Hvad var det dog der skete?

Mens vi venter på foråret…

 

Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts.

Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig for den unge jomfru Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Og at det lille menneskebarn skal leve midt iblandt os, smelte vore kolde og hårde hjerter.

Himlens budbringer Gabriel løfter sløret for et helt andet livssyn, nemlig den at vores verden er genstand for indgreb fra en nærværende Gud. En Gud, der sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærligheden over hele vores verden. En kærlighed der overbyder al den blomsterpragt der ellers vælder frem for vore øjne her i foråret.

Guds Søn kommer ind i verden, hvor det onde og gode lever side om side og hvor mørke og kulde konkurrerer. Hvor det onde, mørket og kulden kan synes at vinde til tider. Gud vælger side. Han vælger en ung, prisgivet pige fra Nazareth, Han vælger hendes barn.

Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være. For forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv.
Med forårets bebudelser, både den jordiske og den himmelske, bliver ingenting til alting.

Hvad var det dog, der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg plantede der i fjor.

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la’r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er din skaber stor!

(Kaj Munk 1943)

Prædiken 1. søndag i fasten – Ondskab og gener

Jeg holdt denne prædiken søndag d. 26. februar 2012. Jeg skriver ofte rigtigt hurtigt når inspirationen kommer over mig, og jeg er egentligt altid tilfreds med resultatet. Til denne søndag hører man om Kain og Abel (se tekststykket nederst på siden), så jeg valgte at tale om det ustyrlige og onde i vores natur – generne. Det kan nok ikke skjules, at jeg brugte Richard Dawkins under teologistudiet – vel at mærke den solide Dawkins før han satte sig for at harcelere imod religion.

 

 

Vi hører i dag historien om en stor synd drabet på ens elskede – ens bror. Det er en voldsom gerning som vi ikke forstår og ikke vil forstå. Det er så ondt, så forkert, så grimt – at vi ikke engang vil kigge på det. Men vi er tvunget til det. Vi får konstant grimheden skubbet op i vores ansigter og må se det lige i øjnene. I bibelens fortælling og i dagens verden. Det onde er ikke forsvundet. Grimme handlinger er her stadig, nogen gange kan man næsten føle at de tager til i styrke. Bliver voldsommere og mere beskidte end før. Men sådan har mennesker igennem tiden nok altid tænkt det. At der aldrig var så meget ondskab på jorden som nu.

Og vi bliver fristet. Fristet til at hoppe i den besudlede pøl af dårligdom. Vi vil det ikke. Og hver dag tænker vi at dag skal være fyldt med godhed og glæde, og alligevel bliver vi hver dag fristet. Fristet til at tage den nemme vej. Gøre det som er godt for mig, men ikke for dig. Bare lade verden være, og køre mig selv frem. Nogen gange falder vi for fristelsen, andre gange kan vi stå den imod. Men vi falder alle for fristelsen flere gange. vi bliver prøvet igen og igen, og de færreste af os, står prøvelsen igennem.

For vi er som mennesker tvetydige. Vi vil det gode for os selv, men også for andre. Og de gange hvor det der er godt for os også er godt for andre, er der ingen problemer. Men de gange hvor det der er godt for os, kan medføre lidelse for andre, og hvor andres glæde gør ondt på os, ja så er det straks sværere. Moralsk, intellektuelt og følelsesmæssigt, ved vi godt hvad vi bør, skal og vil gøre. Men alligevel så er der noget i os. En fremdrift der styrer mod vores egen fordel og glæde.

Biologen Richard Dawkins har skrevet bogen ”det selviske gen”. Her forklarer han, hvordan mennesket er styret af vores gener. Vores gener vil deres eget bedste. De søger at overleve, og få at overleve skal de reproduceres. Alle vores gener, kæmper derfor for, at mennesket reproducerer sig, så generne kan fortsætte. Det at få børn handler ifølge Dawkins, altså ikke om kærlighed, glæden og vores ønske om at give verden mere liv. Men er udelukkende genernes kamp for at overleve. I denne tanke har næstekærligheden ingen plads. For hvis den næstekærlige ting ikke er til gode for generne, ja så vil det aldrig ske. At generne er selviske – vil selvfølgelig medføre at mennesket er selvisk, da vi jo er vores gener. Og ifølge Dawkins KUN vores gener. Der er intet miljø der har betydning for os.

