Kærlighedens sprog

Talen til vielsen i dag:

Dagen i dag er noget ganske særligt. Både for jer og for jeres gæster. Det er dagen hvor I to siger ja til hinanden. I bruger sproget til at bekræfte, at I vil hinanden. At I vil leve sammen som mand og kone.

Selvom I bruger sproget i dag, så er det ikke det, der er fælles for jer. I taler to forskellige sprog, kommer fra to forskellige kulturer, og er på mange måder meget forskellige.

Men det, der samler jer, er jeres kærlighed til hinanden. Jeres kærlighed kan sprænge alle sproglige barrierer. For kærligheden lader sig ikke begrænse, hverken af sprog, landegrænser, kultur eller afstande. Kærligheden kan klare alt. Det beviser i to, og det hele startede en aften for et lille år siden, i gode venners selskab, og efter kort tid, vidste I, at I skulle være sammen, lige meget hvad. Og her står I, i dag og fejrer netop det løfte, at I vil hinanden.

Kærligheden er stærk, fordi det ikke er godt for mennesket at være alene. Det hører vi også om i første mosebog. Efter Gud har skabt Adam går det op for ham, at det ikke er godt for Adam at være alene. Gud betragter Adam, som han går rundt i Edens have, helt alene. Gud skaber en masse legekammerater, i form af alverdens dyr, men det er som om, det ikke er helt godt nok. Adam er stadig alene og det er ikke godt for ham.

Løsningen bliver Eva – et andet menneske. Gud skaber kvinden Eva. Det, den fortælling fra Edens have, afslører, er at vi mennesker trænger til selskab. Og det kan vi vist alle blive enige om er lige så nødvendigt i dag, som ved den mytiske skabelse. Det er godt at have mennesker omkring sig, nogen man kan dele livet med.

Gud skabte os af kærlighed og har givet os kærligheden og det er den guddommelige kraft, der vil, at vi altid skal eksistere. Netop fordi kærligheden er givet os af Gud, er den også forbundet med pligt. Pligten til at føre Guds kærlighed videre.

Og den pligt har I taget på jer. I fører Guds kærlighed videre. I lader kærligheden imellem jer blomstre på trods af geografiske og sproglige vanskeligheder. I øser ud af jeres kærlighed til jeres familie og venner omkring jer og bare ved at elske hinanden, sørger I for, at der er mere kærlighed i vores verden.

Kærlighed er ikke altid nem. Kærlighed kan give ar på sjælen og gøre os frustrede og triste, som når vi oplever, at kærligheden går i stykker, ikke er gengældt eller bare bliver væk. Men det utrolig er, at alle de triste følelser, bliver som fejet væk, når kærligheden så står og banker på døren en aften, hvor man har inviteret venner på besøg, og straks bliver forelsket, da der træder en smuk kvinde ind af døren.

Kærligheden er ikke nem, også når man står midt i den og elsker så højt, så kan der stadig være svære dage, hvor det føles som om, at forbindelsen er væk. Man forstår ikke hinanden og samlivet er svært. Det oplever alle nyforelskede kærester og gamle ægtefolk. I de svære tider skal vi huske på Paulus’ ord som vi hørte før.

”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden.”

Kærligheden er nemlig barmhjertig, god, tålmodig og mild. Når dagene er svære, så skal vi huske på, at kærligheden er barmhjertig, god, tålmodig og mild, og derfor kan vi tilgive hinanden, ja derfor skal vi tilgive hinanden i vores kærlighedspligt.

I dag i Mariehøj kirke fejrer vi jeres kærlighed, der startede for et år siden, men mere end det fejrer vi, den beslutning I har taget, at I vil være ægtefolk. Ægteskabet, og kærligheden som den er et udtryk for, er et aktivt valg der træffes hver dag.

Om lidt spørger jeg jer begge- VIL du elske og ære?. Det er viljen og ikke følelserne, der spørges til her. For følelserne imellem jer, er der vist ingen her i dag, der er i tvivl om. Om viljen er der, skal I svare på om lidt.

I ægteskabet tager I en opgave på jer. Nu er det ikke længere kun dig selv, der er i fokus. Fra nu af er det to, jer to, der skal være i midtpunkt. Nu skal I ikke bare værne om jer selv, men træde tilbage og give den anden plads.

