Posts Tagged With: gudstjeneste

Adam og Eva, Torben og Sylvia

Igår havde jeg en super Børnekirke i Kragelund kirke.

Jeg var så heldig at få lidt hjælp, af min gode veninde Mette Marbæk Johansen sognepræst i Haraldsted og Allingemagle sogne, til hvad jeg kunne lave med børnene.

Her er hvad vi lavede:

Indgangsmusik

Velkomst

1. sang – Tak for livet

Bøn

Bibellæsning

Præstens fortæller

2. sang – Sensommervisen

Fadervor

Velsignelsen 

Udgangsmusik 

Præsten fortæller:

Jeg startede med at læse op fra Sigurd Barrets børnebibel om Adam og Eva og syndefaldet.

Det her er et æble. Det kan der komme meget ud af. Der kan blive en fin og elegant lille æblekage ud af dette æble. Man kan koge gele, eller æblegrød. Man kan også bare spise det, som det er og nøjes med en tydelig bid i den ene side. Men der kan også komme en historie ud af sådan et æble. Der er mange gode historier om æbler og deres kraft. Vi hørte en lige før om Adam og Eva, slangen og æblet, og jeg kender en anden lille historie om æblet og ormen. Det er faktisk en film, men jeg fortæller den lige.

Æblet og ormen er historien om det selvfede præmieæble Torben, der har ét mål i livet: At ende som skinnende udstillingsæble i supermarkedets fineste montrer. Æblet Torben er en flot rød sag og nærmest æblernes svar på en spritnyt Ferrari. Han vil frem i madpyramiden og drømmer om at blive et pragteksemplar af et æble i supermarkedets frugtafdeling. Funklende lækker og lige til at spise. I Æbletræet hersker der strenge regler for fysisk fremtoning og personlig hygiejne. Ethvert æble med utøj eller den mindste brune plet bliver brutalt rystet af træets grene. Her er der kun plads til de flotte, renskurede, målrettede og karrieremindede.

Men Torbens snorlige vej mod succes og anerkendelse bliver ødelagt, da en nævenyttig, men ganske elskelig orm ved navn Sylvia tager bo under Torbens perfekte skræl. Og hun har ikke så få meninger om, hvordan tingene skal gå. Snart er Torben ikke længere velkommen og rystes af sin gren, som var han en spedalsk. Han må indse, at selv den smukkeste og mest succesfulde har ganske få ægte venner, så snart der kommer lidt ridser i lakken.
Nu tvunget til at ændre kurs og til at leve side om side med ormen, må Torben indse, at lykke ikke nødvendigvis måles i berømmelse og beundring, og i mødet med naturens andre mere eller mindre spøjse eksistenser finder Torben ny mening med tilværelsen.

Det som den historie så fint fortæller os er, at når vi ser verden fra en anden vinkel, så kan det vise sig at være mere end vi regnede med. For er det fair for et æble at ville slippe af med en orm, for at se godt ud? Og ender den ikke nemt med bare altid at være utilfreds og hellere ville noget andet end det som den rent faktisk får?

Det er lidt ligesom med Adam og Eva i den første historie jeg læste op heroppe. De havde alt, men det var bare ikke nok. De ville have mere. Så de tog en stor bid af den frugt, som var den eneste de ikke måtte spise. Og hvad skete der så? Hørte I det? De blev smidt ud af Paradis!! De havde det så dejligt, men fordi de ikke kunne se hvor godt de havde det, så endte de med at blive smidt ud fra det gode.

Og sådan er det også lidt for os nogle gange – så er livet ikke lige, som vi vil have det, så får vi det ikke på vores måde. Af og til er det grimmere, end vi kan lide det. Lidt ligesom ormen der kravlede ind i æblet – det passede slet ikke æblet Torben!! Men han måtte til sidst se verden på en ny måde og så opdagede han, at han faktisk fået en at følges med – nemlig ormen. Også selvom den ikke var ligeså smuk som ham selv.

Og det er det som Bibelen med Jesus også vil fortælle os: At se verden på en ny måde – så vi lærer at leve med det vi får, fordi vi får at vide, at vi også har en plads selvom det hele ikke er perfekt… Det kan være, at vi er som æblet Torben, der vil have det på en bestemt måde – eller vi er som Ormen Sylvia, der ikke er så smuk, men der er plads til begge – hvis man ser verden på en anden måde og er taknemmelig for det man får givet.

Der sker noget nyt, når man ser tingene anderledes. Og sådan kan vi fejrer alt det vi høster og alt det vi får givet – ved at se det for det gode.

Vær taknemmelig for det vi får – ligesom æblet Torben.

Categories: prædiken | Tags: , , , , , | Skriv en kommentar

Begravelsens gudstjeneste

En redegørelse for overvejelser af begravelse/bisættelse som sjælesørgerisk og gudstjenestemæssig/liturgisk udfordring.

Begravelsen er ikke en særlig kristen eller kirkelig handling, men en kærlighedens gerning overfor ens døde. Det har altid været praktiseret på forskellige måder verden over. Man har begravet i jord, i klipper, brændt, og sænket til havs. I Danmark begraver vi vores døde, enten som jordpåkastelse med kisten direkte i jorden, eller som bisættelse, hvor kisten først brændes og derefter nedsænkes urnen med asken i jorden. Det, der adskilte de kristne begravelser fra de hedenske måder at begrave ens døde i kristendommens opblomstring, var tanken om genopstandelsen. De døde skulle begraves i jorden, for derved at kunne genopstå i kødet. Modstanden mod afbrænding af kroppen var ikke, at man mente, at det umuliggjorde genopstandelsen, men nærmere at man mente, at det var en symbolsk fornægtelse af troen på opstandelsen.

