Så står vi her igen. Endnu et pressemøde, endnu en gang stramning i restriktionerne. Endnu en gang er optimismen og håbet lidt sværere at skue. Et nyt ord er meldt sig på banen corona-tristhed. En tristhed som vi nok alle føler i større eller mindre omfang. En frustration og modløshed. Hvordan vil det gå? Hvor længe vil der gå? Hvordan bliver efteråret, vinteren? Hvad med julen? Hvordan skal vi komme igennem det her sammen, når vi nu igen netop ikke må være netop det – sammen?
Vi skal passe på os selv og hinanden, ved at trække masken over næsen, holde afstand og hilse med et nik.
Vi savner kram og fællesskab, vi savner at gå frygtløse ud i verdenen og møde den anden med løftet blik og udstrakt hånd.
og midt i denne modløshed og mangel på håb kan vi ikke engang være fælles om det. For vi er ikke enige. Er maskerne gode eller ej, går Mette F og co for vidt? Eller går de ikke langt nok i deres restriktioner. Det begynder at blive sværere og sværere for os alle at navigere i. flere aftenener lægger jeg mig til at sove med et stille håb om at når jeg vågner er vi et år længere ude i fremtiden, hvor vaccinen er fundet og glæden og frygtløsheden er tilbage.
Og dog for jeg tror også på at denne tid giver os noget. Viser os andre sider af samfundet og os selv end vi normalt ser. Tvinger os til at leve i verdenen på en anden måde og det tror jeg på kan være godt.
Da jeg sad og læste evangeliet igennem denne uge. Gav det slet ikke mening. Jeg kan ikke få det til at relatere til den verden og situation vi befinder os i netop nu. Det er en tung doms tekst, der er svær at få helt styr. Ulydighed, frafald, dom og fortabelse – det er temaerne i Jesu lignelser. Og der er den første tolkning at epidemien verden oplever nu er Guds dom over mennesket for al det ulydighed og syndighed. Og jeg ved ikke med jer, men det er ikke den Gud jeg tror på og prædiker om. Jeg tror ikke på en Gud der dømmer os alle til fortabelse eller straffer os. Jeg tror på en nådig og barmhjertig Gud, der hjælper os og lider med os i denne verdens ulykkeligheder store som pandemier, små som hjertesorger. Hvor er den Gud i evangeliet i dag? Jeg må sige at jeg ikke helt kan finde ham i Jesu lignelser, men da jeg læste den første læsning nemlig epistelteksten fra romerbrevet, fandt jeg ham. Den nådige og barmhjertige Gud, der lader barmhjertigheden falde over de ulydige, og med de øjne giver lignelserne lidt mere håb.
Vi lever i en tid hvor den vigtigste autoritet er os selv, vi er så vant til at gøre, hvad vi selv gerne vil. Og vores mavefølelser tillægger vi stor værdig og bestemmelse. Måske netop derfor er det også svært i denne tid. For vores selvbestemmelse bliver gang på gang indskrænket til fordel for vores fælles bedste. Du skal ikke gå med mundbind for at beskytte dig selv mod en usynlig sygdom, du skal gå med mundbind og holde afstand for at passe på os alle sammen. Individets ønsker og behov må vige tilbage for fællesskabet.
Og midt i vores selvbevidsthed og indvidualisme så bliver vi netop under sådan en pandemi smertelig bevidst om at alt ikke er i vores hænder. Vi kan ikke selv bestemme om vi rammes af sygdommen, som vi
ikke kan bestemme kærlighedens veje, eller dødens komme. For i sidste ende ligger udfaldet ikke hos dig.
Her kan vi kun tigge og bede og ønske os det bedste, hvad end det måtte være. Her er kun os, hver enkelt af os, alene i en bøn til Gud; hjælp mig…
I forholdet til Gud er vi tiggere. Vi rækker vore hænder frem og tager imod det vi får. Nogle gange med stor fornøjelse, fordi det vi får er lykke, glæde og kærlighed; andre gange kun modvilligt, fordi det der smides vores vej er smerte, sorg og ulykke.
Vi bestemmer ikke selv, vi vil gerne. Og det ville de to brødre, der svarede ja og nej, og så alligevel gjorde det modsatte, også. Vi er de to brødre, dem begge to på én gang. Ja og nej, men du bestemmer ikke over mig, så jeg gør alligevel hvad jeg finder bedst!
For vi stoler på os selv, først og fremmest, det har vores antiautoritære samfund lært os. Og det er både godt og skidt. For selv i en tid hvor det lave selvværd, stress og svigtende selvtillid næsten er blevet folkesygdomme, har vi svært ved at give faklen fra os og lade os lede af andre. Lade os lede af Gud.
Vi sender bevidst eller ubevidst en bøn op til Gud: Hjælp mig Herre, Jeg rækker mine hænder frem. Og svaret på bønnen er altid” Jeg er her ved din side, stol på det, tro det”.
Men det kan være uendelig svært at tro på, for det er ikke altid vi kan høre svaret i suset fra denne verdens larm og vores egen højlydte stemme.
Denne ene bror sagde ja, den anden sagde nej og begge gjorde de det modsatte af hvad de havde sagt.
Og sådan er vi vi siger et og gør noget andet og det kan skifte fra dag til dag. For vi vil både vores eget bedste og fællesskabets bedste. Vi ønsker ikke at nogen bliver syge, men samtidig er det umanerligt irriterende at have maske på i Føtex. Vi står og vakler og ved ikke hvad vi skal gøre, hvem skal vi følge vores egen lyst og vilje eller det der er bedst for de andre? Eller skal vi følge alle de andre der gør hvad de selv vil, eller den ene regeringsleder der udstikker restriktionerne?
Hvilken bror er vi? Ham der siger nej og gør det alligevel, eller ham der siger ja og ingenting gør? Og hvem har mest fortjent Guds barmhjertighed og nåde? Jeg tror de begge har. For Guds kærlighed og barmhjertighed er at han er med os alle dage, både de gode og glædelige og de svære og umulige, hvor det føles som om verden er i brand. Vi kan kun række hænderne frem mod den Gud vi tror står ved vores side, uden afstandskrav eller maske på.
Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Far, Gud, søn og Helligånd. Amen
Marie-Louise Lieberoth Wadum 