Vandringen tilbage til livet

21. s. e. trin 1. række. Afholdt i Lisbjerg kirke 29. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. 
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

prædiken

Hvad ville du gøre hvis dit barn var syg?

Blev vi hver især spurgt om det, vil de fleste svare, alt hvad der står i min magt.

Jeg vil kæmpe og kræve, jeg vil ofre hele mit eget liv, for at mit barn kan få det bedre.

For når vi står ude i det mudrede liv, hvor alt er mørkt omkring os og vores kære lider, så vil vi så gerne fjerne al smerte og lidelse.

Det vil den kongelige embedsmand i dagens evangelium også. Han vil fjerne sin søns lidelse og han går til manden, han har hørt Jesus kan udvirke mirakler. Og han afkræver, at Jesus skal komme med ham og redde sin søn. Men Jesus svarer ham blot ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Manden afkræver ham igen at han skal komme og anden gang svarer Jesus – ”gå hjem din søn lever”.

Den kongelig embedsmand har rejst så langt, kæmpet sig vej. Gået imod sin egen sunde fornuft og opsøgt en mirakelmand.

Og manden gør som sagt. Han tror på Jesus, vender om og går hjem. Han begynder vandringen. Vandringen ud i uvisheden og usikkerheden. Vandringen mod håbet.

For han tror på Jesus og går hjem. Men sikkerhed har han ikke fået. Han kan reelt ikke ane, om han kommer hjem og finder sin søn død eller levende.

Har han mon gået med tunge skridt og tvivlende hjerte eller let løbende skridt og et håbefuldt smil?

Hvornår begyndte din vandring og mod hvad?

Vi står der ofte selv. Midt i uvisheden hele tiden fanget midt imellem tvivlens nagende skepsis og håbets lysende skær.

Og de tunge skridt brydes af de løbende fødder, skifter konstant, der midt i vandringen ud i det uvisse. For vi er ikke givet en sikkerhed her i livet. Vi er ikke forundt at tegn og undere at se. Vi har kun håbet.

Der sker en stor forvandling med den kongelig embedsmand idet han bliver tiltalt af Jesus.

Han kommer som en kongelig embedsmand. En mand med stort ansvar, fornuft og forstand. Men da han bliver tiltalt – Gå hjem, din søn lever bliver han til faren. Faren med det blødende, håbefulde hjerte.

Han bliver skrøbelig og afmægtig og kan kun begynde vandringen hjem.

Vi mennesker er skrøbelige væsener. Intet er givet os. Vi kan aldrig være sikre på sundhed og forstand. Sygdom og ulykke kan ramme os alle, upåagtet hvordan vi opfører os, beskytter os, forsvarer os.

Og netop der på livets stormfulde vande mærker vi, at vi kun har troen tilbage.

Og så henvender vi os til Gud. Vi afkræver ham mirakler og trygler om at vende det onde til det gode.

Og der får vi ikke blot givet et klart svar.

Mange oplever, at de råber ud i et tomrum, at ingen svarer dem, og når man ikke får det svar man så desperat behøver og ønsker, kan det føles som at ingen lytter. Så gør dog noget! Hør dog på mig!

Og vi må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde den elskede i hånden. Vi mærker at sygdom ætser kroppen væk. Vi ser Den elskede gå sin vej.

Hvor var Gud? Hvorfor hørte han ikke vores bøn? Og kan vi så overhovedet tro på ham mere?

Og der i mørket, kan det føles som om, at Gud er væk.

Og hvorfor svarer Gud ikke? Hvorfor får vi ikke det svar som faren gjorde i dagens evangelium. Gå hjem din søn lever.

Er det fordi vi ikke tror nok? Spurgte vi ikke på den rigtige måde?

Og hvorfor skal nogen opleve lidelse og andre gå igennem livet tilsyneladende smertefrit?

Det svære svar ligger lige der foran vores fødder. Vi kan ikke handle med Gud, vi kan ikke afkræve ham mirakler ud fra hvor meget vi beder og hvor meget vi tror.