Som kristent menneske, og i det hele taget som et humanistisk menneske, der stoler på det gode i andre mennesker og ser kærligheden og fællesskabet, som menneskets største styrke. Har jeg meget svært ved at acceptere denne tanke. Jeg grimmes ved den. Jeg føler mig reduceret og nedgjort. Jeg bliver lille og ubetydelig i den store genpøl.

Når jeg så hører historien om Kain og Abel og om verdens mange krige og menneskers angreb mod hinanden, både som nation og individ. Så kan jeg alligevel godt se tanken hos Dawkins. Den giver lidt mere mening for mig.

For ja, vi mennesker er drevet af en kraft til at overleve, at ville livet, at ville vores børns liv, at ville fremtiden. Og at det sker på bekostning af andre, det kan synes som den eneste mulighed.

Men jeg kan alligevel ikke erklære mig enig. For jeg ser også godheden og føler kærligheden. Og jeg har gentagne gange oplevet, at den overskygger alverdens ondskab og nederdrægtighed.

En ting er at jeg har oplevet den, noget andet er, at jeg tror på den! Jeg vælger kærligheden, jeg vælger troen på kærligheden, jeg vælger lyset og ikke mørket. For vi har fået budskabet om frelseren. Vi har hørt om hans komme til jorden, hans død, men vigtigst af alt om hans genopståen.

I en verden hvor generne styrer showet og har kæmpet sig frem til at tage førstepladsen over kærlighed, fred og tro, kan det være umådeligt svært at blive i troen på at Gud elsker os, at han sendte sin søn til os, for at bringe os lyset og kærligheden. Og ligesom vi alle synder, falder for fristelsen og tager den nemme vej. Så kan tvivlen heller ikke undgå at komme til os. For selvfølgelig tvivler vi ind imellem. Vi bliver konstant prøvet på vores tro og vores tålmodighed med Gud. Og der kan synes at gå lange tider mellem at troen kommer tilbage til os.

Men selvom vi tvivler, selvom vi synder, selvom at generne får lov at vælge for os. Så elsker Gud os. Lige meget hvad vi gør, tror, tænker og mener. Så elsker Gud os. Gud vil altid være med os, selv i den dybeste afgrund, eller den mest fortvivlede afgrund.

Kain dræbte sin bror Abel af misundelse. Han ville have Guds kærlighed. Han krævede den. Og i angst og frygt for at Abel er mere elsket end Kain, dræber han sin egen bror. Kain for straffen, han skal flygte, han skal være fredløs. Men her stopper fortællingen om Kain ikke. For Gud giver ham Kainsmærket. Et mærke der beskytter ham mod at blive dræbt.

For Gud elsker Kain, på trods af hans gerning, som han elsker os. Han beskytter ham stadig. Han giver ham en chance mere. Han skal flygte til et andet land. Men et andet land med muligheder og fremtid.

Når vi står midt i tvivlen og fristelsen, er vi elsket af Gud. Vi mærker det måske ikke altid. Men kærligheden er der. Og størst af alt er kærligheden!

Amen

…

Dagens tekster:

 Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« 1 Mos 4,1-12

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. Far ikke vild, mine kære brødre! Jak 1,9-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32

Peder Palladius – en dansk reformator

Evangelii lyse dag – Peder Palladius besøg hos almuen

Vi får i den berømte visitatsbog, et godt indblik i hvordan Peder Palladius fortalte det undrende sjællandske bondefolk om, hvordan de nu skulle leve på ret Luthersk vis, og ikke længere måtte ty til deres rosenkrans og Ave Maria-bønnen. Biskoppen Peder Palladius gav med humoristisk og med stor pædagogisk indsigt en gennemgang af den nye tro og dens betydning for dem. Han lokkede med løn i himlen, hvis de kom til gudstjeneste og truede med djævlen hvis de dyrkede Maria. Peder Palladius’ besøg har været et bønderne sent glemte, da han kom til dem med omsorg og forståelse for deres hårde arbejde. Peder talte Evangelii lyse dag – så alle kunne forstå det.

…

Peder Palladius’ en visitatsbog er et helt enestående værk, både for Danmark og Europa. Ingen andre steder har man bevaret noget lignende fra reformationstiden.

I bogen giver sjællands første lutherske biskop Peder Palladius et godt indblik i de kirkelige og folkelige forhold i Danmark i 1540’erne.

