Prædiken 15. søndag efter trininatis – Kast alle bekymringer over bord

Søndagens tekst (se nederst på siden) handler om at vi skal leve som himlens fugle og markens liljer – et bekymringsfrit liv. Men kan vi det? Og hvordan skal vi gøre det?

…

Vi er i Guds hånd.

Kast alle dine bekymringerne på Gud. Bare stol på ham. Han skal nok sørge for dig og dine.

Men kan vi det? Er det muligt for os at smide vores bekymringer væk, og i blind tillid give vores liv til Gud? Jeg tror, at mange af os meget gerne ville give vores bekymringer væk, og leve et bekymringsfrit liv, jeg ved at jeg gerne ville. Vi kender alle til at bekymre os, for vi gør det alle størstedelen af tiden. Vi bruger hele dage på at tænke, gruble og overveje bare et lille problem, og til tider kan det også overtage hele nætter. Vi bekymrer os hele tiden. Om penge, arbejde, familie, venner, og fremtiden. Vi tænker over, hvad der mon sker, hvad vi kan gøre og hvad der sker hvis vi ikke gør noget. Vi vil være i kontrol over vores liv og vores fremtid. Vi skynder os ind i en tid, der slet ikke er kommet endnu, eller vi bliver hængende i en fortid som er uden for vores rækkevidde, vi er ikke i vores øjeblik. Selvom hver dag har nok i sin glæde og i sin plage, har vi allerede taget plagerne for de næste mange år på os nu. Jeg tror ikke at Jesus siger til os her, at vi slet ikke må bekymre os. Men nærmere at han mener, at vi ikke må bekymre os om andet end dagen i dag, da den har nok i sin plage. Hver dag sin bekymring, vi må ikke bekymre os forud. Vi skal prøve at rationere vores bekymring, en portion pr. dag.

Bekymringen føles som en kæmpe sæk fyldt med sten der bliver lagt på ens skuldre. Prøv at stå oprejst i 10 min med sådan en på skuldrene de færreste af os vil nok ikke kunne klare det. bekymringerne er tunge, og vi vil helst slippe for vægten. Men kan vi slippe bekymringerne. Kan vi fjerne sækken fra vore skuldre?

Bekymringen slutter aldrig fordi den vil sikre sig, dobbeltsikre, ja trippelsikre, at alt går som det skal. Er lyset slukket ordentligt? Låste jeg bilen? Var det den rigtige beslutning at flytte? Vil operationen gå godt? Klarer mine børn sig godt i skolen? Hvordan vil mødet gå? Hvordan har min søster det? Når vi bruger hvert vågent minut på at sikre os igennem livet, oplever vi ikke det liv vi så ihærdigt vil sikre.  Vores bekymringer for det elskede liv, ender med at ødelægge livet.

Bekymringen kan være altfortærende. Den kan fuldstændig overtage kontrollen med vores liv, og være den der styrer alt hvad vi gør og tænker. Men er bekymringen det værd? Hvad gør bekymringen? Jeg tror at den sortner vores udsyn og farver alt gråt. Den står i vejen for vores mulighed for at gå fremad. I bekymringen ligger der et ønske om, at vi vil være alt muligt andet end vi egentlig er. Vi vil ikke være den vi er i det liv vi har. Liljerne på marken og himlens fugle bekymrer sig ikke, de sår og høster ikke, de lever fra dag til dag og får føden af deres himmelske fader. Vi ser træerne, der år efter år får nye blade hvert forår uden at bekymre sig om, at de her i efteråret vil ligge brune og tørre i skovbunden og knuses under vores fødder, som vi går ind i kirken.  Bladene fylder træernes krone så smukt, for blot at være væk og visnet næste dag.  Liljen nøjes med at være lilje, som vi skal være bedre til at nøjes med at være menneske. Lad os prøve at stoppe med at sammenligne os med andre og ville et andet liv. Lad os forsøge at leve det liv vi har til vores rådighed og lade morgendagen komme når den gør. Vi bekymrer os om den tid, der kommer, men upåagtet af hvad vi tænker om morgendagen, vil den komme. Det er vores ansvar som menneske elsket af Gud og omfattet af den evige pagt med Ham, at tage vare på vores liv og forvalte det ret. Det gør vi ved at lade os fylde af troens ubekymrethed og leve livet i dag. Vi må prøve at slippe kontrollen og lade håbet fylde vores tanker om morgendagen. Vi skal være bedre til at vælge vores liv. Vælge at stoppe bekymringerne, vælge at stole på Gud, vælge at give vores liv til Gud og dermed sige ja til den evige pagt Gud har stiftet med os. Gud har os i sine hænder. Valget har indflydelse på hvilket liv vi lever. Lever vi et liv i evig bekymring om alting? Eller prøver vi at slippe kontrollen, give os hen til Gud og dermed til det liv vi lever her og nu. Jeg tror, at når vi bekymrer os om fremtiden, skygger vi for dagen i dag. Vi sætter vores liv på pauseknap. Vi skal lade Troen og dermed roen få rum i vores liv og lade hjertet hvile ved ham. Livet er i dag og med håbet giver vi hver dag dybde. I dagens håb ligger det forgængelige, da vi håber trods døden og elendigheden. Vi siger ja til livet også når det er der, hvor det gør ondt at være og hvor ingen af os har lyst til at leve.