Og selvom vi føler vi ikke får et svar, og ikke kan høre noget. Så er vi givet livet. For alle ulykker er ikke en straf fra Gud. Ingen lidelse er retfærdig og vores egen skyld.

Du er ikke din egen lykkes smed. Du kan ikke fjerne al lidelse og mørke, ved at kæmpe og afkræve.

Vi får et svar fra Gud. Vi hører det igennem Jesus mund i dag, og det svar lyder til os hver eneste dag. – Gå hjem til livet.

Også til det liv hvor lidelsen er. Gå ud i livet, hold din elskede i hånden. Håb og tro og elsk. Fyld livet ud med kærlighed og lys.

Begynd din vandring ud i det uvisse og usikre liv. Der hvor tvivlen og håbet får vores ben til både at føles tunge og lette.

Vi er givet livet hver eneste dag – hver dag skal vi fortsætte vores vandring, og vi vil opleve lidelse og smerte og vi vil opleve lykke og kærlighed der i vores livs vandring.

Faren fik ingen beviser, han fik kun ordet at gå hjem på.

Midt i alt det svære og meningsløse, kan vi ønske os et quick fix. Et hurtigt og lindrende løsning. Men her bag kirkens tykke mure, får vi ikke det.

Her får vi kun det langsomme livgivende ord. Ordet der skabte verden og livet. Orden vi er skabt på og skal leve ved.

Begynd din vandring – gå ud i livet med kærlighed og håb.

Amen

Den tavse mand

20. s.e.trin 1. række – Afholdt i Lisbjerg kirke 22. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Matt 22,1-14

Prædiken

Den tavse mand

Nogle gange ville jeg ønske jeg ikke skulle på arbejde. Og jeg må indrømme, at i dag var sådan en dag. Sådan en dag, hvor jeg virkelig skulle tage mig sammen. Ja sådan har det faktisk været hele ugen. For dagens evangelium har sat sig på tværs i mig. Det har forstyrret og irriteret mig. De sidste sætninger presser sig på og forstyrrer mig.

Men jeg er kommet alligevel i dag. Fordi det skal jeg og fordi det ikke ville hjælpe på min anfægtelse at blive hjemme under tæppet og den spindende kat.

Det der rykker i os og forstyrrer os, må vi gå i rette med. Så det vil jeg forsøge at gøre.

Det er ikke sikkert at det lykkes, måske er jeg og måske også jer uforløste efter denne time sammen. Men det er ok. Vi er i det sammen og det er i sig selv en trøst.

Gud er kærlighed

Det er netop det der anfægter mig. Gud er kærlighed, men i evangeliet hører vi i dag om en konge, der inviterer til bryllupsfest. De første han inviterer, vil ikke komme, og han bliver så vred, at han brænder deres by ned, derefter sender han sine tjenere ud for at hente andre gæster, for fest skal der være. Og de andre gæster kommer, men da kongen kommer, ser han en gæst der har ikke festtøj på; og på spørgsmålet om hvorfor, tier han blot. Kongen bliver igen så vred, at han smider ham udenfor.

Den altoverskyggende vrede, der fylder det hele og som dømmer hårdt.

At blive dømt ude.

Og det er det, der til at starte med anfægter mig. Er Gud den konge, der dømmer os så hårdt? Bliver vi smidt ud i kulden, hvis vi ikke har den rigtige festdragt på? Bliver vi smidt ud, hvis vi ikke svarer på hans kalden. Kan vi virkelig gøre noget der smider os ud af Guds kærlige og nådige favn? Det er ikke den Gud, det evangelium vi tilsiges.

Eller er Gud den konge der insisterer på at invitere og holde fest og bliver ved og ved. Han bliver med at kalde på os, selv om det er besværligt. Selvom vi afviser eller tropper ud med ligegyldighed og tavshed.

