Prædiken 5. søndag efter påske – Hjælp!!!!

Denne prædiken holdt jeg i Vestre fængsel den 29. maj 2011. Jeg var i praktik i Vestre Fængsel hos fængselspræst Peter Walin under Pastoralseminariet.

Det var en noget anderledes oplevelse at prædike en for en fyldt kirke, hvor der kun sad hærdebrede kriminelle på alle rækker. Men en god oplevelse. Ordet blev hørt og taget til sig. Søndagens tekst handlede om at bede. Hvornår har vi brug for at udtrykke vores bøn? Der hvor bønnen oftest kommer til os, er i afmagten og i den fortvivlede stund. Og her kan bønnen mange gange være et skrig til himlen – Hjælp!!!

…

Engang var der en præst, der blev spurgt: hvad er bøn egentlig for noget? I stedet for at komme med en lang filosofisk forklaring, rejste hun sig op og skreg ud i rummet – Hjælp!

Hjælp! Så enkelt kan dagens tekst udtrykkes. Så enkel er bønnen.

Vi får i dag af vide, at vi skal blot bede faderen om noget i Jesu navn, så bliver det os givet. Det må siges, at være et stort løfte – som til tider kan være lidt svært at stole på. For bliver vi givet det, vi beder om?

Jesus har talt i billeder, men vil nu forkynde ligeud. Jesus vil nu sige tingene direkte – uden omsvøb. Han er her forbilledet på, hvordan vi skal bede til Gud i Jesu navn. For Jesus fortæller os, at vi skal ikke længere tale i billeder, vi skal ikke gå omveje for at tale med Gud. Vi skal bede til ham direkte, frit og uden omsvøb. Med vores sprog i vores liv. Vi skal bede så direkte som råbet om hjælp er.

Ofte kan vi ikke andet i bønnen. Bønnen kommer til os, når vi ikke har andre ord, andre måder at tale på – da kommer bønnen naturligt til os.

Den kan være tanken, når tristheden og sorgen gør at man ikke kan andet end at være stille og lade tanken gå til Gud. Bønnen kan komme i vrede. Når man opfyldt af raseri over livets uretfærdighed bander Gud langt væk, når man råber af ham – hvordan kan du gøre det? Hvorfor?

Bønnen kommer også i afmagten. Når man er helt sårbar og muren rammer en med 80 km i timen. Når man er helt færdig og tårerne ikke engang kommer mere. Når det eneste man kan, er ikke at gøre noget. Når man ikke har flere våben at kæmpe med, og er lige ved at give op, eller måske allerede har givet op, da kan man ikke andet end at bede om hjælp, lægge sit liv i Guds hænder.

Når man i sorgen, vreden eller afmagten råber om hjælp ud i rummet, kommer svaret fra Gud inde i en selv. De færreste, hører røsten fra himlen, der fortæller en, hvad man skal gøre, eller giver en det man beder om direkte. Gud er ikke en stikirenddreng, der skal ordne alt på vores livs dosmerseddel. Svaret kommer indefra. Svaret mærkes som lettelsen, der kommer efter at man har råbt og skreget af Gud, man bliver punkteret som en ballon. Vreden forsvinder stille, fordi der var en, der tog imod vreden. Gud kan sagtens bære al vreden – han har stærkere skuldre end alle mennesker til sammen. Man bliver styrket og får ro. Der er en der hører en, Gud er der til at tale med.

Hos Gud kan alt læsses af, al sorg, vrede, magtesløshed, glæde og jubel. For bønnen kan også være en lovsang og ikke kun en klagesang. Lovsang er når vi takker Gud. I bøn kan vi også udtrykke glæde over livet, over at det går fremad, at livet er godt, at vi mærker kærligheden og nærværet. Vi kan bryde spontant ud i bøn når vi mærker glæden over noget uventet. Her er bønnen et tak. Et tak for at du er der Gud, tak for livet og din kærlighed.

