Idag havde jeg min sidste gudstjeneste i Mariehøj Kirke det var meget vemodigt, men også en dejlig dag, da jeg mærkede, hvor hurtigt mange mennesker, var kommet til at betyde rigtig meget for mig, og havde sat aftryk helt ind i min sjæl.
Vi holdt høstgudstjeneste, hvor vi fejrede afgrødernes velsignelse og takkede for livet. Dagens evangelium er om Martha og Maria, en fantastisk beretning om det levede liv fyldt med pligter og ansvar og vigtigheden af at lade stå til, og nyde øjeblikket.
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42
Prædiken
Høsten er bragt hjem, og sommerens sidste frodige varme velsigner vores jord.
Solen skinner på de tomme marker, der før bugnede af det bølgende korn. Kornet er mejet ned og kørt væk. Vi har sikret os til vinterens komme, og kan nu med ro i sindet gå den kolde og mørke tid i møde. Kun æblerne hænger frodigt tilbage på træerne og suger den sidste varme og sol ud af september måned.
Vi fejrer høst i dag. Vi fejrer, at året har sin egen gang, sin egen vekslen mellem såtid og høsttid, varme og kulde, lys og mørke, liv og død.
I år følges vores høstfest til dørs af fortællingen om Martha og Maria.
Martha den arbejdsomme og flittige. Den altid gode vært, der knokler rundt i huset hele dagen. Gør rent, vasker, bager, steger, dækker op, serverer hjemmelavet saft og søde godter. Martha der bringer alle jordens velsignelser lækkert forberedt til et smukt dækket bord. Martha der gør alt, hvad hun kan for, at gæsten skal føle sig særlig velkommen, og vide, hvor værdsat han er.
Maria doven og ubekymret. Hende der bare sætter sig ned og lader madlavning, opvask og oprydning være, og hygger med gæsten. Maria tilfreds med at sætte sig ved det veldækkede bord, der fyldes med lækkerierne og nyde samtalens frugter.
Maria der intet laver, intet gør for, at Jesus skal føle sig velkommen og have det godt. Bare lader sin søster knokle rundt.
Men Maria får rosen, og Martha beskeden, at hun bekymrer sig unødigt. Det virker uretfærdigt.
Vi kender dem så godt disse to kvinder. Vi er dem alle. Jeg er en Martha, der knokler rundt, og irriteres over, at manden bare sætter sig ned og. Han en sand Maria. Og alligevel er det Maria, der i dagens evangelium får ros. Jeg er glad for, at der findes en Martha i vores bibel. En der ligner mig, min mor, og mange af mine veninder. Kvinden der farer rundt med travle skridt og med forhastede hænder. Der er en uro omkring Martha, som vi kan mærke hen over to årtusinders afstand. Man kan næsten høre Martha, der går og mumler og skælder ud i køkkenet. Martha der skramler højt med gryderne, for at få Maria til at fatte, at hun skal komme ud og hjælpe. Men lige lidt hjælper det. Martha der farer ind i stuen, ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”.
Martha er de urolige sjæles repræsentant i vores bibel. Hun er det fortravlede sinds menneske.
Men jeg tror også, at Martha kendte til længslen. Længslen efter bare at lade køkkenet være, smide viskestykket og sætte sig ved Jesu fødder. Længslen efter at handle uansvarligt, og bare følge lysten, følge hjertet hen til det gode. Men Martha har som jeg og mange andre undertrykt den længsel. Skønt, at pligterne har været hårde, har glæden også været stor ved gæsternes store smil, mætte maver og salige øjne.
Måske har Maria også haft dårlig samvittighed over at lade søsteren knokle rundt. Men alligevel vælger hun at blive ved Jesu fødder, og høre hvert et ord.
Maria slipper, hvad hun har i hænderne og glemmer for en stund pligterne.
Maria oplever tiden sammen med Jesus, hun er helt tæt på ham og er for en dag helt tæt på Gud. Hun er tiltalt af Gud.
Maria er ofte blevet idylliseret. Og det er nærliggende, da hun også får rosen.
Men ser man på Martha og Maria, som to måder at forholde sig til verden, så tror jeg ikke, at man skal eller kan vælge enten eller. Vi kan ikke leve hele vores liv som en Maria, der bare sætter sig ned, og nyder, og lader andre knokle. Eller som en Martha, der farer rundt, og slet ikke opdager at gæsten, glæden og nærværet er kommet, og er nået at gå igen. En Martha der lader livet, kærligheden og glæden fare forbi, mens hun vasker op.
I vores liv skal vi søge at opnå at være både Martha og Maria. Vi skal knokle, når det kræves, sørge for at opretholde og pleje det liv vi har. Passe på vores kære, sørge for at de har mad i maven og varme om kroppen. Men vi skal også sørge for at give os selv muligheden for at opleve Guds nærvær i form af samværet med menneskerne i vores liv.
I dag hvor vi fejrer høsten, ved vi også, at vi ikke ville kunne fejre den, hvis vi alle var Maria. Høsten var ikke kommet i lade, blot ved, at Gud lader regnen falde, solen skinne og afgrøderne gro. Vi skal vores del. Vi skal pløje og så. Alle gode gaver, de kommer nok oven ned, men dagligt brød kræver stadig arbejde.
Der er en dobbelthed i vores eksistens, og der er en dobbelthed i kristendommen. For alt godt, der er givet dig af Gud, skal du give videre. Alt godt der strømmer ind i dit liv, er en gave. Og det er en gave, du har fået, fordi du skal give videre. Vi skal leve vores liv med hinanden for øje. Vi skal sørge for hinanden og nyde samværet med hinanden.
Glemmer vi den ene, får livet så let en slagside, og bliver tomt.
Arbejde og afslapning, ydelse og nydelse hænger sammen. Vi kan ikke undvære hverken den ene eller den anden. I livet erfarer vi gang på gang, at de lige frem er krævet af hinanden. Vi er alle både Martha og Maria, og hvis den ene er mindre tilstede end den anden, må vi forsøge at lokke hende frem.
Vi er alle elskede af Gud, og er under hans omsorg alle dage. Lad os ære hans skaberværk og kærlighed til os, ved at elske vores næste og nyde arbejdet og samværet med dem.
Amen
KIRKEBØN
Kære Gud, Himmelske Fader.
Vi takker dig for jorden, som du har skabt og for vores medmennesker, som du giver os at dele livet med.
Vi takker dig for livet, og for alt hvad det indebærer af glæde og kærlighed.
Vi takker dig vores høsten i vores lader, for den livsgivende regn, og den kraftfulde sol.
Vi takker dig for vores mod og lyst til arbejdet med jorden, og de bugnende afgrøder.
Vi beder dig stands de rastløse hænder og den forjagede gang.
Rejs den siddende
Lær os at nyde øjeblikket med hinanden
Vis os at arbejde og yde for dine elskede børn på jorden.
Giv styrke, retfærd, visdom og godhed til dem der styrer vores land. Vær med dem, i nye og svære situationer.
Vær med dem, der er faldet og ikke kan rejse sig selv igen, hvad enten det skyldes sorg, savn, sult, arbejde, land eller frihed.
Vi takker dig, for dit skaberværk, din godhed og barmhjertighed, din kærlighed og din velsignelse.
Forbarm dig over os. Giv os ikke løn som forskyldt, men lad os leve i kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed med dig, Gud og lad os på den yderste dag opstå med din elskede søn Jesus Kristus til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
AMEN.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 