Ånden brænder i os

Ugens tekst

I denne uge er sommeren gået helt amok. Solen har strålet, skinnet og varmet os. Vi er blevet solbrændte på ingen tid, har allerede fået varmekuller. Men vi nyder solen, vi nyder at tilbringe al den tid vi kan udenfor, for det er så fantastisk, solen, bøgetræerne, søerne.

Men det er ikke altid, vi får lov til at nyde solen og varmen. V i kan huske, da vi var børn, og var tvunget til at være indenfor pga. en træls forkølelse, selvom vi allerhelst ville ud og lege. Sommerens mange eksamensstunder, der har tvunget os indenfor over skrivebordet, selvom alle sommerens fester kaldte på os. Og kontorets varme og indelukkede luft, hvor vi stjæler os til et hvert minut udenfor, kaffen, frokosten, og hurtig snak, ja man ville næsten ønske man var ryger, så man fik flere chancer for at nyde solens stråler.

Dagens hovedpersoner – disciplene – nyder på ingen måde solen. De har lukket sig inde, gemt sig væk. De er tyndslidte og udbrændte, deres tro er på et minimum, de tvivler og forstår ingenting. Alt det Jesus havde lovet dem skulle ske, og nu er han bare væk. Han er ikke kommet tilbage, og de aner ikke, hvad de skal gøre, hvordan de skal komme videre herfra.

Disciplenes historie er også vores historie. Vores håb til fremtiden er også til tider svækket, tvivlen tager overhånd, vi lukker os inde i trange og mørke rum fordi troen på os selv, livet, på Gud bliver væk.

Men heldigvis så stopper disciplenes fortælling ikke der, og håbet for os vender tilbage.

Mens disciplene sidder i mørket og gruer, så kommer en voldsom lyd fra himlen, som et kraftigt vindstød, Guds Ånd kommer til dem, og sætter ild til dem!

Helligånden kommer til dem og sprænger det trængte og formørkede rum. Deres indre, der er fyldt med tvivl og tomt for tro og håb, bliver i stedet fyldt med Ånden. Og loven, der er skrevet på deres hjerter, står igen som med flammeskrift.

Deres dårlige, negative og selvkredsende tanker, bliver afbrudt af noget helt andet. De bliver fyldt af noget, der er større end dem selv, og de får muligheden for at tale. Ikke bare tale sammen, men tale så alle kan forstå dem. Ikke bare det formørkede rum sprænges, men alle sproggrænser er væk. Babeltårnets sprogforvirring løftes og de kan tale, så alle kan forstå dem. Ånden giver dem sproget, men også modet og troen til at kunne vende sig ud mod verden på ny.

Ånden sætter sig på dem som tunger af ild, og brænder i dem. Ånden, der kom til disciplene i deres mørke og trange stund, er her stadig for os. Den er ikke udbrændt, slukket, pustet ud.

Disciplene bliver lukket ud af deres trange rum, som Jesus påskemorgen vandrer ud af graven, uset af menneskeøjne. Jesus kom ud af dødens mørke og trange rum, og da han vandrer ud af graven giver han os håb for vores fremtid og liv. Hans død og opståen bringer os liv og håb.

Som vi startede med at synge i den første salme. I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nådestolen. Salmen udtrykker netop dette, at det mørke rum åbnes og livslyset strømmer ud indefra. Helligåndens brændende ild, Jesus opstandelse stråler ud til os og sprænger det trange rum.

Normalt så strømmer lyset ind i et rum, når stenen rulles væk fra graven, når væggene brydes ned i rummet. Men her der stråler lyset ud indefra, det lyser ud på verden og på os. Det er ikke et almindeligt lys, nej det er Livslyset .

Gud kommer til os og fjerner stenen fra graven, bryder væggene ned, fjerner alle sproglige barrierer. Guds Ånd fjerner alle grænser imellem os mennesker, hvad enten det er sproglige, geografiske eller kulturelle. Ånden kommer til hver enkelt af os og giver os muligheden for, at vi kan nå hinanden.

Den brændende Ånd, der brænder i os alle, hos nogle med en stor flamme og hos andre med en svag lille flamme, Ånden skal give os modet og troen på at lige som Helligånden kom til disciplene og indgød dem mod, og fyldte deres hjerter med kærlighed og tro, så vil Gud også komme til os i sin Ånd, og lyse vores indre mørke og trange rum op.