Men I er ikke alene i dette ægteskab, jeg sagde, at det var jer to der er i fokus, og det er det også, men der er en tredje spiller med på banen. Gud er også en del af jeres ægteskab. På den måde, at i dag lover Gud jer og os, at han vil elske og værne om jeres kærlighed. Han vil passe på jer, hjælpe jer, når det bliver svært, lade sig skælde ud, når det behøves og glædes med jer.

Jeg håber, at I altid vil stråle af glæde, kærlighed og lykke, som I gør i dag, på denne smukke majdag. Om lidt skal I bekræfte, at I VIL elske og ære hinanden, både i medgang og modgang. Det skal vi alle glæde os over i dag.

Med ønsket om, at I altid må kunne finde styrke og tryghed i hinanden og må kunne mærke Guds kærlighed og velsignelse, der lyser over jeres liv.

Amen

 

 

 

Kirkens kamp?

Søndagens tekst

Endnu en gang er kirken i søgelyset, en præst har dummet sig. Nægtede at begrave en lesbisk kvinde. Familien er ulykkelig, vreden i medierne vil ingen ende tage. Og de fleste korser sig over, hvordan en præst dog kan finde på at gøre det.

Jeg blev selv utrolig vred og træt. Vred over endnu en gang at blive slået i hartkorn med en dum præst, der ligger så fjernt fra mine tanker, ideologier og teologi. Træt af endnu en gang at skulle forsvare kirken, teologien, kristendommen, præstestanden, de kristne, ved at tage afstand fra dele af kirken. Det gør mig ked af det og træt. Hvorfor er der så store forskelle imellem os? Hvorfor kan vi ikke blive enige? Hvorfor skal der være så mange kampe, så meget strid?

Herinde i kirkens midte synes forskellene nogle gange at være så uoverkommelige, at det ikke virker muligt at være kirke sammen, at være en folkekirke. Hvordan skal jeg være præst i en folkekirke, hvor der findes præster, sognebørn – ja kristne der ikke mener, at jeg som kvinde kan være præst. Hvordan skal jeg kunne arbejde sammen med præster, der ikke anerkender mine homoseksuelles venners ret til vielse? Hvordan skal vi kunne arbejde sammen om at lave kirke, prædike evangeliet med fred og næstekærlighed, når vi er så uenige? I mine unge år, hvor jeg var meget mere idealistisk og hård i mine holdninger, tvivlede jeg på, om der overhovedet var plads til mig dette sted?

Et par dage efter avisernes overskrifter, er jeg ved at være faldet til ro igen. Den pinlige præst, har sagt undskyld, sagen er selvfølgelig ikke så enkel og lige ud. Han har dummet sig, sagt undskyld og er ked af sine handlinger. Sin ”tanketorsk”. Ikke at det forsvarer dem, men det er da et stykke.

Dagens tekst gør det klart hvorfor vores folkekirke alligevel er så elsket af os, hvorfor vi selvfølgelig skal mødes her i folkekirken, og hvorfor det egentlig oftest går ret smertefrit med at samarbejde med dem, man er dybt uenige med!

”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig.”

Mennesker ligner hinanden utrolig meget, på trods af hårfarve, hudfarve, højde, drøjde og stil. Vi ligner hinanden fysisk, vi gør de samme ting, står op, går på arbejde, spiser, passer vores børn. Men vi har det allerbedst sammen med dem, der ligner os. Hvad enten det er hudfarven, eller de politiske holdninger. Vi har det bedst med dem, vi kan spejle os i. Og dem vi ikke kan spejle os i, udnævner vi hurtigt til at være tumperne, der er helt forkert på den! Vi ved bedst, og de tager tydeligvis fejl!

Mennesker er på mange måder ens, men også utrolig forskellige, og i vores forskelligheder kommer stridighederne frem, vi kan nemt pege fingre og sige, du tager fejl.

Når Jesus derfor i dagens tekst siger, at vi skal være et, så kan det være noget træls. For jeg vil ikke være ligesom de dumme, og jeg tvivler på, at de lige pludselig vender på en tallerken og bliver som mig, selvom det da ville være rart.

Enheden som Jesus taler om her, handler ikke om, at vi skal være ens. At vi skal ensrette hinanden og alle følge den samme snor, se ens ud og mene det sammen. Enheden vil ikke udradere forskellene.

