Kærlighedens vin sprænger alle rammer

 

Prædiken 17. s. e.trin

Søndagens evangelium

 

Levi sidder på sin plads helt fortabt i at tælle de penge, han har samlet ind, og tankerne er allerede ved at løbe hen til de næste steder, han skal hen og samle skatten ind. Han burde være glad. Han har lige sikret sin familie nogle flere penge, så der er nok til det næste stykke tid. Han sagde bare til den sidste familie, at de skyldte mere end, hvad de egentlig gjorde. Faren blev helt vildt sur, og moren begyndte at græde. Åhh han hader, når de begynder at tude. Hvorfor gøre det så svært for ham? Han gør jo bare sit arbejde, og ja han tog lidt ekstra til sig selv engang imellem. Men det gjorde alle tolderne jo, det var ligesom en del af lønnen. Det kan de da ikke blive ved med at være sure over. Men Levi er ikke rigtig glad, for han får dårlig samvittighed hver gang. Han gider egentlig ikke ha’ det. Han kan fint retfærdiggøre over for sig selv, hvorfor han tager ekstra penge. Han har fundet på nogle vildt gode argumenter.

Altså, der er det der med, at alle de andre toldere gør det, og hans familie har hårdt brug for pengene, og det er et hårdt arbejde at skulle fare rundt over det hele for at samle penge ind. I dag synes han egentlig ikke argumenterne er særlig gode. Han ved jo godt, at man ikke bare skal gøre det samme som alle andre, hvis man ved det er forkert, og godt nok har hans familie brug for pengene, men det har dem, han tager pengene fra jo også, og ja det er hårdt arbejde, men er det en undskyldning.

Helt fortabt i sine egne tanker, bliver han pludselig afbrudt af en, der står foran ham og skygger for solen. Han kigger længe på Levi, og Levi bliver helt mærkelig inden i. Han får sådan en sælsom følelse, som han ikke helt kan forklare. Nu genkender han manden, det er jo ham Jesus, der går rundt og prædiker over det hele, han spiser sammen med synderne, og tolderne. Sådan nogle som Levi, som ingen andre vil være i selskab med, meget mindre dele et måltid med. Han har hørt meget om ham, men har ikke helt forstået, hvad det egentlig drejede sig om.

For det er vist noget med, at han siger, han er tæt på Gud, eller sådan noget. Men hvis han er det, så burde han da ikke bryde alle reglerne, og arbejde på sabbaten, den hellige dag, eller bryde fasten, eller være i selskab med synderne. Men alt det gør han, det er egentlig mærkeligt.

Levi når at tænke mange tanker, mens Jesus bare står og kigger på ham. Pludselig udbryder Jesus: ”Følg mig”. Så enkelt, så nemt. Levi skal bare rejse sig op og følge Jesus, han skal ikke bevise noget, bede om tilgivelse, og fortælle alt det, han har gjort forkert. Han skal bare rejse sig og følge ham. Det nemmeste i hele verden, og alligevel så svært. For når han står foran Jesus, kan han mærke, der er noget specielt over ham, en varme, en tillid, en sandhed der emmer ud af ham. Og Levi er jo bare en dum tolder, der handler forkert hele tiden, og som ingen andre vil snakke med. Hvordan skulle han kunne være i selskab med Jesus? Men Levi rejser sig, og følger ham. Mens han går ved siden af ham, ryger det pludselig ud af ham, om Jesus ikke vil komme med ham hjem og spise? Møde hans kone og børn? Ja alle de andre, der følger Jesus, skal da også komme med. Og Jesus siger ja. Levi bliver varm om hjertet og kan mærke, at noget nyt er sket. En forandring er sket. Han kan ikke helt sætte ord på hvordan eller hvorfor. Han ved bare, at det er sket.

Levi en tolder og en synder. En mand som ingen gode, retfærdige mennesker vil spise sammen med, meget mindre være venner med. Han skal følge Jesus. Være helt tæt på ham. For små 2000 år siden har det været et kæmpe brud på traditionen. Farisæerne, de retfærdige, de rettroende og kloge mænd, kan slet ikke forstå, hvad Jesus har gang i. Han siger, at Gud er hans far, men gang på gang bryder han de jødiske regler og traditioner. Han irriterer dem voldsomt. Og når de så spørger ham, om hvad han har gang i, så siger han bare ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”.

