Det pæne hus bygget på sand

Prædiken 8. søndag efter trinitatis

søndagens tekst

Der var det pæne hus på vejen. Med den smukke have, der altid var ordentlig. Nyslået græs, klippet hæk, flotte rosenbuske, trimmede staudebede. Vinduerne var nypudsede, de hvide gardiner blafrede i sommervinden. I vindueskarmen stod der en frisk buket af liljer.

Man kunne skimte de rene og flotte stuer i huset, men hvide sofaer, et bord altid klædt med dug og to lys. Man talte om det i byen, det smukke hus. Man kendte dets beboere. Den pæne mand, der arbejdede på byens kontor og hans søde hustru, lidt forsagt, men venlig.

Det virkede som sådan et pænt sted. Man kendte godt nok ikke familien så godt. De deltog da i byens fester og var med ved højtiderne, men det var som om man ikke helt vidste hvem de var. De havde som deres hus et meget pænt ydre, en pæn facade. Velpoleret, trimmet og velholdt. Men deres indre var sværere at afkode.

På den anden side af vejen, var der nogle store boligblokke, de var grimme, fra halvfjerdserne, aldrig sat i stand. Alle der boede der var på kontanthjælp, og havde meget lidt at gøre godt med. Der var et lille stykke græs, men det blev ikke brugt. Man snakkede meget om blogblokkene nede i byen. Man sagde at det var her, alle narkomaner, invandrere, enlige mødre og andet slemt boede. Man kom der meget nødigt, hvis man ikke boede der. I boligblokken boede der en ung mor, der var alene med sine to børn. Den lille familie havde ingen penge, og havde ikke råd til særlig meget, så her var ingen buketter i vinduerne, eller hvide duge. Det så rædderligt ud. Men kom man på besøg hjemme hos dem, fik man straks en følelse af glæde. Børnene var glade og søde. Den unge mor åben og imødekommende. Hun talte med de andre i blokken, hyggede med sine børn, hjalp den gamle dame ved siden af med at købe ind, og var frivillig i varmestuen for blokkens alkoholikere.

En dag kan naboen ved det pæne hus høre høje ord og voldsomme lyde inde ved siden af. Hun stiller sig i døren, for at finde ud af, hvad der sker, og efter et par sekunder løber det hende koldt ned af ryggen. Det lyder som om, at konen inde ved siden af får bank. Hun bliver bange, ringer til politiet og venter på de kommer. Der går ikke længe og så står de der. Manden åbner døren, forpustet og med tøjet i uorden, bag ham står hans kone helt forsagt og stille, med rodet hår, og tårer ned af kinderne. Politiet siger at der har været henvendelser om husspetakler. ”Nej her er alt fredeligt, siger manden”, ”og dem Frue”, ”Ja her er stille, siger hun sagte”. Politiet kan ikke gøre så meget mere, og vender om. Døren lukkes i på det pæne hus, og igen ser alt stille og fredeligt ud.

Samme dag i boligblokken, møder den unge mor en af blokkens gamle damer, der står forvirret nede på det grønne græs. Den gamle dame står uden sko på, og fryser. Den unge mor, kender den gamle dame, hun har tit mødt hende og talt længe med hende, om hendes elskede afdøde mand, og hendes mange børn. Den unge mor går hen til hende. ”Goddag Vera, er du ude og gå tur? Vil du ikke have en kop kaffe? Kom du med op til mig, så får du lidt varmt at drikke.” Den unge mor tager Vera under armen og de går indenfor. Vera får kaffe, et tæppe over benene. Mens den unge ringer til Veras familie.

 

Vi kan ikke altid se på ydre hvad der gemmer sig indeni. Det pæne hus, der ser så fredfyldt ud, kan være fyldt med triste ord, og hårde hænder. Den grimme lejlighed med de lurvede møbler, og det slidte tøj, er måske fyldt med kærlighed, glæde og venskab.