Nej I Jesus er vi samlet i forhold til Gud. Og i forhold til Gud er vi alle lige, trods vores menneskelige forskelle. Og fordi vi er lige i forhold til Gud, behøver vi ikke være ens os mennesker imellem.

Derfor kan vi samarbejde på trods af uenigheder, derfor er der plads til os alle her, derfor kan menigheden vælge den præst, de vil have, og som er den rigtige præst for dem!

For nok er vi ikke ens, men vi er lige i forhold til Gud. Gud har givet os mennesker gaven åndsfrihed, og den skal vi kæmpe for! Det betyder, at nogle gange skal vi så også kæmpe for vore fjender. Kæmpe for deres ret til deres mening, lige meget hvor meget vi ikke forstår den. Vi kan bekæmpe deres meninger, men vi skal kæmpe for deres ret til at have den.

I dag handler evangeliet om enhed, og det er kirkens største styrke og mærkesag. Vi er så heldige i Danmark at have en folkekirke, kirke for folket. Og folket er ikke en ensartet størrelse, hvor alle er ens. Alle mennesker med deres forskellige holdninger er lige for Gud, og dermed er vi en enhed!

Vi står alle under Guds kærlighed i samlet flok.

Vi skal give plads til alle vores forskelligheder, hvad enten det er hårfarve, hudfarve, seksualitet, politiske holdning, og teologi. Vi skal aldrig droppe kampen, men vi skal kæmpe for at vi kan have den. Under Guds kærlighed er vi et – lad os huske det i kampens hede.

Amen

Vi ånder!

Vi ånder!

Vi trækker vejret, indånder luft og blæser den ud igen, det holder os i live. At ånde er at leve. Ånd er liv. Det er snart pinse og pinsen handler om Guds ånd, at Gud er liv. Guds ånd giver liv til verden og til os.  Guds ånd – Helligånden – er ikke sådan til at se. Jeg mindes min barndoms sang:

”Blæsten kan man ikke få at se      
det er der ikke noget at gøre ved,
men når møllen rigtig svinger
rundt med sine store vinger,
så det let at gætte at det blæser”.

På samme måde med Helligånden, vi kan ikke se den, men vi kan se virkninger af den. Vi ved fra Jesus, hvad det er Guds ånd gør – nemlig det, der er til gavn og glæde for os mennesker.

Når vi leder efter Guds Ånd, skal vi derfor ikke lede efter noget synligt håndgribeligt væsen, men vi må lede der, hvor der er noget, der gør os glade og godt.

Vi oplever også smerte og lidelse i vores liv, men det gode skal sejre over det onde. Det glædelige over det triste. Påskemorgen, da Guds søn steg op fra graven, der viste Gud os, at det gode er stærkere end det onde. Mørket vil altid være der, men lyset, glæden og livet vil altid triumfere.

Som vi synger det i den smukke pinsesalme:

”I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst”.
Jesussolen stråler og giver os livslyset, glæden og med den kommer sommeren og varmen.

Rigtig glædelig pinse.

De frie konfirmander

I dag havde jeg min første konfirmation – og det var en skøn dag. Smukke og glade unge konfirmander og en stolt præst!

Her er min prædiken til dem:

Kære smukke unge mennesker.

Så kom dagen, I har ventet på og glædet jer til. Så meget, så bare det at sidde stille de sidste par uger, har synes som en umulig opgave. I har været boblende af glæde og forventning til denne dag. For i dag er I, i fokus. I dag er jeres dag. I dag træder I et lille skridt frem, og vandrer tættere mod linjen til voksenlivet og træder længere fra skillelinjen til barndommen.

I dag er en fest. Vi fejrer, at I er jer! Vi fejrer jeres vandring her i livet. Og her i Kirken fejrer vi, at Gud er med jer på denne vandring.  Det sidste år har ledt op til denne dag. Vi har mødtes en gang om ugen, for at tale, høre, forstå og hygge os. Nogen timer er gået mere med det ene end det andet, men alt har der været plads og tid til. I løbet af den tid, er vi kommet tættere på hinanden, hvad vi mener og tror, hvad kristendommen er, og hvad den kan bruges til. Der gives intet endeligt svar og det kan måske også være frustrerende at opleve, at her er der intet korrekt svar, her er der ikke nogen karakter for enden af året, som vurderer, hvor dygtige vi er, og hvor meget vi har fattet.