For Ånden åbner op. Ånden åbner vores mørke og trange rum, og i Ånden bliver jeg en del af noget større end bare lige mig og mit eget. Med Ånden bliver vi alle en del af den livgivende Gud, der sprængte dødens rammer for din og min skyld. Det sprog som Helligånden giver os og skriver på vores hjerter er kærlighedens sprog, der krydser alle sprog, grænser og kulturer. Vi skal og vi elsker på tværs og på trods af grænser. Den brændende kærlighed giver os et tilhørsforhold til hele verden og til alle mennesker. Vi er en del af noget større, vi er en del af verden, hver som en.

I dag, pinsedag, fejrer vi, at Ånden kom til os mennesker. Først til disciplene og lyste deres mørke rum op, og stadig til os og lyser vores hjerter op.

Vi fejrer, at Gud lader sit lys skinne på os, så vores hjerter åbnes for hans ord.

Sådan skinnede lyset på disciplene dengang, og sådan lyset det på os i dag.

Rigtig glædelig pinse!

Amen

Fællesskabets ener

 6.s søndag efter påske

II tekstrække.

8. maj 2016

 

 Denne hellige lektie skriver profeten Joel: Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder jeg vil udgyde min ånd i de dage. Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på. Joel 3,1-5

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Rom 8,31b-39

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

 

Prædiken

I dag får vi slutningen af Jesus sidste bøn, den såkaldte ’ypperstepræstebøn’ og i tiden fra påske og til i dag, den sidste søndag før pinse, har vi hørt på Johannes-evangeliets poesi. Ord og begreber som skvulper frem og tilbage som vand i en lukket beholder: Vi er et, jeg i dem, du i mig, de skal blive et, jeg elsker dem, som du elsker mig. Det er gentagelse på gentagelse. Og når man sidder og oversætter fra oldgræsk til dansk, kan man meget nemt blive noget rundforvirret.

Men trods den forvirring, som den rene tekst giver, efterlades vi alligevel med umærkelige betydningsmæssige forskydninger, der begynder hos Gud i himlen, før verdens skabelse og som slutter i den konkrete menneskelige kærlighed.

I dagens tekst kulminerer et vigtigt spor i Johannesevangeliets tankegang. Her bliver den indbyrdes kærlighed os mennesker imellem, det centrale tema.

Jesus beder om, at de, eller vi som er en del af menigheden, skal være ét. Og i hele johannesevangeliet bruges det at ’være ét om at være i et tæt forhold. Hele johannesevangeliet er en lang erkendelsesproces. Vi skal forstå og erkende, at Gud Faderen og Sønnen er ét. Ikke ens og ikke den samme, men ét. Og vi skal være ét med Jesus Kristus. Man kan kende den ene ved at se den anden, og de egenskaber den ene har overføres på den anden. Vi kender det fra vendingen ’at gå i et med tapetet’. Men her handler det om noget meget mere afgørende. Her handler det om at blive en del af noget større, den guddommelige virkelighed, der rækker ud over, hvad man nogensinde kan være i sig selv alene.

Formålet med at vi, menigheden, skal være ét, gives med ordene: ’for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig’. Anderledes sagt – vi skal være ét, for at verden kan forstå, at Gud og Jesus er ét. Vores forhold til hinanden er den afgørende åbenbaring af Gud!

Menneskers kærlighed præsenterer Guds kærlighed.

Der sker en overdragelse af ansvar i disse taler fra Jesus og til os som menigheden. Nu har vi ansvaret for, at vise andre hvad Guds kærlighed er. Vi skal ikke bare sidde passivt til og nikke anerkendende til de flotte ord. Vi skal aktivt ud og vise verden, hvem Gud er, vise Guds kærlighed til verden, ved at vi elsker verden!

 

Ener og ét!

Men hvad vil det sige at være ét, som vi nu har hørt så mange gange. Vi kender det fra Jesu tale om foreningen af mand og kvinde, at de to skal være ét kød. Men det er nok ikke det, der menes netop her. At være ét er noget andet end at være ens. Når man er ét er man stadigvæk helt sig selv, hver især, men det fælles, det man bliver en del af, bliver vigtigere end én selv.

 

To modsatrettede kræfter virker i os: trangen til at være en ener, noget særligt, noget anderledes end alle de andre, kunne noget særligt, ’gøre en forskel’ – som vi udtrykker det med, når vi skal fortælle om vores drøm om det meningsfulde virke, hvad enten man så er koncerndirektør eller sosu-assistent. Det er ikke længere nok, blot at udfylde sin rolle, vel vidende at en anden vil kunne tage over og erstatte en. Man vil gøre en forskel, være en ener. Men det er det helt modsatte af at være ét.

 

Den anden er trangen til at være ét. At smelte sammen med nogen, eller noget. Mærke at jeg ikke bærer det hele selv, men blot er en del af et større hele.