De to huse er de huse, Jesus fortæller om i dag. Huset der er bygget på klippen og huset der er bygget på sand. Det ene står lige meget hvad, og det andet falder voldsomt.

Men det hus som vi troede, var det stærke, viser sig at være ustabilt. For det er ikke murstenene og træet, der er det vigtige. Det er grunden.

Det pæne hus var ikke bygget på kærlighed, troskab og glæde, men på hårdhed, utryghed og misbrug. Det hus holder ikke i vinden, det falder.

Den grimme boligblok, var derimod, fyldt med kærlighed, hjælpsomhed, glæde og nærvær. Her kan huset holde lige meget hvad.

Den unge mor havde hørt Jesu ord og handlet efter dem, hun havde bygget sit hus på klippen. En klippe af kærlighed, hjælpsomhed, glæde og nærvær.

Manden i det pæne hus, havde hørt Jesu ord, men handlede ikke efter dem. Hans hus faldt sammen.

Vi skal høre Jesu ord og handle efter dem. Vi skal lade troen udfolde sig i vores liv.

Vi er elsket og holdt om af Gud lige meget hvad, også selvom vi dummer os, gør onde og forkerte handlinger.

Guds kærlighed til os viser sig i de relationer vi har. Gud lod sin søn føde her på jorden, for personligt at komme i kontakt med os. Opbygge venskaber og vise kærlighed. Den kærlighed strækker ud over Jesu død, strækker helt ind i hans genopstandelse.

Guds kærlighed viser sig i vores venskaber, vores kærlighed til vores ægtefælle, børn, naboer. Vi ærer og gengælder Guds kærlighed til os, ved at give kærligheden videre til dem omkring os. Når vi lader troen på Guds kærlighed komme til udtryk i vores liv, gør vi det ved at lade kærligheden, troskaben, glæden og venskaberne være det mest fremtrædende. For mange af os er det nemt at elske vores nærmeste, at være gode ved dem. Det er sværere at elske de fremmede og dem der er fjernt fra os. Også her skal vi høre Jesu ord. For Jesus siger ikke at vi kun skal elske vores nærmeste. Nej vi skal elske vores næste, og vores næste er ethvert menneske vi møder på vores vej igennem livet.

Naboen til det pæne hus, ringer til politiet, da hun hører at nabokonen får bank. Politiet går igen, og alt bliver stille. Kan hun gøre mere? Kan hun ændre nabokonens liv? Hvad skal hun gøre? Hun kan gøre noget, hun kan række en hånd frem, bryde tavsheden, vise at der er kærlighed, glæde og troskab. Hun skal gøre noget. Hun skal elske sin næste og hjælpe hende i hendes liv. Som den unge mor i blogblokken hjælper den gamle dame.

Jeg tror at hun kan ændre den forslåede nabokones liv. Hun kan ændre ved at vise en anden side af livet. Ved at give kærlighed og vise nærvær.

Vi skal søge at gøre det gode, lade kærligheden og nærværet fylde alt i vores liv. Når vi gør det, bygger vi vores hus på klippen, og intet kan blæse os omkuld.

Amen

søndagens salmer:

392 himlene herre fortælle din ære (I)

337 behold os herre ved dit ord (sl)

450 du kommer jesus i vor dåb (dåb)

300 kom sandheds ånd (fp)

321 oh kristelighed (ep)

455 mindes vi en fuldtro ven (nadver)

666 den grund hvorpå jeg bygger (u)

Vort daglige brød

Høsten nærmer sig med hastige skridt. Markerne står mættede af korn, gule af solens farver og tykke af den fede jord.

I høst.
1885, Olie på lærred, L.A. Ring

Frøene har sat kerne, slid og slæb bliver belønnet med afgrøder, nogle år bedre end andre. Hvordan bliver det i år? Høsten giver os grund til at glæde os og takke. Derfor fejrer vi også hvert år høsten med høstgudstjenester rundt omkring i det danske land. Det er en fest, hvor vi får mulighed for at takke gud, for alt det vi får skænket os. Lige fra bærrerne, kartofler og gulerødderne, vi henter i haven, til det vi køber i supermarkedet – til selve livet vi har fået som gave.