Bønnens sprog skal ikke være et særligt sprog, der kræver bestemte formularer, ord, eller tidspunkter. Bønnen er vores måde tale med Gud på. Bønnen til Gud er som en samtale, med ens bedste ven, hvor samtalen flyder frit og hvor alt kan siges uden frygt for hvordan den anden vil reagere. Gud kan tåle at høre alt, alt hvad der bliver sagt, tager han imod. Svaret kommer i stilheden bagefter, svaret er i lettelsen over at have sagt tankerne højt og sat ord på lidelserne.

Jeg fik i denne uge lov til at være med til studiekreds med Erik. Her kom en af deltagerne med en meget fin sætning, som jeg er helt enig i. Han sagde at for ham var bønnen en rejse mod endemålet. Når man udtaler bønnen, er kender man også sine svagheder og problemer. Man indser hvad man gerne vil have hjælp til. Der er en erkendelse i udtalelsen af bønnen, og deri ligger svaret også. Gud er med hele vejen. Der er en ved vores side igennem det hårde, triste og det glædelige. Vi er aldrig alene. Vi har altid Gud med os.

Fordi Gud ofrede sig selv med Jesus død, har Gud vist os, at han vil os. Jesus har givet os muligheden for at tale med Gud, der er direkte forbindelse til Gud. Vi skal ikke igennem mærkelige ritualer, talemåder, eller bestemte personer. Vi har som hvert enkelt menneske mulighed for at tale direkte med Gud. Vi skal ikke tale i billeder, i gåder og med mærkelige ord. Vi skal komme som vi er, tale som vi gør til daglig. Sådan forstå han os bedst, for så er vi mest ærlige, så er vi os selv.

Når vi ikke kan finde ordene, og ikke ved præcis hvad det er vi vil sige, så kan man bede med disse enkle ord: Hjælp og tak!

Amen.

Prædiken 1. søndag efter påske – Tro på tvivlen

Denne prædiken holdt jeg i min anden praktikperiode på pastoralseminariet. Jeg var i praktik i to uger i Kristkirken på Vesterbro ved sognepræst med Mette Gramstrup.

Søndagens tekst handler om Den Tvivlende Thomas der først vil tro på at han har mødt den genopstandne Jesus, når han har stukket hænderne i Jesu naglemærker.

Troen vil altid være forfulgt af sin skygge tvivlen. Mindsker det vores tro, nedgører det den, formindsker det den? Eller er tvivlen egentlig nødvendig for at have vores tro?

…

Tvivl er i vores samtid et udskældt ord! Vi må ikke tvivle, på os selv, på hinanden, på ambitionerne, på fremgangen. Den stærke er den selvsikre, der udstråler styrke og selvtillid. Den svage er den, der tvivler på sig selv, sit liv, Gud. Og vi kender alle at tvivle på os selv. Man er ikke altid sikker på sig selv. Man føler usikkerheden før man går til en jobsamtale, før man skal tale offentligt. Tvivlen der er der, når vi stikker hovedet frem. I vores samfund idylliserer vi selvsikkerheden, selvtilliden, den stærke kvinde, der tonser frem og gør hvad hun vil!

Og det er godt, at man ikke længere skal dukke hovedet konstant, og ligge under for andre meninger og holdninger. Det er godt at man lærer at elske sig selv, og véd at man er god nok, som man er. Men det hænder, at det kammer over og bliver en opdyrket narcissisme, hvor ens egne værdier og ønsker bliver det primære og det centrale, og fællesskabet, respekten for andre, ydmygheden bliver sekundært.

Tvivlen er ikke god, hvis den hæmmer os som mennesker, hvis den ødelægger en og piner en. Men måske skal den ikke helt have det dårlige ry?

