Se din konge kommer til dig!

1. søndag i Advent 2. december 2012

Søndagens evangelium

    Prædiken: Han sætter sig op på æslet, det er ikke så stort, virker alt for skrøbeligt til at kunne bære ham, men han ved, at det det kan holde til det. Æslet er et stærkt dyr, der kan bære mange kilo. Et rigtigt arbejdsdyr, som er helt nødvendigt, men et slidt lille dyr, der knokler og slider. De har lagt deres kapper på æslet, for at han ikke skal blive beskidt af den. Egentlig ret lige gyldigt, men hvad, det var jo pænt af dem. Æslet begynder stille at gå, og hans rejse ind mod byen begynder. Han er fyldt med spænding og forventning. Han ved at noget stort skal ske, han ved ikke præcis hvad, men han kan mærke forventningen i hele kroppen. Og Gud hans far har talt til ham mange gange, beroliget ham, og sagt, at det nok skal gå, at han ikke skal frygte noget, bare gøre det. Han begynder at kunne se byen, der troner frem foran ham, byen er fyldt med mennesker her op til den jødiske påske. Der er en voldsom larm rundt om ham, grenene der knækker under æslets vægt, folkene der går foran ham og råber Hosianna. En voldsom larm, men jo en glædelig larm. De er så glade og forventningsfulde, for han har fortalt dem mange gange, at noget stort skal ske, og han ved, at de håber på at han skal redde dem fra romerne, at han skal væres deres nye frelser med sværdet. Det ved han godt ikke sker. Han skal ikke have sværdet i sin hånd. Ingen kampe skal vindes ved at føre krig. Det er sådan set det, han har sagt til dem et ton af gange, men de forstår ikke altid, hvad det er han prøver at forklare dem, men så må han jo bare prøve igen. Pludselig er de fremme ved porten, og hans bryst snører sig til, nu sker det, nu er tiden kommet… —- Og her efterlader vi Jesus lige ved tærsklen til Jerusalem, lige før påsken. Vi har den samme snørende følelse i brystet. Forventningens glæde, og forventningens sorg. For vi ved, hvad der sker efterfølgende. Men her hvor vi står 1. søndag i advent små 2000 år senere, ser vi det i et helt andet lys, end folkene der går foran og råber Hosianna. Vi kender hele historien, vi ved hvad den starter med og slutter med. Det er som om vi kan se det hele oppefra. Men selv om vi står her så mange år efter, så kommer forventningens glæde alligevel til os hver advent. Forventningen til hvad der skal ske juleaften. Både her i kirken og derhjemme i stuen. Kongen kommer ridende imod os. Han kommer til os ridende hen over den tørre jord igennem tiden og har blikket rettet lige mod os, mod dig og mig, lige hvor vi står i hver vores liv. For Jesus kommer ridende som en konge ind til byen Jerusalem på et usselt lille æsel, og han rider ind til byen, og han rider mod os. For Jesus er ikke en fjern skikkelse i en gammel bog, som kan fortælle en god historie. Nej Jesus er så meget mere. Jesus er det lille menneskebarn der bliver født i stalden, menneskebarnet der er søn af Gud. Den store almægtige Gud, der kan alt, ved alt og gør alt! Han viser os sig selv i det lille menneskebarn. Han bliver det mest sårbare og menneskeafhængige der findes. Et spædbarn, der intet kan selv, intet ved og intet gør af sig selv. Han har behov for al den kærlighed og omsorg der findes. Dybt afhængig af sin moders kærlighed og mælk. Den store Gud i det lille spædbarn. Den almægtige konge på det skravlede æsel. Det store i det små, det voldsomme i det stille. Det lille lys der lyser mørket op. Stjernen på himlen den sorteste nat. Spædbarnets skrig, der kan høres i hele verden. Den tomme grav der for evigt forandrer verdenen. De små begivenheder kan ændre vores liv, og betyde alt til forskel. Når vores elskede kysser os, når vores mor giver et kram, barnets hånd i vores. Vi kan mærke kærligheden der strømmer ud og varmer os. Den altid evigt forandrende altomstyrtende voldsomme og stille kærlighed. Guds kærlighed til os mærker vi hver dag! Den er aldrig langt væk og uden for rækkevidde, den er i vores liv altid, lige ved siden af. Og mens vi bevæger os tættere på julen, mærker kulden der går igennem marv og ben, tændes julelysene et for et og med dem kommer julens kærlighed og varmer os. Julen der minder os om det utrolige, at Gud kommer til os i form af det lille menneskebarn. Et menneske som viser os vejen og lærer os kærligheden fra Gud. Et menneske som vi møder uden for Jerusalems mure dagene for hans død. — Vi møder igen Jesus, der stopper lige uden for porten, tør han ride ind? Hvad vil der ske, og hvordan vil de modtage ham? Han rider langsomt ind og råbene fra folkene bliver højere og højere, de er helt vilde, råber og skriger af glæde og forventning! De råber igen og igen ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste”! Han ånder lettet op. Her føler han sig hjemme. Her ved han, at han er velkommen, og han føler i det øjeblik, at de har forstået, hvad han har prøvet at lære dem. At han er sin faders Guds søn. At han vil vise dem vejen, at Gud er med dem hele vejen og vil dem! — På denne dag efterlader vi Jesus midt i mængdens hyldest til ham. Forventningens glæde der er så stor og voldsom. Vi tager denne glæde med os videre i den kolde julemåned, og begynder stille at tælle dagene til juleaften, med kalenderlys, julekalender, og julelys der flakker i mørket. Glædelig advent. Hosianna i det højeste!

