En grønnere fremtid?

Dagens evangelium Lukas 1, 26-38 kan læses her

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Lisbjerg kirke, har været badet i grønt lys siden torsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille og frygtet, hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved moderskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber også at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt og måske er Marias slutord også dem, der skal lyde til os, som et mantra i vores liv.

For Maria slutter af med ordene ”jeg underkaster mig Gud” – se det kan virke lidt voldsomt, men i de ord, tror jeg, ligger der, at Maria accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske skal det være vores mantra, at vi underkaster os og erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Amen

Begravelsens gudstjeneste

En redegørelse for overvejelser af begravelse/bisættelse som sjælesørgerisk og gudstjenestemæssig/liturgisk udfordring.

…

Begravelsen er ikke en særlig kristen eller kirkelig handling, men en kærlighedens gerning overfor ens døde. Det har altid været praktiseret på forskellige måder verden over. Man har begravet i jord, i klipper, brændt, og sænket til havs. I Danmark begraver vi vores døde, enten som jordpåkastelse med kisten direkte i jorden, eller som bisættelse, hvor kisten først brændes og derefter nedsænkes urnen med asken i jorden. Det, der adskilte de kristne begravelser fra de hedenske måder at begrave ens døde i kristendommens opblomstring, var tanken om genopstandelsen. De døde skulle begraves i jorden, for derved at kunne genopstå i kødet. Modstanden mod afbrænding af kroppen var ikke, at man mente, at det umuliggjorde genopstandelsen, men nærmere at man mente, at det var en symbolsk fornægtelse af troen på opstandelsen.

Liturgisk set er udgangspunktet for begravelsen, at den dødes krop skal behandles værdigt, fordi den er åndens hjem. Kroppen tilhører et menneske, som har del i Jesu død og opstandelse. Respekten for mennesket og troen på opstandelsen er de ledende motiver for enhver begravelseshandling. Jesu gravlæggelse spiller en betydelig rolle som forbillede for den kristne begravelse. Men ved reformationen sker der en stor ændring, nemlig at begravelsen ikke er en handling for den døde, men er gudstjeneste for de pårørende, og kun har betydning for de levende. Det var vigtigt at tydeliggøre, at man ikke kunne sikre den døde det evige liv gennem rituelle tiltag.

Den danske folkekirke er ikke alle steder fyldt til randen til søndagens gudstjeneste. Mange steder er der få, der sidder på bænkene og endda synger med på salmerne. Noget helt andet er tilfældet ved de kirkelige handlinger, som begravelsen er. Den danske befolkning føler sig måske ikke kristne på ”jeg går i kirke om søndagen”-måden, men de bliver døbt, konfirmeret, gift, og de begraver deres døde i kirkeligt regi. Folkekirken er blevet ”de kirkelige handlingers kirke”, og er den mest folkelige del af de kirkelige livsytringer. Det er her, at præsten møder sin menighed oftest. Det er her, han lærer sit sogn og sine sognebørn at kende. Derfor er begravelsen utrolig vigtig, og får også mening som gudstjeneste. Da begravelsen ikke er for den døde, men er for de pårørende, må begravelsen netop siges at kunne være gudstjeneste.

Liturgisk set hænger gudstjenesten godt sammen, da den netop henvender sig til de efterladte, det der kan være udfordringen er, at det måske kun er præsten, der ved og mener dette. Ofte vil man opleve, at menigheden, de pårørende, mener, at begravelsen er for den afdøde, at det er den afdøde, der får velsignelsen og ikke menigheden. Dette skal man som præst prøve, så tydeligt som muligt, at gøre menigheden klar over. Hvis begravelsen skal have den rituelle funktion, som jeg mener, den er tiltænkt, mener jeg også, at det er vigtigt, at alle er klar over principper bag den. Jeg mener, at man som præst netop skal tolke begravelsen som en gudstjeneste og ikke blot lade begravelsestalen være et vita over afdødes liv og gerninger, men prøve kort at tolke afdødes liv i lyset af bibelen, og ellers give det håb og trøst som kristendommen netop har mulighed for at tilbyde. Herigennem får begravelsen netop også mulighed for at være en fyldig del af den sjælesørgeriske proces, den er en del af, og lede mennesket igennem krisen, som det er at miste.