I bogen hører vi hvordan Palladius rejser rundt til alle sjællands 390 kirker og fortæller folket, hvad indholdet af den lutherske kristendom var, som nu var den eneste tilladte, og hvad denne tro skulle få af betydning i deres hverdagsliv.

Palladius lokker med himlens glæder og truer med helvedes rædsler, når han skal prøve at forklare, at den katolske tro var en misforståelse.

Baggrund:

Peder Palladius blev født i 1503 i Ribe, han blev sendt til Wittenberg for at studere teologi, her tog han den sjældne doktorgrad i 1537.

Han blev under sit ophold meget fascineret af teologen og professoren Luther, og vendte sig bort fra den katolske kirke.

Han blev sendt med Bugenhagen hjem til Danmark for at indføre reformationen og vedtage kirkeordinansen.

Da Palladius kommer hjem til Danmark bliver han straks udnævnt til at være sjællands biskop, som dengang var det højeste bispeerhverv. Palladius blev også benyttet af regeringen som teologisk rådgiver og blev professor ved Københavns Universitet.

Palladius deltog selvsagt i de alle vigtige forhandlinger om ændringer i liturgien, var medlem af den kommission, som udarbejdede den første samlede oversættelse af bibelen til dansk (Christian den 3.’s Danske Bibel 1550), arbejdede på forbedringer på universitetet og de gejstliges økonomiske forhold. Han havde derfor en stor del at gøre med reformationens indførelse i Danmark, både på det overordnede plan, men i særdeleshed også på det helt lavpraktiske og menneskelige plan. I forsøget på at omskole lægfolket fra katolicisme til luthersk kristendom blev visitatserne det mest effektive middel, dvs. biskoppernes besøg i de enkelte kirker og menigheder i hele landet.

Visitatsbesøg:

Som Sjællands nye superintendent skulle Palladius på visitatsrejse rundt i stiftet, og i den forbindelse noterede han flittigt ned i en visitatsbog, som er bevaret. I den kan man se, hvad han gjorde, når han besøgte menigheder og præster.

Palladius nåede i løbet af 5-6 år at besøge alle 390 kirker på hele sjælland. Det er en helt utrolig bedrift, taget i betragtning af at det hele er foregået til hest eller i hestevogn. Han har skulle møde provster, præster og menigheden. At få det hele tilrettelagt og planlagt er meget utroligt, vi har desværre ikke noget vidnesbyrd tilbage til at se hvordan det er foregået.

Visitatsbogen er ikke en redegørelse for hvordan tilstanden var i de enkelte sogne. – men derimod en beretning om, hvordan han fortæller menighederne om den nye evangeliske tro og den følger for hverdagslivet.

Palladius krydrer sin fortælling med små opbyggelige historier og humoristiske små træk fra dagliglivet og fra sin embedsgerning, for at hans tilhørere skal forstå og huske, hvad han har sagt.

Det var biskoppens opgave at forklare og begrunde det nye kirkesyn, der kom med reformationen. Og få dem til at forstå, at de skulle vende sig væk fra den katolske falske lærdom, som han omtalte med aldeles hårde ord.

Når han talte var det præget af en bondefornuft, og havde ikke de store teologiske finurligheder.

Han talte højt og bramfrit om gammelt misbrug og begrunder den nye tro uden teologiske spidsfindigheder.

Der skal ikke mere bedes for de afdøde, skærsilden er ikke mere, men helvede er alligevel en realitet. De hellige kan ikke mere gøre mirakler. Man opnår intet ved pilgrimsgang til hellige steder.

Men Palladius prøver at vende de tidligere unyttige gerninger til positive og frugtbare gøremål. I stedet for at gå pilgrimsgang der er overflødig, skal de i stedet gå hen til de syge og gamle og tage sig af dem.

Kirkerne skal renses for alle de katolske levn. Alle sidealtre skal ud og alteret skal ryddes, så der kun er en hvid ren dug på og to tændte lys. Katolske altertavler skal fjernes og alle madonnafigurer skal tages væk.

At få gennemført reformationen var ikke en nem opgave og det var folk som Palladius der fik gennemført den nye kirkeordinans. I mange år efter reformationen var der stadig rester af den katolske lærdom, folk bad deres Ave Maria bønner, troede på skærsilden og havde helgenbilleder.