Vi er båret af Gud

Kaldelsen sker hver dag hele tiden, hele livet igennem. Vi bliver konstant inviteret til livet af Gud. For vi er i en verden, der insisterer på fest. Men vi er også i verden, der fyldes af det mørke og onde.

Vi er i en verden hvor krigene farver jorden rød af uskyldiges menneskers blod. Vi er i en verden, hvor ondskaben, fornedrelsen og mørket nogle gange synes altoverskyggende.

Vi er i et liv, hvor mørket også fylder os. For vi bærer selv rundt på alt det svære og mørke. Vi bærer på byrder der er så tunge at vi ikke kan stå oprejst altid.

Svøbt i Guds kærlighed

Kongen bliver så vred på manden der tier. Og når min anfægtelse har lagt sig en smule, ser jeg den tavse mand. Hvorfor er han ankommet uden festtøj, og hvorfor tier han?

Er han os? Kommer vi til festen helt forkert klædt på? Og hvorfor siger han det ikke bare? Hvorfor tier han?

Den tavse mand – manden der slet ikke var klædt på til fest. Hvor ofte har vi mennesker ikke stået i en situation, vi slet ikke var klædt på til. Jeg tror det er vores livsvilkår.

Og han tav. Han kunne have sagt og forklaret. Der kan være så mange grunde til at han slet ikke var klædt på til situationen. Han havde været helt nede i sølet og vende. Festtøjet passede slet ikke mere og var blevet for stramt og snævert i det liv der var hans. Syningerne var gået op, nærmest krakeleret. Han kunne ikke mere. Han kunne have sagt så meget, men han sagde intet. Han tav. Hvor der skulle have været mund og mæle, var der blot tavshed.

Og hans tavshed var det eneste der stod tilbage og fyldte hele festen, hele rummet. En dræbende tavshed.

Jeg tror vi alle kender den.

Den dræbende tavshed, der er helt tyk og kvæler al luften i rummet. Der hvor vi ved at der skal siges noget, at vi skal svare. Men ingen siger noget. Ingenting kommer ud

Den dræbende tavshed som virkelig kan binde os på hænder og fødder og kaste os selv og andre ud i mørket udenfor.

Intet menneske kan bære sig selv

Gud er kærlighed, Gud bærer os og indhyller os i kærlighed. Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Og alligevel hører der nederlag og forfald til det at være et menneske i dette liv.

Mørke gråd og tænderskæren.

Nogle gange falder et menneske voldsomt og hårdt. Men ikke så langt at vi ikke kan rejses op igen.

Indimellem går et hvert menneskeliv under, men aldrig så meget under, at vi ikke lander i, bæres -og omsluttes af Guds kærlighed.

Gud inviterer til fest. Gud vil os. Gud vil relationen med os mennesker, også der hvor det er besværligt. Og når vi tier og ikke er klædt på, så indhyller han os i kærlighed og bærer os.

Vi er kaldet til dette liv og Guds kærlighed og nåde når os hver dag i det liv der er dit, der hvor vi roder rundt nede i mærket, står udenfor fest, og når vi står tavse.

Og vi mærker det, hver gang vi mærker at vi har noget at sige til den anden. Når vi hjerte bobler over med ord og lyd. Når vi feststemte tropper op for at fejre kærligheden vi mærker omkring os- når vi indhyller hinanden i kærlighed og mærker at vi bærer med på andres smerte og mærker at de bærer med på vores.

For vi har alle sammen noget at sige.

Manden tav, men lad os øve os i, så vidt muligt ikke at gøre det samme, men lukke op og lukke ud, og sige til, og tale og synge med, med hvert vores næb.

Jeg er glad for at jeg kom i dag. Min anfægtelse har lagt sig. Måske handler det om blikket vi ser med. Ser vi den vrede og dømmende Gud, eller ser vi den tavse mand og mennesket i ham? Hører vi kaldelsen til livet og kærligheden der er deri.

