Fristeren!

Måske har djævelen ikke altid været ond. Ikke altid været fristeren der vil få os over på hans side, og vende os væk fra Gud.

Mange myter går på at Djævelen er en falden engel. En af Guds nærmeste engle, der lovpriste Gud, og hjalp ham. Hvorfor han så en dag bliver så selvstændig, at han vælger at vende Gud ryggen. Sætte sig op ham, give ham konkurrence. Han satte sig op mod Gud selv, og inden han fik set sig om, var han endt i Helvede.

Det hele startede før menneskeheden rigtig tog fat. I paradisets have. Her gik to mennesker rundt og nød havens vidunderlige overdrevethed af alle blomster, dyr, frugter – ha alt hvad man kunne ønske sig. Men djævelen sniger sig ind på dem, i form af en slange. Han frister dem. Sår tvivl om hvad Gud egentlig mener med det han har sagt. Han lokker, frister og forfører dem. Først spiser Eva, så Adam og syndefaldet er endeligt.

Mennesket har forbrudt sig mod Gud gjort det eneste de ikke måtte. Sat sig imod Hans vilje, og straks kommer straffen.

Mennesket bliver smidt ud af paradisets have, skal leve et hårdt liv i kamp om overlevelse, med smerte føde deres børn. Konsekvensen af historien har menneskeheden måttet døje med siden. Veltilfreds trak djævelen sig tilbage og iagttog menneskehedens besvær med at finde sine egne ben, både i forhold til hinanden og til Gud. Og han nød sin sejr. I den følgende tid behøvede han ikke at gribe så forfærdelig aktivt og synligt ind, for alt gik, som han havde ventet, menneskene havde været hurtige til at lære og kunne sagtens selv finde ud af at sætte sig op mod Guds vilje.

Mange år senere slog djævelen til igen, og denne gang synes det virkelige at være det største hvis han vandt. For han fristede selveste Guds søn og hvis Jesus faldt for fristelsen, så følte djævelen at han ultimativt havde vundet over Gud.

Mens Guds søn forberedte sig på sin gerning blandt menneskene ude i ørkenen ved lang tids faste, opsøgte djævelen ham da. Det havde egentlig været nemt nok at i tidernes morgen at friste Eva og Adam, men djævelen vidste, med Guds søn ville det blive en del sværere og han skulle bruge alle sine bedste evner, på at få missionen gennemført.

 

 

Hør, Jesus, hvis du er Guds søn, så gør dog stenene der, som ligger og er lige så runde som et nybagt brød, til rigtige brød, så du kan få stillet din sult. Veltilfreds lænede djævelen sig tilbage og ventede på en reaktion.

Afvisningen kom prompte. ”Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund”, var svaret. Tænkte han det ikke nok. Der skulle skrappere midler til. Men det så han kun som en udfordring. Han tog Jesus med op på templets tinde. Igen lokkede han: ”Hvis du er Guds søn så styrt dig ned. Der sker dig jo intet, din far i himlen vil give sine engle befaling om at redde dig.” Det var en rigtig god fristelse at komme med. Han kendte mange, der ville tage imod udfordringen til at prøve kræfter med noget rigtig farligt. Og igen forregnede han sig. ”Du må ikke udfordre Herren din Gud” lød svaret. End ikke Guds søn selv mente tilsyneladende, at det var værd at prøve på.

 

Endnu en fristelse havde han i ærmet. Den største af alle, en, som intet menneske endnu havde kunnet modstå. Fristelsen til at få magten i hele verden, det var den, det drejede sig om.

Den tilbød han nu Jesus, hvis denne til gengæld ville falde på knæ og tilbede ham. Den var der endnu ingen, der havde kunnet modstå. Han glædede sig allerede indvendig over sejren. Derfor kom det bag på ham da Jesus med et vredesudbrud, der trodsede enhver beskrivelse, jog ham bort med henvisning til, at Gud alene er den, der skal tilbedes. Så kunne han ikke gøre mere, men måtte fortrække. Og slikke sine sår et andet sted.

 

Nu kunne man håbe at djævelen havde indset at kampen var tabt, at Gud er den største i verden. Men sådan fungerer djævlen ikke. Han kom igen og igen gentagne gange, og blev ved med at friste mennesket. mange gange lykkedes det også, mennesket er ikke lige så standhaftig som Guds søn, og vi lader os forlede, forføre og friste.