Måske er det ligefrem sådan, at jo mere vi går op i at være enere, jo mere vi føler, at vi skal bære hele verden på vores egne smalle skuldre, og jo mere ønsker vi, at være en del af et større hele, at blive ét med noget.

Massebevægelser har udnyttet det negativt i mange sammenhænge, men positivt set er det jo også den enhed vi erfarer, når vi samles om fodboldkampen eller opsluges af et andet fællesskab eller med et andet menneske.

Og helt generelt er det, det man erfarer når kærligheden forener en med andre.

Kærligheden forener, det som er forskelligt fra én selv. Man holder ikke op med at være forskellige, men kærligheden os imellem, binder sammen og gør det fælles til det, der er vigtigt!

Det er også det vi oplever i kirken. I kirken bliver vi almindeliggjort. Her bliver alt det der gør os til noget særligt, pillet af os, og tilbage står kun vores menneskelighed og medmenneskelighed. For vi er menneske først. Overfor Gud er alt det, der gør mig til noget særligt, ikke det der er afgørende – jeg behøver kun at være menneske.

I kirkens udfoldelser af Kristi budskab peges på det fælles, på en ganske bestemt måde, som også får betydning for forholdet mennesker imellem. Enheden er ikke betinget af, om man er passioneret brøndbyfan, religiøs mystiker, uhjælpeligt forelsket eller bor i den samme by. Enheden kommer i at være menneske.

Og derfra sætter vi os sammenhænge hvor vi virkelig mærker det et være ét – fællesskabets store styrke.

Vi bruger det også til at bringe folk sammen i nye grupper, selvhjælpsgrupper, mødregrupper, studiegrupper. Det er en kæmpe befrielse at møde andre, der er i samme situation som dig, der har oplevet det, du også har oplevet og hører ordene ’det er helt i orden, du føler som du gør, det er faktisk meget menneskeligt’. I vores selvbestaltede særlighed kan vi nogen gange få snoet os så meget ind i os selv, at vi tror, vi er de eneste i hele verden, der har det netop sådan, og vi derved kommer til at bære hele verden på vore egne smalle skuldre. Men med ordene, det er helt menneskeligt, bliver der åbnet op for, at vi er en del af fællesskabet af noget større, og vi kan læne os op af de andre.

I erfaringen af enhed med andre mennesker, åbenbarer Gud sig. I det rum Kristus skaber omkring sig, bliver det nemlig muligt at være til i al ens menneskelighed.

 

Amen

Kristi Himmelfart – Allerede, Endnu ikke

 

Kristi himmelfartsdag (2. tekstrække)

5. maj 2016

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spist sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.« Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.« Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.« ApG 1,1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

 

 

Prædiken

Der var en underlig stemning den dag. Trykket – som en venten på noget. Hvad vidste han ikke, men alligevel følte han en tryghed i at alt var, som det skulle være. Der var en kæmpe menneskemængde, han stod ikke helt forrest, men alligevel så langt fremme, at han kunne mærke spændingen i luften – af nervøsitet, frygt og forløsning.

Det havde været en mærkelig periode lige fra påske og så til nu. Der var sket så meget. Al den voldsomhed og død. Den stærke sorg og mismod. Det ufattelig mirakel påskemorgen, foran den tomme grav og det uforståelige, at Jesus var genopstået. Nu stod de her. Jesus talte igen til menneskemængden, som så mange gange før, men efter påskemorgen var stemningen forandret. Der var denne anderledeshed over det hele. Og hele tiden forventningen om, at noget andet skulle ske.

De stod udenfor byen og Jesus rakte armene i vejret og velsignede dem, som så mange gange før. Men pludselig lød der en enorm buldren. Alle så sig forvirrede om for at se hvad det var. Folk skubbede og råbte. Han kunne ikke se hvad der skete, der var for mange mennesker.

’hvad sker der’ spurgte han nysgerrigt de andre?

’Himlen har åbnet sig, han stiger til himmels’, svarede en anden i mængden.

Alle vendte deres ansigter mod himlen. I længsel efter at det mirakel, som de havde hørt ville ske. Jesus skulle genforenes med sin far i himlen.

Der gik et sus igennem mængden og så blev der helt stille.

Alle stirrede op på himlen i håbet om at få et lille glimt af Kristus der for til himmels.

Men himlen så helt ud som den plejede. Helt blå med enkelte hvide skyer drivende roligt af sted.

’hvorfor står I og stirrer mod himlen Galilæere?’

Han vendte sig om, og ved siden af stod to mænd klædt i hvidt, de havde ikke stået der lige før.

De fortsatte ’Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen’.

