Vi rækker vore hænder frem…

Søndagens prædiken er holdt i Virklund kirke 21. oktober 2012.

Prædikenen er inspireret af min dygtige veninde og sognepræst Lizette Harritsø

 

Prædiken 20 s.e.trin

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44

 

Prædiken:

Men hvad mener I? Jesus stiller spørgsmålet til flokken omkring ham. Hvad mener I om de to sønner, hvor af den ene ulydigt svarer nej, men fortyder og alligevel går ud i vingården og arbejder, og den anden lydigt og pligtopfyldende svarer ja, men ender med at droppe det, for at ligge og dase hele dagen. Hvad mener I?

Og Jesus følger historien op med en sand gyser. De onde vinbønder mishandler og dræber for at få, hvad de vil have. Nogle ubehagelige og slemme mænd. Hvad mener I? spørger Jesus.

Og spørgsmålet der blev stillet til flokken omkring Jesus for 2000 år siden, lyder også til os i dag. Hvad mener vi egentlig om alt det her? Og mener vi egentlig og overhovedet noget? Kan vi ikke bare være ligeglade?

Ulydighed, frafald, dom og fortabelse. Det er temaerne i søndagens evangelium. Hårde ord, vi måske egentlig helst vil være for uden. Hvorfor ikke bare droppe dem og synge nogle flere smukke salmer?

Fordi at livet igennem erfarer vi det selv. Vi oplever alle, ulydighed, frafald, dom og fortabelse, og her er måske en tekst, der kan give os en ny vinkel på sagen. Indgyde os lidt håb midt i mørket, og vise os en vej ud?

Vi lever i en tid, hvor den vigtigste autoritet er os selv. Hver enkelt af os har først og fremmest et ansvar over for vore egne ønsker og behov. De kommer altid i første række, og er himmelråbende vigtige. Synes vi selv!

Kan selv, vil selv – siger vi ofte og stamper i jorden, som et barn i trodsalderen.

Selvstændighed, identitet og selvtillid er nutidens modeord. Vær tro mod dig selv, vær tro mod dine evner, gør hvad du kan for at fremme dit liv. Hvad vil du? Hvad skal du? Bare gør det. Et slogan fra Nike, der fører individualismen frem ”Just do it”.

”Vi er tiggere – det er sandt!” ordene har den tyske reformater Martin Luther sagt i 1500-tallet. Det skurrer os noget i ørerne. Vi er da aldeles ikke tiggere. Vi er vores egen lykkes smed. Vi er drivkraften i vores liv, vi skal aldeles ikke tigge noget om noget!

Ordene generer os, og måske egentlig mest, fordi vi kan mærke at der er noget sandt i dem. Vi har oplevet det mange gange i vores liv, og er blevet smerteligt bevidst om, at visse ting ikke styres af os selv. Når ulykken rammer og kærligheden brister, ser vi magtesløse til. På dødslejet, kan vi stampe nok så meget i jorden og skrige, at vi vil ikke, men lige lidt hjælper det. Timeglasset er randt ud, og vi kan ikke styre det. Vi kan blot tigge, bede, håbe og ønske os det bedste, hvad det så end er. Her er der kun os, hver enkelt af os, alene i bønnen til Gud; hjælp mig…

For i forholdet til Gud er vi kun tiggere. Vi rækker vore hænder frem og tager imod det vi får. Nogen gange med stor fornøjelse, og gør hænderne så hule som vi kan, så de kan blive fyldt helt op, fordi det vi får er glæde, kærlighed og lys. Og andre gange mere modvilligt, fordi det der bliver smidt vores vej er smerte, sorg og ulykke.

Vi bestemmer ikke selv, vi har viljen, ønsket og håbet, som vores handlemuligheder.

Men vil vil gerne bestemme selv. Som de to brødre, der svarede ja og nej, og så alligevel gjorde det modsatte. Vi svarer som dem, og gør så ellers hvad vi selv vil. For vi stoler på os selv. De har vores antiautoritære samfund lært os. Det har løst os fra tyranniets magt, og efterladt os i et vakuum, for hvem bestemmer så? Vi prøver os selv. Det må være mig, der bestemmer over mit liv. Og langt hen af vejen går det godt. Vi styrer os selv ind på den rette vej, vi vælger det vi vil have ud af livet, kæresten, jobbet, hvornår vi vil have børn, huset vi vil bo i. og vi roser os selv, for det går godt. Men pludselig rammer livets uforudsigelighed os, nogen oplever stor smerte og ulykke, og tilbage står vi med et ansvar der skal placeres. For er det også os selv, der har villet det, der kan styre det?

Vi står tilbage med bønnen og spørgsmålet. Hjælp mig Gud, vis mig vejen, led mig af de rette stier, tilbage i din favn. Og svaret på bønnen er altid ” Jeg er her, stol på det, tro det”.

Og vi vil så gerne tro. Vi svinger frem og tilbage. Den ene dag fyldt med troens sikkerhed, og den næste tynget ned af usikkerhed og tvivl. For det er som om det aldrig er nok, altid går vi rundt og søger, hvor er du? Og vi hører ikke svaret, for vi vil have noget mere, noget konkret, noget vi kan tage frem, hver gang vi bliver usikre, og sige sådan her er det. her er livets rette sammenhæng og mening, her er hvad jeg skal!

Og hvorfor egentlig stole på en Gud, vi ikke kan se? Vi har jo os selv, vi kan selv, og vi ved egentlig også bedst. Lige indtil den dag, vi ikke kan mere, den dag verden styrter i grus og alt falder ned om ørerne på os, fordi ingen fra barnsben har lært os, at ikke alt er i vores magt.

Den ene bror sagde nej, den anden sagde ja og begge gjorde de det modsatte. Vingårdsbønderne er en gyser for sig – og alligevel forstår vi, som flokken rundt om Jesus forstod det dengang – at brødrene og bønderne, det er os. Opslugt af vores egen vilje og med et temmelig overvurderet selvbillede. Så tåbelig er vi, at vi stoler på os selv, samtidig med, at vi ved, at der er kræfter på spil, som vi må give fortabt overfor.

Ligesom vinbønderne dræbte arvingen, gjorde vi mennesker det samme mod Jesus. Men vores straf er ikke dom og fortabelse. for arvingen er den, der går hen til faderen, og siger, ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” arvingen der giver sit liv, så vores selvhøjtidelighed og selvkredsen ikke bliver vores undergang, men tværtimod vores chance. For Guds barmhjertighed og store nåde, er ikke meget værd, hvis vi ikke skal frelses fra noget. Straffen får vi! Men den er ikke dom og fortabelse, men derimod dom og opløftelse.

Vi kan og vi skal og vi vil – i sidste ende – ikke andet, end at række vore hænder frem og stole på Guds nåde.

Amen