At binde en knude

22. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35

At binde en knude

At binde en knude er simpelt. Du gør det så mange gange på en dag. Du binder dine sko, snoren om skraldet, tørklædet om halsen, sløjfen om pakken.

Min datter kan ikke binde en knude. Hun vil så gerne og hun øver sig, men jeg binder stadig hendes sko, og huen om hendes hoved.

Min far kunne binde knuder, mange slags, alle mulige knuder jeg slet ikke kan forstå, og endnu mindre kan åbne igen. Nu kan han ikke binde knuder mere, hans fingre er for krogede hans syn for dårligt.

Min mor kan åbne knuder. Alle de knuder igennem årene hun har åbnet for mig. Min barbiedukkes hår der var helt filtret og knudret, skulle hun bare lade fingrene køre igennem og så var de væk. Mine skos stramme dobbeltknuder, måtte hun hver dag på knæ for at løse for mig. Matematikopgavernes knuder der lå foran mig, drillende, og vanskelige og hurtigt kunne hun få 2 og 2 til at blive til fem.

Min mor kan åbne knuder. Min hjertes knude, da jeg første gang fik kærestesorg, med tålmodighed og ømhed fik hun lirket mit lille herte op, så jeg kunne være glad igen. Knuden i min mave, da jeg skulle til eksamen første gang, hjalp hun på vej, mod opmuntring og kram.

Min mor kan åbne knuder. Min mors mor sidder i kørestolen på plejehjemmet med kolde knugede hænder, der ikke kan vristes fra hinanden. Min mor aer hende på hænderne, synger og taler blidt og stille løsnes min mormors jerngreb, tågen i hendes øjne letter lidt og hun nynner med på de gamle sange.

Min mor kan åbne knuder. Jeg har ikke mødt et råbåndsknob, en flagknob, en dobbeltknude, en knuget hjerte, en hård knude i maven og et jerngreb min mor ikke roligt kan løsne.

 

Dagens evangelium er noget knudret. Måske et enkelt budskab, men nogen gange er det mest enkle, det sværeste at efterleve. Dagens evangelium kan udtrykkes med 7 linje i vores bøn Fadervor – ’forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere’. Den 7 linje er ment som et bør, en opfordring, en kommando. Vi skal forlade vore skyldnere som Gud forlader os vores.

 

Peter har forstået, at Jesus gerne vil have at vi tilgiver hinanden. Men hvor mange gange? 7 gange virker som et rimeligt bud. Vi kan jo ikke blive ved med at tilgive den sammen idiot igen og igen! Der må være grænser. Men ikke ifølge Jesus – hans svar er, at vi skal tilgive vores næste 7 gange 70 gange, er et så stort tal for Jesus at han lige så godt kunne have sagt uendeligt. – vi skal blive ved med at tilgive, lige meget om vi bliver udnyttet.

 

Men hvorfor skal vi blive ved med at tilgive og løse knuden op?

 

Når Jesus gerne vil forklare os noget så vi virkelig forstår det, giver han os en lignelse. Mennesker elsker historier og nogen gange forstå vi tingene meget bedre, med et klart eksempel.

Lignelsen handler om en konge og en tjener.  En konge der vil have sin betaling, med barmhjertighed med tjeneren, eftergiver ham hele hans glæd, en tjener der beder om nåde, får hele sin gæld eftergivet, for blot at gå ud og kræve sin egen ubetalte gæld indkrævet med det samme. – Det kommer kongen for øre, og da han hører det, omgør han sin beslutning. Når tjeneren, der var blevet løst fra så stor en gæld, ikke selv kunne løse sin medtjener, så skal han heller ikke selv løses, men bære hele byrden.

 

Gud har, som kongen her, løst den gordiske knude og eftergivet os hele vores gæld. Al vores skyld er forladt. På forhånd! Hvad vi end er her i livet, så er vi elsket af Gud. Hans tilgivelse betyder at vi altid er hans børn, lige meget hvad. For tilgivelsen er ikke lig med accept eller anerkendelse af handlingen. Gud vil ikke kunne acceptere de værste forbrydelser os mennesker imellem. Men han kan tilgive os alle, han kan favne os alle i hans faderarme. For lige meget hvad, er vi alle elsket børn. Når vi har tænkt eller gjort noget der skader vores medmennesker, så er det ikke lige meget, alt er ikke bare slettet. Men vi er stadig et menneske der er elsket af Gud og fortjener menneskers kærlighed.