Bær med

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30

Prædiken

I dag afslutter vi vores kirkeår. Her i kirken er det en slags nytårsaften, og vi fejrer at vores års fortælling er kommet til en ende og at et nyt kirkeår starter på søndag, med den første søndag i advent, hvor vi skal tænde det første lys i adventskransen.

Vi siger farvel det det gamle kirkeår og siger velkommen til et nyt frisk kirkeår.

Et kirkeår afspejler på mange måder vores livs år. Sådan har det været igennem århundreder. Kirkeåret har fulgt menneskers år, tolket livet og døden for generationer. Set livets glæder og sorger i lyset af evangeliet. Fortalt og tolket i lyset af evangeliets fortællinger.

I dag hører vi at Jesus fortælle os, at vi skal komme til ham, alle os som slider os trætte og bærer tunge byrder, og det er jo egentlig nok de fleste af os. Eller har i hvert fald været det.

En tung byrde. Det kan være når man bærer noget der er meget tungt, en sæk korn eller en hel kasse sodavand. Men en tung byrde kan også være når man går rundt og er ked af det. Når man går og tænker på noget der gør en trist.

De fleste af os kender til at være kede af det, og tænke meget på det. Tit føles det som om man går helt alene med noget, og at man slet ikke kan tale med andre om det.

De voksne bekymrer sig, om vores børn, vores familie, vores arbejde, vores fremtid, vores fortid, vores nabo, verden i krig og nød. Vi bekymrer os. Vi bruger så meget tid på at tænke over det hele, ansigtet fyldes med bekymringsrynker og vi ser ældre ud før tid.

Men i dag får vi af vide at vi har et sted vi skal lægge vores bekymringer, der er en der tager imod dem. Jesus står med åbne arme og stærke skuldre og vil og kan bære alle vore byrder. Jesus vil hjælpe med at bære det der gør os ked af det.

Det er en uvant besked vi får i dag. Det er ikke den besked der fylder samfundet. Her lyder det nærmere at du skal ranke ryggen og tage dig sammen. Finde et redskab så du kan klare dine byrder.

Dyrke mere motion, få en coach, meditere, strukturere dit liv, handle, gøre noget! For beskeden i vores samfund er at vi kan gøre noget i vores liv med alt det der bekymrer os.

