Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

 

Prædiken

Der er ikke meget hyggenygge over dagens evangelium. Ingen fuglekvidder og kærlighedstale. Faktisk det helt modsatte. Og vi kan ikke fortolke os eller oversætte os ud af hårdheden i dag. For Lukas mener det der står, vi skal hade vores familie.

Men hvad er meningen med det?

Jeg hører Lukas’ ord til os i dag som et kald på at vi skal gå ud og gøre noget lige nu i fællesskabet. Her er der ikke plads til lunkenhed og vaklen – her stilles vi overfor et hårdt krav om at vi skal gøre noget. Og vi skal ikke gøre noget for os selv. Her taler evangeliet ikke til hiin enkelte, men til fællesskabet. Fællesskabet er det vigtigste. Ja faktisk så vigtigt, at vi skal forsage vores egen familie, vi skal ikke fokusere på, hvad der er godt for mig og mine, på hvad vi elsker. Vi skal være der, hvor fællesskabet kræver os. Kravet er fra Lukas, at for at vi kan gøre det – må vi hade vores egen familie, vores egen lille boble af et liv – for når vi har vendt ryggen til alt det, der er os kært, kan vi fuldt være tilstede, der hvor der er brug for os i fællesskabet.

 

Nu skal I ikke tage mine ord som en opfordring til at gå hjem og pakke weekendtasken og skrive under på skilsmissen med jeres nemid, eller ringe og slå hånden af jeres børn – for evangeliets ord er som ofte sat op som et idealbillede. Et uopnåeligt mål sat for at vi ved, hvor vores vej skal pejle hen.

 

Når Jesus siger, at vi skal elske vores fjender, tror jeg, at han godt ved, at det vil være svært at realisere langt hen af vejen, men vi skal forsøge. Vi skal forsøge at se det menneskelige og Guds kærlighed i det menneske, som vi slet ikke forstår.

Når Jesus kræver, at vi hader vores familie og eget liv – vil han have os til at løfte blikket fra vores lille boble af liv og se ud på det store fællesskab. Han vil, at vi også ser dem, der er udenfor vores nærmeste kreds. Og når vi skal gøre det bedste for fællesskabet, så vil det nogen gange kræve, at vi for en stund forlader det, der er trygt og godt, der vi har hjemme. Vi må derud hvor der utrygt og til tider farligt – for det kræver fællesskabet.

 

I disse dage fyldes gaderne rundt omkring i verden og i særdeleshed i USA med demonstrationer for #Blacklivesmatters – sorte liv har betydning.

Det er utrygt at gå ud på gader og stræder – covid-19 huserer stadig og har gode kår i en tæt menneskemængde, med folk der råber. Politiet og militærmagten slår hårdt igen på demonstranterne og moddemonstranter er villige til kamp. Det er utrygt og farligt at gå på gaden her. Folk har forladt den trygge base, fordi de kæmper for fællesskabet. De kæmper for det fælles gode, måske går de endda mod det som deres familie tror på, når de træder ind i demonstranternes rækker – når hvide råber højt sammen med sorte for at slå fast at alle liv har værdi, at vi alle er ligeværdige, og dem der alt for længe er blevet skubbet nederst i samfundet, har ret til samme plads som alle andre. Ingen skal holdes nede for at andre kan holdes oppe.

 

Denne prædikenstol er ikke en politisk talerstol, men dette er min indignation i den verden, vi lever i lige nu. I synes måske ikke, at jeg har ret og det er oppe til hver enkelt af jer at finde ud af, hvor jeres indignation er.

For Lukas appel er, at vi ikke er umælende – for kaldet er så stort, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forfølge den tanke. Det er at være en discipel.

 

At åbne sine ører og hører hvor fællesskabet kalder på en og gå derhen og gøre, hvad der kræves, også selvom du for en stund eller for altid må forlade alt det du elsker alt der er trygt.

 

Her i kirken prædiker vi ofte evangeliet til den enkelte. Evangeliet der går ind og taler til dig i det liv du er i. Det slå mig gang på gang, hvor utroligt det er, at evangeliet kan det, at det kan tale til netop dig. Det gør Jesu ord og hans historie for altid relevant, og den dag at Jesu ord og historie ikke kan bruges i menneskers liv, ikke kan ramme os, den dag vil kristendommen falde bort. Jeg tror ikke det sker.

 

Men kirken må aldrig gå i eksistentiel hi af frygt for at være politiserende. For det er også kirkens opgave at tale for og ind i fællesskabet. Det er også kirkens opgave at tale for dem, der ingen stemme har og for dem, der bliver overhørt gang på gang. Det er også kirkens opgave at pege på de problemstillinger og uligheder, der er blandt os mennesker. Netop fordi evangeliet er til den enkelte, er det til os alle sammen. Det er til dig og til mig. Lige meget om du er mand eller kvinde, barn eller voksen, homoseksuel eller heteroseksuel, om du er transkønnet, sort, gul eller hvid, rig eller fattig. Evangeliet er til os alle, kan rumme os alle, for Gud elsker os alle uden forbehold – og hans uforbeholdne kærlighed til os er idealet for vores kærlighed til hinanden og for at vi kæmper for, at den kærlighed er synlig i fællesskabet.

 

I dag er Lukas ord en meningsgenerator, her var mine indignerede ord og tanker i en uge der har lydt af rungende råb fra kæmpe mængder #blacklivesmatters. Lukas vil have os til at mærke hvor fællesskabet kalden til os kommer fra? Hvad vil kunne få os til at hade vores familie og forlade alt for fællesskabets bedste? Hvad kan få dig til at træde ind i demonstranternes rækker og råbe højt? Hvad kan få dig op af stolen, ud i verden og gøre en forskel? Alle har ikke ret, men alle har betydning, alle er ikke enige, men alle har en stemme.

Dit liv har værdi – du er elsket af Gud – og derfor fællesskabet har brug for dig.

 

Lovprisning

Og for det siger vi Lov, og tak og evig ære være dig vor Gud. Fader søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.