Men hvordan kan vi vove livet på denne måde? Hvordan kan vi kaste os ud i livet uden at sikre os og det? Hvordan kan vi leve et liv, hvor alt er så usikkert? Et liv hvor lige meget hvor meget vi bekymrer os og prøver at sikre os og kontrollere, ikke kan lægge en dag til vores eget liv? Det virker umuligt, og jeg tror at det for de fleste af os er meget svært. Men vi kan leve det liv, fordi vores liv er i Guds hænder. Vi har troen med os, en tro der sikrer os og beskytter os. En tro der giver os modet til at leve livet, på godt og ondt. Til at leve livet, der hvor det er allersværest, mørkt og utrygt. En tro der giver os glæderne og lyset der kan vare langt ind i bekymringernes vågne nætter. Troen på, at Gud har os i sine hænder giver os modet til at have med livet at gøre, selvom vi ikke aner hvad det bringer, og derfor er der håb til alle os, der ligger vågen nat efter nat ængstelige og kolde af sved over en bekymringsfuld fremtid. Vi får Guds rige som en ren gave, og den kan fylde vores livs øjeblik med glæde og håb.

Amen

…

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.« Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.« 1 Mos 8,20-22; 9,12-16

Epistlen skriver apostlen Paulus til galaterne: Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden. Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; for enhver skal bære sin egen byrde. Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Gal 5,25-6,8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

Vort daglige brød

Høsten nærmer sig med hastige skridt. Markerne står mættede af korn, gule af solens farver og tykke af den fede jord.

I høst.
1885, Olie på lærred, L.A. Ring

Frøene har sat kerne, slid og slæb bliver belønnet med afgrøder, nogle år bedre end andre. Hvordan bliver det i år? Høsten giver os grund til at glæde os og takke. Derfor fejrer vi også hvert år høsten med høstgudstjenester rundt omkring i det danske land. Det er en fest, hvor vi får mulighed for at takke gud, for alt det vi får skænket os. Lige fra bærrerne, kartofler og gulerødderne, vi henter i haven, til det vi køber i supermarkedet – til selve livet vi har fået som gave.

I Berlin under krigen, lå en gammel apoteker syg. Han fik en dag en pakke fra en ven, hvor i der var et halvt brød. Det skulle han have, så han kunne komme til kræfter. Men apotekeren tænkte: mine naboer har en lille datter – og jeg er jo trods alt gammel. Hun har mere brug for brød end jeg. Og han fik brødet bragt til naboen. Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i ejendommen. Og der var koldt og vådt deroppe. Brødet blev båret derop. Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun var alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste hvor lidt mad de tre havde. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg, og gav og gratis medicin da min lille pige var syg, han har mere brug for brødet end os. Da apotekeren fik brødet genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham – et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.

Brødet er en gave, en gave som høsten giver os mulighed for at give. Hver søndag bliver der delt brød ud i kirken. Den tynde hvide oblat minder ikke meget om et brød, men det gives af gud i kærlighed til os, en kærlighed der skaber overflod ved at dele.

