Kærlighedens nødvendige ubekymrethed

Idag blev jeg indsat i mit nye embede i Hvirring-Hornborg pastorat. Det er en stor dag, den første gudstjeneste i et nyt fast embede, og jeg har været spændt og nervøs for denne dag.

 

Her er prædikenen der lød i de to kirker.

 

Prædiken 13.s.e.trin

Denne hellige lektie skriver profeten Mika: »Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?« Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. Mika 6,6-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28

 

 

Kærlighedens nødvendige ubekymrethed

 

Vi kender hende så godt. Har mødt moren her mange gange. Vi ved præcis, hvem hun er mor til i vores børns klasse. Hvilke af vores barndomsvenner, der havde hende til mor. Kan huske de pinlige gange, hvor vores egen mor gjorde det, og må indrømme, at vi nok også har været hende nogen gange, Far som mor.

 

Moren der taler børnenes sag. Kæmper for, at de kan komme frem, kan få en bedre plads. Moren der vil sine børn det allerbedste og vil kæmpe for at give dem det. Moren der ikke altid ved, hvornår hun skal stoppe. Moren der kaster sig på knæene og trygler for at få sin vilje fremført. Sin vilje om det bedste for hendes børn.

 

For vi vil vores elskede det bedste. Vi vil som forældre gøre alt, hvad vi kan for at vores børn har det godt. Vi er drevet af en ubestemmelig kraft for at hjælpe dem i deres liv. Det er en kraft, der er ustoppelig og som er viderebragt igennem generationer af generationer. Løvemoren der dræber enhver, der nærmer sig hendes løveunger.

 

Men evangeliets fortælling i dag, får os alligevel til at krumme tæer. Det virker forkert, for meget, det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Måske mest af alt den forkerte mand at henvende sig til. Vi kan næsten få lyst til at stille os ved siden af de forargede disciple.

For hvorfor skulle netop de to komme foran i køen, pga. deres mors bøn? Hvad har de, som de andre ti ikke har? 

For de andre disciple bliver vrede, forargede og jaloux.

Og selvom deres vrede nok stammer fra et forkert sted, fra jantelovens begrænsninger – ingen skal tro de er noget, ingen skal komme foran i køen, – så er spørgsmålet relevant at stille.

 

Det virker egentlig bare som en sød lille historie. “En mor der vil fremme sine børn, janteloven der straks springer frem, og en afvisning – Ingen kommer før andre”.

Vi kan næsten fornemme smilet i Jesu stemme, da han fortæller den.

 

Men det er også en historie, der rummer en dyb alvor, for den morsomme del af historien, moren på sine tryglende knæ, udspringer af morens bekymring for sine børns fremtid. Og i bekymringens tågede skær, gør vi de særeste ting.

Bekymring – der kan komme til alle tider i alle situationer. Pludselig kommer den med kulden ned af ryggen, knuden i maven og tankemylderet.

Bekymringen er alvor. Og det er den alvorlige bekymring Jesus tager fat på med denne fortælling og Jesu ord til Jakob, Johannes, deres mor og de andre disciple.

Jesus ærinde er et andet end bekymringen. Han giver os et alternativ.

—

 

Alternativet er det liv, som Jesus med sit eget liv fortalt til os gennem evangeliet viser os. Nemlig det liv, der leves for andre. Ikke på egne vegne, men på Guds vegne. Det liv hvis dybeste mening er – at tjene andre.

Et liv i fællesskab, med fælleskabet for øje. Et liv hvor vi hjælper hinanden, er der for hinanden. Åbner vore hjem og hjerter for hinanden. Ikke dømmer hinanden ude eller inde. Åbner fællesskabets døre for alle, høj som lav, rig som fattig. Et liv hvor det at tjene hinanden er en uudtalt selvfølgelighed.

–

Dét liv fremmer kærlighedens nødvendige ubekymrethed. Det tjenende liv er en afspejling af Guds kærlighed til os. Dét er Gudsriget her på jord. Det gudsrige, zebedæussønnernes mor, så gerne vil have en fremtrædende plads for hendes sønner i.

 

Derfor er zebedæussønnernes mor et godt eksempel. Fordi hun tror, hun selv kan gøre en forskel i forhold til Gud. Og det vil Jesus vise, at hun ikke kan. Vores gerninger kan ikke ændre vores forhold til Gud. Han elsker os, og tilgiver os upåagtet af vore gerninger. Mødre på tryglende knæ eller ej.

Jesus vil lære hende kærlighedens nødvendige ubekymrethed. Og det kursus burde alle nybagte forældre få, den første dag på fødegangen.

For bekymrethed er forældres største tidstjæler. Vi bekymrer os om alt, fra røde numser, læsetest, kærestesorger og børnebørn.

 

Hvis kærligheden ikke skal afløses af bekymring og fortvivlelse, må den nødvendigvis være ubekymret. Og det kan den kun være, hvis vi indser at kærligheden kommer fra Gud og at Gud er kærlighedens kerne!

Kærlighedens nødvendige ubekymrethed er at have tillid til Gud og at lade sit liv bære af Gud.

Tillid til at kærligheden os imellem og især Kærligheden fra Gud til os er det vigtigste i vores liv. Det prøver Jesus igen og igen at vise os, med hans fortællinger, hans gerninger, og til sidst hans død på korset.

 

Måske tænkte Holger Lissner på fortællingen om zebedæussønnerne, da han skrev salmen, vi skal synge om lidt ”Herre du vandrer forsoningens vej”.

Fri er kun den som kan tjene skriver han i salmen og det er essensen af evangeliet i dag.

Zebedæussønnernes mor ville så gerne, at hendes sønner skulle sikres en plads sammen med Jesus i Guds rige, at hun misforstod det liv Jesus forkyndte, selvom hendes sønner hørte til de nærmeste. For det liv Jesus forkyndte handlede om livet her og nu. Her blandt alle os mennesker, vores hverdagsliv med glæde og sorg.

Jesus ville ikke sikre de udvalgte få særlige gode og fortrin. Men han ville vise vejen for os alle, for alle dem der flakker rundt i mørket og søger efter livet.

Kærligheden fra Gud til ham og til os, drev Jesus til at prædike og forkynde kærlighedens nødvendige ubekymrethed for enhver.

 

1

Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!

2

Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

3

Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

 

Amen.