Tvivl kan være god, hvis den får en til at stoppe op, og tænke over hvorfor man gør som man gør. Hvad det hjælper en, og hvordan det hjælper andre. Som individ skal man være selvsikker, og styrket, men ikke på bekostning af fællesskab og respekt for hinanden.

Thomas er op gennem historien og traditionen, og i mange præsters mund, blevet kaldt Thomas tvivleren. Han bliver skældt huden fuld for ikke at tro med det samme. Det at han tillader sig at forlange beviser af selveste Jesus Kristus, synes for mange at være for groft. Det kan vi ikke acceptere. Thomas er blevet hånet og set ned på, når folk husker bibelens historier. Ikke en helt værdig discipel, synes mange at mene.

Intet kunne være mere forkert. Thomas er en af de mest reelle disciple. Han er en mand jeg stoler på, og som jeg kan forstå. For selvfølgelig tvivler Thomas. Han kommer tilbage til sine venner, der fortæller vilde historier om, at de har set Jesus. Den mand, som Thomas ved, er død. Hvordan skulle de kunne have set ham? For Thomas, ligesom mange mennesker i dag, ligger det dybt i ham, at man holder sig til det sikre, til det ens øje kan måle og veje. For selv om man tror og anerkender Guds eksistens, er det svært hele tiden at tro ukritisk. Man tvivler også. Hvad er hele denne her mærkelige historie, om en ung mand på et kors? Hvad betyder det, hvad vil det sige os, hvordan skal man kunne tro på det?

Men historien slutter ikke med, at Jesus dør, eller med at Thomas tvivler.  Heldigvis for os. For uden Thomas havde det for mange af os været svært at vende tilbage til troen efter en tur i tvivlens grumsethed. En uge efter at Jesus har vist sig, vender han nemlig tilbage, og denne gang sørger Thomas for at være der. Jesus siger til ham, at Thomas må stikke fingrene i hans naglemærker og i såret på hans side. Thomas får lov til at få fuldt bevis for, at det ér Jesus. Men Thomas behøver blot at se Jesus og straks udbryder han ”Min herre, min Gud”.

For Thomas var en tvivler, men han bliver troende. Og heri er hans styrke, her viser han os vejen frem. Når man står midt i tvivlen og afmagten, og hverdagen bliver fyldt af kynismens grå farver, er der en vej ud: Der er et troens lys, der også brænder for os. For det mest vigtige sker netop efter Thomas udbrud: Jesus afviser ham ikke, han sender ham ikke bort, han møder ham med ordene, ” Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Jeg har altid følt dette som et budskab til mig i min tid. Vi kommer ikke til at se Jesus før vores død. Men alligevel tror vi, og det er det, der betyder noget her i livet.

Der er plads til tvivlen og afmagten, ligesom der er plads til Thomas. Jesus kan godt rumme menneskers tvivl. Han støder os ikke væk, han afviser os ikke, han finder os ikke mindreværdige. Han anerkender, at det er en svær opgave, at tro uden beviser. Så svær en opgave, at ikke engang en af Jesus’ nærmeste, hans egen discipel, kunne tro helt uden bevis. Thomas fik lov at se, men vi skal blot høre. Høre på budskabet, høre på fortællingerne, høre Jesu egne ord, og give os selv og hinanden lov til at tvivle, men også modtage muligheden for at tro.

Thomas har tilnavnet Didymos, der betyder tvilling. Hvorfor blev han kaldt tvilling? Han er igennem historien blevet afbildet som lignende Jesus. Jeg tror også, at det er her, at hans lighed er. Thomas er Jesu tvilling ikke i udseende nødvendigvis, men i ånd. Jesus er troen selv. Ingen kan som Jesus være fuldt overbevist og troende hele tiden, selv i sin dybeste nød, i et øjebliks fortvivlelse, vender han tilbage til troen, til sikkerhed på sin far, på Gud. Jesus er troen og Thomas er tvivlen. Thomas er den tvivlende, den tøvende. Men hvorfor er de tvillinger, disse tilsyneladende stærke modsætninger? Det er de fordi, de netop ikke er modsætninger. Tvivlen følger troen, den er bagsiden af mønten. Man kan ikke tro, uden også at tvivle, alt andet er at føre sig selv i blinde. Tvivl er så stærk en del af troen, at den kaldes for Jesu tvilling. Tvivlen er troens tvilling.

