Hvad er det, der fylder mit hjerte med stilhed,
hvad er det, der sker?
Hvad er det, der fylder dit øje med mildhed,
hvad er det, du ser?
Hvad er det, der fører på kirkegårdsgangen
de langsomme fodtrin mod lyset og sangen?
Det er Allehelgen, den dag, hvor vi mindes
de døde, som trods
de trusler, det mørke, den smerte, der findes,
blev livslys for os.
Den dag, hvor vi standser vor køben og sælgen
og mindes de døde, det er Allehelgen.
Prædiken alle helgen, 2. november 2014
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12
Der er noget vemodigt over denne tid på året. Dagene bliver kortere, mørkere, koldere og samtidig bliver naturen mere nøgen. Træerne mister deres blade, blomsterne deres krone og dyrene deres livlighed.
Men i mørket og kulden er det et glimt af lys og varme. Efterårssolen der stråler i de brune og gule blade, rimen der glimter i græsset.
Årstiden vemod understreger den vemod mange af os føler på alle helgen. Sorgen over at have mistet, og savnet af den, man har kendt og holdt af, kan være mørkt og koldt og samtidig kan minder, om det man havde sammen, minder om hvem personen var, være som den glødende sol, der spiller i de faldne blade og græsset der glitrer af rimen.
Alle helgen er den dag, hvor man mindes, ser tilbage, erindrer og dvæler ved det, der var engang, mærker at en tid er forbi, og samtidig fornemmer at noget nyt er blevet til. Det nye: at vi må og kan leve også, når døden har grebet ind i vores liv.
Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at græde, en tid til at le, sådan hedder det i prædikerens bog i det gamle testamente. Alting har en tid!
Det mærkes tydeligt i dag på alle helgens dag. Der er en tid til at fødes og en tid til at dø. Her er vort livs grænser og der imellem lever vi og er vi. Mellem fødsel og død lever vi vores liv, det liv hvor vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader. I alt det er vores liv.
Et liv hvor vi mærker, at vi er hinandens liv. Hvor mit liv bliver til i mødet med dig. Hvor dit liv bliver til i mødet med mig, og alle de andre du møder på din vej.
Vi oplever og føler, at intet menneske er en ø. Vi har den andens liv i vores hænder. Vi er hinandens liv, når vi gør hinanden godt og når vi gør hinanden ondt.
I det liv lever vi med bevidstheden om, at noget var, noget er og noget kommer, og lige her tror jeg, det er godt at høre, at vi alle tider er i Guds hånd. At det som var, det som er lige nu, og det som vi håber vil komme, samles hos Gud, hvor tiderne smeltes sammen til evighed; Evigheden som er liv for os.
Når Jesus i begyndelsen af sin tale til disciplene begynder med at prise en række forskellige grupper af mennesker salige, så skal vi bide mærke i, at det først og fremmest handler om mennesker, der står i forhold til andre.
Mennesker, der er hinandens liv.
– enten fordi de er afhængige af andres velvilje og hjælp:
Salige er de fattige – hvis ingen hjælper den fattige, hvad enten man er fattig i ånden eller man er fattig i materiel forstand, dvs uden penge, mad, måske hus og hjem, så har den fattige ingen muligheder.
Salige er de som sørger – hvis ingen trøster, hvordan skal den sørgende så holde sit liv ud?
– eller mennesker, der er hinandens liv, fordi de vil gøre noget for andre: salige er de barmhjertige, salige er de som stifter fred.
For det er her, der er liv, her hvor vi har brug for hinanden, hvor vi til tider tager imod andres hjælp og til tider rækker hjælpen til andre.
Når vi griber ind i hinandens liv, når vi mærker, at vi betyder noget for hinanden, så er der liv. Det er i samspillet, samværet, sammenhængen at livet er, og derfor gør det ondt at miste.
Fordi du betyder så meget for mig, fordi jeg har fået lov at betyde så meget for dig, gør det så ondt når vi ikke er sammen mere.
Som om noget af en selv dør med den anden. Det bliver tydeligt i dag på alle helgens dag.
Derfor tror jeg, at det netop på denne dag er godt at høre, at også den tid hvor vi sørger og savner er rummet hos Gud. Han rummer det, så det der var dengang og det som er nu smeltes sammen med det, som kommer. Sådan at vi der lever knyttes sammen med de af vor kære som er døde, og sådan at de der lever den dag vi selv er døde også hører med i den sammenhæng, som er Guds evighed.
