Denne prædiken holdt jeg til min indsættelse i Mariehøj kirke den 11. december 2011.
…
Der kan være tidspunkter i et menneskes liv, hvor vi oplever, at ordene ikke slår til. Livet bliver så stort og voldsomt, at vi står helt mundlamme foran det. Daglig tale er ikke nok, noget andet skal til, noget mere kraftfuldt. Når vi bliver givet de mennesker, som vi har ventet så længe, og når vi mister dem, vi har elsket længe – da kan vi ikke nøjes med vore egne ord. Vi får brug for ord, der er så store, at de kan rumme den største glæde, vi føler, og den dybeste sorg i vores liv. Ord som løfter os ud af vores liv og sætter os ind i den større sammenhæng. Vi kan ikke bare snakke. Vores liv er blevet vendt op og ned, og rystelsen er for stor.
Hvordan kan vi klare os igennem denne lammelse? Denne stumhed? Forbliver vi tavse? Låner vi andres ord? Kan vi tale det frem igennem samtale med andre mennesker?
For Johannes’ far Zakarias var det sangen, poesien, der gav ham sproget. Når vi bliver gjort stumme af tilværelsen, så kan vi låne digternes ord. Med vores stemme, bliver det vores egne ord. Her er vi ikke længere alene med vores ulykkelige og glædelige erfaringer. Her bliver vi forbundet med alle andre, der synger og har sunget de samme ord før os. Vi får givet den trøst og det håb videre, som de har fundet i digternes ord. Og forhåbentlig kan vi blive forbundet med dem, der engang skal synge de samme ord med deres stemme, når vi er døde og borte. Og forhåbentlig viderebringe den trøst og det håb vi fik, til fremtidens børn. Så længe vi synger, har vi erfaringer, billeder, tro, håb og taknemmelighed til fælles. Og kernen i det er Gud – vi har med sangen Gud til fælles. Med sangen bliver vores øjne åbnet for det, der til tider er usynligt: At det også er os, Kristus har besøgt og forløst. Salmerne giver os luft til at trække vejret.
Derfor synger Zakarias – Johannes’ far i dagens evangelium. Alt, hvad der netop er sket i hans liv, er for stort til blot at fortælle om med hans egne ord. Der står den gamle vantro præst med sit eget sprællevende helt nyfødte drengebarn i sine arme. Det er klart han synger! I ni måneder har han været stum, fordi han ikke troede Englens ord, som den unge Maria gjorde.
Englen kom med ordene:
”Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren”. Zakarias fortæller dog Englen om et par biologiske forhindringer til dette projekt. Men Englen skulle han ikke sætte sig op imod, og han får en mundtlig barselsorlov på ni måneder. Englen gør ham stum, og Zakarias bryder først ud i sang, da Han lovpriser Herren for sin nyfødte søn.
Med sit lille nyfødte barn bryder Zakarias sin stumhed, og med det lille nyfødte Jesus-barn forstummes verdens gamle tro. Med Jesus-barnets komme er det ikke længere kun foran røgelsesofferalteret i templet i Jerusalem, at mennesker kan møde Gud. Gud har skabt sig et nyt tempel i en ung piges skød. Gud kommer til verden for at møde menneskerne her, og menneskerne kan møde ham over hele verden og ikke blot i Jerusalem. Vi møder snart Gud i en krybbe, på en vej, ved en sø, i en have. Og hver søndag i de huse vi har bygget for at samles om ham. Den pagt, Zakarias står i, er den gamle pagt, og i hans arme står han med barnet, der skal bane vejen for den nye pagt.
Den lille nyfødte Johannes i Zakarias’ arme skal forberede folket og alle os andre på Marias søn – Jesus. Når Jesus kommer til verden julenat, kommer han med Guds inderlige barmhjertighed, han bringer frelsen i vore synders forladelse. Han kommer med det nye, med det frelsende budskab: At alt ikke er afgjort med det, vi fik sagt eller gjort, eller alt det vi forsømte at sige og gøre. I vores liv findes der en magt, som forlader vores skyld og giver os en ny mulighed i stedet for den, vi forspildte. Vi møder den inderlige barmhjertighed, der er i, at der er én, der nok ser vores svigt, men tilgiver os og frelser os.
Der er nogle poetiske vendinger, der giver verden og livet mere plads og klang. Her kan vi låne nogle ord fra Zakarias’ lovsang, når vi forstummes. For i Zakarias’ lovsang får den inderlige barmhjertighed skikkelse i et billede, jeg aldrig har glemt, siden jeg hørte det første gang. Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Solopgangen er jo sådan set ikke noget unikt, den kommer hver dag. Solen besøger os for en stund, rejser af sted, men kommer altid tilbage næste dag. Men Solopgangen fra det Høje er ikke bare vores livgivende sol, der nærer alle planter, mennesker og dyr. Den er så meget større end vi kan ane og forestille os. Solopgangen fra det Høje er Kristus og er den nye begyndelse. Han udstråler varme ovenfra og ned til os. Solen bliver her fordoblet – en himmelsk sol og en jordisk sol. Sådan kommer Guds og Marias søn til verden, når tiden er inde til det. Han kommer som en solopgang og lyser direkte ind i stjerneskæret og englesangen, der bryder mørket julenat. Men solopgangen lyser også helt hen til da Jesus selv er i mørket og dødens skygge. I lyset og solopgangen kan vi finde en stemme, et ord ud af lammelsen.
Historien om Marias lille Jesus-barn begynder med, at der bliver lys i mørket julenat. Men den slutter også sådan. Historien slutter med en ny begyndelse, der hvor ingen begyndelse overhovedet var mulig – i mørket og dødens skygge, der ender med lyset i opstandelsen. Vi er endnu i dødens og mørkets skygge, men vi hører i dag, at Jesus Kristus også kommer der, solopgangen fra det høje vil lyse op i mørket. Det er Guds inderlige barmhjertighed. For Herrens vej er banet, og af mørke skal lyset skinne frem. Til os kommer solopgangen fra det høje i ord og toner og kaster sit uundværlige lys over os dér, hvor vi sidder
Amen.
…
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
Marie-Louise Lieberoth Wadum 