Ja, tak, du kære fader
så mild, så rig og rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund.
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver,
de kommer oven ned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed. 

(Jakob Knudsen i 1891).

Rigtig god høst!

(Indlæg bringes i Ekstraposten – Silkeborg lokalavis onsdag den 1. august 2012)

Muren rives ned!

Denne prædiken er holdt i Mariehøj Kirke påskedag 8. april 2012. Den er skrevet med inspiration fra Svend Bjerg i hans prædikensamling Sakrale prædikener.

 

Maria Magdelena og Maria kommer løbende imod os, de sveder og ser både frygtsomme og lykkelige ud. Vi begynder at undre os over, hvad der dog er sket. Hvorfor dette hastværk, de skulle jo bare lægge blomster på Jesu grav. Jo nærmere de kommer os, begynder vi at føle den samme blanding af frygt og glæde. Vi har måske gættet, at det drejer sig om Jesus, men hvordan? Hvad er der sket? Hvad kan der ske? Vi har endnu intet begreb om, hvad vores ører vil høre, vores hjerter forstå, men vores sind finde helt umuligt.

Vi var der ikke selv, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan Jesu disciple har haft det, i øjeblikket før de hører ordene fra de to Maria’er: Jesus er opstået, han er gået i forvejen.

Hvordan de har haft det efter disse ord, er straks sværere at forestille sig. Det er umulige ord, der på den ene side overhovedet ikke giver mening, er blottet for al logik og forståelse. På den anden side, så har de måske forventet det? Jesus har mange gange sagt det, de ved med deres hjerter, at Jesus havde en særlig betydning, en særlig plads i livet, og at hans død skulle få en betydning, at hans død ikke var meningsløs.

Men hvad vi ved med hjertet, og hvad vi ved med sindet, med forståelsen, med hjernen, hænger ikke altid sammen. Der kan være en kæmpe mur imellem de to forståelser, så tyk og høj, at man føler, man hverken kan kravle over den, eller bryde den ned. Men den er ikke ubrydelig. Det er netop det, Gud viser, da han lader Jesus genopstå. Gud kan bryde alle mure ned, han kan sprænge alle klipper, og han gør det. Han viser mennesket dengang og nu, at muren mellem vores hjerte og forstand er nedbrydelig og der er forbindelse. Jesus er forbindelsen. Hans død og genopstandelse er det, der skaber forståelse i hjertet.

I dagens evangelium, i påskens erfaring, der fortælles hver søndag i kirken forkyndes det, at livet bliver nyt. Verden ændrer sig, bliver ny. Livet er ikke det samme. Livet bliver nyt.

Nu kunne man så tro og mene, at man med dette mener det, at den døde Jesus bliver levende. Det kunne det også gøre, men det ved vi ikke. Ingen har set Jesus træde ud af graven i levende live. Ingen har set ham sætte sig op i stengraven, kaste klædet væk og gået ud. Men det ville egentlig heller ikke hjælpe, om nogen havde set dette mærkværdige syn. Det er ikke det, det handler om. Jesu opstandelse er ikke noget, vi kan vide noget om. Vi har ingen kilder, ingen personvidner, intet overvågningskamera, der kan give os sikkerheden, hvordan Jesus opstår og går ud af den grav en søndag morgen for små 2000 år siden. Men Jesu opstandelse sætter en ny tro ind i vores verden. Og med den tro ser vi spirer af nyt liv overalt, hvor vi kigger.

Det er budskabet i dag. Ikke at en død bliver levende. Ikke at et dødt lig liver op. Evangeliet fortæller, at livet bliver nyt. Men hvordan bliver det nyt. Igen føles det som om, at muren imellem hjerte og forstand får lagt flere og flere mursten på.

At livet bliver nyt, hænger sammen med Jesu død. vi taler om, at Jesus genopstår. Men ved Jesu død bliver han fuldstændig sat ud af spillet. Han dør. Og døden er final, det ved vi alle af sorgfuld og hård erfaring. Derfor er det ikke Jesus, der af sig selv opstår. Nej Jesus bliver opvakt. Det var en anden, der tog ham ved hånden og rejste ham op. Det var Gud, der opvakte ham. Jesu fader, opvakte sin søn. Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud.