Så kan vi rette vores opmærksom mod i dag.
Mod det som er lige nu og ikke mindst rette vores opmærksomhed mod de mennesker, der er omkring os.
Alle helgen er at se tilbage mod det og dem der var engang.
Alle helgen er at se frem mod det, vi håber engang skal komme, en fremtid hvor alt er godt, hvor der ikke er gråd, hvor der ikke er pine, hvor der ikke er skrig, hvor alt er nyt.
Og netop ved at turde se tilbage på det, der af glæde og sorg, af lykke og smerte og ved at turde se frem med håb om, at der er godt i vente – så kan vi være tilstede nu.
Husk et elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.
Sådan udtrykker Piet Hein opfordringen og udfordringen til at leve i nuet.
Til at gribe dagen og gøre dagen god for andre og for os selv. For det er sammen, det er i fællesskabet, at vores liv bliver til.
Salig er hver eneste af os, når vi mærker, at vi har brug for andre, og når vi får lov at mærke, at andre har brug for os.
Allehelgens dag bliver vi holdt fast på, at det er nu vi lever, at det er nu vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader, og vi gør det sammen. Som grene på samme træ, som lemmer på den samme krop. For vi er hinandens liv, og netop i det er der liv.
Amen
Kirkebøn
Hør os, Gud, når vi beder:
Vi åbner os for dig, fordi vi kun er mennesker.
Vi lægger vore bekymringer i dine hænder – og beder dig: giv os kræfter til at leve med dem.
Gør os stærke, når vi er svage.
Giv os lys, når vi kun kan se mørket.
Giv os tro, når vi tvivler.
Giv os håb, når vi mister modet.
Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud.
Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.
Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.
Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.
Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.
Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden – store som små; og lad dem regere med kærligheden som rettesnor.
Vær med din kirke, Gud – og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.
Komme dit rige – ske din vilje!
AMEN.
Håbsbekendelse
Vi håber, at de mennesker vi har mistet
blev skabt og elsket af dig, Gud, der altid er større
vi håber, deres liv blev helt nok
selvom de ikke fik det hele
vi håber, deres glæde blev stor nok
selvom den ikke rakte ind i evigheden
vi håber, at vi gjorde nok for dem
selvom vi sikkert kunne have gjort mere
Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem
vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage
Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os
vi håber, at du vil gå ud med os
i det liv vi ikke kan bære alene
Begravelsen er ikke en særlig kristen eller kirkelig handling, men en kærlighedens gerning overfor ens døde. Det har altid været praktiseret på forskellige måder verden over. Man har begravet i jord, i klipper, brændt, og sænket til havs. I Danmark begraver vi vores døde, enten som jordpåkastelse med kisten direkte i jorden, eller som bisættelse, hvor kisten først brændes og derefter nedsænkes urnen med asken i jorden. Det, der adskilte de kristne begravelser fra de hedenske måder at begrave ens døde i kristendommens opblomstring, var tanken om genopstandelsen. De døde skulle begraves i jorden, for derved at kunne genopstå i kødet. Modstanden mod afbrænding af kroppen var ikke, at man mente, at det umuliggjorde genopstandelsen, men nærmere at man mente, at det var en symbolsk fornægtelse af troen på opstandelsen.
Liturgisk set hænger gudstjenesten godt sammen, da den netop henvender sig til de efterladte, det der kan være udfordringen er, at det måske kun er præsten, der ved og mener dette. Ofte vil man opleve, at menigheden, de pårørende, mener, at begravelsen er for den afdøde, at det er den afdøde, der får velsignelsen og ikke menigheden. Dette skal man som præst prøve, så tydeligt som muligt, at gøre menigheden klar over. Hvis begravelsen skal have den rituelle funktion, som jeg mener, den er tiltænkt, mener jeg også, at det er vigtigt, at alle er klar over principper bag den. Jeg mener, at man som præst netop skal tolke begravelsen som en gudstjeneste og ikke blot lade begravelsestalen være et vita over afdødes liv og gerninger, men prøve kort at tolke afdødes liv i lyset af bibelen, og ellers give det håb og trøst som kristendommen netop har mulighed for at tilbyde. Herigennem får begravelsen netop også mulighed for at være en fyldig del af den sjælesørgeriske proces, den er en del af, og lede mennesket igennem krisen, som det er at miste.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 