Som Guds elskede børn skal vi også tilgive hinanden. Hans tilgivelse virker igennem os. Vi må befri hinanden og løse de hårde knuder, der opstår os imellem. Med lette fingre, stille sang og ømhed må vi langsomt binde knuderne op. I tiligivelsen af et andet menneske, anerkender du dets menneskelighed, anerkender du at det menneske du står foran har fortjent kærlighed. Ved at tilgive det det menneske du står foran an, løsner du stille knuden der er opstået i mellem jer med lette fingre og ømhed, og der blomstrer kærligheden.

Gud løser os og sætter os fri, så vi kan knytte os frit til ham. Vi er givet muligheden for at løse de hårde knuder der er os imellem og binde nye bånd, i et stort fællesskab.

 

Vores Gud kan løse knuder.

Vores Gud kan åbne de tungeste og sværeste knuder.

De knuder i maven, der gør at du ikke kan stå op om morgenen.

Dine knugede hænder, der gør at du ikke kan tage imod et andet menneskes varme hænder.

Din knudrede tanker, der formørker selv den lyseste dag.

Vores Gud løsner sorgen der har sat sig som en knude i maven, når du hører at dine kære døde er omfavnet af Gud, at deres liv har haft betydning og mening.

Vores Gud løsner den angstfyldte knude, der gør at ryggen krummes og kroppen vender sig ind i selv, når han bærer med os på selv de sværeste veje.

Og Gud binder bånd.

Gud binder båndende imellem os med lethed og kærlighed.

Gud binder båndet mellem to elskende, et kærligheds bånd om deres fælles liv.

Gud binder båndet om barnets en dåbsgave, der for evigt knytter det til Gud.

Gud binder båndet på vores kæres kiste som en sidste kærligheds gerning i det levende liv.

 

Vores Gud kan løse knuder – alle knuder. Vores Gud kan binde bånd – alle os imellem

Vi er rakt Guds kærlighed og tilgivelse – lad os søge at række den videre og løse de knuder vi møder på vores vej, og binde bånd med de mennesker vi bliver givet.

Amen

Døren

 

Der er helt mørkt i rummet. Kun en anelse lys kan man se fra det lille loftsvindue. Månen er fremme i aften, men skyerne bliver ved med at glide foran månen, så der er ikke meget lys. Han står helt stille i rummet, og prøver på ikke at lave en lyd, gulvet knirker voldsomt, så selv med strømpefødder, vil den mindste bevægelse give en lyd. Han burde slet ikke være her, men han blev nødt til det. Siden han kom på ferie i huset her i England, langt ude på landet, har han hørt så meget om dette mærkelige rum, og især om det ene store møbel der står heroppe. Han har endda fundet en bog, med en historie om det selvsamme sted. Nu vil han se det for sig selv. Men hans gamle tante har ellers givet ham strenge ordrer om ikke at gå herop under nogen omstændigheder. Men helt ærligt, hvorfor fortælle om det hvis han ikke må gå herop.

 

Nu står han her, midt på det knirkende gulv i det dunkle mørke, og kan se omridset af det kæmpestore møbel. Skabet – 2 meter højt og 2,5 meter bredt, med et stort spejl i midten.

 

Han kan mærke hjertet banke hurtigt i hans bryst og han ved slet ikke om han tør.

Tør han åbne skabsdøren? Det er bare en helt almindelig dør, nok en meget stor, meget tung dør, men bare en dør. Der hænger højst sandsynligt bare gammelt tøj derinde. Tantens gamle jakker og kjoler, måske noget af hendes tøj fra hun var en lille pige under 2. verdenskrig. Hvorfor skulle der gemme sig andet derinde. Det er bare en god historie. En historie om Løven Aslak, dyr og træer der taler, prinser og kongeriger og en lang kold vinter.

 

Der er ingen grund til at tro det er sandt. Tanten har altid haft så mange mærkelige og langt ude fortællinger – det her er sikkert bare endnu en af dem.

Men nu synes han – at han kan høre en lyd? Lyder det ikke som om der kommer en hest gallopperende, det var da underligt, så sent om aftenen og så her i midten af ingenting. Lige så forsigtigt går han hen mod skabet, og det er som om at lyden kommer derindefra?