Og ja det kan vi langt hen af vejen. Vi er magtfulde mennesker, der kan utrolig meget. Vi kan ændre vore liv, vi kan hjælpe vore børn, vi kan så meget! Vi har magt, men magten har en grænsen. For vi er ikke almægtige! Vi kan ikke alt. Vi når til vores magt grænse til tider, og der står vi magtesløse. Det er en ganske forfærdelig følelse, som kan gøre os angste og deprimerede.

Jeg personligt hader at være magtesløs, jeg hader at føle mig trængt op i en krog, hvor jeg ikke har noget valg, og jeg gør alt hvad jeg kan for at kæmpe mig ud af situationen.

Men jeg har som så mange andre, og sikkert også mange her i dag erfaret, at ikke alle situationer kunne jeg have magt over. Jeg var magtesløs, jeg måtte give op.

Og i den situation, tager jeg dagens evangelium til mig. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

For der hvor min byrde er for tung, der hvor jeg ikke længere kan bære, der hvor jeg mærker grænsen for min magt. Der står der en og tager imod. Jeg kan lægge byrden i Guds hænder. Jeg kan hvile mig og lade magtesløsheden omfavne mig.

For når vi erkender vores magtesløshed, når vi erkender vores sårbarhed og vores trætte skuldre, og giver byrden fra os, så lettes vores værkende nakke og vi har mulighed for at trække vejret helt ned i lungerne og fokusere på det vi kan og det der er lige nu.

Og så kan vi komme videre, for vi er ikke ene om at bære byrden. Vi tynges ikke helt ned og bliver mast under dens vægt, der er flere hænder der løfter.

Jeg hørte engang en historie om en dreng i konfirmationsalderen, der var blevet rigtigt syg og var i gang med at blive behandlet på hospitalet. Hans far var meget angst og bekymret – og det var drengen også.
På et tidspunkt efter nogle gange på sygehuset havde behandlingen haft den bivirkning at drengen mistede alt sit hår, og nu skulle drengen i skole.

Han vidste ikke, hvordan han skulle møde sine klassekammerater – bare de nu ikke ville grine af ham, når de så, at han havde tabt sit hår. Han var flov og ked af at han var blevet skaldet. Dagen kom, hvor drengen skulle i skole med en kasket trukket godt ned om sit skaldede hoved.
Da han trådte ind i klassen blev han modtaget af de andre drenge i klassen. Og ingen af dem havde ét hår på hovedet.
I medfølelse og solidaritet med ham, havde alle drengene i klassen klippet alt håret af. Det første den syge dreng gjorde var at tage kasketten af! For her kunne han være, som den han var. Her var der nogen, der forstod ham, og var der for ham; ville bære med.
Han var blevet lettet for en meget tung byrde.

Fortællingen et levende eksempel på, at den, der letter en andens byrde, så langt det nu kan lade sig gøre, – han gør det, Gud vil have gjort.

Han bliver på sin vis Guds stemme og Guds hænder på jorden.

Den hvile, som Jesus tilbyder os i dag – det er den hvile, vi kan give hinanden, når vi bærer med på hinandens byrder. Og det behøver ikke nødvendigvis være mere end at lytte lidt til et andet menneskes lidelse. For på den måde bærer du også med – og letter byrden for et slidt og træt menneske bare ved at være til stede med nærvær.

Og hermed slutter så Kirkeåret. På søndag er det første søndag i advent, og et nyt kirkeår kan begynde!

Kirkeåret slutter med løftet om en fred og en hvile, som tager udgangspunkt i troen på Gud.

Det er en fred som overgår al forstand, – også i den kamp, vi ind imellem må føre inden i os selv, for at holde fast ved, at Gud altid vil bære de tunge byrder med os, når vi ikke selv magter det.

Derfor er det bare om at tage imod indbydelsen, som Jesus rækker os i dag: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.

Amen.

Håbets måske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,1-9

Håbets måske!