I Berlin under krigen, lå en gammel apoteker syg. Han fik en dag en pakke fra en ven, hvor i der var et halvt brød. Det skulle han have, så han kunne komme til kræfter. Men apotekeren tænkte: mine naboer har en lille datter – og jeg er jo trods alt gammel. Hun har mere brug for brød end jeg. Og han fik brødet bragt til naboen. Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i ejendommen. Og der var koldt og vådt deroppe. Brødet blev båret derop. Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun var alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste hvor lidt mad de tre havde. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg, og gav og gratis medicin da min lille pige var syg, han har mere brug for brødet end os. Da apotekeren fik brødet genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham – et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.

Brødet er en gave, en gave som høsten giver os mulighed for at give. Hver søndag bliver der delt brød ud i kirken. Den tynde hvide oblat minder ikke meget om et brød, men det gives af gud i kærlighed til os, en kærlighed der skaber overflod ved at dele.

Ja, tak, du kære fader
så mild, så rig og rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund.
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver,
de kommer oven ned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed. 

(Jakob Knudsen i 1891).

Rigtig god høst!

(Indlæg bringes i Ekstraposten – Silkeborg lokalavis onsdag den 1. august 2012)

Den frygtelige Gud

PRÆDIKEN 7. søndag efter Trinitatis

Sådan har det lydt i Virklund og Mariehøj kirke i dag. Nu smutter jeg en lille tur til Flensborg med min kære mor

Søndagens tekst

Jesus taler ind i fremtiden for disciplene. Han forudser, at de vil blive forfulgt, fornedret, talt imod og talt ned. Disciplene bliver sendt ud på deres prædikenrejse. De skal rejse ud og forkynde det nye budskab. De skal prædike Jesu ord. Og med sig på vejen får de denne tale af Jesus. De får af vide, at de kan forvente det samme, som Jesus selv er blevet udsat for. Men de skal ikke frygte! De skal i hvert fald ikke frygte alle dem, der vil dem ondt, alle dem der vil forfølge dem. De skal derimod frygte Gud, for han har magt over både legeme og sjæl. Han er med dem i alt. Han har tal på deres hovedhår, han kender dem til bunds.

Det er de ord, disciplene får med sig, for små 2000 år siden, da de begynder at udbrede det, der skal blive til kristendommen. Hvad siger de ord os i dag i 2012? Vi skal ikke frygte djævelen, men vi skal frygte Gud, da Han er almægtig.

Det er store ord, voldsomme ord, fremmede ord. Ord der virker så arkæiske og gamle, at vi helst bare lægger dem væk igen. Hvad kan vi bruge snak om djævelen til? Hvorfor skal vi frygte Gud? Hvilken magt har Gud i vores hverdag?

Mange af os vil nok på de spørgsmål svare, at djævelen for længst af afgået ved døden. Og at vi da måske tror på Gud, men en egentlig magt i vores hverdag, har han jo ikke. Vi skænker ham ikke en tanke på vej til arbejde, når vi handler ind, når vi vasker op, når vi ser fjernsyn.

Vi tænker måske på ham, når vi ser nyhederne, hvor alverdens tragedier kommer tromlende ind i vores stue. Vi tænker måske på Gud i dag, hvor det er et år siden Utøya-tragedien i Norge. Men tænker vi på Gud med frygt, som Jesus her fortæller disciplene, at de skal? Vi tænker nærmere hvorfor? Hvordan kan det ske? Hvor er Gud i denne verden, med al dens ødelæggelse, ondskab og vold – det virker nærmest mere sandsynligt, at djævelen er stået op af graven og har tiltvunget sig magt.

