Jesus – himmelstigen

Søndagens evangelium

Prædiken 19 søndag efter trinitatis

Jesus udvælger nogle disciple. Han ser dem, kalder dem og de følger ham. De forlader, hvad de var i gang med. Deres far og familie, deres arbejde, levebrød. De lader det blot være og går med. De aner ikke, hvad de går i møde. De ved bare, at de skal følge ham, at hele deres krop og sind, får deres ben til at gå, og så må resten af kroppen bare følge med. De var i tvivl, hvad godt kunne der komme ud af en tømrersøn fra Nazareth, men tvivlen tog de med på sig på vandringen, de lod den ikke stoppe dem.

De møder Jesus og de følger ham – for at møde Jesus er som at se ind i himlen. Det åbner hele ens syn. Alt synes større, mulighederne uudtømmelige, verden som en stor legeplads.

Som når man som barn lå på græsset en sommerdag og bare så op i himlen, så skyerne forme sig som dyr, tænkte at lige nu ligger der et barn på den anden side af kloden og ser op i den samme store himmel som mig. Verden føles i det øjeblik som fyldt med alverdens muligheder, vi skulle bare strække armene ud, så kunne vi røre hele verden.

Nathanael i søndagens evangelium er lamslået over, at Jesus ved, hvem han er. Han føler, at Jesus ser lige igennem ham, ser hele hans væsen, hører hans tanker, han føler sig nøgen og sårbar, men set, genkendt og anerkendt.

Hvad kunne han andet end at svare hans kalden med et Ja, som de andre – Ja jeg følger dig min Herre.

Jesus åbner verdenen for ham med hans gennemtrængende blik, og højlydte kalden, en verden af muligheder, og nye chancer. Han følte sig befriet, og havde en oplevelse af, at først nu kunne han rigtig leve. Under Jesu blik. For at blive set af et andet menneske i kærlighed, er den største gave i verden. Hvor vi end kommer fra, hvad der er sket, hvad vi end har gjort, så åbnes verden, mulighederne ligger foran, vi skal bare starte med at gå, at følge den kærligheds kalden og følge den ud i livet.

Jesus er som stigen. Stigen som Jakob drømte om, stigen som Guds engle går op og ned af. Stigen der går hele vejen fra vores jord og op i himlen. Igennem Jesus kunne Nathanael se ind i himlen. Som Jakob i drømmen, kunne Nathanael se stigen lige ind i himlens port. Jakob drømte drømmen, som var han vågen. Nathanael var vågen, da Jesus kaldte ham. Stigen var lige foran ham, og her begyndte vores liv som kristne, på stigens trappetrin.

Når vi bliver døbt, starter vi på nederste trin af stigen. Vores vej er startet op af stigen. Igennem livet vil vi vandre op og ned af den, nogen gange nærmere Guds himmel, andre gange nærmest denne grønne jord. Livet er denne rejse, denne vandring frem og tilbage. Som døbt stående på stigen er man forbundet med Gud, og har Jesus som grundlag. Man har fodfæste på jorden, med uanede muligheder, hele vejen til himlen.  Som for Simon og Le ligger verden åben for de nye små. Alt godt venter dem, i  livet levet på stigens trin.

På stigen mellem himmelen og jorden kan vi skue de himmelske visioner, det idéele, og leve blandt menneskerne, som er vores villede mening. Bruge de menneskelige muligheder i himmelsk perspektiv.

Det indadvendte og udafvendte. En stræben mod nye muligheder, og en glæde over stilheden i livet. Tid til eftertanke og ro. En søgen efter, hvad vi vil, og hvorfor vi vil, og engagement i ens medmennesker, lyttende, hjertelig og varm. Denne konstante rytme i livet, altid begge dele, nogen gange mere det ene end det andet.

Det evige og det timelige liv levet på stigen mellem den grønne jord og den blå himmel. Blikket rettet opad mod evigheden i håbet om opstandelsen, kroppen trykket op af menneskerne omkring en og glæden over dette jordiske liv.

Jesus kalder os, han viser os vejen, han giver os mulighederne. Han er gået op af stigen, og vil, at vi skal følge ham. På vejen lærer han os det guddommelige i mennesket. At vi alle er uundværlige. At vi alle er uerstattelige værdifulde. Han lærer os, at vi godt kan se, hvad der er rigtig og godt overfor andre mennesker. Han holder os fast på Guds krav om, at vi skal gøre det gode. Og han hjælper os med, at vi ikke kan gøre det gode. Denne evige erfaring af, at vi vil det gode, at vi gør det gode, men at vi også fejler, gør det forkerte, ønsker det onde. Jesus lærer os at rette ryggen, og at fortsætte efter alle fejltrinene. Stadig at gøre det gode, at elske hinanden, at se hinanden, at anerkende hinanden. Han viser os lyset, han giver os det lys, så vi kan skinne for hinanden. Vi står som små fakler på hvert trin op af den uendelige stige, lige ind i Guds himmel.

