Døberens dåb

Prædiken Store bededag i Odder kirke 26. april 2013

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10

 

Jesu dåb – Marianne Rygh

Vi møder i dag Johannes Døberen. Dette ejendommelige menneske som står midt i flod og døber folk.

Ja, på Jesu tid kan vi høre, at man valfartede til Jordanfloden for at høre Johannes Døberens forkyndelse af, at Himmeriget er nær, – og at det nu er på tide at lægge alle de onde handlinger og tanker bag sig, – så man kan dykke ned i den rensende og livgivende, levende og friske vand i floden, – for så at stå op på den anden bred, helt nyvasket og parat til et nyt afsnit af tilværelsen, som man forhåbentlig bedre kan gebærde sig i.

..

Johannes Dåb er en renselsesdåb, et bad, som vasker sjælen og legemet rent, så man bogstavelig talt kan begynde på en frisk.

 

Johannes har set frygtelig ud, kan vi høre. Han har været yderst spartansk klædt, – han har levet tæt på flodbredden i ørkenen, han har spist, hvad han har kunnet finde i naturen, – og han har råbt og skreget, så man er blevet helt bange for ham.

Men mange er kommet til ham. De har haft behov for at få lov til at starte på en frisk. At få sagt undskyld. Bekende at de har handlet forkert, og derfor døber Johannes så mange. Men Man skal mene det! Man skal oprigtig angre for at få lov til at få dåben.

 

Denne tale virker helt mærkelig i dag, hvor vi netop har døbt to små drenge Malthe og Oliver. De har intet at angre. De har ingen synd gjort. De er helt uskyldsrene og det eneste de er skyld i, er måske at holde deres forældre vågne om natten.

 

Dåben vi har i dag adskiller sig her fra Johannes døberens dåb. For her får vi dåben får vi synder, før vi handler forkert, før vi har noget at angre og bekende. Vi får dåben fordi vi er Guds børn, hver som en, gammel som ung. Vi er elsket af Gud og omfattet hans velsignelse fra vores fødsel. Og alt det vi kommer til at gøre forkert skal dåben ikke rense. Men dåben skal være vores tegn på at Gud elsker os og tilgiver os hele livet igennem!

 

Og vi er elsket af Gud, på trods af vores fejl og mangler. På trods af – det svære og mærkelige ord – vores syndighed!

 

Ordet synd forstår vi ikke helt. Det virker så voldsomt.

Synden har et modstykke – angeren. Vi fejler, handler forkert mod bedre vidende. Når vi handler forkert skal vi erkende det. Vi skal vedkende vores egne fejl – for kun her igennem kan vi komme videre. Når vi ikke vedkender os de dårlige handlinger og siger undskyld. men stædigt ignorerer dem, eller finder på undskyldninger for os selv, så bliver vi hængende i syndets dynd. Vi kommer ikke videre.

Gud tilgiver os alt! Han kræver kun dette ene af os. At vi skal elske ham og i vores kærlighed til ham, elske hinanden og vise Gud og os selv at vi vedkender os skylden.

 

Vi er tøvende overfor ordet synd. Det er et tyngende ord. Når det udtales kan man mærke en kæmpe sæk fyldt med sten, der bliver lagt på ens skuldre. Prøv at stå oprejst i 10 min med sådan en på skuldrene – de færreste af os vil nok ikke kunne klare det. Det syndige ord er tungt, og vi vil helst slippe for vægten.

 

Men kan vi slippe for den. Kan vi bede om at sækken ikke bliver lagt på vores skuldre?

 

Vi ved, hvad der er godt. Gud har lagt sine værdier i vores indre, han har skrevet dem på vores hjerte. Vi kender dem, men det betyder ikke, at vi altid lever efter dem. Men vi ved, hvornår vi ikke lever op til dem.

 

Når vi opdager, at vi har svigtes vores hjertes værdier, gribes vi af en ubærlig dårlig samvittighed.

Vores dårlige samvittighed volder os en masse smerte og vi har ikke behov for endnu mere vægt på vores værkende skuldre. Vi kan blive enormt selvpinende i vores dårlige samvittighed og den kan tage kvælertag på vores liv.

 

Når vi så træder frem foran Gud og bekender vore synder, og lade angeren få udtryk, bliver samvittighedens fingre fjernet en for en, og sækken fyldt med sten bliver forsigtigt løftet af vores skuldre.

 

Angeren er den hjælp vi har brug for i vores kamp med vores synd.

 

I vores fortvivlelse over alt det, vi ikke kan og alt vi gør forkert, kan det føles som, at vi råber ud i tomrummet, hvor der ingen ekko er til vores råb.

 

Men råbet baner vejen for angeren. Råbets enorme lyd flader alle græsstrå ud, så stien bliver helt flad og jævn. Når stien er jævnet er det nemmere at gå vejen frem, hvor vi indser vores fejl og fejltagelser. Vejen er banet mod vores kendelse til Gud.

 

Når vi angrer, når vi er oprigtig fortvivlede over alt det vi gør forkert, og indser det og fortæller det højt i bekendelsens øjeblik, da ser Gud os.

 

Vi bliver hørt, og vi hører os selv. Vi bliver bevidste om vores fejltagelser, og vi kan se, hvad vi gør forkert og hvad vi skal gøre anderledes. Vores bekendelse bærer frugt. Når vi ser hvad vi gør forkert, og angrer, bliver vi givet styrken til at gøre det gode.

 

Guds himmerige er nær for alle de sønderknuste hjerter, i vores erkendelse af at vi er ufuldkomne. Vi skal ikke frygte vreden, men vide at vi har plads til at være her også som ufuldkomne mennesker.