Han sætter hånden på døren, trækker vejret en ekstra gang, samler alt sit mod og drejer håndtaget rundt. Døren åbner sig knirkende og lugten af støv og gammelt tøj rammer ham. Skabet er fyldt med store jakker, og han kan ingenting se, men hestens gallioperen lyder højere, som om det ridder meget tæt på. Han går ind i skabet, han kan sagtens stå oprejst derinde, men han må presse sig alle jakkerne og tøjet, for at være der. Han står helt stille og lytter. Han kan intet se, men han kan høre at en anden verden er lige foran ham.

 

Jeg har taget en dør med i dag. Den er ikke lige så stor og mægtig som døren vi lige har hørt om. Døren som gemmer på en anden verden – Narnia. En verden fyldt med talende dyr, isvintre og prinser. En verden som man kun kan komme til ved at træde igennem et gammelt skab.

 

Min dør gemmer ikke på anden verden. Den gemmer til hverdag på alt mit tøj. Og der er fem mere ligesom den her, for at kunne holde på det hele. Og bag dem er der alverdens tøj, nyt og gammelt, kedelig og sjovt, til hverdag og fest, sort og med masser af farver.

 

Da I kom her til kirken i dag, blev I også mødt af en dør. En gammel smuk dør der åbnede op til kirken her. En dør der har åbnet op for dåbsbørn, konfirmander, brudepar og kister i mange hundreder år. En dør der har set virkelig meget. Og når man åbner den kirkedør, så føles det nogen gange som at træde ind i en anden verden.

For her ser alting ikke ud som det gør i andre rum. Her i kirken, er alting gammelt. Her er gamle kirkebænke, en ældgammel døbefont, et gammelt alter, og en præstetavle, hvor man har skrevet præsternes navne på i 500 år.

 

Og herinde taler man heller ikke som udenfor, herinde synger vi salmer og ikke sange. Salmer der er gamle, nogen virker måske endda støvede og kedelige, men nogle kender vi så godt, og kan udenad fordi vi har sunget dem så tit, lært dem fra vi var helt små.

 

Og bogen jeg læser af, er ikke bare en eller anden roman, det er en bestemt bog, og den samme bog, jeg læser fra hver søndag, og hver gang vi har bryllup og begravelse. Nemlig bibelen. En bog fyldt med alverdens fortællinger, nogle mere utrolige end andre, nogle meget mærkelige og nogle fortællinger vi har hørt mange gange. Adam og Eva, Noas Ark, David og Goliat, Jesu fødsel, Jesu helbredelse af den blinde, den lamme, den døde Lazarus og mange flere, og til sidst Jesu død og hans opståen fra de døde.

 

Når vi går ind i et andet rum, i en anden verden, så kan man godt blive lidt nervøs, hvad er det her egentlig for noget? Hvad gemmer sig herinde? Og når vi træder ind i kirken, så vil nogle af jer måske fornemme at det her er et særligt sted, jeg lagde mærke til at de fleste af jer, helt af jer selv talte stille, og gik langsomt. Det gør man ofte når man kommer ind i en kirke, også når man besøger kirker i udlandet – fordi man fornemmer kirken er et særligt sted. Måske et helligt rum?

 

Her i kirken er der plads til at vi kan være stille, bede en bøn sammen, synge de gamle, flotte salmer og høre på fortællingerne fra bibelen. Her er der ro og tid til at være stille. Og her i kirken kan man opdage at selv om det kan virke anderledes så er vi alle helt hjemme her. Her har vi alle lov til at være med alt hvad vi er. Triste eller glade, store eller små, gamle og unge, kirkevante eller ej.

 

I konfirmander skal snart til at kende denne kirke meget bedre, og sammen skal vi åbne døren til kristendommen, til kirken, til det hellige rum. Sammen skal vi åbne døren og tale sammen om livet alt det gode og glædelige, alt det triste og hårde. Jeg glæder mig til at åbne døren sammen med jer og træde ind i denne verden. En verden hvor der er højt til loftet, godt med plads til os alle sammen.

Og når vi er sammen er Gud tilstede, hvad enten vi så er gået ind af den gamle dør til kirken, eller er et helt andet sted. For det hellige rum, er der Hvor Gud og det er ikke en anden verden, men en verden der er lige midt iblandt os og et rum der er meget større end kirken – det er overalt.

Amen

 

et hav af udstrakte hænder

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

 

Prædiken

Han kunne mærke en dråbe af sved løbe fra panden ned over øjet og videre af kinden. Det var en varm dag, som altid, og der var virkelig mange mennesker her, som altid. Der var altid mange mennesker når Han kom og talte til menneskerne.