Normalt har jeg det svært med ordet ’måske’. Det er hverken eller. Midt imellem. Et ord der ikke kan beslutte sig. Et ord der ikke ved hvad det vil. Et vægelsindet ord. Et ord der virkelig kan gøre mig træt.

Er du sulten? – måske.

Vil du med i biffen? – måske

Elsker du mig? – måske

Skal vi have et barn mere? – måske

Skal vi tage til Rom på ferie? – måske

Lutter undvigelser, svage forklaringer og nedslåede øjne. Vi vil have et klart ja eller nej! Ingen svinkeærinder. Fortæl mig hvad du vil!

Men i dagens evangelium ligger hele vores frelse i det lille ord måske!

Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.

For ordet måske rummer håb og muligheder. For med måske kan det gå begge veje. Ja måske bliver figentræet sparet og måske bliver træet hugget om næste år. Men figentræet får netop den chance, som det ikke ville have fået, hvis det ikke var for det lille ord måske. Der er håb i måske.

Der er muligheder i måske. Der er chance for det gode udfald efter måske. Måske giver træet frugt næste år. Der er håb for figentræet – Og jeg er glad for at der er håb for figentræer.

Det er hårdt at være frugtavleren der hvert år må begynde på en frisk. Det er hårdt for dem der har det som frugtavleren og føler at de skal starte forfra hvert år, hver måned, hver uge eller hver dag. Det er hårdt og slidsomt og det kræver mod og håb at blive ved. Det kræver troen på at det kan lade sig gøre, ønsket om at det vil lykkes og håbet og at der vil ske fremgang.

Jeg kender til at have medlidenhed med dem som frugtavleren år for år, eller dag for dag, skal begynde på en frisk. Dem der skal kæmpe mod så meget, dem der føler, at de kun møder modstand og nej på deres vej.

Den medlidenhed kan også ramme mig selv og blive til selvmedlidenhed, mår jeg føler, at jeg skal kæmpe mig frem og dagene virker grå, lange og triste.

Jeg føler mig selv som et figentræ, der står midt i vingården, omgivet af den ene vellykkede vinstok efter den anden, fyldt med de største og saftigste druer. Og der står jeg som et figentræ, der burde give frugt. Men ingen frugt kommer – jeg står gold og bar midt i frodigheden. Jeg kan føle mig nyttesløs og til tider værdiløs, en følelse der kan ramme os til tider.

Jeg husker på at et figentræ er et nøjsomt træ, der ikke kræver så meget. Der burde ikke så meget til for at også jeg kunne give frugt. Med alle de muligheder jeg har fået givet. Men mine kviste er lette og mine grene svajer for vinden.

For selvom vi har de bedste vilkår – alle muligheder for succes, fremgang og velstand. Så går det ikke altid sådan. Vejen er ikke snorlige og vi kan føle vi fejler og mislykkes.

Ordet måske når mine ører. ’Måske bærer det så frugt næste år’. Der er givet en chance mere til mig, og til dem omkring mig. Vi har fået en mulighed. Alt er ikke slut for os. Og ordet måske kommer fra Guds egen søn. Gartneren Jesus der går sin Fader vingårdsejeren i rette.

Vingårsejeren kræver at figentræet bliver hugget om, men gartneren går ham i rette og beder på træets vegne om et år mere, måske bærer det så frugt.

Jesus går i rette mod sin Far. Jesus går i forbøn for os. Jesus går i forbøn for alle dem, som ikke havde fortjent, at deres liv blev hugget om og at de skulle begynde på en forfra på en frisk. Der er også en der går i forbøn for mig. Der er en gartner, der tør give plads til det unyttige, det, der ikke altid kaster den frugt af sig, som man kunne forvente.

Gartneren Jesus går i forbøn for os hos Gud, for at os der ikke lige bruger frugt, og er gået lidt i stampe, at vi får et måske, en mulighed mere. At vi når vi er unyttige og ufrugtbare stadig har plads.