 

 

 

Godt hjulpet af menneskets frie vilje og evne til at tænke, lykkes det djævelen, at få mennesker til at konkurrere bevidst med Gud, bl.a. ved at bilde mennesket ind, at det sagtens kunne leve uden Gud. At det selv kunne sammensætte tilværelsen, så det bliver uafhængigt af andre, end sig selv. Og det var en tanke, som viste sig nem at sælge. I det hele taget er det slet ikke i orden, at noget udefra skal bestemme. Alt kommer indefra. Mennesket har taget magten over sig selv ved at gøre sin egen verden mindre, ved at betragte den inde fra sit eget indre, fjerne Gud fra ligningen og gøre mennesket til det største i den store verden og i vores egen indre verden.

 

Og det går også godt langt hen af vejen, og mange mennesker føler måske ikke, at de mangler Gud. De kan ikke forstå ham, han virker mærkelig gammeldags og som et for simpelt svar på de store spørgsmål. Så han bliver forkastet. Og mennesket finder selv på deres egne svar, eller vælger at der ingen svar kan gives. Mange vil ikke anerkende Gud, da de ikke kan tro fuldt og helt hele tiden. Og hvis tvivlen er der, så kan det jo ikke være rigtigt.

 

Jeg er meget uenig. Tvivlen er for os mennesker en nødvendig del af troen. Det er et af vores livsvilkår. Vi har netop fået den frie vilje og evnen til at tænke og med den følger også tvivlen. Men troen følger også. For Gud er et svar på de store spørgsmål i livet, ikke et svar som man kan måle og veje og altid vide er 100 % rigtige. Det er troens element. Når vi står fanget midt imellem troen, tvivlen, fristelser i livet, afmagten og magten. Lad os da huske den bøn Jesus selv lærte os, bønnen fadervor, som vi sammen beder om lidt før nadveren.. Og huske på hans standhaftighed og sikkerhed og lad den være vores ledesnor igennem livet.

 

 

Amen

* Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spist. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spist. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spist jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.« Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.« Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.« Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spist af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« 1 Mos 3,1-19

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. Det hedder jo: »I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig.« Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! [ Vi volder ikke anstød med noget som helst, for at tjenesten ikke skal komme i vanry, men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult, ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.] 2 Kor 6,1-2; 2 Kor 6,10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Den Ødsle Gud

Prædiken.

Man ser Gud for sig, det barndommens billede af en gråhåret mand der står på den hvide sky med en vandkande i den ene hånd, og den anden fuld af korn med små bogstaver graveret på. Han kaster det ned over jorden, og som man ser det flyve ned imod os, ser man hvordan det nogle steder ender i havet og bliver opslugt. Ender blandt utallige sandkorn i ørkenen. Lander blidt i den blødeste og sorteste muld. Slår hårdt mod den grå asfalt.

 

Bogstavkornene flyver rundt i verden og lander de mærkeligste steder. Steder hvor de kan få ordentligt fat i mulden og vokse sig store og fede, og andre steder, hvor de aldrig får bund og bliver skyllet væk i regnen, dør blandt sandet, eller opsluges af havet.

Guds ord har ikke kronede dage alle steder. Hverken i verden eller i menneskes sind.

 

Dem der har øre at høre med, skal høre! Selvom vi har øre, og har fået ordren af Jesus, ja så hører mange af os sjældent efter. Hvor mange gange er vi ikke blevet tudet ørerne fulde af alverdens smukke fortællinger, gode råd og velmenende formaninger. Men de er hurtigt røget ud igen. For de faldt ikke på den fede muld i vores hjerte, men landende på den hårde asfalt.

 

Men selvom afkastet er så uforudsigeligt, og mange steder virkeligt dårligt, så bliver Gud ved med at kaste med sine bogstavkorn, så ordet spreder sig til os. Guds rige rummer en ødselhed uden lige! For Gud kaster med sine korn, i tilliden til at de spreder sig på trods af de dårlige forhold.

 

Guds ord, der kommer med Jesus Kristus spreder sig. Disciplene hørte det, skaren hørte ham, og de fortalte videre til dem omkring sig. Nogle med beundring, tilbedelse og tro, andre med had, tvivl, og mistro. Men de fortalte! Ordet spredtes. Jesus kom vidt omkring. Og selv om han startede i Mellemøstens ørken, vandrede hans ord verden rundt, og rejste i tiden. I dag 2000 år senere hører vi stadig hans ord. Og verdens ører er stadig fyldt med tro, tvivl, had og kærlighed.