Jesus forsoner sig med os mennesker. Han forsoner sig med alle vores slette handlinger. Han viser os tilliden til, at vi kan leve livet i kærlighed. Med hans åbenhed og tillid, kan vi intet andet end at følge ham, og vise den samme tillid og åbenhed, overfor alle dem vi møder på vores vej. Vise at vi vil kærligheden, freden og godheden. Tilliden som vi viser andre, får vi igen.

Vi skal leve på jorden imellem kærlige menneskehænder og skue op mod himlen. For her på jorden skal vi hjælpe hinanden med at få Guds vilje til at ske.

Derfor beder vi: Fadervor du som er i himlen, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Amen

 

Efterårets livstræ

Prædiken 18. s.e.trin

søndagens evangelium

Helt tilbage i i gamle dage. Tilbage til dengang, hvor vi første gang ridsede et billede på hulens væg. Tilbage til dengang, hvor mennesket begyndte at vende blikket indad og forsøgte at begribe sit eget liv. Helt tilbage til dengang og lige siden har vi mennesker haft brug for at gøre os billeder af livet. For at indfange livet, rumme det og favne det.

Mennesket har alle dage gjort sig billeder.

Billeder der skulle forklare livet.

Billeder der skulle åbne livet.

Billeder som skulle binde os mennesker sammen, og give os en fælles forståelse for livet.

Et af disse billeder har været træet.

Træet med dets stamme og vildtvoksende grene.

Træet hvis rødder voksede og gemte sig langt inde i jordens indre.

Og træet hvis krone strakte sig op i den himmel, så solen kunne spille i alle dets blade.

Træet som vi også møder denne efterårsaften, igennem Jesu ord ”Jeg er vintræet, og I er grenene”.

Træet viser os med al sin saft og kraft livets forgængelighed og tidens tand. Træet står tungt med grønne skinnende blade om foråret, og får alverdens farver i efteråret og mister til sidst alle bladene, og træet står nøgent, ubeskyttet og skotter sig mod den bidende vind.

I træets stamme kan vi se tidens tand, en ring for hvert år. Et mærke for de mange år, der er gået, som rynker på menneskets ansigt.

I træets samspil af rod, stamme, grene og krone hører mennesket til. Vi sidder og vipper på hver enkel gren og bliver holdt oppe af Guds almægtige rod.

Vi fandt livets sammenhæng ved at se på det store træ og vide, at vi alle er en del af det.

Træ, rod, kvist, grene, blade. Træet er et billede på den store og indviklede samhørighed, som vi mennesker indgår i. Familien, vennerne, relationerne, tiden, traditionerne. Vi tænker nok ikke på alle disse relationer hver enkelt dag, men det er vores livs sammenhæng. Alt det vi deler med dem, vi er forbundne med ud over den ganske klode.

Vi har brug for at vide, at vi hører til et sted. Vi har behov for at forstå vores livs sammenhæng. Vi kan ikke leve vores liv frit svævende uden holdepunkt i noget. Vi skal mærke, at der er fast grund under fødderne, at vores eksistens er knyttet til noget andet, noget mere, noget større.

Træet giver os en fornemmelse af ståsted og rodfæstethed i vores liv. Og som vi sidder som grene i træets top, får vi udsigten til både at række opad og udad. Vi kan række ud i alle de muligheder, de indviklede grene bringer os i vores liv. Med den livsvigtige viden om, at alting har en tid, og at alt menneskeligt er både sårbart og har en begyndelse og en ende.

I disse første oktoberdage kan vi mærke efterårets klare luft. Vi kan begynde at se det væld af farver, som bryder frem i træernes krone. Efteråret er den smukkeste årstid for mig. Her sanser vi mere stærkt og intenst livets forgængelighed, tidens gang, og livets fylde.

Og netop nu i denne tid, hvor træernes farver, og vindens rusken fylder vores dage, hører vi Jesus tale om livstræet.

Og Jesus taler ikke om livets fylde, og årstidernes skiften – nej han taler om sig selv, som det træ Gud plantede i paradiset i tidernes morgen.