I får alle den samme karakter her om lidt omkring knæfaldet. Karakteren er Guds velsignelse.

I dag er I, i spotlightet hele dagen, og det er I også om lidt ved knæfaldet. Her får hver enkelt af jer Guds velsignelse, og i den bekræfter Gud overfor jer, hvad han lovede jer i dåben. At han er med jer alle dage. At han følger jer på livets vej. At han beskytter jer og passer på jer. At han er der, hvor der er lys og glæde og varme majdage. Men også der, hvor livet gør ondt, hvor I er kede af det, sure på forældre og venner, og hvor vinteren ingen ende vil tage.

I bevæger jer ind på vejen mod voksenlivet, og I tænker og føler nok nu, at på den vej er der mere frihed. Når I er voksne, er der ingen, der skal bestemme over jer mere. I må selv vælge, hvornår I skal komme hjem om aftenen. Hvornår I vil lave lektier, hvad I vil se i fjernsynet, hvad I vil spise til aftensmad. Den frihed virker utrolig tillokkende, og I kan med garanti slet ikke vente på at nå derhen. Bare tiden vil gå hurtigt nok.

I morgen, når I skal på blå mandag i Herning, vil I også føle jer frie. I har den store pengepung med, og for en dag føles det som om, at der ingen begrænsninger er, og at alt kan lade sig gøre, lige meget hvad mor og far siger.

Men er frihed det? Fri for begrænsninger? Fri for at andre mennesker fortæller en, hvad man skal gøre?

I evangeliet som Mollie læste op før, siger Jesus til jøderne:

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«

Vi kan høre på jødernes svar, at de bliver ret provokeret af Jesu ord. De er ikke nogens trælle, der er ikke nogen, der bestemmer over dem. Så hvad skal de blive frie fra?

Men det er egentlig ikke det, Jesus taler om. Frihed handler ikke kun om begrænsninger fra andre mennesker, hvad enten det er slaveejere eller forældre. Den frihed, Jesus taler om her, er den frihed Gud giver os. Den frihed som Gud gav os i påsken, da Jesus døde og genopstod. Den frihed sætter os fri fra os selv.

For det er ikke andre mennesker, der begrænser os, fanger os, og vil bestemme, hvad vi skal gøre. Nej den, der holder os fanget, er os selv.

Vi har alle sammen vrangforestillinger om, at vi ikke er gode nok, ikke kønne nok, ikke kloge nok, ikke dygtige nok. Vrangforestillinger om, at vi ikke er noget værd, at alle andre hader os, at vi er alene i verden. Den slags tanker låser os og holder os fast og er aldeles ubrugelige.

Vi tror, vi selv skal sørge for at alting lykkes, og at vores drømme bliver opfyldt. Lykkes det ikke, så slår vi os oven i hovedet og bebrejder os selv.

Det er vores egentlige fangenskab. Ikke at vi skal spise noget bestemt til aftensmad, eller være hjemme på et bestemt tidspunkt, eller gøre det rigtige. Men at vi ikke tror, vi er gode nok.

Det kristendommen fortæller os, og som Jesus siger i dagens tekst, er, at vi er blevet befriet fra os selv. Kristendommen vil have os mennesker til at indse, at vi først bliver frie, når vi giver slip på os selv. Giver slip på troen på, at vi selv kan forme vores liv og er ansvarlige for alt. Det, der giver vore liv fylde og mening, er noget, som vi ikke selv kan sørge for. Det er kærligheden. Kærligheden bliver givet os, og vi kan ikke tilkæmpe os den, eller tage den fra andre. Kærligheden gives os fra vores forældre, søskende, venner, kæreste, og fra Gud.

Kærligheden er den frihed, vi får fra Gud. Kærligheden giver os friheden, fordi den giver os muligheden for at leve i tryghed og accept.