Man kan ikke tro uden at tvivle, måske ofte, måske sjældent. Men tvivlen er der ind imellem. ikke kun en tvivl på om Gud virkelig eksisterer, og Kristus genopstod, men også en tvivl på Guds skaberværk. En tvivl på menneskeheden, på ens familie, på sig selv. Her kan man også finde en hjælp. I evangelierne er der en tro på menneskeheden, på at mennesket kan det gode, og vil det gode. En tro på at mennesket kan være godt og kan elske sig selv. Denne tro må man anerkende og forhåbentlig overtage. Man må lade sig overtale af evangeliernes budskab til at blive troende. Til at tro på sig selv, vores medmennesker, på Kristus og på Gud.

For troen er saliggørende. Vi bliver saliggjort i vores tro.

Kristus kommer med et sidste budskab i sit møde med disciplene. De skal forlade folk deres skyld. Når disciplene gør det, bliver folks synder forladt. Dette er det glædelige budskab i Jesu tale. Al følelse af skam, af skyld, af dårlig samvittighed og onde tanker. Alt skal forlades os. Disciplene har muligheden til at gøre det, og de giver den videre igennem generationer. Det er ikke længere nogen særligt udvalgte, der skal tilgive, men os alle. Alle der har hørt ordene – har til ansvar at tilgive deres medmennesker. Dette er en af vores missioner her i livet. Vi skal tilgive hinanden. I vores tilsigelse af syndernes forladelse, er synderne forladt, og mennesket står tilbage som et tilgivet og forsonet menneske. Denne forsoningens ånde, som Kristus puster på disciplene er givet videre til os alle. Med vores ånde og åndelighed har vi muligheden til at tilgive og vi gør det. For vi burde tilgive, men vi magter det ikke altid.

Tilgivelsen kan være noget af det sværeste her i livet. Der er situationer og mennesker, som vi finder det umuligt at tilgive. Som har gjort eller sagt noget, der gør for ondt. Tilgivelsen er ikke noget man kan gøre på kommando. Hvis man ikke føler man kan tilgive, så kan man sige det nok så mange gange, men det vil ikke virke, det vil ikke være ægte. Man skal derfor ikke gøre det som et krav. Men i vores liv, skal vi arbejde hen imod det, gøre det hvor vi kan. Og når vi ikke kan, skal vi vide at Gud tilgiver os.

De mange ting man burde gøre, er netop nogen gange dem, der er sværest at gøre. Man burde elske sin næste, respektere, forstå og tilgive hinanden. Dette er svært og nogen gange umuligt at gøre. Men vi har fået muligheden for at gøre netop det, og vi skal søge at bruge den.

Jesus tilgiver alt og vi har muligheden for at tilgive hinanden. Vi bliver tilgivet for vores syndighed, for at vi ikke gør, hvad vi burde gøre, og for at vi tvivler. Tvivlen, der er tvilling til troen, vil man altid have. Man vil tvivle på sig selv, sine medmennesker og Gud. Og det gør ikke noget. Man må gerne tvivle, Man må gerne være usikker. For usikkerheden, giver os muligheden for at vende tilbage til troen. Når man er usikre på sig selv, og selvtilliden er i bund, før man skal præstere, som ved en jobsamtale, kender alle følelsen af selvsikkerhed og styrke, når samtale er gået godt, og man har fået jobbet. På samme måde vil vores tro på vores medmennesker og på Gud også bliver styrket gang på gang efter tvivlen. Tvivlen giver plads til troen.

Amen.