Kirken kan give et tydeligt og stærkt rituelt rum til at italesætte og tolke det svære, der sker for alle mennesker i deres liv; at deres kære dør fra dem, og de står tilbage med den bundløse sorg det er. Kirken, præsten og kristendommen kan ikke hele det sår, eller fjerne den tomhed det efterlader. Men vi har som kirke mulighed for at give sorgen en stemme og vise den menneskelige vej, det netop er de betræder. Begravelsen er et afsluttet ritual, der formår at verbalisere det utalelige og give et samlingssted for den dødes pårørende. Det giver et tidspunkt og en scene for det sidste farvel. På denne måde er begravelsen sjælesorg, på samme måde som samtalerne med de pårørende før og efter også er sjælesorg.

Men her kan man også se den store forskel, jeg mener der er mellem begravelse og bisættelse – netop det afsluttede ritual. Ved begravelsen slutter vi ved graven, kisten er sænket ned, og jordpåkastelsen er begyndt. Vi ved, at det øjeblik vi forlader kirkegården, begynder kirkegårdsfolket at fylde graven med jord. Ritualet startede i kirken og er helt afsluttet ved graven. På denne måde får begravelsen en helhed og en afsluttethed, som jeg mener, er en vigtig del af den sjælesørgeriske proces, som begravelsen er et led i. De pårørende har mulighed for at tænke og føle sig videre efter det. Derimod er bisættelsen ikke afsluttet ordentligt. Vi slutter ritualet på parkeringspladsen, hvor ligbilen kører væk med kisten, vi ved ikke om vi skal vinke eller bare stå og kigge, eller vi efterlader kisten inde i kirken, for selv at køre væk. Her er ritualet ikke afsluttet og står helt åbent. Hvad sker der bagefter, hvor bliver den døde kørt hen, hvor lang tid skal den døde være der, og hvordan behandler de den døde? Det er ikke rare tanker for de pårørende. Og når kisten med afdøde endelig er blevet brændt til aske, får de pårørende lov til at komme med ud og se urnenedsættelsen. Her har vi intet ritual, intet liturgisk holdepunkt, til at hjælpe os igennem, og alle de følelser og tanker, der var til stede under bisættelsen, bluser på ny op. Jeg tror især dette er dramatisk ved voldsomme dødsfald, som barnedød og pludselig død. At bisættelsen er blevet en populær og oftest tilvalgsform er på sin side forståeligt. Det kan virke mere renligt og hygiejnisk, og vi skal ikke tænke på vores kære afdøde, der ligger i jorden og forrådner og bliver til ormeføde. Men fra et liturgisk, rituelt og sjælesørgerisk synspunkt mener jeg, at det er et uafsluttet og derfor ikke lige så bevendt et ritual som begravelsen er.

En kirkesynode

En redegørelse over forholdet mellem stat og kirke, samt samfund og kirke. Hvilken betydning kan folkekirken have i et moderne sekulariseret samfund?

…

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark har ikke altid set ud som den gør i dag, og den vil nok også ændre sig igen. Under reformationen i 1536 blev kongens kirkeregimente stadfæstet med kirkeordinansen. Da enevælden blev indført i Danmark i 1660, smeltede stat og kirke fuldstændig sammen. Med grundloven i 1849 blev det enevældige kongedømme dog afskaffet, men der var stadig en statslig styring af kirken. Grundloven definerede den evangelisk-lutherske kirke som ’Den Danske Folkekirke’ og gav dermed kirken en dobbeltkarakter. Den skulle være kirke for hele folket, men den var hængt op på det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er altså fra starten af præget af spændingsforholdet mellem at være det almene præstedømmes kirke, befolkningens kirke, og at være styret af magthaverne, værende sig kongen eller folkestyret. Hvordan hænger det sammen, at kirken, hvis grundlag netop er, at der er forskel på det verdslige og det åndelige regimente, bliver styret af det verdslige regimente?