Jeg har en lille gave med til jer i dag, som lå på jeres stole. Det er tre bolsjer. Nu kunne man straks tro, at det er hold-kæft bolsjer og det ville måske også have været meget brugbart i nogen timer. Men nej, I skal ikke tie stille nu, men I skal have tre ord med jer hjem, som I kan smage på. Ordene er tro, håb og kærlighed. Det er vigtigt, hvilke ord vi mennesker tager i munden. For ord skaber liv. Og de forkerte ord ødelægger liv. Vi kan med de rigtige ord i vores mund, sætte lys i hinandens liv, gøre livet større og rigere og mere retfærdigt. De tre ord er vigtige for de er rammen om hele vores eksistens.

Tro, Håb og Kærlighed.

I skal tro på jer selv, på jeres medmennesker, på Gud. I troen på jer selv, vil I blomstre op og opdage, at I kan meget mere end i aner. I troen på jeres medmennesker vil I se, at jeres eget liv bliver større, og at det tillidsfulde forhold giver varme og glæde. I troen på Gud, vil I mærke, at der altid er en med på jeres vandring i livet, der hvor I har allermest brug for det.

I skal håbe. Håbe på det gode. Håbe for jer selv. Håbet stræber altid mod det bedre og lysere. I skal bevare håbet, også i de svære stunder.

I skal elske. I skal elske jer selv, jeres medmennesker og Gud. Kærligheden er grundstoffet i mennesket. Med kærlighed kommer vi til verden og med kærlighed forlader vi den igen. Kærligheden følger os igennem hele vores liv, og bringer varme og glæde.

Det har været en stor glæde for mig at følge jer det sidste stykke tid. Jeg har tro på, at I vokser op og bliver voksne mennesker, der bringer varme og lys i verden. Jeg har håb for, at I vil opleve glæde og kærlighed. Med Guds kærlighed ved jeg, at hvor I end lander henne i verden, og hvad I end oplever, vil I være Guds elskede børn – og jeg håber, at I vil tale godt om hans sag i verden.

Tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden. Disse ord vil jeg nu give jer med herfra, som et minde om denne dag. Hjertelig tillykke med konfirmationen.

Amen.

Tung og mørk den tavse nat

Tale 4. maj i Kragelund

I en jernbanekupe sad mor og datter og en tysk og en dansk soldat. Da toget
kører under en tunnel høres et tydeligt smækkys efterfulgt af knaldet fra en
lussing. Hver især sad og gjorde sig sine tanker om, hvad der egentlig var sket.

Moderen tænkte: Det er dog for galt, at tyskeren ikke kan
lade min dattervære, men godt at hun slog fra sig.

Datteren tænkte: Det er dog for galt, at den tyske soldat
ikke kan lade mor være i fred. Det var da godt, hun slog fra sig.

Tyskeren tænkte: Det er godt gjort. Den danske soldat
kysser pigen, men det er mig, der får lussingen.

Den danske soldat tænkte: Ja, det er alligevel godt
gjort, at man skal kysse sig selv på hånden, for at få lejlighed til at stikke den tyske soldat
en på kassen.
Humoren var stærk i de fem mørke år, der godt kunne opleves som at være i
en mørk tunnel. Værnemagten havde givet ordre til mørklægning. Vinduer blev
klistret til og inde i husene var det mørkt og trist. Selv ude på gaderne
kørte cykler og biler med reduceret lys. Det må have været som at færdes i en mørk
tunnel. Som beskrevet i min yndlingssalme af jakob Knudsen; Tunge, mørke natteskyer hang over himlen og skjulte solens lys.

Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder,
hist kun bag et vindve mat
vågelys der brænder.

Men der er altid lys forenden af en tunnel. Og krigen fik en ende. De fem
mørke år fik sin afslutning den 4. maj 1945.

Vi har alle hørt om aftenen da det skete:

Om aftenen, som alle andre aftener, lukkede de op for radioen, for at høre
nyhederne fra London. Det kendte dum – dum – dum lød, derefter “Prins
Jørgens March”, speakeren var, som ved mange andre udsendelser, Johs G.
Sørensen. Først nævnte han, som sædv. alle bølgelængder, som BBC sendte på,
derefter kom der fra forskellige nyheder og så en pause,
(der var en spænding i luften, og pausen synes uendelig)
Og så kom det glædelige budskab, at tyskerne havde overgivet sig til
Motgomery. Det var ligesom det ikke kunne fattes lige i øjeblikket. ”

