I dag fejrer vi pinse. Denne lidt mærkelige højtid, og hvis vi lavede en hurtigt rundspørge her i kirkebænken, ville flere af jer måske være i tvivl om hvad det er der sker her i pinsen. Hvorfor fejrer vi det i kirken? For Det er ikke Jul, hvor Jesus bliver født, ej heller påske, hvor Jesus bliver korsfæstet, dør og opstår fra de døde. Ej heller Kristi Himmelfart, hvor navnet afslører hvad dagen handler om, nemlig at Jesus smutter tilbage op til sin Far i himlen.
Nej i dag fejrer vi pinse. Denne lidt mærkelige højtid, som de fleste nok forbinder med skønne pinsefrokoster på grønne græsplæner med en lille snaps i glasset og en nådig sol, der stråler os varme og glade. Eller ungdommens pinsefester, hvor man skulle se den røde pinsesol danse, der stod op pinsemorgen. Den første badetur i vandet, ved det forblæste Vesterhav.
Og selv om vi måske ikke helt kan huske hvorfor vi fejrer pinse, så er det vi gør netop grunden.
For pinsen kan man ikke få at se. Som den gode børnesang:
Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke noget at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så det let at gætte at det blæser.
Med pinse er det som balloner; røde, gule, blå, med og uden næser på ligger de livløse i posen. Først når der bliver blæst luft i dem, sker der noget.
Og med pinse er det som musik: ligesom du ikke kan se pinsen, kan du heller ikke se musikken. Hvad du kan se er klatter og striber på et stykke papir. Men noder på et stykke papir er ikke musik. Et stumt orgel, uden flyvende kyndige hænder er ikke musik. Det er mulig musik – men det mangler det aller vigtigste: at musik bliver til.
Vi kan ikke se musikken, men vi kan mærke hvad den gør ved os. Vo kan mærke når den løfter os op og gør os glade, giver os lyst til spontant at danse rundt i køkkenet med opvaskebørsten som dansepartner, når vi hører en sang i bilen, og stille begynder at græde. Får hverken noderne på papiret eller det stumme orgel, bringer os den følelse, men det som der kan skabes derfra – gør noget ved os.
Og sådan er det også med at synge, eller skrive breve, føre en samtale eller 1000 andre ting. Oftest gør vi det måske pr. rutine, men nogen gange er det som om det løfter sig. Vi kan ikke forklare det. Men vi kan mærke at der var en helt særlig ånd i eller over det. Sådan kan der gå pinse i livet – helt uden for sæson.
Pinsen handler om Helligånden, Guds ånd der er så svær at gribe om. For man kan ikke se den. Den har ikke en fast form som Jesus, vi kender så godt, som babyen i vuggen, kongen på æslet, den lidende mand på korset, og Kristus der flyver til vejrs.
Men Jesus prøver at forklare os om Ånden. At når ånden kommer, vil det være som da Guds åndedræt på skabelsens dag blæste ånde igennem verden. Ånden vil gøre modløse hjerter stærke, indgyde håb, tænde og engagere.
Måske forstod disciplene det ikke dengang. Måske sukkede de blot dybt, som efter en god vejrtrækning, og følte dermed virkningen af det, Jesus havde sagt, som fred og med et hjerte der faldt til ro.
Vi kan være lige så uforstående som disciplene. Og vi behøver ikke forstå pinsen, men vi kan som disciplene tage Jesu forsikringer og de to billeder, med ballonen og musikken, med os:
At vi er som en ballon. Vi kan puste os op og antage det utroligste former. Store og runde, lange, skæve, med næse på, eller krøllet helt sammen i tryllekunstnerens hænder. Men vi er også skrøbelige, så selv det mindste hul i tilværelsens kan bevirke at luften går ud af os, så vi ligger slatne og uvirksomme hen.
Vi er som et instrument, der er afhængigt af, at nogen blæser ånde i os og gør vort liv til musik, der løfter sig mod himlen.
Og derfor fejrer vi pinsen. For pinsen blæser ny ånde ind i os. Selv når vi er punkterede og vores liv spiller falsk. Vi kan ikke se pinsen – vi kan ikke se ånden – vi kan ikke hvad det er der blæser ny ånde eller ny livslyst i os, men vi kan mærke når det sker.
Eller måske især når det ikke sker. Når ånden mangler. Vi kan ikke selv skabe den ånd, men vi kan længes efter den og vi kan bede om den. Og vi må ikke fortvivl, når vi ikke kan få øje på den. For det er ikke kun i det kendte og synlige, men på utallige inspirerende måder at Guds ord og Guds ord og Hans fred bliver åndet ind i vores liv, så vi hver især kan ånde frit og vor tro løfte sig mod himlen.
Træk vejret dybt, lad skuldrene sænke sig, og vid at ånden er i dig og kommer til dig. Og hvad enten du føler dig som en punkteret ballon, eller en frit svævende rund rød ballon, så har Gud blæst ånde i dig, på din skabelses dag, da du trak vejret aller første gang, liggende på din mors mave. Den ånden vil være med dig alle dage og den slipper aldrig op.
Ånden kan man ikke få af se,
Det der ikke nog’t at gøre ved.
Den er fra en anden verden,
Og hos hver en kristen er den,
Derfor kan du mærke ånden er der.
Amen
Kirkebøn
Min kirkebøn er en sekvens af Hildegard af Bingen – det allersidste afsnit står for egen regning:
Helligånd, vi lovpriser dig.
Ild er du, og trøsterånd.
Liv af liv til alt det skabte,
Hellig er du,
for du gør de skabte levende.
Hellig, når du salver de farligt fortabte,
Hellig, når du renser de væskende sår.
Du helligheds ånde, kærligheds ild,
du søde smag i vores bryst
og hjertets vellugt af dyder.
Du reneste kilde, i dig kan vi se,
hvordan Gud samler de forvildede
og søger de fortabte.
Du livets harnisk
og håb for hvert leds sammenføjning
du bælte af værdighed, frelse de hellige!
Beskyt dem, som fjenden har fanget,
gør dem fri, der ligger i lænker.
Guds kraft vil rette dem op.
Du mægtige vej,
som gennemtrænger alt,
i det høje, på jorden og i hver afgrund.
Du samler og forener alle.
Gennem dig
strømmer skyerne, flyver luften,
drypper stenene
og kilden kalder bække frem,
jorden grønnes af sin grokraft.
Mennesker fulde af indsigt
fører du også stedse frem,
gjort lykkelige af visdommens ånde.
Derfor skal du være lovet,
du, al vor lovsangs klang
og livets glæde, du magtfulde håb og ære,
som deler ud af lysets gaver.
Vi beder dig:
Fyld os, så vi tror på Jesus Kristus.
Fyld os, så vi elsker vores medmennesker.
Fyld os, så vi tror på opstandelsen
og Det evige Liv. AMEN
Marie-Louise Lieberoth Wadum 