 

Gud elsker os, han tager imod os lige meget hvad. Han vil at vi skal leve i kærlighed og tilgivelse. At vi skal være åbne og ærlige mennesker. Han vil at vi dem vi elsker viser vejen frem igennem kærligheden, bekendelsen og tilgivelsen.

 

Amen.

Øjne fyldt med sand

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

 

 

Prædiken:

 

I dag er vandringens dag. Vandringen væk fra det sidste måltid, den sorte mørke fredag med det stille skrig, der flængede forhænget til det allerhelligste. Væk fra lørdagens ventetid. Væk fra den tomme grav søndag morgen. Væk fra forundring, mismod, angst og uforståenhed.

 

De to disciple vandrer væk fra Jerusalem mod Emmaus. Vi vandrer med dem.

Vi var glade i går. Solskinnet strømmede ind alle vegne, påskelinjerne sprang ud, stemmerne sang frydeligt og højt, Kristus er opstanden! Efter den mørke dag, langfredag, trængte vi til glæden, underet. Vi trængte til at blive løftet ud af mismodet og mærke solens stråler tørre fredagens tårer væk fra vor kind.

Vi blev berusede af glæden, berusede sammen med kvinderne ved graven, der bare så og så, men intet kunne se. Vi blev berusede sammen med dem, over det glædelige budskab englen bragte dem ved graven. ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her”.  

For underet gør en fuld! Fuld af glæde, forventning og håb. Det er ikke bare snaps og påskeøl ved påskebordet, der bringer en i den glade stemning. Det er håbet, som kvinderne modtager ved de ord.

 

Og i dag vågner vi så op igen. Lidt tunge i hovedet, beruselsens har lagt sig og tilbage står vi lidt forvirrede og forundrede. For hvad var det egentlig, der skete i går? Kan det virkelig være rigtigt. Var graven tom? Sådan hænger verden ikke sammen. De døde bliver i den grav, de er lagt i! De forsvinder ikke bare! Og da slet ikke for at være stået op igen og gå i forvejen for os.

 

Og vandringen er begyndt!

 

Vandringen der fører os væk, men også videre. For troen standser ikke ved påskedag. Fortællingen er ikke slut med kvinderne, der finder graven tom.

Vi skal videre. Livet fortsætter og vi kan ikke standse og passivt blive foran den tomme grav og bare være forundret. Vi må fortsætte i vores tro, i vores liv. Håbet er fremdrift og udadrettet.

Derfor vandrer disciplene af sted og de taler med forundring om alt det, de havde oplevet. Men også med mismod, tvivl og med sorg i sindet. De talte om de voldsomme begiveheder, de selv havde været med til, og det usandsynlige, at graven var tom.

Og på vejen slå en dem følge. Han spørg til dem, og efter den lange vandring spiser han sammen med dem. Og i det han velsigner brødet og vinen og rækker dem det, løftes sløret fra deres øjne og de ser og ved, at det i sandhed er Jesus Kristus den opstandne!

 

De følte sig forladt og ensomme, de forstod intet og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Men midt i deres ensomhed slog Han følge med dem, viste dem vejen og åbnede deres øjne.

 

Gud kommer hvor vi mindst venter det. Viser sig i de mest usandsynlige steder. Forklarer os det, vi ikke forstår, åbner vores øjne, og slår følge med os på livet vej.

 

I går påskedag så vi et fravær og hørte vi et budskab om opstandelse. Vi gik med kvinderne til den graven, hørte og så, at den var tom. Englen fortalte om Jesu opstandelse, ham selv så vi ikke.

 

I dag vandrer vi side om side med en fremmed, som lader os fortælle om vores fortvivlelse og sorg og som så fortæller og udfolder livet og opstandelsen for os. Og først da er vi klar til at se ham ansigt til ansigt.

 

Opstandelsen og troen på den, er ikke noget vi nemt kommer til at se i øjnene. Det tager tid og der er et stykke vej derhen, vejen går over budskab, forklaring og til mødet den opstandne

 

 

Kristus går sammen med os; også selvom vores øjne måske ikke er åbne endnu.

 

Disciplene kunne ikke rigtig kende ham derude på vejen.

Det var først, da han brød brødet, at de ”åbnede deres øjne” og så, at det var ham.

 

Nadveren er den store øjenåbner. Der hvor vi var blinde, kan vi nu se. Der hvor vi var døve, kan vi nu høre, og der hvor vi var stumme, kan vi nu synge påskens glædelige budskab!

 

 

Når vi går ind her i kirken; og når vi går op til alteret; så er det vores vej til Emmaus.

 

Også selvom vi er fyldt med mismod, undren og øjnene er som fyldte med sand. Selvom vi er bedrøvede.

 

For verden er ikke nem. Vores liv er fyldt med smerte, stumhed, døve øren og øjne der ikke vil se.

 

Og sådan kan vi komme til gudstjeneste og nadver – med øjne, der ikke kan åbnes – og her vil den opstandne komme og slå følge med os, tale til os og give os sit legeme og blod i nadveren.

 

Da disciplene havde spiste sammen med den opstandne Jesus, skyndte de sig tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de andre disciple, og de fortalte dem om, hvordan han virkelig var opstået.

 

Det er med de ord, vi nu også kan gå videre, med påsken i ryggen; med tanken om, at han nu også går sammen med os i det liv, vi lever hver især.

 

Der var en far, der skrev følgende efter at have mistet sin lille dreng: ”Gud holder ikke altid hånden over os, men han holder altid sine hænder under os.”

 

Det er, hvad påsken handler om.

 

Gud har slået følge med os på vejen; den vej, som ikke nødvendigvis altid er lige let at gå.

 

I Jesu navn. Glædelig påske!