Muren rives ned!

Denne prædiken er holdt i Mariehøj Kirke påskedag 8. april 2012. Den er skrevet med inspiration fra Svend Bjerg i hans prædikensamling Sakrale prædikener.

 

Maria Magdelena og Maria kommer løbende imod os, de sveder og ser både frygtsomme og lykkelige ud. Vi begynder at undre os over, hvad der dog er sket. Hvorfor dette hastværk, de skulle jo bare lægge blomster på Jesu grav. Jo nærmere de kommer os, begynder vi at føle den samme blanding af frygt og glæde. Vi har måske gættet, at det drejer sig om Jesus, men hvordan? Hvad er der sket? Hvad kan der ske? Vi har endnu intet begreb om, hvad vores ører vil høre, vores hjerter forstå, men vores sind finde helt umuligt.

Vi var der ikke selv, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan Jesu disciple har haft det, i øjeblikket før de hører ordene fra de to Maria’er: Jesus er opstået, han er gået i forvejen.

Hvordan de har haft det efter disse ord, er straks sværere at forestille sig. Det er umulige ord, der på den ene side overhovedet ikke giver mening, er blottet for al logik og forståelse. På den anden side, så har de måske forventet det? Jesus har mange gange sagt det, de ved med deres hjerter, at Jesus havde en særlig betydning, en særlig plads i livet, og at hans død skulle få en betydning, at hans død ikke var meningsløs.

Men hvad vi ved med hjertet, og hvad vi ved med sindet, med forståelsen, med hjernen, hænger ikke altid sammen. Der kan være en kæmpe mur imellem de to forståelser, så tyk og høj, at man føler, man hverken kan kravle over den, eller bryde den ned. Men den er ikke ubrydelig. Det er netop det, Gud viser, da han lader Jesus genopstå. Gud kan bryde alle mure ned, han kan sprænge alle klipper, og han gør det. Han viser mennesket dengang og nu, at muren mellem vores hjerte og forstand er nedbrydelig og der er forbindelse. Jesus er forbindelsen. Hans død og genopstandelse er det, der skaber forståelse i hjertet.

I dagens evangelium, i påskens erfaring, der fortælles hver søndag i kirken forkyndes det, at livet bliver nyt. Verden ændrer sig, bliver ny. Livet er ikke det samme. Livet bliver nyt.

Nu kunne man så tro og mene, at man med dette mener det, at den døde Jesus bliver levende. Det kunne det også gøre, men det ved vi ikke. Ingen har set Jesus træde ud af graven i levende live. Ingen har set ham sætte sig op i stengraven, kaste klædet væk og gået ud. Men det ville egentlig heller ikke hjælpe, om nogen havde set dette mærkværdige syn. Det er ikke det, det handler om. Jesu opstandelse er ikke noget, vi kan vide noget om. Vi har ingen kilder, ingen personvidner, intet overvågningskamera, der kan give os sikkerheden, hvordan Jesus opstår og går ud af den grav en søndag morgen for små 2000 år siden. Men Jesu opstandelse sætter en ny tro ind i vores verden. Og med den tro ser vi spirer af nyt liv overalt, hvor vi kigger.

Det er budskabet i dag. Ikke at en død bliver levende. Ikke at et dødt lig liver op. Evangeliet fortæller, at livet bliver nyt. Men hvordan bliver det nyt. Igen føles det som om, at muren imellem hjerte og forstand får lagt flere og flere mursten på.

At livet bliver nyt, hænger sammen med Jesu død. vi taler om, at Jesus genopstår. Men ved Jesu død bliver han fuldstændig sat ud af spillet. Han dør. Og døden er final, det ved vi alle af sorgfuld og hård erfaring. Derfor er det ikke Jesus, der af sig selv opstår. Nej Jesus bliver opvakt. Det var en anden, der tog ham ved hånden og rejste ham op. Det var Gud, der opvakte ham. Jesu fader, opvakte sin søn. Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud.

Det er uendelig umuligt at håndtere og før muren imellem hjerte og forstand igen bygges videre på, så lad os vende tilbage til vores jordiske liv, hvor vi alle erfarer døden.

Døden er i vores liv lang tid før, at den rammer os selv ved livets ende. Vi oplever dødsfald på stribe og de fylder meget i vores liv. Vi oplever skilsmisser, brudte venskaber, kulde imellem nærmeste, livet der lægges i en kiste. Døden består i, at båndende imellem os brister, de usynlige tråde skæres over, og vores forhold til andre dør et efter et. Ensomheden bliver større og større og til sidst sidder vi alene tilbage.

