En nytårsaftensprædiken

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21

Prædiken

Vi står lige på tærsklen, vi er kun nogle timer fra at vi skifter år fra 2014 til 2015. I disse timer tænker mange af os på hvilket år 2014 blev for os, og hvad mon 2015 vil give os?

Vi tænker på alle de glæder og sorger vi har været igennem det sidste år, nogle har fået mere af det ene end det andet. Og vi håber på at 2015 vil blive et godt år, fyldt med glæde og tak.

Der er noget særligt ved at kunne skue ud over et helt nyt rent år. Et år vi ikke har taget hul på endnu, og som derfor er lige så fin som den uåbnede julekalender 1. december, den første nyfaldne sne ingen har trådt på, og nytårsnylonstrømperne første gang de pakkes ud.

Når vi ser ud over det rene år, så lægger vi alle vore forventninger, håb og drømme over på det rene år. Vi håber, vi lægger planer. Vi ønsker.

På samme måde som når man ser ind i den nyfødtes øjne første gang. Man håber, drømmer, ønsker og lægger planer for dette lille menneskebarn. Man håber at barnet får et godt liv, man drømmer at det må blive lykkeligt, man ønsker sig store ting for barnet, og man planlægger alt det man vil give barnet.

Sådan har Maria og Josef garanteret også tænkt da de kiggede ned i krybben til det lille Jesusbarn. Så ham for første gang. En lang ventetid fyldt med bekymring, glæde og forventning var forløst. Endelig var han her, og nu var tiden til at håbe, drømme og planlægge.

Og det lille Jesusbarn fik den bedste start på livet som Maria og Josef kunne give ham. Han blev omskåret. Han fik det tegn som alle andre små jødiske drengebørn får, at de tilhører Gud, at de er en del af det udvalgte folk.

For Maria og Josef ville give deres lille dreng, det aller bedste de kunne give ham, og det var Guds kærlighed. Jesus skulle selv være med til at bryde rammerne for hvem der kunne få Guds kærlighed, han udvidede konceptet, så det indbefattede alle, omskåret eller ej, fattig eller rig, barn eller voksen, mand eller kvinde. Og selvom Maria og Josef havde fået af vide at det var Guds egen søn der, dér blev født og havde fået af vide, at de skulle kalde ham Jesus, ville de som alle andre forældre give ham alt det bedste.

Omskærelsen blev givet for at sætte grænser. Grænser der skulle sikre at man ved, hvem der er inden for flokken og hvem der er uden for flokken. Grænser sat for at man altid hvem, hvem der er en del af det jødiske folk, grænser for at vise, at det jødiske folk, er et særligt folk.

Jesus indstiftede et andet tegn – dåben. Han bliver selv døbt som voksen af Johannes døberen i Jordanfloden, hvor Johannes havde døbt mange før, og herefter skulle dåben med vand og Helligånd, være den nye pagt. En troens pagt og ikke en kødets pagt.

Med dåben bliver vi sat ind i en sammenhæng og verden, der er langt større end vores lille mikrokosmos. Vi bliver givet en historie, der rækker ud over slægten og folket. Vi bliver sat ind i et fællesskab, der bryder all grænser ned: kulturelle, mentale og nationale. For alle kan få dåben, den er ikke bestemt af race, kultur, alder, køn, penge eller familie.

Det er det særlige, det forunderlige ved dåben: at den ene og samme handling både kan være udtryk for at vi fødes ind i en bestemt kulturel og national sammenhæng, hvor dåben er traditionen og sædvanen, og samtidig gøre os fuldstændige fremmede for den selv samme sammenhæng, da det er de samme ord, det samme vand, den samme Helligånd der er tilstede ved en afrikansk lille drengs dåb, som en kinesisk lille piges.

I dåben bliver vi sat ind i vores families tradition, med den gamle dåbskjole, den samme kirke, som mor blev døbt i. Og vi bliver samtidig sat ind i en universel sammenhæng, hvor ideen om hvad det er at være kristen bliver brudt. For kristen er ikke bare en hvid landsby kirke i Danmark, med lange salmer, hvide mennesker, ældre kirkegængere. Kristen er også en ny stærkt voksende menighed i Kina, i en kæmpe moderne kirke, hvor der hver søndag sidder 500 mennesker til gudstjenester. En højt råbende og syngende sort menighed i Harlem, med kæmpe hatte og fine kjoler på søndag efter søndag, hvor tunge tale og magiske helbredelser er almindelig søndagskost.

Kristendom og tradition som ligger så langt fra vor egen ide og følelse af, hvad det vil sige at være kristen. Men ikke desto mindre når du blev døbt og når du bærer dine egne kære til dåben, så er det det samme vand, de samme ord og den samme Helligånd der lyder til alle menigheder verden over.

Og alle forældre der står med deres kære små over døbefonten er fyldt med de samme tanker, håb og drømme verden over, som Maria og Josef ved Jesu omskærelse. Man håber at barnet får et godt liv, man drømmer at det må blive lykkeligt, man ønsker sig store ting for barnet, og man planlægger alt det man vil give barnet.

Men ved døbefonten er der flere hænder der bærer med dig. Gud bærer med jer alle bekymringer, tanker, håb og drømme I må have for de små. Vi er ikke alene ved døbefonten, vi er flankeret af familie og venner og i særdeleshed af Gud. Det er hans ord der lyder til os: ”og se jer er med jer alle dage til verdens ende”.

Når vi står her nytårsaftensdag og skuer hen på det nye år, har vi de samme tanker for det nye år, som ved barnet der bliver båret til dåben. Vi håber det må blive et godt år, vi drømmer om lykke, vi ønsker os store ting for det kommende år og vi planlægger alt det vi vil opnå.

Igen står vi ikke alene, mange af os vil i aften være samlet med familie og venner og igen vil Gud være med os, som han lovede os ved vores dåb: ”og se jer er med jer alle dage til verdens ende”.

 

Rigtig godt nytår til jer i kirken og til alle kristne i hele verden. Lad os glædes over den store sammenhæng vi er en del af, lad kærligheden sprænge alle grænser.

Amen.