…

Besøgene:

Jeg sætter mig på en stol med ansigtet mod dem… sådan indleder Palladius sin beskrivelse af hans besøg i sognene. Først havde den ledsagende provst oplæst kongens befaling om, at biskoppen skulle foretage sådanne visitatser i sognene. Herefter tilføjede Palladius Nu er jeg så i Jesu navn kommet til jer.  Han fortæller at han skal gennemrejse hele sjællands land, og det kan godt tage mange år før han kommer til dem igen, derfor skal de høre godt efter hvad han siger. Palladius kommer ikke med tunge teologiske udredninger, men tager udgangspunkt i det ydre, kirkebygningen og kirkegården. Han understregede hvor vigtigt det var at holde kirken i fineste stand, et skyldte de både deres forfædre som havde opført den og Guds ord, som skulle lyde til deres egne børn. De skulle holde den finere end deres eget hjem. Kirkegården skulle holdes ved lige og græsset skulle holdes nede.

I skal for alt i verden ikke tillade okser eller fø at skide, med forlov sagt, på kirkegården og svine det sted til, hvor jeres forældre ligger og hviler deres ben. I skal jo også selv ligge der og hvile til den tid. Hvem vil have sin seng beskidt og svinet til?

Derefter bevæger Palladius sig ind i kirken, han fortæller om døbefont, alter og prædikestol. Både om dem selv, men også som udgangspunkt for at tale om dåb, nadver og prædikener.

Nu kan han fortælle tilhørerne hvorfor de egentlig skal gå i kirke. Han gør det klart for dem at det er nødvendigt for sjælens frelse stadig at høre prædikenen af Guds ord, han lokker med frelse i himmelen efter døden og truer med fortabelsen i helvede.

Når man da er kommet i kirken, er der 5 gerninger at udføre: at bede, høre Guds ord, spise og drikke Kristi legeme og blod, love og takke Gud og give almisser.

Den næste store afdelingen i bogen handler om sognepræstens og degnens arbejde.

Palladius opregner deres pligter og rettigheder og spørger ud i forsamlingen om de har noget at anklage deres præst eller degn for.

Lige pludselig kalder han de unge bønderkarle og piger op til sig i koret for at høre dem i katekisme-stoffet.

Her kommer de nu op til, de unge karle og drenge.. her kalder jeg straks alle pigerne op til mig. Nogle steder kommer de ganske vist modvilligt, andre steder er de mere lydige, alt efter om sognene er store eller små, og efter hvordan sognepræsten og forældrene er. Dog når de først ser én begynder at gå op, så følger de andre straks efter som får til vand!  

Herefter advarer han karlene mod at svire ved majtræet, formaner dem til at passe på når de tager til købstaden, hvor luderne står på gadehjørnerne. Han giver pigerne gode råd, som de kan bruge overfor voldsmænd riv dem med dine negle sådan en fyr i panden, så enhver kan se, at han har prøvet at få sin vilje med dig! Han opfordrer forældre til at sende deres børn til undervisning først hos degnen og senere, hvis talenterne er der, til købstadens skole.

Han taler bramfrit om ægtefællernes indbyrdes forhold, opfordrer til godt naboskab, advarer med humoristiske og alvorlige oplysninger mod drukkenskab, og han indskærper jordemødrene deres pligter. Palladius var af den faste overbevisning, at djævelen kunne springe ind i mennesker, for af den vej at ødelægge andre mennesker, dyr og afgrøder. Derfor opfordrer han menigheden til anmelde troldkarle og hekse, så snart de opdager dem i sognet.

De har tidligere brændt en flok i Malmø, i Køge og andre steder, og nu hører vi, at der igen sidder en hob, som er fanget i Malmø, og som nu skal brændes.

Hele vejen igennem disse besøg angriber Palladius katolske opfattelser og indretninger. Han håber munke og nonner, som han jævnt kalder de ugudelige pavens folk, han forlanger sidealtrene nedbrudt, men tillader at man lade særligt gode billeder hænge som opfordringer til et ordentligt liv. Menigheden skal ikke længere leve i dødsangst og frygte skærsilden for den findes slet ikke. gamle messeklæder skal man rive i stykker og bruge til forbindinger eller sende dem til hospitalet i København.  Han afviser helgendyrkelse og Maria-fromhed. De skal ikke længere bede til hende, for hun kan ikke høre dem, siger han i god overensstemmelse med Luther.