 

For de store ord, der er fyldt med sandhed og mening. Ordene der åbner livet for os og viser os Guds kærlighed og ansigt. De ord har ikke nemme kår, ordene vil ofte blive mødt med asfaltens hårdhed og ørkenens tørke.

 

Hvordan overlever Ordet så? Hvorfor fortsætter vi med at høre om og på Jesus, hvordan kan budskabet om Kristus stadig være her 2000 år efter, når det har så trange kår?

 

Fordi Gud er ødsel. I tilliden til os, fortsætter han med at give os ordet. Være med os i nadveren, velsigne os i dåben, og trykke vores hånd, ved vores kæres grav.

 

Han spreder bogstavkornene, fordi han ved, at vi har behov for ordet. Vi ved det måske ikke selv, vi er mistroiske, vender ham ryggen og flygter. Men han står der stadig, han fortsætter med at komme til os. Han vandrer ved vores side. For Ordet er ikke til for Gud, vores tro er ikke til for ham. Han er ikke afhængig af, at vi vender os mod ham med bedende øjne. Han vil os og giver sig selv til os, fordi han ved, at vi har brug for ham.

 

Og vi har brug for ham! Det oplever vi igen. Livet der bliver for stort og voldsomt. Når kærligheden får os til at råbe ud over tagene og invitere alle ind i kirken, for at dele kærligheden med os, og bede Gud om hjælp og velsignelse til, at kærligheden kan bære. Når vi oplever miraklet ved vores børns ankomst. Vi er så fyldte med glæde, og urolige for den ukendte fremtid, kommer vi til Gud, lægger vores barn i hans hænder og beder ham hjælpe os i dåben. Når livet er gråt og trist, og vi har behov for et stille sted at samle sindet, kommer vi ind i de mange kirker, sætter os stille ned, og beder en bøn, stedet hvor vi også samles. Når vi raser over livets uretfærdighed, og i afmagt skriger vores galde og had, til ham, tager han imod. Når vore kære dør, føler vi at Gud tager dem nænsomt med sig og passer på dem.

 

Vi har brug for Gud, om vi vil det eller ej! Vi kan sagtens undsige ham, lade troen være uendelig lille, eller jublende tilbede ham, og smide fornuften overbord. Lige meget hvordan eller hvorfor så er Gud ved vores side, livet igennem. Vi kan vende ham ryggen, men han er der stadig.

 

Disciplene som Jesus fortæller de mange lignelser til forstår dem ikke altid. Selvom de er i inderkredsen og de særligt skal forstå budskabet, så gør de det ikke. De forstår ikke budskabet, og skal have det forklaret gentagne gange. Disciplene som eller burde være vores forbillede for den rette kristentro. Og så fatter de ikke en disse. De spørger igen og igen, kommer med de dumme spørgsmål.

Men de er alligevel vores forbillede. For vi forstår heller ikke altid. Vi bliver ved med at stille spørgsmål, at være i tvivl, at benægte og vende Gud ryggen. Men det er ok, for Gud bliver ved med at sprede ordet.

 

Han ser ikke på om det kan betale sig, om der er nok udbytte af det. Han spreder det overalt. Både i de gunstige og dårlige kår. For Guds ord er som ukrudtet. Det spreder sig og vokser lige meget hvad. Det kan ikke slås ned.

 

Vi er ikke skabt til at forstå alt. Vi er ikke Gud, og meningen i denne verden er ikke os forundt at kende. Vi søger den i alt, i videnskaben, religionen, stjernerne. Og når vi nærmer os meningen en smule, så opdager vi, hvor meget vi overhovedet ikke aner, og aldrig kan finde ud.

 

Mennesket er uforstående. Vi skal ikke være vidende. Vi skal tro, på Gud, på hinanden. Vi skal leve et liv i tillid. Tillid til at Gud står sammen med os, og vandre med os på livets vej, om den er snorlige og nem, eller kroget og besværligt. Med den tro skal vi føre Guds ord, ud i verden, sprede hans kornbogstaver, lære om kærligheden og vise hinanden tilliden.

 

Omfavn alt det vi ikke forstå og lad os i tillid åbne vores ører og høre Guds ord.

 

Amen