En kirkesynode

En redegørelse over forholdet mellem stat og kirke, samt samfund og kirke. Hvilken betydning kan folkekirken have i et moderne sekulariseret samfund?

…

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark har ikke altid set ud som den gør i dag, og den vil nok også ændre sig igen. Under reformationen i 1536 blev kongens kirkeregimente stadfæstet med kirkeordinansen. Da enevælden blev indført i Danmark i 1660, smeltede stat og kirke fuldstændig sammen. Med grundloven i 1849 blev det enevældige kongedømme dog afskaffet, men der var stadig en statslig styring af kirken. Grundloven definerede den evangelisk-lutherske kirke som ’Den Danske Folkekirke’ og gav dermed kirken en dobbeltkarakter. Den skulle være kirke for hele folket, men den var hængt op på det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er altså fra starten af præget af spændingsforholdet mellem at være det almene præstedømmes kirke, befolkningens kirke, og at være styret af magthaverne, værende sig kongen eller folkestyret. Hvordan hænger det sammen, at kirken, hvis grundlag netop er, at der er forskel på det verdslige og det åndelige regimente, bliver styret af det verdslige regimente?

I grundlovens § 66 hedder det, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Det må i sin natur betyde, at folkekirken konstitueres som en fri, kirkelig ledet folkekirke, hvor dens medlemmer selv administrerer kirken, frem for en statsstyret folkekirke. Gentagne forsøg på at opfylde denne løfteparagraf, er dog kuldsejlet gang på gang, og bliver nu løst ved, at kirkeministeren, og altså regeringen, skal tage de endelige lovmæssige beslutninger i folkekirken, men at kirken selv må udforme deres ritualer og lignende. Et stort emne i diskussion mellem forholdet mellem stat og kirke, og samfund og kirke, har været og er vielsen af homoseksuelle. Denne diskussion har to hovedområder. Det ene er det teologiske. Skal vi, kan vi og må vi rent teologisk gøre det? Den anden vedrører, hvem der skal tage beslutningen. Som det er nu, er det regeringen, der skal tage denne beslutning, om det skal ske. Så er det kirken der skal udforme, hvordan det skal ske, hvis det skal ske. Men hvem er kirken her? Den Danske Folkekirke har ikke en synode, generalforsamling, eller et talerør på nogen måde. Der er ikke nogen myndighed i kirken til at tage beslutningen. Netop fordi det er regeringen, der har det endelig beslutningsmyndighed, har kirken kun sine biskopper at henvende sig til. De har ikke beslutningsmyndighed, men kan udtale sig om, hvad de mener. Det er altså en ret rodet affære, når sådan en beslutning skal tages og ender med at trække ud i langdrag uden, at nogen tør tage den endelige beslutning. For hvem er det nu, der skal bestemme? Og hvem kan bestemme? Og hvorfor skal de bestemme det? Når vi ikke engang er afklaret og enige om, hvem der bør have beslutningsmyndigheden, er det svært at nå hen til at tage beslutningen. Jeg mener, at løsningen nu er, at kirkeministeren, der nu også er ligestillingsminister, selvfølgelig anerkender homoseksuelles ret til at blive gift, på lige vilkår med heteroseksuelle. Her handler det om anerkendelse af menneskers lige rettigheder uanset, etnicitet, herkomst, religion og seksualitet. Jeg finder det dybt kritisabelt, at vi lever i et moderne demokratisk samfund, hvor der stadig er forskelsbehandling af mennesker på grund af deres seksualitet. Kirken må derefter forholde sig til, hvordan den som vielsesmyndighed vil håndtere vielsen af homoseksuelle. Dog mener jeg, at kirken burde have gået foran og for lang tid siden krævet ligestilling af seksualiteterne. Men jeg forstår problematikken i, at folkekirken har den brede i teologiske retninger, at det ikke er muligt samlet at kræve netop dette.

Jeg mener, at kirken selv skal udøve sit styre i teologiske og rituelle sager. Her kræves der en teologisk kyndighed som måske findes udenfor kirken, men som er sikret indenfor kirken. Jeg mener, der burde være en form for synode, der sammen kunne bestemme disse sager, så der ikke hver gang skulle nedsættes et udvalg, og at kirken fik en samlet fælles stemme. Jeg tror kirken vil have godt af at have et samlet overhoved, der kan være talerør for hele kirken. Det, der er det svære i den sammenhæng, er, at det netop skal være et fælles talerør, der kan tale for og med alle retninger i kirken, lige fra den strengt konservative Indre Missionske menighed på landet, til den alle-inkluderende jazzgudstjeneste søgende menighed i storbyen. Den Danske Folkekirke, er netop det, kirke for det danske folk. ”Kirken er til for folket og ikke folket for kirken”, som Grundtvig så smukt udtrykte det. Det betyder, at kirken skal og kan rumme alle de former for evangelisk-luthersk kristendom, der findes i Danmark. Selvom det nogle gange føles som om, at meningerne er så forskellige og modsatrettede, at vi aldrig kan komme til enighed, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi er i den samme kirke, og at vi er tvunget til at tage disse diskussioner sammen. Vi skal ikke give op, og sige: alle holdninger er lige gode, alle meninger har ret. Vi skal blive ved med at kæmpe for vores sag og budskab, men vi skal gøre det sammen og med hinanden, og ikke splitte kirken ad i små fraktioner, der har så bestemte meninger og holdninger, så vi til sidst ikke på nogen måde ligner hinanden.

Kirken i dag har nemlig et samlende ens punkt, Gudstjenesten, hver søndag kl. ca. 10 i hele Danmark samles folk i forskellige aldre, med forskellig baggrund for at holde gudstjeneste. Nogen kommer der hver søndag, nogen kun den ene gang om året. Men de samles og de mødes af den samme gudstjeneste, med diverse udtryk i salmevalg og med forskellige fortolkninger og udlægninger af Skriften. Dette er kirken store styrke, som vi for altid skal holde fast i.

Jeg vurderer, at der gennem de næste tyve år vil ske store forandringer i kirken i forholdet mellem stat og kirke og samfund og kirke. Heri må folkekirken profilere sin egenart og udvikle en selvstændig identitet i forhold til staten. Jeg mener kirken bør gå i dialog med samfundet og de krav som samfundet stiller i et moderne sekulariseret samfund – og herigennem profilere sig mere selvstændigt. Jeg mener, at et vigtigt tiltag vil være en central ledelse, i form af en kirkesynode.