I grundlovens § 66 hedder det, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Det må i sin natur betyde, at folkekirken konstitueres som en fri, kirkelig ledet folkekirke, hvor dens medlemmer selv administrerer kirken, frem for en statsstyret folkekirke. Gentagne forsøg på at opfylde denne løfteparagraf, er dog kuldsejlet gang på gang, og bliver nu løst ved, at kirkeministeren, og altså regeringen, skal tage de endelige lovmæssige beslutninger i folkekirken, men at kirken selv må udforme deres ritualer og lignende. Et stort emne i diskussion mellem forholdet mellem stat og kirke, og samfund og kirke, har været og er vielsen af homoseksuelle. Denne diskussion har to hovedområder. Det ene er det teologiske. Skal vi, kan vi og må vi rent teologisk gøre det? Den anden vedrører, hvem der skal tage beslutningen. Som det er nu, er det regeringen, der skal tage denne beslutning, om det skal ske. Så er det kirken der skal udforme, hvordan det skal ske, hvis det skal ske. Men hvem er kirken her? Den Danske Folkekirke har ikke en synode, generalforsamling, eller et talerør på nogen måde. Der er ikke nogen myndighed i kirken til at tage beslutningen. Netop fordi det er regeringen, der har det endelig beslutningsmyndighed, har kirken kun sine biskopper at henvende sig til. De har ikke beslutningsmyndighed, men kan udtale sig om, hvad de mener. Det er altså en ret rodet affære, når sådan en beslutning skal tages og ender med at trække ud i langdrag uden, at nogen tør tage den endelige beslutning. For hvem er det nu, der skal bestemme? Og hvem kan bestemme? Og hvorfor skal de bestemme det? Når vi ikke engang er afklaret og enige om, hvem der bør have beslutningsmyndigheden, er det svært at nå hen til at tage beslutningen. Jeg mener, at løsningen nu er, at kirkeministeren, der nu også er ligestillingsminister, selvfølgelig anerkender homoseksuelles ret til at blive gift, på lige vilkår med heteroseksuelle. Her handler det om anerkendelse af menneskers lige rettigheder uanset, etnicitet, herkomst, religion og seksualitet. Jeg finder det dybt kritisabelt, at vi lever i et moderne demokratisk samfund, hvor der stadig er forskelsbehandling af mennesker på grund af deres seksualitet. Kirken må derefter forholde sig til, hvordan den som vielsesmyndighed vil håndtere vielsen af homoseksuelle. Dog mener jeg, at kirken burde have gået foran og for lang tid siden krævet ligestilling af seksualiteterne. Men jeg forstår problematikken i, at folkekirken har den brede i teologiske retninger, at det ikke er muligt samlet at kræve netop dette.

Jeg mener, at kirken selv skal udøve sit styre i teologiske og rituelle sager. Her kræves der en teologisk kyndighed som måske findes udenfor kirken, men som er sikret indenfor kirken. Jeg mener, der burde være en form for synode, der sammen kunne bestemme disse sager, så der ikke hver gang skulle nedsættes et udvalg, og at kirken fik en samlet fælles stemme. Jeg tror kirken vil have godt af at have et samlet overhoved, der kan være talerør for hele kirken. Det, der er det svære i den sammenhæng, er, at det netop skal være et fælles talerør, der kan tale for og med alle retninger i kirken, lige fra den strengt konservative Indre Missionske menighed på landet, til den alle-inkluderende jazzgudstjeneste søgende menighed i storbyen. Den Danske Folkekirke, er netop det, kirke for det danske folk. ”Kirken er til for folket og ikke folket for kirken”, som Grundtvig så smukt udtrykte det. Det betyder, at kirken skal og kan rumme alle de former for evangelisk-luthersk kristendom, der findes i Danmark. Selvom det nogle gange føles som om, at meningerne er så forskellige og modsatrettede, at vi aldrig kan komme til enighed, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi er i den samme kirke, og at vi er tvunget til at tage disse diskussioner sammen. Vi skal ikke give op, og sige: alle holdninger er lige gode, alle meninger har ret. Vi skal blive ved med at kæmpe for vores sag og budskab, men vi skal gøre det sammen og med hinanden, og ikke splitte kirken ad i små fraktioner, der har så bestemte meninger og holdninger, så vi til sidst ikke på nogen måde ligner hinanden.

Kirken i dag har nemlig et samlende ens punkt, Gudstjenesten, hver søndag kl. ca. 10 i hele Danmark samles folk i forskellige aldre, med forskellig baggrund for at holde gudstjeneste. Nogen kommer der hver søndag, nogen kun den ene gang om året. Men de samles og de mødes af den samme gudstjeneste, med diverse udtryk i salmevalg og med forskellige fortolkninger og udlægninger af Skriften. Dette er kirken store styrke, som vi for altid skal holde fast i.

Jeg vurderer, at der gennem de næste tyve år vil ske store forandringer i kirken i forholdet mellem stat og kirke og samfund og kirke. Heri må folkekirken profilere sin egenart og udvikle en selvstændig identitet i forhold til staten. Jeg mener kirken bør gå i dialog med samfundet og de krav som samfundet stiller i et moderne sekulariseret samfund – og herigennem profilere sig mere selvstændigt. Jeg mener, at et vigtigt tiltag vil være en central ledelse, i form af en kirkesynode.