Det blev kaldt Danmarks smukkeste forår: “Foråret efter disse strenge vintre med
frost helt hen i maj måned var en fantastisk oplevelse: Den 4. maj
eksploderede alt. Man brændte mørkningsgardinerne og satte i stedet levende
lys i alle vinduer, sang og dansede og bøgen var tæt på at springe ud. ”

Ja, vi der ikke levede i 1945 kan alligevel godt forestille os glæden,
akkompagneret af naturen i sin smukkeste pragt, for vi kender også til at
bøgen springer ud og spejler sig i bølgen blå. Det blev sommer, sol og
glæde. Freden var endelig kommet og livet kunne igen folde sig ud.
Og vi der lever i 2012 skal ved 4. maj fester som denne i aften mindes, at
der var nogle, der kæmpede for friheden og freden. Der var nogle, der satte
sit liv til for at Danmark atter kunne blive frit. Den kendteste er vel Kaj
Munk, som blev skudt kort herfra. Han kæmpede og døde for sin kamp for andre mennesker.

Under krigen var der flere, der døde for at vi kunne leve. Der var en ung
frihedskæmper, der hed Christian Ulrik Hansen. Han var ganske ung, da han
kom med i frihedskampen. Men han påtog sig et stort ansvar bl.a. som
gruppefører i Holger Danske. I 1944 blev han arresteret af Gestapo og
sommeren 1944 blev han henrettet . Han var kun 23 år gammel.
Christian Ulrik skriver sit allersidste brev, sit endelige farvel få timer
før daggry den 23. juni 1944 til en ung pige, en kammerat og ven fra
gymnasietiden i Viborg

“Kære Inge!

Om få timer lyder en geværsalve ud over det morgenstille land. Når den er
døet hen, er der sat et punktum. Dette er mit sidste brev. Det skriver jeg
til dig, fordi du – trods alt – har været den, der bedst har forstået mig.”

Christian Ulrik Hansen havde et afklaret forhold til døden. Skønt han kun
var 23 år, så havde han gjort sig tanker om døden og hvad han skulle finde
på den anden side. Døden var ikke kun den onde istaphånd for ham. Døden var
snarere en milepæl, der markerede indledningen til et nyt liv.
Han skriver meget smukt i sit sidste brev:
“Døden og livet giver hinanden mening og indhold. De er begge
indledningskapitler til det nye liv.
Vi er på rejse – fra vore kupevinduer stirrer vi forundret ud på landet,
der glider os forbi. Inden vi ved af det, er vi inde i tunnelen. Vi kan ikke
se, hvad der ligger forude – blot ane det, fordi det lever i os selv.”

Christian Ulrik Hansen blev begravet i Ryvangen sammen med 105 andre danske
patrioter.
Det er de ofre vi skal mindes og tænke på en 4. maj som denne.
Unge mennesker, der satte livet til fordi de ønskede at danskerne skulle
leve og opleve en tid med fred.
Nu er vi en fredstid i Danmark. Lad os skønne på det og glæde os, og værne om de
værdier, der dybest set er i vort folk. Men vi har også unge mænd ude at kæmpe. Der kan siges meget for og imod den krig de kæmper. Men vigtigst af alt, er at de skal have vores tanker, og håb om at bringe fred og komme hjem til deres kære.  Stadig er der mange mørke områder i verden, hvor krigen raser og ufred stadig ulmer. Mange længes stadig efter at opleve en 4. maj. Dem må vi
også tænke på en aften som denne.

I vores travle hverdag, giver vi ikke altid os selv chancen for at stoppe op og tænke over livet, hvad der har værdi for os og hvad vi vil kæmpe for. Men når vi giver os selv muligheden, dukker det hele op. Vi tænker måske ikke så meget over vores tro, om vi tror og hvad vi i givet fald tror på til hverdag. Men når vi standser op får vi chancen for eftertanke. Vi er som skrabekort. Når du ridser lidt i overfladen, så dukker den kristne tro frem. Og den kristne tro betyder, at vi trods alt stadig kan holde noget for
helligt og stadig vil værne om vores næste.

Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder
hist kun bag et vindve mat
vågelys der brænder.
Du som lindrer sorg og nød
al vor synd forlader,
lyser op den mørke død,
tak du lysets fader!

Lad os her til sidst sammen bede fadervor:

Fadervor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.