Hvad var det dog der skete?

Mens vi venter på foråret…

 

Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts.

Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig for den unge jomfru Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Og at det lille menneskebarn skal leve midt iblandt os, smelte vore kolde og hårde hjerter.

Himlens budbringer Gabriel løfter sløret for et helt andet livssyn, nemlig den at vores verden er genstand for indgreb fra en nærværende Gud. En Gud, der sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærligheden over hele vores verden. En kærlighed der overbyder al den blomsterpragt der ellers vælder frem for vore øjne her i foråret.

Guds Søn kommer ind i verden, hvor det onde og gode lever side om side og hvor mørke og kulde konkurrerer. Hvor det onde, mørket og kulden kan synes at vinde til tider. Gud vælger side. Han vælger en ung, prisgivet pige fra Nazareth, Han vælger hendes barn.

Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være. For forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv.
Med forårets bebudelser, både den jordiske og den himmelske, bliver ingenting til alting.

Hvad var det dog, der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg plantede der i fjor.

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la’r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er din skaber stor!

(Kaj Munk 1943)