Evangelii lyse dag – Peder Palladius besøg hos almuen
Vi får i den berømte visitatsbog, et godt indblik i hvordan Peder Palladius fortalte det undrende sjællandske bondefolk om, hvordan de nu skulle leve på ret Luthersk vis, og ikke længere måtte ty til deres rosenkrans og Ave Maria-bønnen. Biskoppen Peder Palladius gav med humoristisk og med stor pædagogisk indsigt en gennemgang af den nye tro og dens betydning for dem. Han lokkede med løn i himlen, hvis de kom til gudstjeneste og truede med djævlen hvis de dyrkede Maria. Peder Palladius’ besøg har været et bønderne sent glemte, da han kom til dem med omsorg og forståelse for deres hårde arbejde. Peder talte Evangelii lyse dag – så alle kunne forstå det.
…
Peder Palladius’ en visitatsbog er et helt enestående værk, både for Danmark og Europa. Ingen andre steder har man bevaret noget lignende fra reformationstiden.
I bogen giver sjællands første lutherske biskop Peder Palladius et godt indblik i de kirkelige og folkelige forhold i Danmark i 1540’erne.
I bogen hører vi hvordan Palladius rejser rundt til alle sjællands 390 kirker og fortæller folket, hvad indholdet af den lutherske kristendom var, som nu var den eneste tilladte, og hvad denne tro skulle få af betydning i deres hverdagsliv.
Palladius lokker med himlens glæder og truer med helvedes rædsler, når han skal prøve at forklare, at den katolske tro var en misforståelse.
Baggrund:
Peder Palladius blev født i 1503 i Ribe, han blev sendt til Wittenberg for at studere teologi, her tog han den sjældne doktorgrad i 1537.
Han blev under sit ophold meget fascineret af teologen og professoren Luther, og vendte sig bort fra den katolske kirke.
Han blev sendt med Bugenhagen hjem til Danmark for at indføre reformationen og vedtage kirkeordinansen.
Da Palladius kommer hjem til Danmark bliver han straks udnævnt til at være sjællands biskop, som dengang var det højeste bispeerhverv. Palladius blev også benyttet af regeringen som teologisk rådgiver og blev professor ved Københavns Universitet.
Palladius deltog selvsagt i de alle vigtige forhandlinger om ændringer i liturgien, var medlem af den kommission, som udarbejdede den første samlede oversættelse af bibelen til dansk (Christian den 3.’s Danske Bibel 1550), arbejdede på forbedringer på universitetet og de gejstliges økonomiske forhold. Han havde derfor en stor del at gøre med reformationens indførelse i Danmark, både på det overordnede plan, men i særdeleshed også på det helt lavpraktiske og menneskelige plan. I forsøget på at omskole lægfolket fra katolicisme til luthersk kristendom blev visitatserne det mest effektive middel, dvs. biskoppernes besøg i de enkelte kirker og menigheder i hele landet.
Visitatsbesøg:
Som Sjællands nye superintendent skulle Palladius på visitatsrejse rundt i stiftet, og i den forbindelse noterede han flittigt ned i en visitatsbog, som er bevaret. I den kan man se, hvad han gjorde, når han besøgte menigheder og præster.
Palladius nåede i løbet af 5-6 år at besøge alle 390 kirker på hele sjælland. Det er en helt utrolig bedrift, taget i betragtning af at det hele er foregået til hest eller i hestevogn. Han har skulle møde provster, præster og menigheden. At få det hele tilrettelagt og planlagt er meget utroligt, vi har desværre ikke noget vidnesbyrd tilbage til at se hvordan det er foregået.
Visitatsbogen er ikke en redegørelse for hvordan tilstanden var i de enkelte sogne. – men derimod en beretning om, hvordan han fortæller menighederne om den nye evangeliske tro og den følger for hverdagslivet.
Palladius krydrer sin fortælling med små opbyggelige historier og humoristiske små træk fra dagliglivet og fra sin embedsgerning, for at hans tilhørere skal forstå og huske, hvad han har sagt.
Det var biskoppens opgave at forklare og begrunde det nye kirkesyn, der kom med reformationen. Og få dem til at forstå, at de skulle vende sig væk fra den katolske falske lærdom, som han omtalte med aldeles hårde ord.
Når han talte var det præget af en bondefornuft, og havde ikke de store teologiske finurligheder.
