Monthly Archives: februar 2019

Intet for nåden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:

»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min

vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de

ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én

time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

Prædiken:

For nogle år siden havde jeg en konfirmand der havde været en del syg, og derfor ikke været med til konfirmandforberedelsen en del gange. moren ringede en dag til mig, for at høre om datteren stadig kunne blive konfirmeret på trods af hendes fravær.

Mit svar var: Selvfølgelig kan hun det.

Ugen efter kom flere konfirmander hen til mig, og udtrykte at de synes det var vildt uretfærdigt at de nu havde været der hver gang, og havde været i kirke de 8 gange de skal. Og det havde hun slet ikke, og alligevel fik hun lov at blive konfirmeret. Det var da vildt uretfærdigt!

Vil vi aflæse et menneskes retfærdighedsfølelse, kan vi bare se på børn. At se reaktionen i et barns ansigt, når det føler sig snydt, når en anden har fået en flødebolle, fået lov at holde pædagogen i hånden eller tænde stearinlyset. Det er hele verden der falder sammen i det øjeblik og i et forbigået barneansigts udtryk kan man læse dyb fortvivlelse. Barnet har en indgroet retfærdighedssans, med tiden udvikler den sig, og de lærer forhåbentlig at forstå at alle mennesker er lige meget værd, men vi skal ikke altid have lige meget.

Fornemmelsen for hvad der er retfærdigt følger os igennem hele livet. Hvorfor får andre noget, vi ikke selv får? På arbejdet, kigger vi rundt på kollegaer og konstaterer at mange ikke laver nær så meget som en selv, men får mere i løn. Det er uretfærdigt. I skolen får man ikke den karakter, man har fortjent, når man nu har knoklet hårdt for det. Derhjemme: hvor for giver ens mand ikke en så store og flotte røde roser, som naboens mand giver hende?

Lignelsen om arbejderne i vingården rejser et evigtgyldigt problem ved at lægge sig i krydsfeltet mellem retfærdighed og nåde. I vores liv med hinanden er vi nødt til at opretholde en vis form for retfærdighed, den måde vingårdsejeren ikke uddeler løn efter arbejdsfortjeneste ville have svære vilkår på vores arbejdsmarked. Over for loven må vi også alle være lige. Loven må gælde for alle og sørge for retfærdighed.

Men vi lever også af nåde. Jesus nuancerer forholdet mellem nåde og retfærdighed i sine lignelser, forholdet mellem loven – retfærdigheden og evangeliet – nåden.

Det er en svær balance. På den ene side skal hver af os gøre vores bedste og vi skal tilstræbe retfærdigheden, men samtidig lever vi ikke af retfærdighed, men af nåde og barmhjertighed. Hvordan denne dobbelthed skal udfoldes er vores svære ansvar. Både som samfund og i vores eget liv.

For megen nåde og barmhjertighed kan føre til ligegyldighed og tab af autoritet – for hvorfor overhovedet søge det retfærdige, hvis den der har arbejdet mindst for mest i løn, så er alt som vinden blæser og vi kan være ligeglade.

For megen retfærdighed fører let til rethaveriskhed, hvor enhver kun har blik for egne rettigheder og kræver sit eget, og ikke har blik for det fælles. Så er det vigtigst hvad jeg får og ikke hvem der har mest brug for. Giv mig flødebollen!

Der er ingen lette svar på, hvordan vi balancerer retfærdigheden og nåden. Men der er lignelser at fortælle, der udfordrer os og giver os muligheden for, at vi kan se på vores liv og på hinanden fra et andet sted. Fra Gudsriget perspektiv.

Når vi mærker at vi er set på med blide øjne, som vingårdsejerens blik, på den mindst arbejdende, så kan og skal vi se på hinanden med blide øjne.

Lignelsen vi hører i dag, vil fortælle os at det fundamentale og bærende i livet, ikke er den retfærdighed som giver som fortjent! Det bærende og det befriende er derimod når vi får andet og mere givet end forventet. Når vi ikke blot får som fortjent, men får mere end fortjent.

Men hvem identificerer os med i dagens lignelse? Ser vi os selv, som de arbejderne der har arbejdet hårdest og fået mindst i løn, så føler vi nok at retfærdigheden krænkes. Men ser og oplever vi os som dem, der trods det at de kun fik mulighed for at arbejde i ganske kort tid, alligevel får den samme løn som alle andre, så bliver vi forhåbentlig glædelig overraskede.