Træet som Gud plantede i ønsket om at skabe en jord, en mangfoldighed og en menneskehed, der lignede ham. Dét var træets rod. Gud som den meningsfyldte skaber. Træet skulle vokse sig større, og stærkere, og vokse helt ind i himlen, for intet skal skille denne verdens skabning fra Gud.

Adam og Eva skulle spise af det træ, så de aldrig skulle skilles fra Gud, men leve med ham i al evighed. Det træ bærer ikke døden i sig. Det træ bøjer sig ikke for årstidernes skiften og årringenes fylde.

Men årene gik, og mennesket glemte alt om træet i paradisets have. Men Gud vil, at vi skal huske det, og derfor sendte han sin søn til jorden julenat, og indprentede der i ham, ordene der senere skulle lyde. ”Jeg er det sande vintræ”.

Og Jesus er det sande vintræ. For han er den, der ved sin Faders ord binder os til det livets træ, som har sit udspring og sin rod i paradisets kilde og sin krone i himlen.

Ved vores dåb bliver vi podet ind på det træ, som Jakob, Emil og Noah i dag er blevet podet ind på livets træ. Vi får rodfæste på livets træ, som rækker ind i Guds himmel. Livet er blevet givet til os som en gave. Og vi skal leve vores liv i frihed og med ansvar, men vide, at vi aldrig er alene. Vi er ikke fritsvævende, uanset hvilken vej, vi vælger i livet, uanset hvilke fejl og mangler vi måtte besidde. Vi er alle en del af det træ, som vi blev podet ind på ved vores dåb.

For hver dag der går, vokser vi som grene på stammen. Vi vælger selv hvilken vej vores livsgren skal kroge sig. Gud lader os kender vores hvorfra og hvortil, men vejen derimellem, her skal vi selv vælge. Vidende at han er der til at høre, løfte og hjælpe.

Menneskets lod er tungt. Vores ansvar i vores liv er ikke nemt, og mange gange ville man ønske, at man bare kunne lade stå til, og lade andre bestemme, hvilken vej man skal gå og hvor længe man skal følge den. Og det er især ikke nemt, i vores tid, hvor vi er frie til alt. vi tror, vi skal skabe alt selv, vi tror, vi skal være hele billedet selv. Være selve træet med rod, krone, grene og blade – det hele.

Men hvilket træ er det, hvilket menneske er det?

Intet menneske er det hele billede selv, for da vil vi visne og dø, som grene der ikke bærer frugt.

Vi skal høre Jesu ord til os i dag, som de lød for 2000 år siden. Vi skal høre dem rumle igennem tidernes gang og generationers værk.

”Mit elskede Guds barn – bliv i mig og jeg i jer, for jeg er vintræet og I er grenene. Det lovede jeg dig i din dåb, og det lover jeg dig nu. Gå herfra i dag med den vished, at jeg vil bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid. Og lev på mit mægtige Ord, som taler til dig som til alle. Dit navn er allerede i min livsbog indskrevet”.

Amen.

Efterårets påske

Prædiken til 16 søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium til 16.s.e.trin i johannesevangeliet kap 11 vers 19-45: 

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45

Amen

Forår midt i efteråret

Det er påske! Ja man skulle næsten tro det på nogle af de varme dage vi har os, og vejret er da også noget forvirret. Pludselig skyder små anemoner op langs hækken. Men når vi så rejser hovedet ser vi de brune og gule efterårsblade på træerne og efterårsæblerne der hober sig op på æblegrenene.

Forvirring er stor og den bliver ikke mindre når vi hører dagens evangelium.

Endnu en der rejser sig fra sin grav. Men er det ikke kun Jesus forundt at rejse sig fra sin grav og gå videre? Her er det et helt almindeligt menneske Lazarus, død i fire dage, der skal rejse sig nyskabt fra sin grav og leve på jorden mens hans dage går.

Påske eller efterår? opstandelse eller opvækkelse? Det er nogle af de spørgsmål jeg vil berøre i dag.

Påske eller efterår?

Bibelen er sat sammen som en fortløbende fortælling med en start, en midte og en slutning, og vi læser den også oftest som sådan. Den starter med verdens skabelse, stamfædrenes færden i Israel som vi hører om i det Gamle Testamente og i det Nye Testamente starter det med Jesu fødsel, hans opvækst, hans færden på jord, hans pinsel og til sidst hans død.

Men her i kirken hører vi ikke fortællingen fra start til slut som den er samlet i vores bibel. Her i kirken får vi fortællingerne spredt ud over hele året. Et stykke her og et stykke der. Fortællingen er brudt op og sat sammen på en ny måde – det for at vise og fortælle en anden fortælling!