I det jødiske samfund, som Jesus levede i og var en del af, var traditionerne og reglerne utrolig vigtige. Det var dem, der lærte en, hvordan man skulle leve med hinanden, hvad der var rigtig og forkert, godt og ondt. Det var reglerne, der adskilte de retfærdige fra synderne. Reglerne og traditionerne holdt samfundet sammen og oppe. Og her kommer der en ung mand og vender op og ned på det hele. Han bryder alle reglerne. Han arbejder på sabbatten, hvor ingen måtte arbejde, han spiser i fastetiden, hvor alle andre lod være at spise fra solopgang til solnedgang, han deler måltid med både syndere og hedninge, folk der ikke tror på den Jødiske Gud. Han sprænger konsekvent alle rammer. Det er som om, at hver gang han bliver konfronteret med en regel, gør han sit for at bryde den.

For Jesus vil bryde reglerne. Han vil vise menneskerne omkring ham, og os nu 2000 år senere, at reglerne og traditionerne ikke må være det, der styrer vores liv, og skiller godt fra ondt, ret fra uret. Vi skal sænke paraderne og se hinanden, som de mennesker vi er, hvad enten vi er farisæer, tolder eller synder.

Jesus sprængte konstant rammerne med sit budskab om at tilgive alle, elske sin fjende, hjælpe sin næste. Den gamle traditions sæk sprang med den unge læderlap Jesus, og kærlighedens vin flød ud over det hele.

Og Jesus sprænger stadig rammerne i dag. For vi lader os altid indsnævre og rette ind af regler og traditioner. Regler og traditioner som i mange tilfælde er rigtig gode. Som netop hjælper os til at leve sammen på en ordentlig måde, og som lærer os, hvordan mennesket har levet sammen i tiderne før os. Men når reglerne og traditionerne skærmer for at se det menneske, der står lige foran os, så skal de brydes.

Måske en vi ikke kan li, den trælse nabo – en vi vil undgå at få øje på, tiggeren på gaden – en vi nægter at tilgive, ham der har såret os. For det er nemt at kigge væk, at undgå at høre, at blive ved med at hade. Det er meget sværere at tilgive, at hjælpe og at elske.

Det er budskabet, der sprænger den gamle og slidte lædersæk. Budskabet – den nye læderlap, der lader kærlighedens vin fosse ud til os.

Om lidt samles vi alle om nadverbordet, fattig som rig, ung som gammel, retfærdig som synder. Vi knæler ved hinandens side og drikker alle af den samme kærligheds vin, der har sprængt alle rammer for vores skyld. Så vi skal føle os set og elsket.

I Jesu navn – Amen

 

Træd ud af sorgens grav!

De næste seks uger skal jeg være i Virklund kirke, da pastor Jakob Nissen har forældreorlov. I dag holdt jeg min første gudstjeneste, over den skønne og livsbekræftigende tekst. Opvækkelsen af Lazarus!

 

Søndagens evangelium

Mange af os har allerede mødt den, nogle sidder i den nu, andre ved, at den kommer, og nogle kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være. Sorgen. Den sorte, alt omgribende, knugende, hårdhed. Sorgen, der bare kommer, lige meget hvad. Den banker ikke pænt på, og spørger om den må komme ind, den bare braser ind af dørene, vælter hele stuen og kaster alt op i et virvar, og lader os stå tilbage midt i det uoverskuelige rod af et liv, der bare er sort.

Sorgen over, at et elsket menneske er gået bort. Sorgen over, at livet ikke vil lykkes. Sorgen over, at kærligheden kom forbi, men gik igen.

Vi sørger alle, på forskellige tidspunkter, over forskellige tab, menneskeliv, kærlighed, sandhed, troskab. Tabet er nok forskelligt, men sorgen den sammen.

Vi bliver vrede og frustrerede over sorgens ankomst. Hvorfor skal vi tabe nu? Hvorfor skal vores elskede dø fra os nu? Midt i livets højsommer, hvorfor bliver bladene gule, røde og brune og varsler vinterens sorte og triste komme?

Vi føler os fanget af mørket omkring os, og kan ikke se en vej ud. Der er tomt, sort og stille, og tankerne i vores hoved lyder som vesterhavets rumlen en efterårsdag. Overmandende, voldsomt, forskrækkende.

Martha og Maria står midt i denne sorg. De har mistet deres elskede bror. Han er død for 4 dage siden. Og alt er stille. Livet er sat på pause, og de bare venter. Venter på den mand, der er kommet for sent. Den mand, de havde regnet med skulle gøre alt anderledes. Venter på et mirakel, der skulle være sket.