Det er uendelig umuligt at håndtere og før muren imellem hjerte og forstand igen bygges videre på, så lad os vende tilbage til vores jordiske liv, hvor vi alle erfarer døden.

Døden er i vores liv lang tid før, at den rammer os selv ved livets ende. Vi oplever dødsfald på stribe og de fylder meget i vores liv. Vi oplever skilsmisser, brudte venskaber, kulde imellem nærmeste, livet der lægges i en kiste. Døden består i, at båndende imellem os brister, de usynlige tråde skæres over, og vores forhold til andre dør et efter et. Ensomheden bliver større og større og til sidst sidder vi alene tilbage.

Hvad er reaktionen i vores liv på denne dødens hærgen? Hvordan skal vi bevare livsmodet, livsglæden, livslysten trods det, at døden fylder så meget?

Det forunderlige er, at midt i denne dødens hærgen, hvor det ligner en tom slagmark, der ser vi spirer af nyt liv pible frem over det hele. Vi ser tydelige spor af det nye liv, som vi bliver lovet denne påskemorgen.

De små grønne spirer, der bryder frem, kommer i form af sorgen og kærligheden.

Vi føler en stor sorg, når vi reagerer på et tab. Sorgen rammer os, med en dunhammer, når vi mister mennesker, der står os nært, vores elskede, den kære ven, forældren. I sorgen kan vi føle, at vi bare vil videre, væk fra sorgen, ud på den anden side, hvor sorgen ikke eksisterer mere. For sorgen er altopslugende, hård og tærende.

Men dyb sorg forsvinder aldrig, den bliver ved med at vende tilbage igen og igen, den har nok skiftende styrke, men den er der altid og til sidst vandrer den med os i livet som en usynlig ven. Vi ved, den er der, men den gør ikke altid det store væsen af sig.

Midt i denne sorg, hvor vi hele tiden prøver at holde fast i det tabte, prøver vi også at gøre os fri af det tabte. vi værdsætter mindet, plejer det, giver det næring, og midt i det, spirer et håb frem om nyt liv – midt i denne sorg. Sorgen er så rummelig, at den bærer begge dele – den altid tilstedeværende sorg og håbet om fremdriften mod nyt liv.

Dette håb i sorgen ligner vores påskeerfaring af et liv i døden.

Vi erfarer kærligheden, mellem elskende, tætte venskaber, og familiens blod. Kærligheden kan udholde alt – næsten alt. Vi elsker på trods og imod alle odds. Vi elsker selvom vi ikke burde, selvom forstanden er imod det. kærligheden udholder næsten alt, men i vores menneskeliv er der en grænse, og nogen gange overskrides den, oftest ser vi det desværre alt for sent.

I vores erfaring af denne utrolige kærlighedens magt, ser vi også påskens erfaring af et liv i døden.

Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud. Det er en helt ny historie, vi ikke har hørt før, og hver gang vi hører den, forundres vi og frygten og glæden sniger sig tilbage hver gang. Vi føler os som disciplene, der ser de to Maria’er komme med nyt.

Gud fader opvakte sin søn Jesus. Han vandrede med ham ind i døden. Gud gjorde Jesu død til sin egen død. Da Gud tager Jesu død på sig, viser han sig som en nærværende Gud, der er helt tæt på os. Gud deler livet med sin døde søn. Guds kærlighed er uendelig og kan udholde og tåle alt. Men her går grænsen for os mennesker. For det kan vi ikke. Vi kan dele livet med hinanden og vi skal dele livet med vores elskede, nære venner og familie. Vi kan gøre meget for hinanden både godt og ondt, mens vi lever. Men dør livet imellem os, har vi ikke mere at dele med hinanden. Døden er udelelig. Døden er den sidste grænse for os. Men efter døden kan der komme nyt liv.

Når bryder muren ned mellem hjerte og forstand og lader troen trænge igennem vores til tider hårde skal, så kan vi så småt begynde at se sporene af det nye liv, Gud med sin kærlighed til os har givet os. Vi ser det helt tydeligt, når det lykkes os at hele de brudte forhold, skilsmissen, det brudte venskab, kulden i familien.

Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Glædelig påske, glædeligt nyt liv!

Amen

Prædiken 3. søndag efter Helligtrekonger – at være tro(ende)

Jeg holdt denne prædiken den 22. januar 2012.

…

Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?

Men hvordan måler og vejer man den tro, man har? Hvordan ville apostlene vide, at de havde fået mere tro, og var blevet mere troende? Kan det ses i forholdet tro og tvivl? Jo mere du tvivler, jo mindre tro har du, og jo mere tro du har, jo mindre tvivler du? Er tro og tvivl de to lodder på vægtskålen? Hvad vejer egentlig tungest? Kan en lille smule tvivl veje tungere end en stor tro? Hvor meget tro skal der til for, at det vejer det samme som troen?

Hvis bare vi kunne komme i kirken hver søndag og starte med at stille os op på vægten. Så kunne vi finde ud af hvor meget tvivl vi har og hvor meget tro vi har, og lige få et godt råd til hvordan man kunne smide de overflødige kilo tvivl, for de vejer så tungt.

Men apostlene bliver groft afvist. Jesus vil på ingen måde give dem mere tro. Faktisk så behøver de ikke mere end tro på størrelse med et sennepskorn for at flytte bjerge, eller i det her tilfælde et morbærtræ ud i vandet. En egentlig fuldstændig nyttesløs gerning, for hvad skal et morbærtræ derude i vandet?

Tro handler ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Det handler heller ikke om, hvor meget tvivlen vejer på vægtskålen. Det handler om, at både tvivl og tro altid er lodder fordelt på vægtskålen.

Tro er ikke noget man har. Tro er noget man er! Troen er ikke en særlig gerning, der sikrer os plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Vi får givet muligheden at være troende og tro af Gud. Og denne mulighed skal vi bruge i livet overfor hinanden. Vi skal være tjenere for hinanden. Uden løn og uden pensionstillæg.

Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.

Tro er lidenskab. Vi elsker livet, vi elsker vores medmennesker, vi elsker Gud. Og på grund af denne kærlighed og i denne kærlighed tjener vi hinanden. Det er hårdt arbejde, som vi oftest ikke kan forvente os tak af. Det er at skifte endnu en ble, smøre endnu en madpakke, sætte endnu en tøjvask over, slå græsset endnu engang, og bære skraldet ud for 117. gang. Tro handler altså mere om spaghetti med kødsauce end meditation, mere om at pudse barnets næse end om positiv tænkning, mere om at holde hånd end Helligånd. Men til gengæld så kan vi alle være med. Vi er alle troende. Vi udøver alle kærlighedens gerninger. Vi er alle Guds tro tjenere. Og hvis vi gerne vil have en større tro, ja så er det sådant set bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Ikke at vi får et målbart resultat. ”114 bleskift senere og du har fået 50 % mere i tro”. Nej vi er tro mod Gud i vores kærlighedsgerninger til vores medmennesker.

For vi er alle unyttige tjenere, der kun gør, hvad vi skal gøre. Gud er vores arbejdsgiver. Vi skal fortsætte arbejdet lige nu, også selvom vi ikke får penge eller magt af et. Også selvom ingen ser det. Selvom vi bliver slidt i kanterne af det.

Det kan til tider virke noget uretfærdigt. At Gud kræver at vi skal tjene hinanden, uden tak. Når vi lægger med hovedpine på sofaen efter endnu en lang dag. Har vi vist alle lyst til en gang imellem, bare at lukke verden ude, bede folk om at klare sig selv. Pas I jeres, så passer jeg mig selv. Jeg har gjort nok. Jeg orker ikke mere.

Gud kan tillade sig at kræve dette af os, da han også knokler for os. Gud er vores arbejdsgiver, men han er også vores tjener. Gud er med os hele døgnet – hele livet – uden at hvile sig. Han holder hånden over os og under os, og nogen gange rusker han os i kraven. Han er med os når vi tjener andre, og når andre tjener os. Gud er der både når det går godt, og når vi jokker noget så gevaldigt i spinaten. Og han lytter altid til os, også når vi beklager os.