Frygten har plads i vores liv. Vi føler os til tider forfulgte, udsatte i vores liv. Disciplene blev forfulgt, fordi de prædikede en ny tro, en ny levevis, og især fordi de talte imod datidens tro. vi bliver ikke forfulgt af de samme grunde, som disciplene. Vi bliver ikke forfulgt på grund af vores tro. Vores liv er ikke svært pga, hvad vi bekender os til.

Men vores liv er svært. Vi har alle lidelse, tristhed og sorg i vores liv. Nogle sidder midt i det, for andre er det langt væk. Men vi oplever det alle. Her har frygten fat. For vi frygter. Vi frygter, hvad der skal ske, hvad der kan ske. Vi frygter sygdom, katastrofer, lidelse og død. Men vi frygter også, at venskaber går tabt, at miste arbejdet, at miste kærligheden. Vi har alle frygten. Men hvorfor? Hvorfor er den frygt til stede hos os alle sammen? Hvorfor kan vi ikke være foruden den?

Frygten er skyggesiden af glæden i vores liv. Vi frygter, fordi vi elsker, fordi vi har venskaber, godt arbejde, smukke børn. I vores liv er der glæde, lyse dage, kærlighed og varme. Men i vores glæde over det, ligger der i baghovedet en frygt for at miste det.

Her taler Jesus direkte til os! Her skal vi høre hans ord, forstå dem og gøre alt, hvad vi kan for at efterleve dem.

Jesus siger; I skal frygte jeres Gud, I skal frygte min Fader.

Vi skal have ærefrygt over for Gud, vi skal have respekt for Gud. Ikke en frygt, hvor vi sidder i et hjørne og skælver, og venter på dommedag. Men Gud skal have vores ærefrygt, og respekt. Fordi Gud er almægtig, og dermed er det i hans hænder! Det er uden for vores magt, vi kan ikke styre alt, vi kan ikke styre sygdomme, lidelse, kærlighed og død. Og vi kan ikke vide, hvad grunden er.

Vores rungende hvorfor, vil ikke blive besvaret, der findes ikke et svar i vores verden. Måske der findes et svar hos Gud, men det er ikke tilgængeligt for os. Det der er tilgængeligt er det andet, Gud kan give os, og den anden grund til at ærefrygte ham. Han kan være ankerpladsen for al vores frygt, smerte og lidelse. Vi kan kaste det hele på ham. Vi kan råbe vores smerte til ham, vi kan hviske vores værste frygt til ham. Gud tager imod alt. Fordi han er almægtig kan han rumme og bære al det, vi ikke kan. Og det er den gave, han her giver os. Får når vi smider alt det hen på ham, bliver vi lettere og kan fortsætte med at gå igennem livet. Vi får mere mod, kan løfte blikket, og har styrke til at tage imod, hvad der kommer.

Når angsten fylder alt, er glædens plads helt skrumpet ind. Kast frygten på Gud, frygt Gud og lad glæden fylde mere. Her efter prædiken skal vi synge salmen ’befal du dine veje’, i vers seks lyder det:

Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.

Hold fast i forholdet til Gud, også og især i de svære stunder i mørket, dermed giver vi plads til glæden i vores liv.

Disciplene skal tage Jesu ord med på deres prædikenrejse: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”

Igennem 2000 år er denne besked givet videre til os, og vi modtager den også i dag, den bliver sagt i mørket og hvisket os i ørene, for at vi kan tale i lyset og prædike fra taget. At vi skal kaste vores smerte på Gud, på Herrens stærke magt, og håbe i vores hjerte, være trøstige, uforsagt!

Amen.

dagens salmer var: (Hvis I får lyst til at synge lidt)

Indgang: DDS 11 – Nu takker alle Gud med hjerte mund og hænder
Før Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under v 1-3
Efter Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under v 4-6
Før prædiken: 369 Du, som gir os liv og gør os glade
Efter prædiken: DDS 36 Befal du dine veje
Nadversalme: DDS 474 – Jesus Krist du gav mig livet Udgangssalme: DDS 644 – Aldrig er jeg uden våde

Fugleøens ruin

Efter nogle hårde uger, tog tog Andreas og jeg på en afbudsrejse til Tyrkiet sidste uge. Vi smuttede en tur til Kusadasi på den ægaiske kyst.