En anden fortælling der illustrerer noget helt essentielt for os.

I kirkeåret har vi de store højtider: Advent, Jul, påske og pinse – som handler om Jesu liv og død og så følger en laaaaaang tid i kirkeåret hvor fokus ikke er på Jesus liv og død – men på os!

Hele den lange trinitatistid fra pinse og til advent handler om os. Trinitatistiden er vores liv som konsekvens af fortællingen fra advent til pinse. Vores liv som konsekvens af Jesu liv og død. Vores liv som konsekvens af at Gud lod sig komme på jord og dermed ændrede vores liv helt radikalt.

Og det ændrer hele vores syn på hvad det egentlig er Lazarus-fortællingen handler om! For pludselig er det ikke en mærkelig historie om, at Jesus fik en mand til at rejse sig fra graven og gå ud, stadig stinkende som lig, men hvide lagner flagrende om kroppen. Nej pludselig er vi Lazarus i fortællingen og Jesus får os til at rejse os og gå nyskabt videre i vores liv.

Jesus udvirker ikke bare et mirakel på en enkelt mand, men han udvirker et mirakel på alle mennesker herefter.

Og miraklet er ikke at vi skal rejse os fra vores grav som zombier. Nej konsekvensen er at vi bliver opvakt i vores liv. Vi kan rejse os og gå nyskabt videre. Vi kan bryde mørkets skal og komme ud i lyset. Vi kan sprænge ensomhedens lænker og gå ud i fællesskabet. Vi skal vende ryggen fra vores aflukkede mørke grav og vende ansigtet mod fællesskabet, lyset og livet.

Håbet i vores tro skal være, at der er en der kalder på os, som Jesus kalder på Lazarus – og det håb bærer os igennem livet. Det er det håb vi konstant vender tilbage til. Det håb vi bliver bekræftet i, og desværre også skuffet ved til tider. Men håbet skal være vedvarende livet igennem.

Når vi kigger på de spirende anemoner og de brune og gule efterårsblade og mærker forvirringen, så ser vi påsken i efteråret. Vores påske midt i den mest usandsynlige tid. Vores forår midt i efteråret.

Opstandelse eller opvækkelse?

Der er en stor forskel på Lazarus opvækkelse, Jesu opstandelse og vores opvækkelse midt i livet.

For Jesus opstår. Han opstår af egen kraft fordi han er Gud, og han opstår fuldt for derefter at forsvinde helt. Jesu død bliver annulleret. Han skal ikke som os mennesker dø bort. Jesus skulle dø, for at kunne opstå.

Men Lazarus bliver opvakt. Han gør intet af sig selv. Hans opvækkelse kræver Jesu ord for at kunne ske. Var Jesus ikke kommet var Lazarus aldrig vandret ud af graven. Og måske vigtigst af alt. Lazarus snyder ikke døden. Hans død bliver udskudt. Han får ikke givet evigt liv her på jorden. Han får mere tid her på jorden.

Lazarus historie er ikke en fortællingen om, hvad der skal ske med os når vi dør, men om at vi hver eneste dag er henvist til, at vi får livet igen. Det bliver givet os gang på gang. Ved hvert et smil, hver øjenkontakt og venskab.

Og det betyder for os, at vores opvækkelse her i livet kræver fællesskabets ånd. Vi kan ikke give os selv mere liv, nyt liv uden hjælp fra andre. Vi er ikke herre over vores eget liv. Vi kan ikke blot tage os sammen og komme ud af sorgen eller depressionen. Vi er afhængige af hinanden – vi behøver hinanden- fællesskabet er vores stærkeste kraft os imellem.

Vi kan ikke selvudvikle os ud af de mørke skygger. Men vi kan kalde på hinanden som Jesus gjorde ved Lazarus grav. ”rejs dig og kom herud”.

Ved det kald mærker vi troens kraft og fællesskabet, der blidt bærer os ud i lyset.

Trinitatistidens mange lignelser og fortællinger handler om netop det. Fællesskabets kraft. Vores tro der er båret af håbet om, at vi må høre en stemme fra fællesskabet, der kalder os ud i lyset.

Vi kan ikke være os selv nok. Livet på jorden ville være fuldstændig meningsløst, hvis vi var vor egen herre og ikke havde behov for andre. Hvorfor så fortsætte? Vi vil hinanden i kærlighed, venskab og fællesskab. Vi bliver større og stærkere heri.

Salmedigteren Jens Rosendal udtrykker det kraftfuldt i sidste vers i den næste salme:

Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Amen