Han anerkender at Maria var et ganske særligt menneske, fordi hun var udpeget til at føde frelseren, men hun var ikke guddommelig. De skal ikke længere bruge rosenkransen og bede Ave Maria-bønnen, for

Jomfru Maria er ikke her hos os. Døden står mellem hende og os. Derfor kan hun ikke høre, hvad vi siger til hende, for hun er ikke almægtig.

I stedet skal man bekende sin synd, bede fadervor og ellers i øvrigt bede om det, som man især har brug for … lige der hvor skoen trykker jer selv!

Ganske vist så er kristenlivet en alvorlig sag, man skal jævnligt gå til gudstjenesten og til skrifte, man skal gøre bod og leve ansvarligt, gøre gode gerninger, og man skal flittigt give almisser og tage sig af de fattige, ikke for at fortjene frelsen, men som en kristenpligt overfor medmennesker. Men samtidig lyser det ud af Palladius’ tale, at han også har en umiddelbar, frejdig glæde over jordelivet. Gud skal dyrkes i kald og stand, intet arbejde er finere end andet. Gud kan prises i sang bag ploven på marken og ved væven og rokken, og derfor kan man feste sammen af og til, og Palladius fortæller hvordan:

Man skal ikke løbe til maden som svin og køer, men begynde med en bordbøn. Så skal man spise og drikke sammen, tale sammen om Gud og fromme sager, planlægge ægteskaber, fortælle de unge, hvordan de skal pløje, så og høste på rette måde. Man må gerne være glade, synge viser og danse. Drik hverandre til! Lyder biskoppens glade opfordring. Djævelen skikker os så mange onde stunder, at vi gerne må stjæle os en glad stund en gang imellem og drikke en skål øl med hinanden, end dog over tørsten.

Men når man sidder i sådant et glad lag, skal man lade være med at bagtale andre. Det sker nemlig tit, siger han, at de sidder der og gennemgår byen fra ende til anden. Nej man skal i stedet synge gode viser, og når man så er blevet i godt humør, skal man gå hjem til sin hustru og lad hende få en god aften, som du har haft en god dag!

Biskoppen Peder Palladius’ besøg i sognene har været en stor oplevelse, som folk aldrig glemte. Ham kom ikke i et stort farverigt optog med ledsagende præster, munke og vagtfolk. Han mødte helt alene frem., lensmanden og den lokale provst kom samtidig med ham, og så begyndte han ellers bare at fortælle. Han brugte ikke et uforståeligt, dannet sprog, fyldt med latinske gloser og remser.  Han brugte bøndernes sprog. Et jordnært og karsk dansk. Han brugte deres vendinger, og krydrede sin tale med ordsprog, vittigheder og rørende, dramatiske oplevelser, som han havde haft andre steder på sjælland.

Han viste dermed at han kendte bondens trælsomme slid, og hans tale afslørede at han befandt sig godt der, at han holdt af sine tilhørere som sine kristne brødre og søstre.

Bag det hele lå en pædagogisk plan, hvor der var sammenhæng og forståelighed, dramatiske højdepunkter alvor og lune.

Peder Palladius’ fremragende evner som folketaler, folkepædagog og luthersk reformator nåede her store højder.

Prædiken Fastelavnssøndag – At se med kærlighed

Denne prædiken holdt jeg søndag den 19. februar 2012. Dagens tekst handler om helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko og tro, håb og kærlighed (se nederst på siden).

…

Når et lille barn kommer til verden er det første barnet møder en masse stirrende øjne. Vi kigger og undersøger barnet, vil have hver en lille detalje med. Nulrer alle ti tæer og ti fingre. Vi pludrer glad med det lille væsen og kigger med tårer og glæde på barnet, som ser tilbage med os med forundring i blikket.

Barnets forældre får af vide, at det er meget vigtigt, at de fastholder øjenkontakten i de første måneder. Så barnet oplever tryghed, stabilitet og føler sig set. For at blive set er helt essentielt for os alle. Vi vil gerne ses. Vi vil gerne have, at nogen lægger mærke til os, ser hvad vi gør, hvem vi er. Når vi føler os usete, bliver vi små, svinder hen, tvivler på os selv og føler os usynlige.