;

;

Kusadasi betyder Fugleøen; der er forskellige forklaringer på navnet, nogle mener, at det er fordi øen lige ud for Kusadasi er formet som et fuglehoved, og andre fordi man har opdrættet brevduer på øen. Nu er det et turistmål, fyldt med englændere, hollændere, tyskere, svenskere, men også masser af tyrkiske turister, især fra Istanbul. Ugen bød mest på dasen på de lækre strande, masser af kebab, søde vildkatte og iskaffe.

Men vi nåede også en tur til Efesos, der ligger ca 25 km uden for byen. Det var stadig en stor oplevelse. Efesos er nu en ruinby,som begyndte at blive udgravet i midten af 1800 tallet. Kun 10 % af byen er udgravet, men den står utroligt levende og man kan nemt forestille sig livet i havnebyen Efesos, som det har udspillet sig for 2000 år siden.

;

Efesos havde et kæmpe stadion (endnu ikke helt udgravet) Artemistemplet, et af datidens 7 vidundere, der står nu kun en søjle tilbage, med en storkerede på toppen. Et stort teater og biblioteket, der er noget af det flotteste i ruinbyen.

Teatrets facade var udsmykket med søjler, nicher og flotte statuer. Marmorbænkene var arrangeret i den traditionelle halvcirkel med 66 rækker, og der har nok været plads til ca 25.000 tilskuere. Ud fra dette kan man fastslå at byen nok har rummet ca 250.000 msk, da teatret skulle kunne rumme ca 10 % af befolkningen. En sjov detalje er at grækerne startede med at bygge teatret til skuespil, oplæsning og demokratiske møder, men da Romerne overtog herredømmet i byen, byggede de det gamle teater om, så det kunne rumme deres foretrukne blodsport: løver, gladiatorer, rovdyr og forbrydere der mødtes deres endeligt overfor dem.

Akustikken i teatre, som man kan finde rundt omkring i det tidligere romerrige har haft en fantastisk akustik. På øverste række har man kunne høre, hvad der blev sagt med lav stemme nede på scenen. Fra teatret førte en bred marmorbelagt gade direkte ned til havnen Gaden var flankeret af store søjlegange, hvor der lå butikker. Efesos ligger ikke nu ved havets kyst pga jordskælv. jordskælvet for ca 1700 år siden haer fået fjorden til at trække sig tilbage og havnebyen ligger nu midt i det golde landskab.

;

Efesos blev en vigtig del af kristendommens start, da apostlen Paulus prædikede for og omvendte store dele af befolkningen i Efesos. Efter han tog af sted skrev han et brev til menigheden i Efesos, som nu er en del af vores bibel.

Paulus skrev brevet mens han sad fængslet i to år i Rom ca år 60 e.kr. Paulus havde besøgt byen på sin 2. missionsrejse. Den kristne menighed der blev opbygget i Efesos bestod både af jøder og hedninger. Selvom Paulus havde været i byen næsten tre år og kendte menigheden godt, er brevet fuldstændig blottet for personlig tone, grunden er.nok at brevet ikke kun har været til menigheden i Efesos, men har været en rundskrivelse til flere menigheder omkring i lilleasien. Brevet bestyrker kirkefællesskabet, og bliver derfor også tit benævnt som kirkebrevet, budskabet i brevet er at kirken er Jesu Kristi legeme, både for jøderne og hedningerne. Det vigtige er enheden, enheden i kirken og enheden i menigheden lige meget om man var jøde eller hedning.

;

Efesos er klart et besøg værd. Når man står på den skrå markedsgade, der fører fra de ofiicielle bade ned til biblioteket, kan man næsten lugte al maden fra boderne, høre de mange mennesker snakke, og fornemme den samme bagende sol i nakken, som de har følt.

;