Han skævede over til ham ved siden af. Han svedte også. Han prøvede at løfte blikket op for at få øje på sin ven, men det var ikke nemt at få øjenkontakt med ham, som han lå der oven på dem. Han havde fat i den ene side af båren, og de var tre mere om at bære ham. Deres kære ven. Helt lam, og ude afstand til at gøre noget selv. De prøvede møve sig frem imellem de mange mennesker, men det var helt umuligt at komme hen til Ham. Hvad skulle de gøre. Deres ven skulle hen til ham, han måtte have muligheden for at komme tæt på, måske blive rørt ved af ham. Han kiggede op, og så at der var hul i taget. Måske var det en mulighed? Han råbte til de andre, at de skulle prøve at få ham igennem taget. De kiggede tvivlende på ham, men gik da med. De satte reb om enderne af båren, fik slæbt ham op på taget og langsomt begyndte de at fire ham ned, det var virkelig tungt, og han svedte mere og mere, hans håndflader var våde af sved og han var så bange for at miste det liv han havde mellem sine hænder. Langsomt kom han ned af mod Ham, og han kunne mærke lettelsen i hele kroppen, nu var der mulighed, nu var der en chance for at det gode ville ske. Han så Ham ind i øjnene og blev fyldt med kærlighed, og håb for sin kære ven.

 

 

 

 

 

Den lamme blev sænket ned til Jesus, båret af sine fire venner. Det har været en kæmpe opgave, at slæbe rundt på ham, få ham op på taget og hejst ned. En tung og svær opgave. Og de fire venner bag virkelig deres kære i deres hænder. De bar ham med hele deres kærlighed, håb og ønsker for ham. Han er heldig den lamme her. Han har nogen i sit liv der elsker ham så højt, at de vil slæbe ham hen til hans frelse.

 

Det er kærlighed, det er håb. Og Jesus ser ikke på den lamme og tilgiver ham hans synder, han ser på de fire venner der bær deres lamme ven, og ser deres tro!

 

Det er stort det de fire venner gør her, og det virker som en helt umulig opgave at efterfølge. Hvem har kræfterne, energien, muligheden for at redde vores kæres liv, ved at slæbe dem hen til det rigtige sted? Og ved vi overhovedet hvor det er?

 

Hvornår har vi egentlig sidst båret på vores kære? Hvornår har du sidst haft et andet menneskes liv i din hånd?

 

Det har du hver gang du møder et andet menneske, – i større eller mindre grad. Som præsten Løgstrup formulerede det:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

 

Citatet er velformuleret og smukt og udtrykker, at man i det konstante møde med andre mennesker altid får tildelt et ansvar.

Det kan virke lidt skræmmende, – men også smukt, – at vi dagligt holder hinandens liv i vore hænder. Og Gud har givet os muligheder og evner til at bære hinanden i selv det mest byrdefulde liv, – og på de veje, der kan synes helt ufremkommelige.

 

 

 

 

 

 

sangeren Søren Huss har skrevet sådan i en af hans sange ’et hav af udstrakte hænder’. Han ved hvad det vil sige at stirre op fra dybet, og være tæt på at vælge livet fra.

Han ved hvor betydningsfuld det kan være, at blive båret af andres hænder, – sangen skrev han i tiden efter at have mistet sin kæreste og sit barns mor i en trafikulykke.

Allerede et par dage efter ulykken sad han ved orglet i kirken på Rigshospitalet, mens hans kæreste lå i en kiste i kapellet og datteren i en respirator to etager over ham.

Et af versene lyder

 

Jeg har stirret op fra dybet

og jeg så et bølgende hav

af udstrakte hænder

da kærlighed rakte ned

holdt mig fast, og holdt så længe

at jeg til sidst kunne vriste mig fri

med viljen til selv at stå

og holde tanken om at leve ud

 

fordi der er at hav af mennesker, af udstrakte hænder, så lykkes det ham at finde tilbage til livet, han bliver båret i kærlighed, håb og troen på at livet igen kan finde glæden og skønheden. De hiver ham op fra dybet – og de vil bære med ham, bære med på al hans smerte og sorg. De bærer hans liv i deres hænder.

Nu er det jo heldigvis ikke os alle, der har været helt derude, – eller dernede, – som det beskrives i sangen – men mange af os, kender nok til ind imellem at miste troen på det hele. At miste troen på, at man nogensinde skal føle glæde igen. At miste troen på at kærlighed eller ubekymrethed eller lykke eller lys eller solskin nogensinde vil fylde i livet igen. Måske I kender til fornemmelsen af at være lammet, – eller helt hjælpeløs.