Som det lille barn, der skal have øjenkontakt, skal vi alle stadig have øjenkontakt med andre. Vi ser hinanden, når vi er sammen, taler sammen, nyder hinandens selskab, giver hinanden opmærksomhed. At blive set er både den fysiske del, at nogen registrerer os med deres øjne, opfanger vores udseende, påklædning, ansigtstræk. At nogen kigger os direkte i øjnene. Men det er også at vise opmærksomheden, at engagere sig i hinanden, være interesseret og deltagende. Når vi elsker en anden ,så sker det helt automatisk, at vi ser den anden, giver den anden opmærksomhed. Især i starten af et nyt forhold, hvad enten det er en kæreste eller en ny ven. Så vil vi vide alt om den anden. Vi bare ser og ser og ser. Vi bruger timevis på at sidde og se hinanden i øjnene og bare være sammen.

I kærligheden bliver vi synlige overfor hinanden. Vi ser hinanden gennem kærligheden. Når kærligheden går i stykker eller går bort– bliver vi triste og ulykkelige, fordi vi mister den anden i vores liv, men også fordi vi føler, at vi bliver usynlige. Vi bliver mere og mere gennemsigtige, og er bange for at svinde helt bort.

Dagens fortælling om den blindes helbredelse handler om to ting.

Det ene er, at den blinde ser Jesus for han virkelig er, og hvad der skal ske for ham, og at den blinde bliver set af Jesus med kærlighed og derved får kærlighedens gave – helbredelsen – synet tilbage.

Den anden er, at den blinde har troen på Jesus – troen på at han kan helbrede ham – troen på at han er frelseren. Hans tro er en blind tillid til Jesus og Jesu skæbne.

Vi bliver frelst i vores tro. Ikke bare i vores tro på, at Jesus var på jorden, var et godt menneske, der led en voldsom død. Nej men i troen på hændelserne efter hans død. For betydningen af Jesu død bliver først tilgængelig i troen på hans opstandelse.

Og den tro kræver blind tillid!

For vi kan med vores syn og sanser, vores åbne øjne ikke fatte og ikke forstå, hvad det egentlig handler om – lige så lidt som Jesu tolv disciple kunne fatte det.

Tro kommer ikke af, at man står med åbne øjne og bare ser og ser og ser. For her kræver det lukkede øjne. Troen kommer ikke af synet, men hørelsen og tilliden til, at det er!

Og her er paradokset; for vi skal elske med åbne øjne, men tro med lukkede øjne. Men er det ikke en modsigelse, burde kærligheden og troen ikke netop hænge sammen?

Troen og kærligheden hænger sammen og springer ud af hinanden. For vi ser på vores elskede med kærlighed, vi åbner vores øjne for at se på ham. Og når vi kigger den anden i øjnene håber vi på at se, at han ser tilbage på os med kærlighed. Men vi åbner øjnene i blind tillid på, at han gør. I det sekund før vi ser den anden i øjnene, ved vi ikke om vi mødes af kærlighedens syn, eller af tomme blikke, der undviger os. Men vi tror og vi håber og vi åbner og ser derfor med blind tillid til, at vi modtages af det gode.

Det sker at, vi ikke mødes af de elskede øjne og her gør det ondt, når troen ikke får beviset, når kærlighedens tro bliver modsagt og afvist. Men troen er stærkere end tvivlen – og kærligheden er stærkere end afvisningen.

For når vi mindst venter det, slår vi øjnene op og ser ind i kærlighedens øjne igen. Den kommer pludselig, uventet og altid med lige stor kraft. Igen er vi set, vi bliver langsomt mere og mere synlige og til sidst træder vi frem for verden fuld af klare farver. Troen på kærligheden giver os fylde og farve.

Jesus ser, at den blinde tror på ham med kærlighed på trods af, at han er blind. Selv i sin blindhed, ser han Jesus i et klarere lys end de tolv disciple, der så ham hver dag. Og Jesus giver ham den største gave, den største kærlighed. Han giver ham synets kraft tilbage. Den blinde mand kan nu i sandhed se Jesus, men han kan også se vejen frem og følge med.

I kærligheden skal vi se hinanden – men i troen vil vi altid være blinde. Må vi på den sidste dag få åbnet vores blinde øjne og se Kristus med kærlighed.

Amen.

…

Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43