Du kan gøre mig en tjeneste siger Gud til os. Elsk og hjælp de andre. Ikke for lønnens skyld, men fordi du elsker mig. Gør mig en gudstjeneste. En gudstjeneste er nemlig også at gå andre i møde, når de har brug for hjælp, hvad enten de be’r om det eller ej. Det kan du gøre, siger Gud, fordi jeg er din tjener.

Gud gik hele vejen i sin tjeneste for os. Helt ind i døden gik hans tjeneste. Han tjente os ved at gå i døden for os.

Når vi tjener andre sker det ofte, at det ikke føles som arbejde. Bleskiftningen sker oftest uden den store hovedpine, fordi man ser ned på sin skønne baby, der pludrer glad. Madpakkerne bliver smurt uden sure miner, fordi man gerne vil sørge for, at ens unger er mætte og glade. Maden bliver dagligt sat på bordene rundt omkring i hjemmene, fordi vi nyder at samles hver aften og bare være sammen. Her tjener vi hinanden, men det føles ikke som arbejde, og lønnen er længe glemt.

For lønnen er netop at sidde der rundt om bordet. Når vi trøster de triste og beroliger de bange, så er vi tilstede i øjeblikket og fokusset er på det samvær man har med den, man sidder overfor. Vi glemmer alt om, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi gør det, fordi der er behov for det, og vi bliver så optaget af det, at vi glemmer, at vi er tjenere for hinanden.

Når vi har gjort det, vi er blevet bedt om, kan vi sagtens sige, jeg er en unyttig tjener, jeg har gjort hvad jeg skulle gøre. Vores tro vokser dag for dag, og kan hverken måles eller vejes, og vil aldrig blive fundet for let.

Amen.

…

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. 1 Mos 15,1-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus til hebræerne: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Hebr 11,1-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luk 17,5-10

Prædiken Nytårsdag – En lille bøn

Jeg holdt denne prædiken 1. januar 2012. Til denne dag hører vi om bønnens styrke og får givet den simple bøn – Fadervor (se teksten nederst på side, fra Salmernes bog og Matthæusevangeliet).

At bede kan ligge meget fjernt for mange, men bønnen kan være styrk og betydningsfuld, når vi giver den plads.

…

 Denne nytårseftermiddag står vi med en udsigt med en vid horisont – hele 366 dage (det er jo skudår). Alle disse dage, skal vi mennesker fylde ud.

For mange af os er kalenderen for 2012 allerede ved at være godt fyldt ud, og vi begynder så småt at få stressticks ved tanken om alt det, vi skal nå, gerne vil nå, og godt ved, at vi aldrig får nået. Men dagen i dag er 1. januar og vi har stadig et nogle timer at løbe på før året for alvor går igen. Lad os bruge denne dag, denne stund til at blive i roen. Roen som julefreden har givet os, roen som der falder dagen derpå en fantastisk fest, grundet tømmermænd af champagnen og de mange dejlige dage i samvær med familie og gode venner. For mange også en ro ovenpå en stresset tid med gaveindkøb, madlavning, besøg og de mange uundgåelige konflikter der også kommer i familiens skød.

Roen giver os mulighed for at tænke over vores forventninger til os selv og vores liv. Nytåret er tiden, hvor vi alle finder på nytårsforsætter. Vi vil formulere, hvad vi gerne vil opnå i det nye år. Men midt i al den planlægning og tanke på hvad vi vil, kan forgængeligheden og vores endelighed ramme os som en tung hammer. hvorfor egentlig finde på alle disse ting, hvorfor søge at opnå så meget i livet, når dagene bare løber mod enden? Vi kan blive helt resignerede og melankolske over tidens gang og livets ende.

Her har Fadervor sin store styrke. Når vi beder denne bøn enten højt i samværet her i kirken eller for os selv ved køkkenbordet. Vi bliver i denne bøn husket på, at vi tiltaler en Gud, som kommer os i møde og giver os hele sin herlighed og sin uendelige velsignelse. Vi bliver aflastet for alle vores stressende tanker og planer. Fremtiden er Guds. Vi kan søge at planlægge, og skematisere os igennem livet, men i sidste ende er alt muligt. Ingen ved hvad morgendagen bringer. Gud bærer fremtiden i sine hænder. Vi bliver i bønnen bevidste om vores afhængighed af og tillid til Gud i, at jeg ikke skal sørge for alt, men der er sørget for mig. Roen bliver nu altomfavnende og lægger sig om os, som en varm dyne en kold januarmorgen.