Han slap blikket mod himlen, og så sig forblændet omkring. Han missede lidt med øjnene. Verden var den samme lignede det, men måske havde hans syn ændret sig lidt. Med sit blik rettet fremad gik han hjem, underlig forvirret, men dog med et strejf af himlen fæstnet i sit blik.

 

Kristi Himmelfart. Ja navnet giver sig selv og er lidt mere forståelig for mange end den uhåndgribelige pinse. For det handler åbenbart om Kristus, der farer op til himlen, og det giver jo god mening. Og så alligevel.

Kristi himmelfarts dag bringer ligesom Jomfrufødslen og den tomme grav et kors for forstanden.

For det moderne fornuftige menneske kan jo sige sig selv, at Maria ikke kan have været Jomfru i biologisk forstand, at den døde Jesus forsvinder ikke bare fra graven og himmelen ikke sådan åbner sig og lader Jesus fare til himmels, som en anden Alien, der kaldes tilbage til skibet.

Kristi himmelfart er fortællingen om, at Jesu historie på jorden er forbi og vi nu står tilbage med vidnesbyrdet om Guds åbenbaring på jorden.  Kristi himmelfart er fortællingen om, at Jesus farer til himmels og derfor er det helt naturligt, at alle tilskuerne ser mod himlen. De retter blikket opad.

Men hvad fortællingen virkelig handler om, får vi givet i spørgsmålet stillet af to mænd i hvide klæder. ’Hvorfor står I og ser op mod himlen’?

Det er et godt spørgsmål. For jeg tror ikke himlen kristeligt forstået skal forstås som den blå dyne, der hænger over os og skaber horisonten. Nej himmelen er det sted, hvor der er himmelsk at være, den kærlighedsfyldte virkelighed. Det er den himmel, Jesus farer ind i. Den kærlighedsfyldte himmel, som Jesus farer ind i og mætter.

Og denne kærlighedsfyldte himmel, hvor der er himmelsk at være, er allerede her på jorden!

Det var det Jesus brugte hele sit jordiske liv på at lære os. Lære os hvordan vi skal leve med hinanden for at være en del af den kærlighedsfyldte virkelighed.

Jesus er vidnesbyrdet om, at Gud blev menneske på jorden hos os, for at leve med os. Ikke væk fra os i en fjern og uforståelig himmel. Men hos os, i vores virkelighed. I glæde og i sorg. Og hvad nytter det så at se mod himlen? Når det er lige her foran os.

—

I teologien har man et begreb, der hedder allerede, endnu ikke.

Allerede betyder, at det himmelske allerede er her. Guds rige er allerede at finde her på jorden i fællesskabet med mennesker og Gud. Allerede er den glæde, godhed, trøst og det håb, som vi kan erfare i den skabte verden vi lever i. Det er Guds virkelighed med os. Det er den kærlighedsfyldte virkelighed som himlen betegner.

’Endnu ikke’ er forestillingen om, at en del af Guds væsen endnu ikke er åbenbaret. Endnu ikke er håbet om et paradis efter dette liv. Endnu ikke er en del af den Gud, vi endnu ikke har erfaret eller er åbenbaret. Det er den herlighed, som de to mænd i hvide kæder taler om, når de siger: ’Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.’

Endnu ikke kan være en trøstende tanke og et håb om, at alting ender godt. Endnu ikke er blikket rette mod himlen, blikket rettet væk mod en fjern virkelighed som endnu ikke er realiseret. Håbet om, at vi skal være et kærlighedsfyldt sted, når vi ikke længere skal være her på jorden. Men den virkelig kan vi endnu ikke erfare.

—-

Men erfaringen af, at Guds rige er åbenbaret og realiseret har vi. Her og nu. Allerede. Ikke som en fjern virkelighed. Men her. Hos os. Mellem os.

I sin afsked med verden velsigner Jesus os en sidste gang og disciplene bryder ud i glæde og lovpriser Gud. Sådan som vi skal gøre. Glæde os over at Gud blev menneske og delte vore kår. Levede med os og stadig lever med os. Glæden er ikke at finde i den himmel, der endnu ikke er. Men glæden er at finde her på jorden allerede med blikket rette mod Guds skaberværk, som vi især ser det her i dag i de kære smås blikke som er blevet båret til dåben.

Så når vi stirrer blindt mod himlen, kaster vores blik for langt fremad, sætter hele vores håb til fremtiden, så skal vi måske stoppe op og sænke blikket og få øje på det nu, som vi allerede i dette øjeblik er en del af. For her og nu er himmelfarten, bevægelsen til himmels – ikke i en sky, men lige foran os, for lige her er der himmelsk at være.

Amen