Liturgisk set er udgangspunktet for begravelsen, at den dødes krop skal behandles værdigt, fordi den er åndens hjem. Kroppen tilhører et menneske, som har del i Jesu død og opstandelse. Respekten for mennesket og troen på opstandelsen er de ledende motiver for enhver begravelseshandling. Jesu gravlæggelse spiller en betydelig rolle som forbillede for den kristne begravelse. Men ved reformationen sker der en stor ændring, nemlig at begravelsen ikke er en handling for den døde, men er gudstjeneste for de pårørende, og kun har betydning for de levende. Det var vigtigt at tydeliggøre, at man ikke kunne sikre den døde det evige liv gennem rituelle tiltag.

Den danske folkekirke er ikke alle steder fyldt til randen til søndagens gudstjeneste. Mange steder er der få, der sidder på bænkene og endda synger med på salmerne. Noget helt andet er tilfældet ved de kirkelige handlinger, som begravelsen er. Den danske befolkning føler sig måske ikke kristne på ”jeg går i kirke om søndagen”-måden, men de bliver døbt, konfirmeret, gift, og de begraver deres døde i kirkeligt regi. Folkekirken er blevet ”de kirkelige handlingers kirke”, og er den mest folkelige del af de kirkelige livsytringer. Det er her, at præsten møder sin menighed oftest. Det er her, han lærer sit sogn og sine sognebørn at kende. Derfor er begravelsen utrolig vigtig, og får også mening som gudstjeneste. Da begravelsen ikke er for den døde, men er for de pårørende, må begravelsen netop siges at kunne være gudstjeneste.

Liturgisk set hænger gudstjenesten godt sammen, da den netop henvender sig til de efterladte, det der kan være udfordringen er, at det måske kun er præsten, der ved og mener dette. Ofte vil man opleve, at menigheden, de pårørende, mener, at begravelsen er for den afdøde, at det er den afdøde, der får velsignelsen og ikke menigheden. Dette skal man som præst prøve, så tydeligt som muligt, at gøre menigheden klar over. Hvis begravelsen skal have den rituelle funktion, som jeg mener, den er tiltænkt, mener jeg også, at det er vigtigt, at alle er klar over principper bag den. Jeg mener, at man som præst netop skal tolke begravelsen som en gudstjeneste og ikke blot lade begravelsestalen være et vita over afdødes liv og gerninger, men prøve kort at tolke afdødes liv i lyset af bibelen, og ellers give det håb og trøst som kristendommen netop har mulighed for at tilbyde. Herigennem får begravelsen netop også mulighed for at være en fyldig del af den sjælesørgeriske proces, den er en del af, og lede mennesket igennem krisen, som det er at miste.

Kirken kan give et tydeligt og stærkt rituelt rum til at italesætte og tolke det svære, der sker for alle mennesker i deres liv; at deres kære dør fra dem, og de står tilbage med den bundløse sorg det er. Kirken, præsten og kristendommen kan ikke hele det sår, eller fjerne den tomhed det efterlader. Men vi har som kirke mulighed for at give sorgen en stemme og vise den menneskelige vej, det netop er de betræder. Begravelsen er et afsluttet ritual, der formår at verbalisere det utalelige og give et samlingssted for den dødes pårørende. Det giver et tidspunkt og en scene for det sidste farvel. På denne måde er begravelsen sjælesorg, på samme måde som samtalerne med de pårørende før og efter også er sjælesorg.

Men her kan man også se den store forskel, jeg mener der er mellem begravelse og bisættelse – netop det afsluttede ritual. Ved begravelsen slutter vi ved graven, kisten er sænket ned, og jordpåkastelsen er begyndt. Vi ved, at det øjeblik vi forlader kirkegården, begynder kirkegårdsfolket at fylde graven med jord. Ritualet startede i kirken og er helt afsluttet ved graven. På denne måde får begravelsen en helhed og en afsluttethed, som jeg mener, er en vigtig del af den sjælesørgeriske proces, som begravelsen er et led i. De pårørende har mulighed for at tænke og føle sig videre efter det. Derimod er bisættelsen ikke afsluttet ordentligt. Vi slutter ritualet på parkeringspladsen, hvor ligbilen kører væk med kisten, vi ved ikke om vi skal vinke eller bare stå og kigge, eller vi efterlader kisten inde i kirken, for selv at køre væk. Her er ritualet ikke afsluttet og står helt åbent. Hvad sker der bagefter, hvor bliver den døde kørt hen, hvor lang tid skal den døde være der, og hvordan behandler de den døde? Det er ikke rare tanker for de pårørende. Og når kisten med afdøde endelig er blevet brændt til aske, får de pårørende lov til at komme med ud og se urnenedsættelsen. Her har vi intet ritual, intet liturgisk holdepunkt, til at hjælpe os igennem, og alle de følelser og tanker, der var til stede under bisættelsen, bluser på ny op. Jeg tror især dette er dramatisk ved voldsomme dødsfald, som barnedød og pludselig død. At bisættelsen er blevet en populær og oftest tilvalgsform er på sin side forståeligt. Det kan virke mere renligt og hygiejnisk, og vi skal ikke tænke på vores kære afdøde, der ligger i jorden og forrådner og bliver til ormeføde. Men fra et liturgisk, rituelt og sjælesørgerisk synspunkt mener jeg, at det er et uafsluttet og derfor ikke lige så bevendt et ritual som begravelsen er.

Categories: Teologi | Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.