I dagens tekst taler Jesus med hårde og store ord. Som så mange gange før. Men de hårde og store ord er ikke alle lige lette at høre på, at lytte efter, at forstå. Jesus sætter en hård linje op, og skaber et skarpt skel. Her er der ikke plads til vaklen, tvivl, usikkerhed. Man bliver vejet og fundet for let, hvis ikke man kan leve op til kravet. Det hårde krav. Det store krav.
Jesus kræver af sine disciple, at de skal forlade deres far og mor, familie, deres eget liv for at kunne følge ham. Hvis man ikke bærer sit kors, kan man ikke følge Jesus. For at være en Jesu discipel må man vide, hvad omkostningerne er, og stå ved dem.
På Jesu tid var det virkelig en stor omkostning at forlade sin familie. Her lå hele ens anseelse og værdi. Uden familien var man intet. Man kunne ikke klare sig som ene mand. Slægten var altafgørende. Men hvorfor kræver Jesus det sværeste af disciplene? Og gælder det voldsomme krav også for os i dag?
I de ti bud hører vi ellers, at vi skal ære vores far og mor, men hvordan kan det hænge sammen med, at man skal hade sin familie og forlade den? Jesus siger selv, at han ikke er kommet for at nedbryde den gamle lov – de ti bud – men for at opfylde den. Så det må jo gå op i en større enhed, skulle man mene.
Kravet om at skulle forlade sin far og mor, og sin familie, virker måske ikke som det svære i dag. Vi gør det alle, flytter hjemmefra og starter vores egen familie. Og for teenagere er det en selvfølgelighed, at man skal hade sine forældre lidt, mens man søger grænser og afprøver det med ansvar, pligt og tillid.
Er Jesus bare en forvokset teenager, der hellere vil gå sine egne veje, og gøre, hvad han mener, er rigtigt, end at følge sine forældres veje? Og er kravet om at forlade sine forældre egentlig så radikalt?
I dag er der blevet døbt tre små børn, der alle er kommet ind i familier med kærlighed, plads og søskende. De er blevet døbt til det kristne fællesskab, de er blevet en del af vores menighed, og med sig på vejen har de fået en ekstra forældre, endnu en der passer på, vogter øser ud af sin kærlighed og folder armene ud, når det er nødvendigt. De vil vokse op og blive oprørske teenagere, der vil prøve grænser af og udfordre deres forældre, i vores samfund er det mere normen end tilfældet.
Og denne oprørstrang, der ligger i vores unge medmennesker, tror jeg er en helt naturlig del, endda en Gudsgivet del. Vi skal lave oprør! Vi skal hade vores forældre. Vi skal forlade vores familie. Vi skal miste vores liv. For det er her, at vi finder, ja opdager hvem vi er. Når vi afsøger grænserne, lærer vi, hvad vi egentlig mener, er de rigtige grænser. Når vi kæmper for vores selvstændighed udtrykt i vores eget valg, af venner, hvornår vi skal være hjemme, hvad vi skal lave, så er det den selvstændighed, der skal bære os igennem resten af livet.
Det er hårde år, og hårde kampe der bliver kæmpet i de år. Og det kan føles som om, man står på hver sin side af fjendelinien, og ens eget barn er en vildt fremmed. Og på sin vis er det unge menneske ved at blive en fremmed. Igennem vores barndom, vores opdragelse, vores historie, oplevelser og erfaring, er vi vores forældres produkt. Vi lærer af dem, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er godt og dårligt. Vi lærer hvem man kan li og ikke kan li, hvilke bøger der er gode, hvilke film der er elendige. Vores forældre giver os en kæmpe bagage med, hvor hele vores kultur, forståelse og historie er godt pakket sammen og lukket til i den store kuffert med lidt rustne hængsler. Igennem vores ungdom og vores første voksenår, springer hængslerne på kufferten langsomt op, og vi begynder at rode lidt rundt i det hele. Hvad synes jeg egentlig om denne bog? Hvad er min mening om politik? Hvorfor skal jeg opføre mig på den måde?
Vi forlader her vores forældre, vores familie og vi mister os selv. Den vi var som børn, bliver pillet fra hinanden, for nogen går det langsomt og stille og roligt, og for andre, sker det med et kæmpe brag. Igennem ungdomsårene begynder vi at pakke kufferten igen, men nu ændrer vi på hvad der er i den, hvor meget og hvordan det ligger sammen. Den politiske trøje, bliver foldet på en anden måde, end mors foldemetode. Fars lyse litteraturbukser, skiftes ud med lilla filmjeans, mosters hjemmestrikkede trøje med et kæmpe kors på maven, bliver smidt helt ned i bunden af kufferten godt krøllet sammen, dog er den ikke smidt helt ud, for den var nu så varm og blød. Igennem hele vores vil vi flere gange tage kufferten frem, rykke lidt rundt på tingene, fjerne nogle, lægge andre til.
Nogle mennesker oplever måske ikke det oprør. De har den samme kuffert pænt pakket af far og mor, og den står helt urørt i det ene hjørne. Men her griber lunkenheden ind. Her er det ikke taget et valg, her er man hverken varm eller kold. Man har ikke mistet sig selv og gået med helt derhen, hvor Jesus kræver at vi skal gå. Man har ikke levet sit liv radikalt. Man har ikke mistet sig selv, for derved at finde sin egen vej.
Jeg tror, at det vigtige i Jesu budskab er, at vi mennesker skal tage stilling. Vi er individuelle mennesker, der er formet af vores baggrund og familie, og den skal vi ære, og elske. Men vi skal tage vores eget valg, vi skal kunne stå inde for vores eget valg, og vide, at det er mig, der vælger at gå denne vej. Ikke fordi far gik i forvejen, men fordi jeg ved, det er den rigtige vej at gå. Så er det muligt at far går samme vej, men det er mit valg.
Det menneskelige liv, kan ikke leves uden at blive mistet. Vi må sætte os selv på spil, og kæmpe for vores meninger og holdninger og vi må drage konsekvenserne af vores valg. Både i de små valg og i de store valg!
Jesu budskab i dag, tror jeg er radikalt i den forstand, at det er krævende. Det er ikke nemt at være oprøreren, at finde sine egne meninger, at stå på egne ben, at tage ansvar.
Det kræver, at vi der står tilbage som den forladte familie, har tilliden, troen på og modet til at lade oprøreren tage bagagen og gå sin vej, og håbe på, at oprøreren går ud af den rette sti for ham, og oftest vil vi opleve at vores stier krydses igen, for verden er så forfærdelig lille.
Jesu radikale krav og de ti bud hænger sammen. Man ærer sine forældre ved at forlade dem. Ved at blive selvstændige.
Når man med tillid og tro lader børnene blive oprørske teenagere, og med rystende hænder og bange øjne, ser dem frigøre sig, træffe egne valg, og blive formet som mennesker. Så sker det ofte, at det had, der er krævet for at kunne blive sig selv, vender tilbage til kærligheden og respekten for familien og ens historie. Men man bliver mange gange nødt til at rejse ud, for at finde sig selv, for derefter at komme tilbage igen.
Vi må støtte de oprørske teenagere og lade tilliden troen og modet lede de svære år, hvor man frygter hvad skæbnen har i vente for vore unge mennesker.
Amen
Marie-Louise Lieberoth Wadum 