Han talte højt og bramfrit om gammelt misbrug og begrunder den nye tro uden teologiske spidsfindigheder.
Der skal ikke mere bedes for de afdøde, skærsilden er ikke mere, men helvede er alligevel en realitet. De hellige kan ikke mere gøre mirakler. Man opnår intet ved pilgrimsgang til hellige steder.
Men Palladius prøver at vende de tidligere unyttige gerninger til positive og frugtbare gøremål. I stedet for at gå pilgrimsgang der er overflødig, skal de i stedet gå hen til de syge og gamle og tage sig af dem.
Kirkerne skal renses for alle de katolske levn. Alle sidealtre skal ud og alteret skal ryddes, så der kun er en hvid ren dug på og to tændte lys. Katolske altertavler skal fjernes og alle madonnafigurer skal tages væk.
At få gennemført reformationen var ikke en nem opgave og det var folk som Palladius der fik gennemført den nye kirkeordinans. I mange år efter reformationen var der stadig rester af den katolske lærdom, folk bad deres Ave Maria bønner, troede på skærsilden og havde helgenbilleder.
…
Besøgene:
Jeg sætter mig på en stol med ansigtet mod dem… sådan indleder Palladius sin beskrivelse af hans besøg i sognene. Først havde den ledsagende provst oplæst kongens befaling om, at biskoppen skulle foretage sådanne visitatser i sognene. Herefter tilføjede Palladius Nu er jeg så i Jesu navn kommet til jer. Han fortæller at han skal gennemrejse hele sjællands land, og det kan godt tage mange år før han kommer til dem igen, derfor skal de høre godt efter hvad han siger. Palladius kommer ikke med tunge teologiske udredninger, men tager udgangspunkt i det ydre, kirkebygningen og kirkegården. Han understregede hvor vigtigt det var at holde kirken i fineste stand, et skyldte de både deres forfædre som havde opført den og Guds ord, som skulle lyde til deres egne børn. De skulle holde den finere end deres eget hjem. Kirkegården skulle holdes ved lige og græsset skulle holdes nede.
I skal for alt i verden ikke tillade okser eller fø at skide, med forlov sagt, på kirkegården og svine det sted til, hvor jeres forældre ligger og hviler deres ben. I skal jo også selv ligge der og hvile til den tid. Hvem vil have sin seng beskidt og svinet til?
Derefter bevæger Palladius sig ind i kirken, han fortæller om døbefont, alter og prædikestol. Både om dem selv, men også som udgangspunkt for at tale om dåb, nadver og prædikener.
Nu kan han fortælle tilhørerne hvorfor de egentlig skal gå i kirke. Han gør det klart for dem at det er nødvendigt for sjælens frelse stadig at høre prædikenen af Guds ord, han lokker med frelse i himmelen efter døden og truer med fortabelsen i helvede.
Når man da er kommet i kirken, er der 5 gerninger at udføre: at bede, høre Guds ord, spise og drikke Kristi legeme og blod, love og takke Gud og give almisser.
Den næste store afdelingen i bogen handler om sognepræstens og degnens arbejde.
Palladius opregner deres pligter og rettigheder og spørger ud i forsamlingen om de har noget at anklage deres præst eller degn for.
Lige pludselig kalder han de unge bønderkarle og piger op til sig i koret for at høre dem i katekisme-stoffet.
Her kommer de nu op til, de unge karle og drenge.. her kalder jeg straks alle pigerne op til mig. Nogle steder kommer de ganske vist modvilligt, andre steder er de mere lydige, alt efter om sognene er store eller små, og efter hvordan sognepræsten og forældrene er. Dog når de først ser én begynder at gå op, så følger de andre straks efter som får til vand!
Herefter advarer han karlene mod at svire ved majtræet, formaner dem til at passe på når de tager til købstaden, hvor luderne står på gadehjørnerne. Han giver pigerne gode råd, som de kan bruge overfor voldsmænd riv dem med dine negle sådan en fyr i panden, så enhver kan se, at han har prøvet at få sin vilje med dig! Han opfordrer forældre til at sende deres børn til undervisning først hos degnen og senere, hvis talenterne er der, til købstadens skole.