Hvad er reaktionen i vores liv på denne dødens hærgen? Hvordan skal vi bevare livsmodet, livsglæden, livslysten trods det, at døden fylder så meget?

Det forunderlige er, at midt i denne dødens hærgen, hvor det ligner en tom slagmark, der ser vi spirer af nyt liv pible frem over det hele. Vi ser tydelige spor af det nye liv, som vi bliver lovet denne påskemorgen.

De små grønne spirer, der bryder frem, kommer i form af sorgen og kærligheden.

Vi føler en stor sorg, når vi reagerer på et tab. Sorgen rammer os, med en dunhammer, når vi mister mennesker, der står os nært, vores elskede, den kære ven, forældren. I sorgen kan vi føle, at vi bare vil videre, væk fra sorgen, ud på den anden side, hvor sorgen ikke eksisterer mere. For sorgen er altopslugende, hård og tærende.

Men dyb sorg forsvinder aldrig, den bliver ved med at vende tilbage igen og igen, den har nok skiftende styrke, men den er der altid og til sidst vandrer den med os i livet som en usynlig ven. Vi ved, den er der, men den gør ikke altid det store væsen af sig.

Midt i denne sorg, hvor vi hele tiden prøver at holde fast i det tabte, prøver vi også at gøre os fri af det tabte. vi værdsætter mindet, plejer det, giver det næring, og midt i det, spirer et håb frem om nyt liv – midt i denne sorg. Sorgen er så rummelig, at den bærer begge dele – den altid tilstedeværende sorg og håbet om fremdriften mod nyt liv.

Dette håb i sorgen ligner vores påskeerfaring af et liv i døden.

Vi erfarer kærligheden, mellem elskende, tætte venskaber, og familiens blod. Kærligheden kan udholde alt – næsten alt. Vi elsker på trods og imod alle odds. Vi elsker selvom vi ikke burde, selvom forstanden er imod det. kærligheden udholder næsten alt, men i vores menneskeliv er der en grænse, og nogen gange overskrides den, oftest ser vi det desværre alt for sent.

I vores erfaring af denne utrolige kærlighedens magt, ser vi også påskens erfaring af et liv i døden.

Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud. Det er en helt ny historie, vi ikke har hørt før, og hver gang vi hører den, forundres vi og frygten og glæden sniger sig tilbage hver gang. Vi føler os som disciplene, der ser de to Maria’er komme med nyt.

Gud fader opvakte sin søn Jesus. Han vandrede med ham ind i døden. Gud gjorde Jesu død til sin egen død. Da Gud tager Jesu død på sig, viser han sig som en nærværende Gud, der er helt tæt på os. Gud deler livet med sin døde søn. Guds kærlighed er uendelig og kan udholde og tåle alt. Men her går grænsen for os mennesker. For det kan vi ikke. Vi kan dele livet med hinanden og vi skal dele livet med vores elskede, nære venner og familie. Vi kan gøre meget for hinanden både godt og ondt, mens vi lever. Men dør livet imellem os, har vi ikke mere at dele med hinanden. Døden er udelelig. Døden er den sidste grænse for os. Men efter døden kan der komme nyt liv.

Når bryder muren ned mellem hjerte og forstand og lader troen trænge igennem vores til tider hårde skal, så kan vi så småt begynde at se sporene af det nye liv, Gud med sin kærlighed til os har givet os. Vi ser det helt tydeligt, når det lykkes os at hele de brudte forhold, skilsmissen, det brudte venskab, kulden i familien.

Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Glædelig påske, glædeligt nyt liv!

Amen

Hvad var det dog der skete?

Mens vi venter på foråret…

 

Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts.

Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig for den unge jomfru Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Og at det lille menneskebarn skal leve midt iblandt os, smelte vore kolde og hårde hjerter.

Himlens budbringer Gabriel løfter sløret for et helt andet livssyn, nemlig den at vores verden er genstand for indgreb fra en nærværende Gud. En Gud, der sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærligheden over hele vores verden. En kærlighed der overbyder al den blomsterpragt der ellers vælder frem for vore øjne her i foråret.

Guds Søn kommer ind i verden, hvor det onde og gode lever side om side og hvor mørke og kulde konkurrerer. Hvor det onde, mørket og kulden kan synes at vinde til tider. Gud vælger side. Han vælger en ung, prisgivet pige fra Nazareth, Han vælger hendes barn.

Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være. For forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv.
Med forårets bebudelser, både den jordiske og den himmelske, bliver ingenting til alting.

Hvad var det dog, der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg plantede der i fjor.

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la’r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er din skaber stor!

(Kaj Munk 1943)

Prædiken 1. søndag i fasten – Ondskab og gener

Jeg holdt denne prædiken søndag d. 26. februar 2012. Jeg skriver ofte rigtigt hurtigt når inspirationen kommer over mig, og jeg er egentligt altid tilfreds med resultatet. Til denne søndag hører man om Kain og Abel (se tekststykket nederst på siden), så jeg valgte at tale om det ustyrlige og onde i vores natur – generne. Det kan nok ikke skjules, at jeg brugte Richard Dawkins under teologistudiet – vel at mærke den solide Dawkins før han satte sig for at harcelere imod religion.

 

 

Vi hører i dag historien om en stor synd drabet på ens elskede – ens bror. Det er en voldsom gerning som vi ikke forstår og ikke vil forstå. Det er så ondt, så forkert, så grimt – at vi ikke engang vil kigge på det. Men vi er tvunget til det. Vi får konstant grimheden skubbet op i vores ansigter og må se det lige i øjnene. I bibelens fortælling og i dagens verden. Det onde er ikke forsvundet. Grimme handlinger er her stadig, nogen gange kan man næsten føle at de tager til i styrke. Bliver voldsommere og mere beskidte end før. Men sådan har mennesker igennem tiden nok altid tænkt det. At der aldrig var så meget ondskab på jorden som nu.

Og vi bliver fristet. Fristet til at hoppe i den besudlede pøl af dårligdom. Vi vil det ikke. Og hver dag tænker vi at dag skal være fyldt med godhed og glæde, og alligevel bliver vi hver dag fristet. Fristet til at tage den nemme vej. Gøre det som er godt for mig, men ikke for dig. Bare lade verden være, og køre mig selv frem. Nogen gange falder vi for fristelsen, andre gange kan vi stå den imod. Men vi falder alle for fristelsen flere gange. vi bliver prøvet igen og igen, og de færreste af os, står prøvelsen igennem.

For vi er som mennesker tvetydige. Vi vil det gode for os selv, men også for andre. Og de gange hvor det der er godt for os også er godt for andre, er der ingen problemer. Men de gange hvor det der er godt for os, kan medføre lidelse for andre, og hvor andres glæde gør ondt på os, ja så er det straks sværere. Moralsk, intellektuelt og følelsesmæssigt, ved vi godt hvad vi bør, skal og vil gøre. Men alligevel så er der noget i os. En fremdrift der styrer mod vores egen fordel og glæde.

Biologen Richard Dawkins har skrevet bogen ”det selviske gen”. Her forklarer han, hvordan mennesket er styret af vores gener. Vores gener vil deres eget bedste. De søger at overleve, og få at overleve skal de reproduceres. Alle vores gener, kæmper derfor for, at mennesket reproducerer sig, så generne kan fortsætte. Det at få børn handler ifølge Dawkins, altså ikke om kærlighed, glæden og vores ønske om at give verden mere liv. Men er udelukkende genernes kamp for at overleve. I denne tanke har næstekærligheden ingen plads. For hvis den næstekærlige ting ikke er til gode for generne, ja så vil det aldrig ske. At generne er selviske – vil selvfølgelig medføre at mennesket er selvisk, da vi jo er vores gener. Og ifølge Dawkins KUN vores gener. Der er intet miljø der har betydning for os.

Som kristent menneske, og i det hele taget som et humanistisk menneske, der stoler på det gode i andre mennesker og ser kærligheden og fællesskabet, som menneskets største styrke. Har jeg meget svært ved at acceptere denne tanke. Jeg grimmes ved den. Jeg føler mig reduceret og nedgjort. Jeg bliver lille og ubetydelig i den store genpøl.

Når jeg så hører historien om Kain og Abel og om verdens mange krige og menneskers angreb mod hinanden, både som nation og individ. Så kan jeg alligevel godt se tanken hos Dawkins. Den giver lidt mere mening for mig.

For ja, vi mennesker er drevet af en kraft til at overleve, at ville livet, at ville vores børns liv, at ville fremtiden. Og at det sker på bekostning af andre, det kan synes som den eneste mulighed.

Men jeg kan alligevel ikke erklære mig enig. For jeg ser også godheden og føler kærligheden. Og jeg har gentagne gange oplevet, at den overskygger alverdens ondskab og nederdrægtighed.

