1.søndag i fasten 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og

sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og

sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også

skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort,

Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Prædiken.

Der var engang hvor jeg ikke var ond. Hvor jeg ikke var fristeren. Faktisk begyndte jeg min tilværelse i himlen, blandt alle de andre engle, med at lovsynge skaberen og gå ham til hånde. Men en dag begyndte jeg at få tanken, at jeg skulle sætte mig op mod Gud selv, og inden jeg fik set mig om, var jeg smidt ud af himlen og endt i helvede.

Det var før, der var kommet liv på jorden, men da Gud havde skabt jorden og de to første mennesker Adam og Eva fik jeg mit livs chance. Nu skulle jeg vise Gud, at han havde lavet en fejl, ved at smide mig væk. Nu skulle jeg rigtig lave rav i den, og skabe uorden, i Guds ellers så velordnede perfekte verden. Jeg tog form som en slange, og sneg mig ind i paradiset. Det var let. Gud havde tydeligvis ikke regnet med, der kunne gå noget galt, så almægtig som han synes han selv er. Men der tog han fejl. Jeg fandt hurtigt ud af, at Gud havde forbudt Adam og Eva at spise af frugten på to af træerne i haven, kundskabens og livets træ. Ha så var det jo nemt at lokke Adam og Eva i fordærv, for nok havde de alt, hvad hjertet kunne begære, men de var jo ikke frie. Så længe der er begrænsninger i ens liv, er man jo ikke fri.

Eva lod sig nemt lokke, jeg spurgte hende blot om det virkelig kunne passe, at hun ikke måtte spiserne af nogen af træerne i haven, nej nej svarede hun, kun to af dem. Men, svarede jeg, det er jo kun fordi Gud

ikke vil have, at I skal blive lige så kloge som ham. Spis du bare og giv Adam lidt, så skal I bare se, hvor godt det kommer til at gå jer.

Det skulle jeg ikke sige flere gange, Eva tog en bid, og konsekvensen af deres dumme valg, har I mennesker måtte leve med lige siden. Nu kunne jeg veltilfreds trække mig tilbage og iagttage jer menneskers besvær med at finde ud af jeres forhold til hinanden og Gud. Jeg behøvede egentlig ikke gribe synderlig meget ind, for alt gik som ventet, I mennesker var hurtige til at lære og kunne sagtens finde ud af selv, at sætte jer op mod Guds vilje.

Mange år senere bød der sig endnu en mulighed for at lave rav i den igen. Gud havde forbarmet sig over jer stakkels mennesker og sendt sin egen elskede søn Jesus ned for at frelse jer og sone jeres synder, som der jo var masser af.

Jeg fik af vide af Ånden, at Guds søn var taget ud i ørkenen for at faste, og der opsøgte jeg ham. Jeg vidste godt, at det nok ikke ville blive helt så nemt som med Adam og Eva at få Jesus til at afvige fra sporet. Så jeg var godt forberedt, jeg havde læst på lektien. Men jeg tænkte at mit vigtigste våben var at så mistillid mellem Gud og hans egen søn.

Jeg gjorde ham helt klart at jeg tvivlede på, at han var Guds søn og lokkede ham først med at gøre sten, til brød, som han pure afviste, så med bare at lade sig falde ud over klippen og lade englene redde ham på Guds befaling, også det afviste han pure.

Men jeg havde stadig den største fristelse i ærmet. Som intet menneske havde kunne modstå før. Det kunne man jo bare læse om i deres elskede bibel. Mosebøgerne og de andre skrifter er jo fulde af beretninger, om mennesker, der faldt for fristelser af den ene eller anden art.

Jeg tilbød ham magten i hele verden. Det eneste den lille Guds søn skulle gøre var at falde på knæ og tilbede mig! Jeg frydede mig allerede over

sejren der ville komme. Tænk at få selveste Guds søn til at ligge på knæ foran mig!

Men det kom noget bag på mig, at Jesus kom med et vredesudbrud, der trodser enhver beskrivelse og jog mig bort, fordi Gud alene er den der må tilbedes!

Jeg vidste at slaget var tabt der, og jeg måtte stille gå min vej.

Men selvom jeg var noget knust og trist over sagens drejning, er jeg ikke en der nemt giver op. Jeg begyndte at gå tilbage til mine gamle arbejdsmetoder, og arbejdede nu kun med mennesker. Det lykkedes mig, med hjælp af mennesket egen frie vilje og evne til at tænke, at få menneskene til bevidst at konkurrere med Gud, sådan som jeg jo selv havde gjort det i tidernes morgen – godt nok uden held.

For jeg bildte mennesket ind, at det sagtens kan leve uden Gud. At det helt selv kan sammensætte tilværelsen, så det bliver uafhængigt af andre, end sig selv. Og det var en tanke, der var salg i. Her havde jeg virkelig ramt en guldåre.

Mennesket troede rent faktisk på, at det kunne skabe sig en perfekt verden uden Gud. Nu har I mennesker taget magten over jer selv, ved at gøre jeres egen verden mindre, ved at betragte hele verden ud fra jeres eget indre. Jeg har dog ikke vundet helt endnu, nogen kæmper stadig imod. Nogen jeg troede jeg havde vundet, vender sig bort fra mig, og lader sig ikke lede ind i fristelse, men vender sig mod Gud, kærligheden og fællesskabet mellem mennesker og mellem Gud og mennesker.

Men jeg fortsætter min kamp …

Vi kender måske ikke hver især til djævelen og har egentlig droppet troen på ham. Han var en fix ide, en nem måde at tale om det, der virker ondt og forkert i verden. For når vi giver ondskaben en personlighed, et ansigt og en agenda, er det måske nemmere at tale om al den ondskab, der virker så tilfældig og ødsel.

For vi oplever at historien gentager sig selv. Som Jesu fristelse er en gentagelse af syndefaldet. Vi oplever ondskaben komme tilbage igen og igen, selvom vi egentlig troede vi havde bekæmpet den. Verdenskrige, racisme, naturkatastrofer, sygdom. Kærlighed der går itu og børn der ødelægges. Vi falder, vi kommer til at gøre handlinger der sårer andre, vi fristes af magt, af begær. Men vi rejser os og kæmper imod. Vi finder tilbage til kærligheden, til det gode. Vi oplever og ser kærligheden, vi oplever at Guds kærlighed til os er en sikker havn, en tryghed der følger med os hele livet, og den er værd at kæmpe for.

Vi kæmper ikke mod djævlen i form af en slange, vi kæmper med det ødelæggende i livet, det der vil rive kærligheden og fællesskabet itu. Men vi kæmper.

Vi kender til ondskab, vi ved dybt inde, hvornår noget er forkert, ondt, godt og rigtigt. Og det er ikke lige meget hvad vi mennesker vælger. Det er ikke os selv, der skal definere hvad det er og dermed gøre os til Herre over verdenen og skabningen. Heldigvis for det. Sikke en opgave at have på sine skuldre. Den magt har kun Gud. Og vi har fået visdommen ved at spise af æblet, til at skelne godt fra ondt.

Derfor er der stadig grundt til at bede ”led os ikke i fristelse”, som der siges i den bøn, Jesus selv har lært os. For når alt kom til alt, var Jesus den eneste der fuldt kunne modstå djævelens fristelser. Den modstand Jesus havde, deler han med os. Så vi kan arbejde for det gode og bekæmpe det onde. Det er vores magt og vores ansvar. At ville kærligheden, fællesskabet. At lade Guds børn dele kærligheden her på jorden.

Amen.