Han taler bramfrit om ægtefællernes indbyrdes forhold, opfordrer til godt naboskab, advarer med humoristiske og alvorlige oplysninger mod drukkenskab, og han indskærper jordemødrene deres pligter. Palladius var af den faste overbevisning, at djævelen kunne springe ind i mennesker, for af den vej at ødelægge andre mennesker, dyr og afgrøder. Derfor opfordrer han menigheden til anmelde troldkarle og hekse, så snart de opdager dem i sognet.
De har tidligere brændt en flok i Malmø, i Køge og andre steder, og nu hører vi, at der igen sidder en hob, som er fanget i Malmø, og som nu skal brændes.
Hele vejen igennem disse besøg angriber Palladius katolske opfattelser og indretninger. Han håber munke og nonner, som han jævnt kalder de ugudelige pavens folk, han forlanger sidealtrene nedbrudt, men tillader at man lade særligt gode billeder hænge som opfordringer til et ordentligt liv. Menigheden skal ikke længere leve i dødsangst og frygte skærsilden for den findes slet ikke. gamle messeklæder skal man rive i stykker og bruge til forbindinger eller sende dem til hospitalet i København. Han afviser helgendyrkelse og Maria-fromhed. De skal ikke længere bede til hende, for hun kan ikke høre dem, siger han i god overensstemmelse med Luther.
Han anerkender at Maria var et ganske særligt menneske, fordi hun var udpeget til at føde frelseren, men hun var ikke guddommelig. De skal ikke længere bruge rosenkransen og bede Ave Maria-bønnen, for
Jomfru Maria er ikke her hos os. Døden står mellem hende og os. Derfor kan hun ikke høre, hvad vi siger til hende, for hun er ikke almægtig.
I stedet skal man bekende sin synd, bede fadervor og ellers i øvrigt bede om det, som man især har brug for … lige der hvor skoen trykker jer selv!
Ganske vist så er kristenlivet en alvorlig sag, man skal jævnligt gå til gudstjenesten og til skrifte, man skal gøre bod og leve ansvarligt, gøre gode gerninger, og man skal flittigt give almisser og tage sig af de fattige, ikke for at fortjene frelsen, men som en kristenpligt overfor medmennesker. Men samtidig lyser det ud af Palladius’ tale, at han også har en umiddelbar, frejdig glæde over jordelivet. Gud skal dyrkes i kald og stand, intet arbejde er finere end andet. Gud kan prises i sang bag ploven på marken og ved væven og rokken, og derfor kan man feste sammen af og til, og Palladius fortæller hvordan:
Man skal ikke løbe til maden som svin og køer, men begynde med en bordbøn. Så skal man spise og drikke sammen, tale sammen om Gud og fromme sager, planlægge ægteskaber, fortælle de unge, hvordan de skal pløje, så og høste på rette måde. Man må gerne være glade, synge viser og danse. Drik hverandre til! Lyder biskoppens glade opfordring. Djævelen skikker os så mange onde stunder, at vi gerne må stjæle os en glad stund en gang imellem og drikke en skål øl med hinanden, end dog over tørsten.
Men når man sidder i sådant et glad lag, skal man lade være med at bagtale andre. Det sker nemlig tit, siger han, at de sidder der og gennemgår byen fra ende til anden. Nej man skal i stedet synge gode viser, og når man så er blevet i godt humør, skal man gå hjem til sin hustru og lad hende få en god aften, som du har haft en god dag!
Biskoppen Peder Palladius’ besøg i sognene har været en stor oplevelse, som folk aldrig glemte. Ham kom ikke i et stort farverigt optog med ledsagende præster, munke og vagtfolk. Han mødte helt alene frem., lensmanden og den lokale provst kom samtidig med ham, og så begyndte han ellers bare at fortælle. Han brugte ikke et uforståeligt, dannet sprog, fyldt med latinske gloser og remser. Han brugte bøndernes sprog. Et jordnært og karsk dansk. Han brugte deres vendinger, og krydrede sin tale med ordsprog, vittigheder og rørende, dramatiske oplevelser, som han havde haft andre steder på sjælland.
Han viste dermed at han kendte bondens trælsomme slid, og hans tale afslørede at han befandt sig godt der, at han holdt af sine tilhørere som sine kristne brødre og søstre.
Bag det hele lå en pædagogisk plan, hvor der var sammenhæng og forståelighed, dramatiske højdepunkter alvor og lune.
Peder Palladius’ fremragende evner som folketaler, folkepædagog og luthersk reformator nåede her store højder.
Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?
Marie-Louise Lieberoth Wadum 