Vi har ikke fået som fortjent, men langt ud over det vi fortjente. Det er evangeliet – det er nåden. Her husket vi på, at vi er skabt til et liv i kærlighed med vores næste, og når vores målestok på den måde gøres op i barmhjertighed og ikke retfærdighed, så kan vores kræven efter millimeter retfærdighed synes absurd.

Spørgsmålet er om det er kærligheden til ens næste, eller ærgrelsen over at andre fik mere end fortjent, der slider en op?

I dag huskes vi på, at den kristne Gud entydigt og uforbeholdent bekæmper de kræfter i tilværelsen, som forhindrer og nedbryder kærlighed. Gud udfolder sig hele tiden i kærlighedens væsen, for at vise os, at barmhjertighed og nåde avler liv og herudaf vokser Guds rige.

Der skal være retfærdighed til i vores verden, vi skal have løn for det arbejde vi udfører.

Men når det kommer til hvordan vi behandler hinanden og møder hinanden, så er barmhjertighed og nåde vores kærligheds gerning. Her vokser livet, her er Gudsriget. At tro på Kristus er selv at øve sig i at flytte

perspektivet fra sin egen retfærdighed til Gudsriget og anderkende og bekæmpe sin egen tiltagende blindhed.

Når storesøster giver lillebror den sidste karamel, så er det en lille flig af nåde. En flig af den nåde vi får af Gud.

Gud er uretfærdig i sin retfærdighed – her er der ikke noget for noget, men intet for nåden.

Amen.

Categories: prædiken | Skriv en kommentar

Gudsriget midt iblandt os

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matt 17,1-9

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn

Prædiken

Han gik langsomt ved vandkanten med blikket rettet ned af. Vinden blæste hårdt imod ham, og havet bruste voldsomt. Det var vinter, en af de kolde, men helt klare og blå af slagsen. Solen stod lavt, men skinnede og oplyste alt omkring på den helt særlige måde, som man kun oplever ved Vesterhavet, og særligt lige ved denne del af Vestervig.vesterhav

Det var en tidlig lørdag morgen, familien lå stadig derhjemme og sov roligt i sommerhuset. Han var stået tidligt op, havde tændt ild i pejsen og gået sig en lang tur ved havet, for at hente morgenbrødet på vej hjem.

Der var en helt særlig ro her, der gav ham en styrke og ro til at gå ugen i møde. Det var hårdt derhjemme for tiden. Merete havde nogle voldsomme hovedpine anfald og de frygtede det værste, på mandag skulle hun scannes, og ingen anede hvad fremtiden ville bringe.

Han gik med bøjet hoved og spejdede ned i sandet, for her havde han før fundet rav, nogle små stykker og nogle store stykker. Det var en helt speciel følelse, når han stod med det stykke rav i hånden. Euforien blev stor og håndgribelig og glæden sprang ud i hver en finger og tå. Han følte sig særlig og kunne næsten mærke historiens vingesus, der kom flaksende forbi. De mange mennesker, der før ham, havde gået her og fundet et stykke gyldent rav, med tidens og solens stråler indkapslet. Og når han tog det fine stykke rav op i hånden og varmede det i sine hænder, kunne han næsten fornemme alle de skiftende årstider, århundrede, mennesker gøren og laden som dette lille stykke rav havde været vidne til.

I dag havde han brug for at finde dette lille stykke. Han havde brug for at mærke, at historien var større end ham og hans familie, at der var mere, hvad end det så var. Lidt mod og styrke til at gå de næste dage i møde.rav

Efter at have gået en times tid, måtte han vende om og gå hjem igen, de ventede derhjemme, han måtte hente brødet og komme hjem.

Næste morgen sidder han og Merete på kirkebænken i Vestervig. De gik ellers meget sjældent i kirke, men Merete havde spurgt om de ikke kunne i dag, hun havde nok også brug for at være et sted, der kunne give lidt håb og styrke.

Han brød sig egentlig ikke om det. At sidde der på stive bænke og synge mærkelige gamle salmer, som han ikke kendte og det heller ikke lød til at andre gjorde, det voldsomme orgelmusik og præsten i den sorte og triste uldkjole.

