Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min
vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de
ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én
time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16
Prædiken:
For nogle år siden havde jeg en konfirmand der havde været en del syg, og derfor ikke været med til konfirmandforberedelsen en del gange. moren ringede en dag til mig, for at høre om datteren stadig kunne blive konfirmeret på trods af hendes fravær.
Mit svar var: Selvfølgelig kan hun det.
Ugen efter kom flere konfirmander hen til mig, og udtrykte at de synes det var vildt uretfærdigt at de nu havde været der hver gang, og havde været i kirke de 8 gange de skal. Og det havde hun slet ikke, og alligevel fik hun lov at blive konfirmeret. Det var da vildt uretfærdigt!
Vil vi aflæse et menneskes retfærdighedsfølelse, kan vi bare se på børn. At se reaktionen i et barns ansigt, når det føler sig snydt, når en anden har fået en flødebolle, fået lov at holde pædagogen i hånden eller tænde stearinlyset. Det er hele verden der falder sammen i det øjeblik og i et forbigået barneansigts udtryk kan man læse dyb fortvivlelse. Barnet har en indgroet retfærdighedssans, med tiden udvikler den sig, og de lærer forhåbentlig at forstå at alle mennesker er lige meget værd, men vi skal ikke altid have lige meget.
Fornemmelsen for hvad der er retfærdigt følger os igennem hele livet. Hvorfor får andre noget, vi ikke selv får? På arbejdet, kigger vi rundt på kollegaer og konstaterer at mange ikke laver nær så meget som en selv, men får mere i løn. Det er uretfærdigt. I skolen får man ikke den karakter, man har fortjent, når man nu har knoklet hårdt for det. Derhjemme: hvor for giver ens mand ikke en så store og flotte røde roser, som naboens mand giver hende?
Lignelsen om arbejderne i vingården rejser et evigtgyldigt problem ved at lægge sig i krydsfeltet mellem retfærdighed og nåde. I vores liv med hinanden er vi nødt til at opretholde en vis form for retfærdighed, den måde vingårdsejeren ikke uddeler løn efter arbejdsfortjeneste ville have svære vilkår på vores arbejdsmarked. Over for loven må vi også alle være lige. Loven må gælde for alle og sørge for retfærdighed.
Men vi lever også af nåde. Jesus nuancerer forholdet mellem nåde og retfærdighed i sine lignelser, forholdet mellem loven – retfærdigheden og evangeliet – nåden.
Det er en svær balance. På den ene side skal hver af os gøre vores bedste og vi skal tilstræbe retfærdigheden, men samtidig lever vi ikke af retfærdighed, men af nåde og barmhjertighed. Hvordan denne dobbelthed skal udfoldes er vores svære ansvar. Både som samfund og i vores eget liv.
For megen nåde og barmhjertighed kan føre til ligegyldighed og tab af autoritet – for hvorfor overhovedet søge det retfærdige, hvis den der har arbejdet mindst for mest i løn, så er alt som vinden blæser og vi kan være ligeglade.
For megen retfærdighed fører let til rethaveriskhed, hvor enhver kun har blik for egne rettigheder og kræver sit eget, og ikke har blik for det fælles. Så er det vigtigst hvad jeg får og ikke hvem der har mest brug for. Giv mig flødebollen!
Der er ingen lette svar på, hvordan vi balancerer retfærdigheden og nåden. Men der er lignelser at fortælle, der udfordrer os og giver os muligheden for, at vi kan se på vores liv og på hinanden fra et andet sted. Fra Gudsriget perspektiv.
Når vi mærker at vi er set på med blide øjne, som vingårdsejerens blik, på den mindst arbejdende, så kan og skal vi se på hinanden med blide øjne.
Lignelsen vi hører i dag, vil fortælle os at det fundamentale og bærende i livet, ikke er den retfærdighed som giver som fortjent! Det bærende og det befriende er derimod når vi får andet og mere givet end forventet. Når vi ikke blot får som fortjent, men får mere end fortjent.
Men hvem identificerer os med i dagens lignelse? Ser vi os selv, som de arbejderne der har arbejdet hårdest og fået mindst i løn, så føler vi nok at retfærdigheden krænkes. Men ser og oplever vi os som dem, der trods det at de kun fik mulighed for at arbejde i ganske kort tid, alligevel får den samme løn som alle andre, så bliver vi forhåbentlig glædelig overraskede.
Vi har ikke fået som fortjent, men langt ud over det vi fortjente. Det er evangeliet – det er nåden. Her husket vi på, at vi er skabt til et liv i kærlighed med vores næste, og når vores målestok på den måde gøres op i barmhjertighed og ikke retfærdighed, så kan vores kræven efter millimeter retfærdighed synes absurd.
Spørgsmålet er om det er kærligheden til ens næste, eller ærgrelsen over at andre fik mere end fortjent, der slider en op?
I dag huskes vi på, at den kristne Gud entydigt og uforbeholdent bekæmper de kræfter i tilværelsen, som forhindrer og nedbryder kærlighed. Gud udfolder sig hele tiden i kærlighedens væsen, for at vise os, at barmhjertighed og nåde avler liv og herudaf vokser Guds rige.
Der skal være retfærdighed til i vores verden, vi skal have løn for det arbejde vi udfører.
Men når det kommer til hvordan vi behandler hinanden og møder hinanden, så er barmhjertighed og nåde vores kærligheds gerning. Her vokser livet, her er Gudsriget. At tro på Kristus er selv at øve sig i at flytte
perspektivet fra sin egen retfærdighed til Gudsriget og anderkende og bekæmpe sin egen tiltagende blindhed.
Når storesøster giver lillebror den sidste karamel, så er det en lille flig af nåde. En flig af den nåde vi får af Gud.
Gud er uretfærdig i sin retfærdighed – her er der ikke noget for noget, men intet for nåden.
Amen.