Rejs hinanden op

Prædiken 2. s. i fasten 8. marts 2020

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. 1 Mos 1,27-31

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

 

Prædiken

 

Han lå helt stille, han kunne mærke koldsveden der sprang frem over alt på hans krop og hvordan musklerne slappedes efter at have været spændt helt op.

Der var en sær ro over ham, som han ikke kunne huske hvornår han sidst have følt. I så mange år havde det været smerterne, kroppen der modarbejdede ham, hans sind der altid var så mørkt, så trist.

Nu var der kun roen, stilheden i krop og hoved.

En ro han havde længtes efter så længe, men som havde virket så langt fra hans formåen. En stilhed han aldrig havde hørt for de øredøvende skrig i hans hoved.

Langsomt begyndte lydene omkring ham at forstørres, og varmen at vende tilbage i kroppen. Men det var ikke de øredøvende skrig der vendte tilbage, det var almindelige menneskestemmer, der sagde noget til ham, ville ham noget. Han blev straks bange, han var så vant til at andre stemmer ikke ville ham det godt, så han forstod ikke helt de rolige blide stemmers kærtegnende ord. Han blev liggende helt stille og prøvede at forstå, hvad det var de sagde. Så uvant til at høre andres folks stemmer.

Han mærkede en træde nærmere, en der kom helt tæt hen på ham. Det var en uvant følelse, det var så få, der havde været tæt på ham i mange år, kun hans far og mor havde rørt ham, alle andre havde undgået ham. Men denne person var hverken hans far eller mor, han kendte ham slet ikke.

Manden stod helt tæt på ham, og manden rakte hånden ud mod ham. Tog hans hånd og begyndte at rejse ham op. Langsomt kom han op at stå, han mærkede jorden under sine fødder, vinden der strøg om hans krop og de mange menneskers blikke på ham. Han så over på sin far, der stod med tårerne trillende ned af kinderne.

Han følte sig forvirret og lettet på samme tid. Han forstod ikke helt, hvad der var sket lige nu, han forstod faktisk ikke helt, hvad der egentlig var foregået de sidste mange år, men lige nu mærkede han roen, varmen i kroppen, stilheden i hovedet og den fremmedes hånd på sin.

Han var let og han mødte sin fars blik med et smil, han følte en glæde og et mod til at se hvad livet foran ham bød på. og samtidig også en tyngde i kroppen af frygt for om han ville blive slået omkuld igen?

 

Vi møder i dagens evangelium en far der står med al sin frygt og fortvivlelse i armene. Han søn er syg, grebet af en dæmon, hvad det så end er. En ondskab i form af en sygdom, der hiver og slider i ham, kaster ham til jorden og gør ham både døv, stum og omskåret fra omverden.

Faren henvender sig til Jesus og bliver mødt med Jesu vrede, denne mand mange af os nok tænker på som en mild og kærlig Jesus, møder ofte sine medmennesker med vrede. Vreden over at de ikke forstår, vreden over at de ikke tror. Og vreden rammer os alle, for forstår vi egentlig, tror vi egentlig? Og den rammer også faren i dag. Hvis du kan hjælpe siger han til Jesus, så gør det. Og Jesus råber: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«

 

Hvis bare vi tror så er alt muligt. Hvis bare vi selv tror på det, skal det nok lykkedes. Jeg tror mangt en coach, må elske det sted her i bibelen. For her er jo hele beviset for deres praksis, for deres mantra. Hvis bare du selv tror på det, skal det nok lykkes.

 

Men de har måske glemt at læse beretningen til ende. For faderens råb tilbage, skal der sættes en stor fed streg under.

»Jeg tror, hjælp min vantro!«

Her står han imellem håbet og troen på at Jesus kan gøre en forskel og stadig med frygten og magtesløsheden med sig – for vil det overhovedet nytte?

 

Og hvor tit har vi ikke netop stået der. Balancerende imellem ønsket i at tro på noget og så alligevel har vi ikke helt kunne give os hen til den tro, fordi den er omklamret af tvivlens snærende bånd.

 

Faderens ord er genkendelige, fordi det er troens vilkår til alle tider.
Nemlig at troens faste følgesvend er tvivlen.
Jeg tror, hjælp min vantro!

 

Men alt er ikke afhængig af vores tro. Jesus rejser hans søn op, på trods af farens vantro, på trods af hans tøven, af hans tvivl.

Det giver mig en ro. Alt er ikke afhængig af mig og min tro. Min succes her i verden og i livet, er ikke afhængig af om jeg tror nok på det. Og når livet så kaster mig til jorden og gør mig døv og stum. Så er det ikke kun min egen skyld – så kunne jeg ikke bare have troet mere på det, for at undgå det.

Gud skabte mennesket til at leve på denne jord. Et liv på godt og ondt. Et liv med glæde og kærlighed, med nyfødte børns pludrende smil, med sol og varme dage. Men også et liv, hvor mørket vil falde over os. Hvor døden og sorgen vil kræve sin plads.

Vi er ikke stillet nogen garantier for ikke at blive kastet til jorden, når vi til tider føler at det onde har fået overtaget og hvor tilværelsens grund synes at forsvinde fuldstændig under os.

 

Så ligger vi der sammen med drengen med den onde ånd.

Vi ligger der med øjnene vendt bort fra verden, lukket nede, inde i os selv.
Og der lyder dagens ord, også til os.

For Jesus tager drengens hånd og får ham til at rejse sig op. Uden store ord om en bedre fremtid, uden garantier for, at drengen ikke atter vil møde skuffelse og føle sig kastet til jorden.
Han rejser ham blot op til et nyt liv.

Når vi føler os kastet omkuld møder Jesus os der. Ligesom drengen får vi heller ikke stillet garantier for, at vi fremover forskånes.
Men Jesus kommer til os og velsigner os med sit nærvær.
Et nærvær, så vi også rejser os igen og atter vises ud i livet med fred og glæde.

Vi er skabt i Guds billede, vi er lig ham. Som Jesus skal vi række hænderne ud mod dem, der er kastet til jorden og ikke kan rejse sig selv igen.

Ræk hænderne frem og rejs din næste op.

Og når vi ligger der på jorden må vi søge at række hænderne frem og gribe den hånd, der rækker ud efter os, lad os række hænderne frem i håb om, at der er en hånd der tager vores.

Lad os rejse os og gå verden i møde med et smil og en tro på alt det gode der kommer os i møde, på trods og med den tvivl, der altid vil følge os, om livet nu vil slå os ned igen.

Amen