Og manden kommer! Jesus vandrer ud til dem, og Martha går ham i møde. Var han kommet fire dage tidligere, havde hun løbet ham i møde med glæde, forventning, og troen på, at han kunne helbrede hendes elskede bror. Nu går hun ham i møde, med skuffelse og bebrejdelse. Hvorfor kom du ikke, Jesus? Havde du været her, var det ikke sket. Så havde min elskede bror været i live. Nu ligger han død, og kold i gravhulen. Stenen er rullet for og det er for sent.

Men Jesus møder hende med ordene. ”Din bror skal opstå”. Umulige ord, der ikke kan forstås. Hverken af Martha dengang, eller af os nu. For hvad er egentlig meningen med det? og forklaringen får vi ikke. Kun beretningen om, at det sker.

Jesus græder ved nyheden om Lazarus død. Han græder som det menneske han er, der har mistet en god ven. Han græder for sine venner, der har mistet deres bror. Og Kristus græder som Guden han er. Gudssønnen græder for det døde menneske.

Lazarus bliver opvækket. Han træder ud af graven. Misser med øjnene i den stærke sol. Et liv, han troede var taget fra ham, er kommet tilbage. Stilheden i graven, fyldes med larmen, fra hans kære, der glædes over hans genkomst. Livet fyldes igen med varme, latter og glæde. Han får ikke livet tilbage får evigt, men i en tid, har livets varme fået plads.

Vi mister så meget i vores liv. Igen og igen oplever vi det. tabet af barndom, ungdom, friskhed, glæde, kærlighed. Alt det vigtige i vores liv oplever vi at miste. Nogle oplever voldsomme tab, der skaber et kæmpe af i deres sjæl, andre oplever kun mindre tab, men arret fylder alligevel i deres hjerte.

Vi miste så ofte, bliver sorgfulde og mærker savnets, tabets og tristhedens stilhed. Men gang på gang oplever vi også at blive opvækket som Lazarus. Hvor der før kun var sorgens larm og rod, oplever vi pludselig, at lyset stille trænger ind, og varmer vores kroppe og hjerter. Rodet virker mindre og mere overskueligt. Vi opdager larmen kommer fra vores elskede omkring os, og ikke fra sorgens rumlende trommer.

Som Lazarus, der mærker solens stråler feje ind over gravens klippegulv, vender vi os om, misser med øjnene og opdager, at livets glæde er vendt tilbage.

Sorgen kan vare en aften eller flere år, et halvt liv. Men vi bliver opvækket!

Jesus udfrier os fra denne verdens sorger og tab. Han viser os, at livet er mere, og altid kan og vil overraske. Jesus viser os, at døden ikke har den største magt i vores liv. Døden bringer tab, men livet giver varme og glæde.

Lazarus bliver levende for Mennesket Jesus og for Guden Kristus.

Lazarus er et tegn til os om, at døden ikke har det sidste ord. Nok oplever vi død og tab, men også glæde, kærlighed og varme. Og vi mærker det især i dag, hvor vi ser og hører de to helt nye mennesker, der ligger i deres kæres arme. Alfred og Smilla Kirstine. Med dem, virker livet ekstra stort, og vi kan i dette øjeblik, ved denne dåb mærke, at livet er større end døden. Glæden stærkere end sorgen, lyset mere gennemtrængende end mørket.

Med efterårets komme varsler der mørkere og kolde tider. En vinter er på vej, med frost, sorte nætter og morgener, kolde hænder og bladeløse træer. Men midt i denne varslen, skinner efterårssolen og farver træernes grønne blade i alverdens brune, gule, røde farver.

Intet mørke er så sort, at lyset ikke kan gennemtrænge det. Ingen vinter så kold, at forårssolen ikke kan varme det op. Ingen sorg så gennemtrængende, at glæden ikke kan vende tilbage.

Som Lazarus hørte Jesu råb ”Lazarus kom herud”, skal vi høre livets kalden, og møde vores kære igen. Vi skal sørge over tabet, men mærke kærlighedens håb og lade den fylde livet igen.

I Jesu Kristi navn. Amen

 

 

Travle hænder og lyttende ører

 

 

 

 

 

 

Idag havde jeg min sidste gudstjeneste i Mariehøj Kirke det var meget vemodigt, men også en dejlig dag, da jeg mærkede, hvor hurtigt mange mennesker, var kommet til at betyde rigtig meget for mig, og havde sat aftryk helt ind i min sjæl.