Når vi retter vores henvendelse til Gud erkender vi, at vi ikke kan styre og bestemme alt. Vi indrømmer vores egen begrænsning. Men vi viser også vores tillid til Gud, at der er en, der omfavner os og sørger for os. Vi er ikke alene i verden. Vi har fællesskabet med Gud, der altid hører og ser os, også når vi ikke henvender os til ham.

Men hvordan beder man? Jeg tror mange har svært ved at bede. De færreste lægger sig på knæ ved sengen folder hænderne og beder aftenbøn. Det er heller ikke mange steder, der bliver bedt bordbøn længere. Man kunne måske sige, at det er ærgerligt. Det er trist, at vi har mistet lysten og evnen til at bede en bøn. For så er vi som vildfarne får, der ikke ved, hvordan vi skal følge deres hyrde. Men jeg er faktisk uenig. Jeg tror, at mange stadig beder til vor Herre. Nok ikke offentligt, nok ikke på knæ med foldede hænder, måske ikke med lyd og for mange heller ikke specifikt formuleret.

Bønnen er tanken, der henvender sig til Gud. Vores inderste tanker og følelser, der flyver mod Gud og tiltaler ham. Men er det en bøn når alle de ydre kendetegn er fjernet, og der kun er den til tider ubevidste tanke til Gud?

Ja det er det. For Gud kender os og vil os. Vi er omfattet af hans magtfulde kærlighed. Det vil sige, at han hører vores bønner, han lytter til vores hjerter, lige meget hvor flot formuleret de er, lige meget hvordan vi sidder eller knæler. Jesus siger netop, at vi skal bede i vores eget kammer og ikke i offentligt skue, for bønnen handler ikke om, hvad andre mennesker kan se og høre, og hvad vi gerne vil vise andre mennesker. Bønnen er et helt privat anliggende mellem Gud og os. Derfor giver Jesus os også Fadervor. Med det behøver vi ikke bekymre os om, hvordan man formulerer en bøn, og om den er rigtig eller forkert. Med Fadervor er hele vores liv og eksistens indbefattet og vores personlige problemer og kvaler, som er helt specifikke for os vil være med i bønnen, da det er det vores hjerte er fyldt med.

Samtidig tror jeg også, at det er godt for os at bede højt og tydeligt både sammen med andre og alene for os selv.

Vi er alle stærke mennesker, der styrer vores liv og gør hvad vi vil! Men ofte sker det at livet tager over og bestemmer for os. Vi kan ikke styre alting og vi kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Det kan til tider styrte os af pinden, gøre os bange og få os til at føle, at vi intet har styr på. At der ikke er nogen, der passer på os, og at alt er en stor tilfældighed.

Bed Fadervor her! Her bliver vi mindet om, at Gud er i vores liv. Vi er omfattet af hans kærlighed, som en far elsker og beskytter sine børn. Vi skal ikke styre alt. Der er en magt, der hjælper os og beskytter os. Gud er med os i de svære og mørke stunder, der hvor livet ikke føles værd at leve, hvor man føler at alle har forladt en og man står nøgen ladt ene tilbage på en øde grusvej.

Fadervor er de ord, vi kan formulere i søvne og som vi skal lære vores børn. For det er trøstens og omsorgens ord, der giver varme og tryghed i de svære stunder, vi alle går igennem.

I bønnen fralægger vi os ansvaret for hele vores liv, og beder Gud give os styrke til at træde ind i det nye år med rank ryg, oprejst pande og tage imod det liv, der kommer os i møde. Fordi Guds er riget, magten er æren i evighed!

Rigtig godt nytår.

Amen.

…

Salmisten skriver:

Herre, du har været vor bolig

i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«  

Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.  

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;  

om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.  

Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.  

Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk. 

Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.
Hvem kender styrken i din vrede
og i din harme, så han kan frygte dig? 

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.

Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!
Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden; 

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, 

og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.