Monthly Archives: juni 2013

Kom til fest!

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24

 

 

Prædiken

 

Der er lagt an til det helt store gilde, den fedeste fest man kan forestille sig. Jesus har virkelig lagt sig i selen og gjort alt, hvad han kan for at gøre det til en uforglemmelig aften. Normalt er han ellers den, der bliver inviteret hjem til andre og spiser hos dem, men i aften vil han selv holde fest, og det skal være en ordentlig fest.

 

Han har lagt sig i selen, og skaffet det bedste med, den lækreste vin, pyntet flot op, vasket sine fødder og taget sit bedste tøj på.

 

Man kan lige se ham stå der foran dørene og bede tjenerne om at invitere folk, og se hans skuffede udtryk, når de vender tilbage og siger at ingen vil komme!

 

Alle har for travlt med deres, at passe marker, køer og koner. Hverdagsting, som synes lidt trivielle i lyset af den grandiøse fest.

 

Til Jesu fest skal der bare være liv og glade dage! De kulørte lamper er hængt op, musikken er bestilt, vinen står klar på bordene i lange baner, det eneste der mangler er alle gæsterne.

 

Men det er ikke det nemmeste, for alle dem han først inviterer, takker pænt nej! Ingen vil sprænge dagligdagens trummerum og gøre noget anderledes. Men så finder Jesus da bare nogle andre, der vil være med til at holde et ordentligt brag af en fest.

 

For festen vil ske lige meget hvem der så er med!

 

 

Prøv at tænk at blive inviteret til den fedeste fest og så takke nej. Det virker helt utænkeligt på ethvert ungt menneske der ved hvor og hvad den sejeste fest er.

 

Så hvad er grunden? Kan de ikke genkende en fed fest, når de bliver præsenteret for den? Er deres daglige gøremål virkelig så vigtige, at de ikke kan finde tiden? Eller kan de ikke helt forstå konceptet bag festen, en fremmed der inviterer til kæmpe fest, det afskrækker dem måske?

 

I hvert fald takker de nej. Og Jesus sender tjenerne ud igen for at finde andre gæster, og nu skal de spørge de fattige, vanføre, blinde og lamme, ja de skal faktisk nøde alle til at komme, for der er plads til mange!

 

Og dem som i første omgang havde sagt nej, for nu slet ikke lov til at komme med alligevel!

 

 

 

Den fest Jesus vil holde er et billede på Guds rige. Guds rige hvor invitationen gælder alle!

 

Jesus havde en utopi, en drøm om Guds rige! En drøm han delte med mange på sin tid, men som han formulerede på en ny måde!

 

Mange havde på Jesu tid ønsket og drømmen og en ny og bedre verden. Om Gud der ville frelse sit folk og give dem Gudsriget, men det festen var begrænset til ens eget folk, til en særlig stærk religiøs overbevisning, til dem med det rigtige tøj, og den rigtige holdning.

 

Og her skilte Jesus sig ud, for der var ingen skillelinjer mellem hvem der var inviteret. Alle var velkomne, høj som lav!

 

Men ikke alle vælger at deltage! De takker selv nej.

Og det valg bliver et skæbnesvangert valg for dem, for de får ikke lov til at komme alligevel senere!

 

Gudsriget er det rige, vi har her iblandt os på jorden. Vores eksistens og kærlighed mellem mennesker. Det liv vi lever nu!

 

Det er ikke en adgangsbillet til den rigtige sky i himmelen. Det er en adgangsbillet til at leve det liv, vi står lige midt i.

 

Nu har vi valget! Og vi må ikke sætte den over styr. Hvad nytter det, at alt er gjort rede og klar til os, hvis vi ikke vil med.

 

Hvis vi pænt takker nej hver gang og holder os væk, hvad end grundende så er, travlhed, manglende overskud, eller manglende tro på, om det nu virkelig kan passe?

 

Der går et skel mellem mennesker. Der er dem, der dukker op til festen og dem der ikke gør!

 

Men læg mærke til, at det ikke er Jesus der sætter skellet, det er os selv! Det er os, der enten takker nej eller ja.

 

Men hvorfor har vi ikke tid til at deltage i denne brag af en fest, hvad er det der er så vigtigt i vore liv at vi takker nej til fest i Guds rige?

 

Arbejde, transport, planlægning, madlavning. Vi har så travlt at vi glemmer livet selv. For livet er ikke kun alt det vi når og planlægger, livet er det der sker lige nu, muligheden for den pludselig fest.

 

Vi har så mange undskyldninger for, at vi ikke har tiden til at få gået turen, hjulpet naboen, nydt samværet med familien. Vi skal arbejde, gøre rent, hente børnene, male skuret,

 

Vi har så travlt med at planlægge livet, at vi helt glemmer, at det er det, der suser forbi os! Og så er det, at vi takker nej, når vi burde takke ja.

 

Når vi skulle tage med til den fedeste fest og drikke os fulde i vinen og spise os mætte i festmiddagen.

 

Men det er ikke for sent. For Jesus holder fest hele tiden. Gudsriget er det, der møder os hver gang vi åbner vores øjne. Chancen er der igen i morgen!

 

Og nu igen lyder indbydelsen:

 

Jesus inviterer til et brag af en fest! Velkommen i kirken, der er åbent for alle!

 

Festen startede med et brag af to dåb og om lidt går vi til hovedretten hvor det flyder med mad og vin ved nadverbordet! Vi håber, du vil afbryde dagligdagens trummerum og give dig selv chancen og muligheden for at deltage!

 

Rigtig god fest!

Categories: prædiken | Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.