælle os hvordan verden og Gudsriget egentlig hænger sammen. Når vi hører ordet mission kommer der straks billeder frem af korstoge. Afrikas befolkning der af vesten blev set som underlegne og vilde og derfor skulle rettes op, ved at lave flotte hvide kirker midt i det røde sandrige land, eller de hvide folk i Australien der helt op i 1900- tallet stjal aboriginernes børn og satte dem i kristne kostskoler, så de kunne blive civiliserede og kristne.
Vores frygt for mission er med rette, når det er de billeder, vi har med os.
Men mission er andet og mere end denne meningsløse hetz og udskamning af andre folk og kulturer. For mission handler ikke om at frembringe den hvide mands kultur. Så føles mission som en plasticpose der trækkes over hovedet – kvælende og anmassende.
I gamle dage havde man en skik med at hejse en Kristus figur op gennem loftet og så sende en kurv ned med søde sager til menigheden.
På den måde kunne øjet sanse, hvad ordene forkyndte. Kristus er steget op til Gud i himlen og har delt gode og søde gaver ud til mennesker.
Kristi himmelfart og mission hænger sammen. Og Netop de søde kager kan lære os hvad mission egentlig er og skal være.
Ordene: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.
Med Kristus i himlen er det nu op til os mennesker – kirken at fortælle om Jesus og om syndernes forladelse som er alle mennesker til del.
Plasticposen er noget anderledes end kurven med søde sager.
Mission der trækker noget ned over hovedet på andre mennesker er fjernt fra den mission, Jesus sender sine disciple ud på. Fordi den netop er at dele det søde budskab om syndernes forladelse.
Budskabet om at vi mennesker er elsket og tilgivet. Vi har i fødsels – og dåbsgave fået nåden tildelt. På trods, ikke på grund af de handlinger gode som dårlige vi gør.
Vi er allerede altid elsket og tilgivet blot fordi vi er Guds elskede børn.
Den mission er den søde kage der uddeles af Jesus og som disciplene fortsætter med at give videre og som det er vores opgave i livet stadig at dele ud.
Mission er ufrugtbar uden Helligånden og pinsen i tanken. For så bliver det en kvælende plasticpose.
Mission med Helligånden og kraften fra det høje, der skal fylde menneskets hjerte er en anden sag. Den er ikke kvælende, men fylder os med kærlighedens luft.
Med Helligånden lægger Jesus sin kærlighed i vore hjerter. Derfor er mission ikke agitation, den voldsomme og aggressive råben i et forsøg på at få andre til at fatte sit budskab.
Mission er at dele kager og blomster ud – dele evangeliet ud.
At missionere er at levendegøre Guds kærlighed til alle mennesker i al vores ufuldkommenhed.
Og den bedste måde at missionere på er selv at have smagt evangeliet, at mærke det og føle det. At vide sig tilgivet, at føle sig elsket.
Det er en stor opgave disciplene og vi er givet. For det er hårdt arbejde at lade mennesker vide, at de er elsket, at de fortjener Guds kærlighed. Når man ikke føler sig elsket og værdig, tror jeg på, at det gør en forskel, at det bliver sagt højt. Som barnet der dagligt får at vide, at det er elsket af mor og far. Det gør en forskel!
Tiden fra nu og indtil pinse er ventetid på kraften fra det høje. Helligånden der flagrer omkring os og lader os mærke det magiske og mærkelige og uforståelige budskab. At Jesus Kristus er Guds søn, at han døde og opstod og nu er faret til Gud i himlen.
Jesus havde himlen i sig. Når han talte, skete de mest fantastiske ting med mennesker – de blev ret-vendte. De så ham og blev set med hans himmel-blik og forstod og alt faldt på plads. Dette er verdens bedste nyhed og den der har fået den, skal ikke holde den for sig selv. De skal dele den med alverden. For det er livet om at gøre for et andet menneske at høre!. Derfor skulle disciplene ikke blive i templet som det står i evangeliet til i dag og holde det for sig selv.
Nej de skulle rejse ud i hele verden og fortælle og fortælle og forhåbentlig vil Guds kærlighed skinne igennem de øjne, der møder en og det talte ord vil blive troet og forstået.
Kristendommen er friheden til at være mennesker og det er enestående.