De lunkne mennesker – den brændende Gud

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

 

I dagens tekst taler Jesus med hårde og store ord. Som så mange gange før. Men de hårde og store ord er ikke alle lige lette at høre på, at lytte efter, at forstå. Jesus sætter en hård linje op, og skaber et skarpt skel. Her er der ikke plads til vaklen, tvivl, usikkerhed. Man bliver vejet og fundet for let, hvis ikke man kan leve op til kravet. Det hårde krav. Det store krav.

Jesus kræver af sine disciple, at de skal forlade deres far og mor, familie, deres eget liv for at kunne følge ham. Hvis man ikke bærer sit kors, kan man ikke følge Jesus. For at være en Jesu discipel må man vide, hvad omkostningerne er, og stå ved dem.

På Jesu tid var det virkelig en stor omkostning at forlade sin familie. Her lå hele ens anseelse og værdi. Uden familien var man intet. Man kunne ikke klare sig som ene mand. Slægten var altafgørende. De voksne sønner var forældrenes pensionsopsparing. At forlade sin familie var både at overlade sine forældre til tiggerstaven og at stille sig selv værgeløs.

Men hvorfor kræver Jesus det sværeste af disciplene? Og gælder det voldsomme krav også for os i dag?

Kravet om at skulle forlade sin far og mor, og sin familie, virker måske ikke som det svære i dag. Det er ikke den store økonomiske omkostning ved det, men der kan være store følelsesmæssige omkostninger. Men vi gør det alle, flytter hjemmefra og starter vores egen familie. Og for teenagere er det en selvfølgelighed, at man skal hade sine forældre lidt, mens man søger grænser og afprøver det med ansvar, pligt og tillid.

Er Jesus bare en forvokset teenager, der hellere vil gå sine egne veje, og gøre, hvad han mener, er rigtigt, end at følge sine forældres veje? Og er kravet om at forlade sine forældre egentlig så radikalt?

Og denne oprørstrang, der ligger i vores unge medmennesker, tror jeg er en helt naturlig del, endda en Gudsgivet del. Vi skal lave oprør! Vi skal hade vores forældre. Vi skal forlade vores familie. Vi skal miste vores liv. For det er her, at vi finder, ja opdager hvem vi er. Når vi afsøger grænserne, lærer vi, hvad vi egentlig mener, er de rigtige grænser. Når vi kæmper for vores selvstændighed udtrykt i vores eget valg, af venner, hvornår vi skal være hjemme, hvad vi skal lave, så er det den selvstændighed, der skal bære os igennem resten af livet.

Det er hårde år, og hårde kampe der bliver kæmpet i de år. Og det kan føles som om, man står på hver sin side af fjendelinien, og ens eget barn er en vildt fremmed.  Og på sin vis er det unge menneske ved at blive en fremmed. Igennem vores barndom, vores opdragelse, vores historie, oplevelser og erfaring, er vi vores forældres produkt. Vi lærer af dem, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er godt og dårligt. Vi lærer hvem man kan li og ikke kan li, hvilke bøger der er gode, hvilke film der er elendige. Vores forældre giver os en kæmpe bagage med, hvor hele vores kultur, forståelse og historie er godt pakket sammen og lukket til i den store kuffert med lidt rustne hængsler. Igennem vores ungdom og vores første voksenår, springer hængslerne på kufferten langsomt op, og vi begynder at rode lidt rundt i det hele. Hvad synes jeg egentlig om denne bog? Hvad er min mening om politik? Hvorfor skal jeg opføre mig på den måde?

Vi forlader her vores forældre, vores familie og vi mister os selv. Den vi var som børn, bliver pillet fra hinanden, for nogen går det langsomt og stille og roligt, og for andre, sker det med et kæmpe brag. Igennem ungdomsårene begynder vi at pakke kufferten igen, men nu ændrer vi på hvad der er i den, hvor meget og hvordan det ligger sammen. Den politiske trøje, bliver foldet på en anden måde, end mors foldemetode. Fars lyse litteraturbukser, skiftes ud med lilla filmjeans, mosters hjemmestrikkede trøje med et kæmpe kors på maven, bliver smidt helt ned i bunden af kufferten godt krøllet sammen, dog er den ikke smidt helt ud, for den var nu så varm og blød. Igennem hele vores liv vil vi flere gange tage kufferten frem, rykke lidt rundt på tingene, fjerne nogle, lægge andre til.

Nogle mennesker oplever måske ikke det oprør. De har den samme kuffert pænt pakket af far og mor, og den står helt urørt i det ene hjørne. Men her griber lunkenheden ind. Her er det ikke taget et valg, her er man hverken varm eller kold. Man har ikke mistet sig selv og gået med helt derhen, hvor Jesus kræver at vi skal gå. Man har ikke levet sit liv radikalt. Man har ikke mistet sig selv, for derved at finde sin egen vej.

Jeg tror, at det vigtige i Jesu budskab er, at vi mennesker skal tage stilling. Vi er individuelle mennesker, der er formet af vores baggrund og familie, og den skal vi ære, og elske. Men vi skal tage vores eget valg, vi skal kunne stå inde for vores eget valg, og vide, at det er mig, der vælger at gå denne vej. Vi skal ikke gøre det halvhjertet, men med et fuldt hjerte stå ved de valg vi træffer i livet.

Det menneskelige liv, kan ikke leves uden at blive mistet. Vi må sætte os selv på spil, og kæmpe for vores meninger og holdninger og vi må drage konsekvenserne af vores valg. Både i de små valg og i de store valg!

Jesu budskab i dag, tror jeg er radikalt i den forstand, at det er krævende. Det er ikke nemt at være oprøreren, at finde sine egne meninger, at stå på egne ben, at tage ansvar.

Det kræver mod ikke at være lunken, men i vores lunkenhed oplever vi ikke livet og er ikke tro mod os selv og vores gudsvillethed. Jesus var ikke lunken. Han kom ikke med et nydeligt pænt indpakket budskab, som passede fint med hverdagssnakken rundt i husene. Han kom med et budskab der var så anderledes, så oprørsk og så alt omvæltende, at de der hørte og troede ham, blev blæst omkuld. Den Jesus der taler i dag og kræver afkald og følgeskab, er den Jesus der døde af kærlighed, men blev slået ihjel af had. Ham, der kalder til følgeskab, er ham, der elskede helt derud, hvor kærligheden betød selvopgivelse og død. Og som opstod af det. Det er det, han kalder os til at efterfølge ham i.

Men det er ikke os mennesker, der ofte er lunkne og halvhjertede, der skal fuldende, hvad Gud har sat os i gang med. Vi beder Gud om at fuldende, hvad han har begyndt: grundfæste vort håb, styrke troen og gøre næstekærligheden levende – i helligåndens gerninger.

 

Amen