 

Vi holdt høstgudstjeneste, hvor vi fejrede afgrødernes velsignelse og takkede for livet. Dagens evangelium er om Martha og Maria, en fantastisk beretning om det levede liv fyldt med pligter og ansvar og vigtigheden af at lade stå til, og nyde øjeblikket.

 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

 

 

Prædiken

Høsten er bragt hjem, og sommerens sidste frodige varme velsigner vores jord.

Solen skinner på de tomme marker, der før bugnede af det bølgende korn. Kornet er mejet ned og kørt væk. Vi har sikret os til vinterens komme, og kan nu med ro i sindet gå den kolde og mørke tid i møde. Kun æblerne hænger frodigt tilbage på træerne og suger den sidste varme og sol ud af september måned.

Vi fejrer høst i dag. Vi fejrer, at året har sin egen gang, sin egen vekslen mellem såtid og høsttid, varme og kulde, lys og mørke, liv og død.

I år følges vores høstfest til dørs af fortællingen om Martha og Maria.

Martha den arbejdsomme og flittige. Den altid gode vært, der knokler rundt i huset hele dagen. Gør rent, vasker, bager, steger, dækker op, serverer hjemmelavet saft og søde godter. Martha der bringer alle jordens velsignelser lækkert forberedt til et smukt dækket bord. Martha der gør alt, hvad hun kan for, at gæsten skal føle sig særlig velkommen, og vide, hvor værdsat han er.

Maria doven og ubekymret. Hende der bare sætter sig ned og lader madlavning, opvask og oprydning være, og hygger med gæsten. Maria tilfreds med at sætte sig ved det veldækkede bord, der fyldes med lækkerierne og nyde samtalens frugter.

Maria der intet laver, intet gør for, at Jesus skal føle sig velkommen og have det godt. Bare lader sin søster knokle rundt.

 

Men Maria får rosen, og Martha beskeden, at hun bekymrer sig unødigt. Det virker uretfærdigt.

 

Vi kender dem så godt disse to kvinder. Vi er dem alle. Jeg er en Martha, der knokler rundt, og irriteres over, at manden bare sætter sig ned og. Han en sand Maria. Og alligevel er det Maria, der i dagens evangelium får ros. Jeg er glad for, at der findes en Martha i vores bibel. En der ligner mig, min mor, og mange af mine veninder. Kvinden der farer rundt med travle skridt og med forhastede hænder. Der er en uro omkring Martha, som vi kan mærke hen over to årtusinders afstand. Man kan næsten høre Martha, der går og mumler og skælder ud i køkkenet. Martha der skramler højt med gryderne, for at få Maria til at fatte, at hun skal komme ud og hjælpe. Men lige lidt hjælper det. Martha der farer ind i stuen, ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”.

 

Martha er de urolige sjæles repræsentant i vores bibel. Hun er det fortravlede sinds menneske.

Men jeg tror også, at Martha kendte til længslen. Længslen efter bare at lade køkkenet være, smide viskestykket og sætte sig ved Jesu fødder. Længslen efter at handle uansvarligt, og bare følge lysten, følge hjertet hen til det gode. Men Martha har som jeg og mange andre undertrykt den længsel. Skønt, at pligterne har været hårde, har glæden også været stor ved gæsternes store smil, mætte maver og salige øjne.

 

Måske har Maria også haft dårlig samvittighed over at lade søsteren knokle rundt. Men alligevel vælger hun at blive ved Jesu fødder, og høre hvert et ord.

Maria slipper, hvad hun har i hænderne og glemmer for en stund pligterne.

Maria oplever tiden sammen med Jesus, hun er helt tæt på ham og er for en dag helt tæt på Gud. Hun er tiltalt af Gud.

 

Maria er ofte blevet idylliseret. Og det er nærliggende, da hun også får rosen.

 

Men ser man på Martha og Maria, som to måder at forholde sig til verden, så tror jeg ikke, at man skal eller kan vælge enten eller. Vi kan ikke leve hele vores liv som en Maria, der bare sætter sig ned, og nyder, og lader andre knokle. Eller som en Martha, der farer rundt, og slet ikke opdager at gæsten, glæden og nærværet er kommet, og er nået at gå igen. En Martha der lader livet, kærligheden og glæden fare forbi, mens hun vasker op.

I vores liv skal vi søge at opnå at være både Martha og Maria. Vi skal knokle, når det kræves, sørge for at opretholde og pleje det liv vi har. Passe på vores kære, sørge for at de har mad i maven og varme om kroppen. Men vi skal også sørge for at give os selv muligheden for at opleve Guds nærvær i form af samværet med menneskerne i vores liv.