For selv om vi føler os golde og forfejlede, så er der også et måske der gælder for os. Der er også en chance for os. Der er muligheder og håb i vores liv – fordi Jesus er gået i forbøn for os!

Lignelsen om figentræet som vi hører i dag i evangeliet er så let at misforstå. Den er faktisk mere uforståelig end forståelig, og man skal lytte godt efter og lade ordene synke ind, før vi begynder at forstå. Vi skal høre ordet måske allertydeligst.

Lignelsen er så let at misforstå. Misforstå så den i stedet for at indgyde mod, vækker mismod. Misforstå, så den i stedet for at fortælle om Guds langmodighed, tålmodighed og omsorg, bliver til rædsel. Misforstå så den bliver til frygt fremfor glæde.

Den misforståelse kan fjernes når vi hører ordet Jesus’ måske. Det håbefulde måske, som gør hele forskellen.

Det skal være det ord vi tager med herfra i dag: det lille, store måske for i det udtalte ord er der håb.

Håb for dig og for mig, håb for os alle. Håb givet os i vores liv. Håb givet os af Jesus.

Håbets måske runger ud i verden for os alle.

Alle Helgen – prædiken og håbsbekendelse

Hvad er det, der fylder mit hjerte med stilhed, 
hvad er det, der sker?
Hvad er det, der fylder dit øje med mildhed,
hvad er det, du ser?
Hvad er det, der fører på kirkegårdsgangen
de langsomme fodtrin mod lyset og sangen?

Det er Allehelgen, den dag, hvor vi mindes
de døde, som trods
de trusler, det mørke, den smerte, der findes,
blev livslys for os.
Den dag, hvor vi standser vor køben og sælgen
og mindes de døde, det er Allehelgen.

Prædiken alle helgen, 2. november 2014

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12

Der er noget vemodigt over denne tid på året. Dagene bliver kortere, mørkere, koldere og samtidig bliver naturen mere nøgen. Træerne mister deres blade, blomsterne deres krone og dyrene deres livlighed.

Men i mørket og kulden er det et glimt af lys og varme. Efterårssolen der stråler i de brune og gule blade, rimen der glimter i græsset.

Årstiden vemod understreger den vemod mange af os føler på alle helgen. Sorgen over at have mistet, og savnet af den, man har kendt og holdt af, kan være mørkt og koldt og samtidig kan minder, om det man havde sammen, minder om hvem personen var, være som den glødende sol, der spiller i de faldne blade og græsset der glitrer af rimen.

Alle helgen er den dag, hvor man mindes, ser tilbage, erindrer og dvæler ved det, der var engang, mærker at en tid er forbi, og samtidig fornemmer at noget nyt er blevet til. Det nye: at vi må og kan leve også, når døden har grebet ind i vores liv.

Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at græde, en tid til at le, sådan hedder det i prædikerens bog i det gamle testamente. Alting har en tid!

Det mærkes tydeligt i dag på alle helgens dag. Der er en tid til at fødes og en tid til at dø. Her er vort livs grænser og der imellem lever vi og er vi.  Mellem fødsel og død lever vi vores liv, det liv hvor vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader. I alt det er vores liv.

Et liv hvor vi mærker, at vi er hinandens liv. Hvor mit liv bliver til i mødet med dig. Hvor dit liv bliver til i mødet med mig, og alle de andre du møder på din vej.

Vi oplever og føler, at intet menneske er en ø. Vi har den andens liv i vores hænder. Vi er hinandens liv, når vi gør hinanden godt og når vi gør hinanden ondt.

I det liv lever vi med bevidstheden om, at noget var, noget er og noget kommer, og lige her tror jeg, det er godt at høre, at vi alle tider er i Guds hånd. At det som var, det som er lige nu, og det som vi håber vil komme, samles hos Gud, hvor tiderne smeltes sammen til evighed; Evigheden som er liv for os.

Når Jesus i begyndelsen af sin tale til disciplene begynder med at prise en række forskellige grupper af mennesker salige, så skal vi bide mærke i, at det først og fremmest handler om mennesker, der står i forhold til andre.