For Gud er kærlighed,

Vi er båret af Gud

Svøbt i hans kærlighed

Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Amen

Alt det skabte

Maria Bebudelsesdag 2. række. Afholdt i Skejby og Lisbjerg kirker 3. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Skejby/Lisbjerg kirke, og mange andre kirker og bygninger i Århus har været badet i grønt lys siden tirsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille, og frygtet hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved forældrerskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt. Og måske kan vi se et forbillede i Maria der modtager sin skæbne.

Maria der accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske kan vi tage det med os, at vi erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Opstandelsen er lige her

Påskedag 2. række – Afholdt påskedag 2022 i Skejby og Lisbjerg kirker

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Prædiken påskedag

Opstandelsen skete påskemorgen dengang. For flere tusind år tilbage. I en anden tid, et helt andet sted på kloden. Et sted der er så fremmed og langt væk fra vores smukke hvide kirker, vores gule påskeliljer, små oblatbrød og høj salmesang. Opstandelsen skete dengang lige uden for Jerusalem, en søndag morgen, hvor solen skinnede højt på himlen, hvor varmen slog omkring dem, og klippehulen, hvor Jesus skulle have ligget larmede med sit kolde og tomme og mørke indre.

Nogle kvinder kom ud til graven og fandt den tom. For opstandelsen var sket. Det var overstået.

Det er så lang tid siden, og hvorfor al den opstandelse over en mand der står op og går ud fra gravens mørke og ind til solens stråler?

Fordi opstandelsen også er her. Opstandelsen er lige her.

Opstandelsen er derude på graven, hvor en mor stod denne vinter iført hue og vanter og forsigtigt plantede et frø på sin elskedes grav. Hun trodsede kulden og stod der i blæsten og kulden. Fordi hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at komme til graven lige den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun et frø. Hun gjorde det med den skrøbelige men livgivende tro på, at det frø en dag ville bryde op gennem jorden og spire og blive til nyt liv. Hun gjorde det med den vigtige og trøstende fornemmelse, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er mere.

Opstandelsen er der når vores ideer og tanker bliver til planer, planer der lykkes, planer der former sig og giver nyt liv. Opstandelsen er der hvor livet pludselig føles stort.

Opstandelsen er der i foråret, hvor to unge blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til anden, og den anden kigger op og ser det. Og der sker noget. Uden sprog måske. Og siden med mange ord. Tiden står stille dem imellem, og stå bliver den deres. De to har hver deres historie, med glæder og sorger og svigt og angst, med sig – men i dette øjeblik sker der noget nyt – og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er lige der ved sygelejet, hvor kvinden passer sin syge mand. Han har kræft, og han har ikke været oppe fra sengen i ugevis. Han sover dårligt om natten. Spiser næsten ikke og drikker kun lidt. Hun er ikke ung længere. Det er hårdt. Hun mangler søvn, spiser ikke ordentligt. Og hun er ved at miste.

Men han er der. De er der sammen. Medgang og modgang. Med sagte skridt bliver hun ved og ved at vandre ved siden af sin mand på vej mod afslutningen på hans livs rejse, og deres fælles liv.

Opstandelsen er svær at se for den unge mand, der ligger i sin seng på syvende uge. Når han ikke ligger på gulvet i fosterstilling. Angstgrå. gardinet er trukket for, tallerkner og uspiste madrester ligger i køkkenvasken og støvet hvirvler i den lille solstribe der trænger ind. Han er tom, mørk og kold. Han mangler gnisten og modet på livet. men han kan ikke sige hvorfor. Kun en ting holder ham mærkeligt oppe … det er som om der er et par stærke arme under ham. Og han ved et sted, at andre har lidt før ham, og at de lever endnu. En dag står han op fra sin seng og lader solstriben fylde hele rummet. Det er ikke ham selv der gør det.