Og her kan et andet menneskes hænder, der bærer med faktisk være altafgørende for, at vi nogensinde kommer tilbage til livet igen.

Men hvad gør vi når lammelsen rammer? Vi må håbe på vores medmennesker, at de ser os, at de rækker deres hænder frem, at de tør. At de, der har lidt eller meget af vores liv i ders hænder, vil bære med. At de vil komme og rive os ud af lammelsen med ord, omsorg, tålmodighed, kærlighed.

 

Den lamme mand havde fire venner. Fire venner med udstrakte hænder, der kunne og ville hjælpe ham, med sveden løbende ned af panden. Og Jesus så deres tro!

 

Den lamme bliver båret frem af deres tro. Det virker åbenbart. Vi skal ikke være afhængige af vores egen tro kun. På dage hvor vores egen tro på både Gud og mennesker ligger lammet, her kan vennernes tro træde frem og bære med.

 

Min tro og din tro kan ikke altid bære alene, og når den er svag og usikker så kan vi møde en, der bærer med. For vi er dybt afhængige af hinanden. Af at andre holder livet oppe på os, når vi ikke selv magter det. I de udstrakte menneskehænder bærer Gud med, han virker igennem os mennesker. Han har magten til at rive os ud af lammelsen, op af bæstets frådende gab, – han kan sige til os: rejs dig, tag din båre og gå hjem. En opfordring til at tage livet og smerten og glæde og sorgen og alt det andet på os, – så vi kan gå ud i livet og bære hinanden i kærlighed.

Alle Helgen

Prædiken

Vinden rev hårdt i træerne og på det seneste havde den revet de fleste af bladene af træerne, nu sad der kun de hårdføre tilbage, dem der klamrede sig til grenene. Nægtede at give slip, til de engang blev nødt til det en kold dag i december måned.

 

Her på kirkegården var der så stille. Hun kunne høre hendes fodtrin som hun langsomt gik igennem perlegruset. Da hun nærmede sig hans gravsted trådte hun ud på det bløde græs og nu var alt stille. Ikke engang lyden af hendes egne skridt var tilbage. Hendes åndedræt blev tungere og hjertet dunkede afsted. Hun blev altid så bange når hun nærmere sig hans gravsted. For hvad viste hun ikke helt. Men tanken om at skulle se hans navn på stenen med de kolde tal, virkede uoverskuelig, for så blev det virkelighed med et igen.

Hun nærmede sig. Solen var ved at gå ned, og himlen var helt rød – så rød som blodet der pumpede i hendes årer, men så koldt som hans hånd havde været den sidste nat hun var ved hans side.

 

Foran stenen stod hun stille, med tårerne trillende ned af kinderne. Hans navn.

Navnet hun også bar. Det navn hun havde sagt så ofte. Med kærlighed, træthed, vrede, lidenskab, ømhed og nu også sorg.

Hans navn – hun havde sagt det i 40 år. Hun kunne stadig huske første gang han fortalte hende sit navn til festen i forsamlingshuset, mens de dansede. Og hun kan tydeligt huske sidste gang hun sagde hans navn til ham, den sidste nat, da hun holdt hans hånd, mens han stille gik bort.

Hans navn – det blev ikke sagt højt så ofte mere, de fleste nævnte ham ikke, nok af misforstået omsorg, for ikke at gøre hende ked af det. Men det gjorde hende så trist at hans navn ikke længere lød i rummet. Hun elskede når hun sammen med vennerne spillede kort, og de fortalte historier om ham. Nævnte de små og store episoder med ham. Dengang med taget, fisketuren, og da han blev så fuld at han faldt. Når de sammen kunne le over de gode historier – i mindet om ham. Så føltes det ligesom hun fik ham lidt tilbage, hun fik i hvert fald en oplevelse af, at hun ikke var den eneste der tænkte på ham og savnede ham. Eller når børnebørnene spurgte om ham, og ville høre de samme historier igen og igen om ham, så var han ligesom tilbage der i stuen, sad i sin lænestol, med avisen på maven og blundede.

Datteren og hende havde svært ved at tale om ham. For de savnede ham begge så meget og det virkede som om at datteren ikke ville tale om ham, og så lod hun være med at nævne ham. Men måske var det forkert. For måske havde hun det som hende selv? Ville gentlig gerne tale om? Men ville ikke gøre sin mor ked af det?