Mennesker, der er hinandens liv.

– enten fordi de er afhængige af andres velvilje og hjælp:

Salige er de fattige – hvis ingen hjælper den fattige, hvad enten man er fattig i ånden eller man er fattig i materiel forstand, dvs uden penge, mad, måske hus og hjem, så har den fattige ingen muligheder.

Salige er de som sørger – hvis ingen trøster, hvordan skal den sørgende så holde sit liv ud?

– eller mennesker, der er hinandens liv, fordi de vil gøre noget for andre: salige er de barmhjertige, salige er de som stifter fred.

For det er her, der er liv, her hvor vi har brug for hinanden, hvor vi til tider tager imod andres hjælp og til tider rækker hjælpen til andre.

Når vi griber ind i hinandens liv, når vi mærker, at vi betyder noget for hinanden, så er der liv. Det er i samspillet, samværet, sammenhængen at livet er, og derfor gør det ondt at miste.

Fordi du betyder så meget for mig, fordi jeg har fået lov at betyde så meget for dig, gør det så ondt når vi ikke er sammen mere.

Som om noget af en selv dør med den anden. Det bliver tydeligt i dag på alle helgens dag.

Derfor tror jeg, at det netop på denne dag er godt at høre, at også den tid hvor vi sørger og savner er rummet hos Gud. Han rummer det, så det der var dengang og det som er nu smeltes sammen med det, som kommer. Sådan at vi der lever knyttes sammen med de af vor kære som er døde, og sådan at de der lever den dag vi selv er døde også hører med i den sammenhæng, som er Guds evighed.

Så kan vi rette vores opmærksom mod i dag.

Mod det som er lige nu og ikke mindst rette vores opmærksomhed mod de mennesker, der er omkring os.

Alle helgen er at se tilbage mod det og dem der var engang.

Alle helgen er at se frem mod det, vi håber engang skal komme, en fremtid hvor alt er godt, hvor der ikke er gråd, hvor der ikke er pine, hvor der ikke er skrig, hvor alt er nyt.

Og netop ved at turde se tilbage på det, der af glæde og sorg, af lykke og smerte og ved at turde se frem med håb om, at der er godt i vente – så kan vi være tilstede nu.

Husk et elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.

Sådan udtrykker Piet Hein opfordringen og udfordringen til at leve i nuet.

Til at gribe dagen og gøre dagen god for andre og for os selv. For det er sammen, det er i fællesskabet, at vores liv bliver til.

Salig er hver eneste af os, når vi mærker, at vi har brug for andre, og når vi får lov at mærke, at andre har brug for os.

Allehelgens dag bliver vi holdt fast på, at det er nu vi lever, at det er nu vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader, og vi gør det sammen. Som grene på samme træ, som lemmer på den samme krop. For vi er hinandens liv, og netop i det er der liv.

Amen

Kirkebøn

Hør os, Gud, når vi beder:

Vi åbner os for dig, fordi vi kun er mennesker.

Vi lægger vore bekymringer i dine hænder – og beder dig: giv os kræfter til at leve med dem.

Gør os stærke, når vi er svage.

Giv os lys, når vi kun kan se mørket.

Giv os tro, når vi tvivler.

Giv os håb, når vi mister modet.

Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud.

Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.

Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.

Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.

Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.

Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden – store som små; og lad dem regere med kærligheden som rettesnor.

Vær med din kirke, Gud – og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.

Komme dit rige – ske din vilje!

AMEN.

Håbsbekendelse

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
blev skabt og elsket af dig, Gud, der altid er større
vi håber, deres liv blev helt nok
selvom de ikke fik det hele
vi håber, deres glæde blev stor nok
selvom den ikke rakte ind i evigheden
vi håber, at vi gjorde nok for dem
selvom vi sikkert kunne have gjort mere

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem
vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os
vi håber, at du vil gå ud med os
i det liv vi ikke kan bære alene