Opstandelsen er der hvor sorgen har ligget tungt og kvælende om den unge brud. Der hver dag stirrer fortabt på skabsdøren hvor den aldrig brugte kjole hænger. Bruden er blevet bleg og kærlighedens smil og latter er blevet dybe furer om munden. Bruden der ligger i sin seng og stille åbner øjnene efter den første nat i lang tid med rolige drømme og ser den blå himmel og de ny udsprungne anemoner uden for terrassedøren. De dybe furer vender sig i et smil og hun tænker sikken morgen.

Opstandelsen kom en dag til manden der havde hadet Gud og råbt og skændtes med ham mange gange i livets løb. Da han mod sin vilje sad på den bagerste række i kirken og nødtørftigt mimede salmernes ord og ved en pludselig tanke gik med til nadver. Som han gik mod alteret følte han himmelen blæse ham igennem og alle de mange vrede ord og råb til Gud var væk. Han mærkede kærligheden og glæden strømme i ham og kunne nedelig knæle skulder om skulder med de andre og få tilgivelsen i form af en tør oblat og lidt druesaft. Han knælte og mærkede skuldre synke roligt.

Opstandelsen er lige her. Barnet der havde en forfærdelig barndom uden kærlighed og omsorg, men fyldt med hårde ord og hårde slag. Barnet der vokser op og vender al det had til kærlighed og giver al det tilbage til andre der mangler og søger omsorgen. Opstandelsen er lige her når barnet kan give alt det liv tilbage som nogen fra det på onde dage. 

Opstandelsen skete dengang for flere tusind år siden i et land langt borte. En grav var tom, kun fyldt af sollyset der oplyste det mørke rum, der skulle have været mørklagt for evigt. Og opstandelsen sker lige her omkring os. I de ansigter du møder på din vej. I dit eget liv. Opstandelsen er også mulig for dig. Opstandelsen sker hver dag, hvert øjeblik verden over i de levende menneskers historie. Opstandelsen er lige her, hvor livet vender tilbage.

Amen.

Har jeg ret til at være her?

18. s.e.trin 2. række. Afholdt 16. okt 2022 i Lisbjerg kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11

Prædiken

Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

Det var en solrig formiddag, vinden blæste og udenfor vinduet stod æbletræet med smukke røde æbler. Grenene bøjede nedad tyngede af vægten af de saftige æbler, man kunne næsten smage saften fra æblernes gule kerne.

Overfor sad en ung kvinde i min familie. Hun var tydeligt træt, havde sorte rander under øjnene og hænderne lå slapt i skødet. Hun virkede modløs og indelukket. Hun havde ikke mange ord at give af, og selvom jeg ville ønske at jeg kunne fjerne det åg der tydeligt lå på hendes skuldre og give energi til hænderne, så kunne jeg kun give hende min tid og lyttende ører. Hun begynder stille at tale, fortæller at hun er træt, har fået angstanfald, at hendes krop ikke virker som den plejer. Hun er begyndt på behandling for depression. Jeg kan mærke at hun har et spørgsmål der presser sig på, men som er uendelig svært for hende at få sagt.

Til sidst kommer det dog alligevel frem.

”Har jeg ret til at være her” spørger hun mig?

Et brutalt og sårbart spørgsmål. Og min indskydelse er at svare ja selvfølgelig har du det. For det har hun selvfølgelig. Vi har alle ret til at være her. Men hvorfor stiller hun det spørgsmål? Hvorfor er hun i tvivl om en så grundlæggende ting som vores eksistensret? Og hvem eller hvordan kan hun blive forsikret i at der er en plads her i verden til hver enkelt af os.

I disse dage tales der meget om unges mistrivsel. Halvdelen af alle unge mistrives, de har psykiske udfordringer, og den ungdom man kunne ønske var fyldt med lethed, kys og glæde, fyldes op af angst smerte og skam.

For hvorfor mistrives de unge? Hvad er det der gør livet så svært for dem?

Jeg tror det er vores tids og kulturs tendens til at anskue, at alle er sin egen lykkes smed. Vi er i årevis blevet tudet ørerne fulde med, at man kan hvad man vil, at man bare skal drømme stort og vildt, og så gå efter det. Og det er en stor løgn vil jeg mene. For vi kan ikke alle hvad vi vil. Vi møder konstant forhindringer og bliver fundet for let.