Hun lagde den lille grandekoration foran stenen, fejede rolig blade og skidt væk fra pladsen, tændte det lille lys og sang stille – dejlig er jorden. Han elskede den salme. Og hun kunne pludselig fornemme de mange juleaftenener sammen rundt om juletræet, hånd i hånd med børnene da de var små. De sang de også til hans begravelse, og det lød så smukt de mange stemmer i kirken, der sang hans yndlingssalme – det gav mening.

Farvel min skat vi ses igen. Hun kyssede stenen, vendte sig og gik stille ud af kirkegården.

 

 

 

Et navn bliver givet. Barnet bliver født og forældrene vælger navnet. Navnet der følger dette menneske hele livet igennem og bliver til en del af det menneske – og navnet der stadig er her selv efter det menneske vi elsker er gået bort.

Et navn er vigtigt. Når vi hører navnet på vores kære, træder minderne frem. Minderne om den person, med alt hvad han eller hun var. De gode minder, de glade og morsommer minder. De triste, hårde og sorgfulde minder. For vi har dem alle. Og når vi hører navnet kommer minderne frem.

 

 

 

 

Det kan være nogen af jer, som er kommet i dag med nye eller gamle tab også kender denne følelse når jeres kæres navn bliver nævnt?

 

Men selvom der kan være lighedstræk, når vi mister – så er sorg ikke ens. Nogle af jer har mistet for nylig, – og andre for længe siden.

Og vores døde er meget forskellige. De var lige så forskellige som os, der er her endnu. Og vores relationer til dem var derfor alt fra lykkelige til anstrengende – og alle steder der i mellem. Fælles for dem er dog, at vore døde har været med til at forme os og vores liv på godt og på ondt ved at være dem, de var. Og fælles for dem – og meget banalt – er også at de havde et navn. Et navn som bliver læst op om lidt når vi tænder lys.

 

Og et navn på et menneske – det samler på en måde alt det, som mennesket var og er.

Navnet er som et tæppe, der lægges om en krop – eller som en snor, der bindes om en buket. For navnet samler og favner alt ved dette menneske. Både det der er godt at huske – og det som er svært. Det som mennesket var en gang – og det som det blev til med tiden. Navnet samler alle årene fra fødsel til død.

Ja endnu inden de selv kunne forme ord, – da blev de båret til dåben af andre som sagde deres navn højt for første gang – og de blev lovet, at Gud ville bevare deres udgang og indgang.

 

Nu er deres navne, navnene på dem, der ikke er her længere. Og alligevel kalder vi dem i dag frem i levende erindring.

For navnet er stadig snoren om buketten og tæppet om kroppen. Navnet samler alt det, de var – ærligt, sandt og kærligt. Hver gang vi nævner navnet på en vi har mistet – så opdager vi, at der er så meget, som ikke døde…

 

Vi ved at kærligheden ikke dør selvom vores elskede gør det. Vi ved, at det er vigtigt at blive ved med at tale om dem vi elskede og mistede. At nævne deres navne.

Vi ved, at så er der noget tilbage af dem hos os.

 

Det bliver også tydeligt i dag på alle helgens dag. Hvor vi hører navnene på dem, der er gået bort det sidste år her fra vores midte.

 

Derfor tror jeg, at det netop på denne dag er godt at høre, at også den tid, hvor vi sørger og savner er rummet hos Gud. Han rummer det, så det der var dengang og det som er nu smeltes sammen med det, som kommer. Sådan at vi der lever knyttes sammen med de af vor kære som er døde, og sådan at de, der lever den dag, vi selv er døde også hører med i den sammenhæng, som er Guds evighed.

 

Så kan vi rette vores opmærksom mod i dag.

Mod det som er lige nu og ikke mindst rette vores opmærksomhed mod de mennesker, der er omkring os.

Alle helgen er at se tilbage mod det og dem der var engang.

Alle helgen er at se frem mod det, vi håber engang skal komme, en fremtid hvor alt er godt, hvor der ikke er gråd, hvor der ikke er pine, hvor der ikke er skrig, hvor alt er nyt.

Og netop ved at turde se tilbage på det, der af glæde og sorg, af lykke og smerte og ved at turde se frem med håb om, at der er godt i vente – så kan vi være tilstede nu. Samen med dem vi elsker. De levende og de døde.

Amen