En ting er at jeg har oplevet den, noget andet er, at jeg tror på den! Jeg vælger kærligheden, jeg vælger troen på kærligheden, jeg vælger lyset og ikke mørket. For vi har fået budskabet om frelseren. Vi har hørt om hans komme til jorden, hans død, men vigtigst af alt om hans genopståen.

I en verden hvor generne styrer showet og har kæmpet sig frem til at tage førstepladsen over kærlighed, fred og tro, kan det være umådeligt svært at blive i troen på at Gud elsker os, at han sendte sin søn til os, for at bringe os lyset og kærligheden. Og ligesom vi alle synder, falder for fristelsen og tager den nemme vej. Så kan tvivlen heller ikke undgå at komme til os. For selvfølgelig tvivler vi ind imellem. Vi bliver konstant prøvet på vores tro og vores tålmodighed med Gud. Og der kan synes at gå lange tider mellem at troen kommer tilbage til os.

Men selvom vi tvivler, selvom vi synder, selvom at generne får lov at vælge for os. Så elsker Gud os. Lige meget hvad vi gør, tror, tænker og mener. Så elsker Gud os. Gud vil altid være med os, selv i den dybeste afgrund, eller den mest fortvivlede afgrund.

Kain dræbte sin bror Abel af misundelse. Han ville have Guds kærlighed. Han krævede den. Og i angst og frygt for at Abel er mere elsket end Kain, dræber han sin egen bror. Kain for straffen, han skal flygte, han skal være fredløs. Men her stopper fortællingen om Kain ikke. For Gud giver ham Kainsmærket. Et mærke der beskytter ham mod at blive dræbt.

For Gud elsker Kain, på trods af hans gerning, som han elsker os. Han beskytter ham stadig. Han giver ham en chance mere. Han skal flygte til et andet land. Men et andet land med muligheder og fremtid.

Når vi står midt i tvivlen og fristelsen, er vi elsket af Gud. Vi mærker det måske ikke altid. Men kærligheden er der. Og størst af alt er kærligheden!

Amen

…

Dagens tekster:

 Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« 1 Mos 4,1-12

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. Far ikke vild, mine kære brødre! Jak 1,9-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32

Prædiken Fastelavnssøndag – At se med kærlighed

Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).

…

Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.

Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.

Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.

I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.

Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.

Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.

Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.

Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.

Og den tro kræver blind tillid!

For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.

Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!

Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?

Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.

Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.

For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.

Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.

I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.

Amen.

…

Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Prædiken Nytårsdag – En lille bøn

Jeg holdt denne prædiken 1. januar 2012. Til denne dag hører vi om bønnens styrke og får givet den simple bøn – Fadervor (se teksten nederst på side, fra Salmernes bog og Matthæusevangeliet).

At bede kan ligge meget fjernt for mange, men bønnen kan være styrk og betydningsfuld, når vi giver den plads.

…

 Denne nytårseftermiddag står vi med en udsigt med en vid horisont – hele 366 dage (det er jo skudår). Alle disse dage, skal vi mennesker fylde ud.

For mange af os er kalenderen for 2012 allerede ved at være godt fyldt ud, og vi begynder så småt at få stressticks ved tanken om alt det, vi skal nå, gerne vil nå, og godt ved, at vi aldrig får nået. Men dagen i dag er 1. januar og vi har stadig et nogle timer at løbe på før året for alvor går igen. Lad os bruge denne dag, denne stund til at blive i roen. Roen som julefreden har givet os, roen som der falder dagen derpå en fantastisk fest, grundet tømmermænd af champagnen og de mange dejlige dage i samvær med familie og gode venner. For mange også en ro ovenpå en stresset tid med gaveindkøb, madlavning, besøg og de mange uundgåelige konflikter der også kommer i familiens skød.

Roen giver os mulighed for at tænke over vores forventninger til os selv og vores liv. Nytåret er tiden, hvor vi alle finder på nytårsforsætter. Vi vil formulere, hvad vi gerne vil opnå i det nye år. Men midt i al den planlægning og tanke på hvad vi vil, kan forgængeligheden og vores endelighed ramme os som en tung hammer. hvorfor egentlig finde på alle disse ting, hvorfor søge at opnå så meget i livet, når dagene bare løber mod enden? Vi kan blive helt resignerede og melankolske over tidens gang og livets ende.