Og denne frygt tror jeg er med til at unge mistrives. Konstant skal de kæmpe mod sig selv. For når de bare skal drømme stort, så er det hele også op til dem. De alene skal være garanter for at lives lykkes og bliver perfekt. Og når de så fejler kan de kun skyde skylden på sig selv.  Og den frygt fører til skam, fører til en tvivl på ens egen ret til at være her, og en tvivl på hvor ens plads er her i livet.

Når vi ser os selv som individuelle træer, der skal skabe frugter helt af os selv lægges et tungt åg på skuldrene, og vi frygter ikke at lykkes, ikke at bære frugt, at blive forkastet, skåret fra og smidt ud.

I evangeliet i dag hører vi at Jesus er det sande vintræ og vi er grenene. Se det for jer et træ med stammen solidt plantet i jorden, grene der stiger ud fra stammen, tykke og store, små og tynde, med blade på, med frugter på. nogle grene fyldt med blade og frugter, andre golde og ufrugtbare.

Hvilken gren er du? Er du den tunge gren med masser af forgreninger på, grenen der er grundstammen for mange andre nye grene? Eller er du den lille nye gren, helt grøn indeni med nye skud strittende på stammen? Eller den tommegren, helt grå og gold indeni, uden liv?

Og føler man sig som den golde gren eller frygter man at blive det, vil billedet af vingårdsejeren måske fylde mest i vores hoved. Vingårdsejeren der går rundt imellem træerne med saven over skulderen, parat til at skære de ufrugtbare grene af, så de falder til jorden, samle dem sammen og køre dem til forbrændingen.

For bærer vi nok frugt? Har vi værdi i samfundet, har vi gjort nok gode gerninger? Er vi gode nok mennesker? Har vi en plads i verden? Har vi ret til at være her?

Men var det det Jesus sagde?

Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

At bære frugt er ikke vores egen præstation. Frugten kommer ikke af, at vi er gode mennesker, at vi har nytte og værdi. Vores plads i verden skabes ikke af os selv og vi kan ikke give os selv ret til at være her. Frugten kommer af, at vi som grene tager imod det, som Jesus giver os. Når vi begynder at være det, vi er! Grene på Jesu træ. Når vi tager imod det der gives os, hans kærlighed, hans velsignelse, hans trøst. Vores plads i verden er at være en del af træet. 

Grene kan ikke og skal ikke sætte frugt af sig selv. Og det kan vi heller ikke.

Vi er grene der forvildes til at tro vi skal være træer, individuelle enheder afkoblet fra andre.

Frugten kommer når vi indser at vi er grene, forbundet med andre mennesker.

Med billedet af træet vises vi, at vi er forbundne – vi står aldrig alene. At vi ikke skal bære eller være alting selv, men vi er bundet sammen med andre, og vi får næring af den saft og liv der gives os gennem kærligheden, gennem Jesus.

Jeg er vintræet, I er grenene, sagde Jesus. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.

Vi trænger til aflastning. Vi trænger til at høre ordene engang til og lade dem synke helt ind. Vi er grene – ikke træer. Vi er ikke alene om vores liv. Vi skal ikke bære os selv, og vi skal ikke præstere selv. Og der forventes aldrig det umulige. Vi må være grene på Jesus. Leve vores liv med dét udgangspunkt.

Fra ham strømmer Guds kærlighed, nåde og omsorg ind i vores årer – ind i vores liv. Der kommer ikke nogen vingårdsmand og skærer os af, kasserer os. Vi hører til hos Ham. Han ser på os med et kærligt og nådigt blik, og dét blik, trænger vi til også at bruge på os selv.

Har jeg ret til at være her? De ord har runget i mit hoved lige siden.

Ja siger Gud, du er mit elskede barn.

Som faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer, sagde Jesus. Bliv i min kærlighed.

Amen