Merete sad ved siden af ham stille og indelukket. Hun lignede en, der var ved at få et nyt hovedpineanfald, det var garanteret den høje musik. Han klemte sagte hendes hånd og prøvede at få hende til at kigge på ham, men hun var i sin egen verden.

Præsten startede med ’lad os alle bede’, pligtskyldigt foldede han hænderne, det var vel det man gjorde.

Bønnen gjorde ham mærkelig rolig, han følte sig pludselig mere afslappet og lænede sig lidt mere tilbage på kirkebænken. Han kiggede rundt i det gamle kirkerum. Her havde der siddet andre før ham, i mange hundrede år, store fiskere og små koner. Mennesker der havde levet det hårde liv ved det voldsomme hav, de havde haft deres at slås med, havde helt sikkert siddet her mange gange til en begravelse af en fisker, der var omkommet på havet. Mange var nok også blevet gift her, og ved døbefonten havde mange stået med deres barn. De fik faktisk også deres mindste Mette døbt her, en smuk sommerdag med frokost i sommerhushaven.

Han sad og blev helt rørt og kunne mærke tårerne presse sig på. Pludselig opdagede han, at han ikke havde hørt efter i lang tid, for nu stod præsten da på prædikestolen.

Han var egentlig en sjov præst ham her, sådan jovial og lun i det. Ikke tør og kedelig som han ellers husker hans barndomspræst. Og han havde da drukket øl med ham et par gange nede på havnen, et helt almindeligt menneske.

Præsten snakkede om Jesus der gik op på bjerget, og mødte Moses og Elias, om det særlige lys, der skinnede fra Jesus. Han kiggede op på altertavlen, hvor Jesus hang, der lyste han i hvert fald ikke. Han hang død og kold på korset.

Han prøvede at koncentrere sig igen og høre efter. Han sad stadig med Meretes hånd i sin.

”Jesus forvandler sig foran hans venner. Han lyser op foran dem, og de ser ham som en anden. De hører Guds røst: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! De ser han er Guds udvalgte og mærker dybt i deres hjerte, at alt han har sagt dem er sandt. Peter, Jakob og Johannes bliver bange. Både over den voldsomme situation de står i, Gud der taler til dem, og over voldsomheden af det de indser. At Jesus er Guds søn. At alt hvad han har fortalt dem er sandt, og at de er de nærmeste til at opleve det lige nu.

Vi er ikke forundt i vores tid at komme til at stå på et bjerg sammen med Jesus og se han blive forandret for øjnene af os, se hans guddommelighed på tæt hold. Vi har bibelens fortællinger til os, som vi må tage til os, tyde og gemme i vores hjerter.

Men vi oplever stadig guddommeligheden på tæt hold. Vi mærker Guds rige helt tæt på i de mest mærkelige situationer, der hvor vi mindst oplever det. Når barnet lægger sine buttede arme om os, når vi ordner roserne i haven, når vi hypper de første kartofler, med en øl i hånden på havnen. Vi behøver ikke stige op på et højt bjerg for at se lyset fra Guds rige, det viser sig i små lysglimt i vores liv”

Ordene ramte ham som en hammer, og han så for sig nogle af lykkeligste stunder han havde haft sammen med Merete igennem deres mange år. Børnenes fødsler, dåb og fødselsdage, juleaftener sammen, sommermåneder her i Vestervig, morgener i sengen med kaffekoppen og avisen. De havde oplevet meget sammen, meget godt og meget tragisk.

Men ja måske havde han alligevel haft gudsriget helt tæt på livet, hvis det da var det? Han klemte Meretes hånd og så hun sad med tårerne trillende ned af kinderne. Hun lagde hovedet på hans skulder og han strøg hende over håret.

Han kunne mærke at alt det mod og styrke han havde håbet at finde i går på stranden i et ravstykke, havde han fået her i kirken. Han følte sig stærkere og klar til at scanningen i morgen.

De gik ud af kirken, han trykkede præsten i hånden og de gik hjem, hjem til sommerhuset, hvor de store børn ventede, de havde gjort klar med frokost vidste han, og han glædede sig til at sidde stille ned, med en kold Øl og en sildemad. Jo præsten havde vist ret, Gudsriget havde han oplevet og forhåbentlig fik de mange flere glimt af Gudsriget sammen.

Amen

vestervig

Categories: prædiken | Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.