Her har Fadervor sin store styrke. Når vi beder denne bøn enten højt i samværet her i kirken eller for os selv ved køkkenbordet. Vi bliver i denne bøn husket på, at vi tiltaler en Gud, som kommer os i møde og giver os hele sin herlighed og sin uendelige velsignelse. Vi bliver aflastet for alle vores stressende tanker og planer. Fremtiden er Guds. Vi kan søge at planlægge, og skematisere os igennem livet, men i sidste ende er alt muligt. Ingen ved hvad morgendagen bringer. Gud bærer fremtiden i sine hænder. Vi bliver i bønnen bevidste om vores afhængighed af og tillid til Gud i, at jeg ikke skal sørge for alt, men der er sørget for mig. Roen bliver nu altomfavnende og lægger sig om os, som en varm dyne en kold januarmorgen.

Når vi retter vores henvendelse til Gud erkender vi, at vi ikke kan styre og bestemme alt. Vi indrømmer vores egen begrænsning. Men vi viser også vores tillid til Gud, at der er en, der omfavner os og sørger for os. Vi er ikke alene i verden. Vi har fællesskabet med Gud, der altid hører og ser os, også når vi ikke henvender os til ham.

Men hvordan beder man? Jeg tror mange har svært ved at bede. De færreste lægger sig på knæ ved sengen folder hænderne og beder aftenbøn. Det er heller ikke mange steder, der bliver bedt bordbøn længere. Man kunne måske sige, at det er ærgerligt. Det er trist, at vi har mistet lysten og evnen til at bede en bøn. For så er vi som vildfarne får, der ikke ved, hvordan vi skal følge deres hyrde. Men jeg er faktisk uenig. Jeg tror, at mange stadig beder til vor Herre. Nok ikke offentligt, nok ikke på knæ med foldede hænder, måske ikke med lyd og for mange heller ikke specifikt formuleret.

Bønnen er tanken, der henvender sig til Gud. Vores inderste tanker og følelser, der flyver mod Gud og tiltaler ham. Men er det en bøn når alle de ydre kendetegn er fjernet, og der kun er den til tider ubevidste tanke til Gud?

Ja det er det. For Gud kender os og vil os. Vi er omfattet af hans magtfulde kærlighed. Det vil sige, at han hører vores bønner, han lytter til vores hjerter, lige meget hvor flot formuleret de er, lige meget hvordan vi sidder eller knæler. Jesus siger netop, at vi skal bede i vores eget kammer og ikke i offentligt skue, for bønnen handler ikke om, hvad andre mennesker kan se og høre, og hvad vi gerne vil vise andre mennesker. Bønnen er et helt privat anliggende mellem Gud og os. Derfor giver Jesus os også Fadervor. Med det behøver vi ikke bekymre os om, hvordan man formulerer en bøn, og om den er rigtig eller forkert. Med Fadervor er hele vores liv og eksistens indbefattet og vores personlige problemer og kvaler, som er helt specifikke for os vil være med i bønnen, da det er det vores hjerte er fyldt med.

Samtidig tror jeg også, at det er godt for os at bede højt og tydeligt både sammen med andre og alene for os selv.

Vi er alle stærke mennesker, der styrer vores liv og gør hvad vi vil! Men ofte sker det at livet tager over og bestemmer for os. Vi kan ikke styre alting og vi kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Det kan til tider styrte os af pinden, gøre os bange og få os til at føle, at vi intet har styr på. At der ikke er nogen, der passer på os, og at alt er en stor tilfældighed.

Bed Fadervor her! Her bliver vi mindet om, at Gud er i vores liv. Vi er omfattet af hans kærlighed, som en far elsker og beskytter sine børn. Vi skal ikke styre alt. Der er en magt, der hjælper os og beskytter os. Gud er med os i de svære og mørke stunder, der hvor livet ikke føles værd at leve, hvor man føler at alle har forladt en og man står nøgen ladt ene tilbage på en øde grusvej.

Fadervor er de ord, vi kan formulere i søvne og som vi skal lære vores børn. For det er trøstens og omsorgens ord, der giver varme og tryghed i de svære stunder, vi alle går igennem.

I bønnen fralægger vi os ansvaret for hele vores liv, og beder Gud give os styrke til at træde ind i det nye år med rank ryg, oprejst pande og tage imod det liv, der kommer os i møde. Fordi Guds er riget, magten er æren i evighed!

Rigtig godt nytår.

Amen.

…

Salmisten skriver:

Herre, du har været vor bolig

i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«  

Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.  

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;  

om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.  

Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.  

Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk. 

Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.
Hvem kender styrken i din vrede
og i din harme, så han kan frygte dig? 

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.

Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!
Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden; 

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, 

og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.