I dag hvor vi fejrer høsten, ved vi også, at vi ikke ville kunne fejre den, hvis vi alle var Maria. Høsten var ikke kommet i lade, blot ved, at Gud lader regnen falde, solen skinne og afgrøderne gro. Vi skal vores del. Vi skal pløje og så. Alle gode gaver, de kommer nok oven ned, men dagligt brød kræver stadig arbejde.

Der er en dobbelthed i vores eksistens, og der er en dobbelthed i kristendommen. For alt godt, der er givet dig af Gud, skal du give videre. Alt godt der strømmer ind i dit liv, er en gave. Og det er en gave, du har fået, fordi du skal give videre. Vi skal leve vores liv med hinanden for øje. Vi skal sørge for hinanden og nyde samværet med hinanden.

Glemmer vi den ene, får livet så let en slagside, og bliver tomt.

Arbejde og afslapning, ydelse og nydelse hænger sammen. Vi kan ikke undvære hverken den ene eller den anden. I livet erfarer vi gang på gang, at de lige frem er krævet af hinanden. Vi er alle både Martha og Maria, og hvis den ene er mindre tilstede end den anden, må vi forsøge at lokke hende frem.

 

Vi er alle elskede af Gud, og er under hans omsorg alle dage. Lad os ære hans skaberværk og kærlighed til os, ved at elske vores næste og nyde arbejdet og samværet med dem.

 

Amen

 

KIRKEBØN

Kære Gud, Himmelske Fader.

Vi takker dig for jorden, som du har skabt og for vores medmennesker, som du giver os at dele livet med.

Vi takker dig for livet, og for alt hvad det indebærer af glæde og kærlighed.

Vi takker dig vores høsten i vores lader, for den livsgivende regn, og den kraftfulde sol.

Vi takker dig for vores mod og lyst til arbejdet med jorden, og de bugnende afgrøder.

Vi beder dig stands de rastløse hænder og den forjagede gang.

Rejs den siddende

Lær os at nyde øjeblikket med hinanden

Vis os at arbejde og yde for dine elskede børn på jorden.

Giv styrke, retfærd, visdom og godhed til dem der styrer vores land. Vær med dem, i nye og svære situationer.

Vær med dem, der er faldet og ikke kan rejse sig selv igen, hvad enten det skyldes sorg, savn, sult, arbejde, land eller frihed.

Vi takker dig, for dit skaberværk, din godhed og barmhjertighed, din kærlighed og din velsignelse.

Forbarm dig over os. Giv os ikke løn som forskyldt, men lad os leve i kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed med dig, Gud og lad os på den yderste dag opstå med din elskede søn Jesus Kristus til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

AMEN.

 

 

 

 

 

 

 

Adam og Eva, Torben og Sylvia

Igår havde jeg en super Børnekirke i Kragelund kirke.

Jeg var så heldig at få lidt hjælp, af min gode veninde Mette Marbæk Johansen sognepræst i Haraldsted og Allingemagle sogne, til hvad jeg kunne lave med børnene.

Her er hvad vi lavede:

Indgangsmusik

Velkomst

1. sang – Tak for livet

Bøn

Bibellæsning

Præstens fortæller

2. sang – Sensommervisen

Fadervor

Velsignelsen 

Udgangsmusik 

Præsten fortæller:

Jeg startede med at læse op fra Sigurd Barrets børnebibel om Adam og Eva og syndefaldet.

Det her er et æble. Det kan der komme meget ud af. Der kan blive en fin og elegant lille æblekage ud af dette æble. Man kan koge gele, eller æblegrød. Man kan også bare spise det, som det er og nøjes med en tydelig bid i den ene side. Men der kan også komme en historie ud af sådan et æble. Der er mange gode historier om æbler og deres kraft. Vi hørte en lige før om Adam og Eva, slangen og æblet, og jeg kender en anden lille historie om æblet og ormen. Det er faktisk en film, men jeg fortæller den lige.

Æblet og ormen er historien om det selvfede præmieæble Torben, der har ét mål i livet: At ende som skinnende udstillingsæble i supermarkedets fineste montrer. Æblet Torben er en flot rød sag og nærmest æblernes svar på en spritnyt Ferrari. Han vil frem i madpyramiden og drømmer om at blive et pragteksemplar af et æble i supermarkedets frugtafdeling. Funklende lækker og lige til at spise. I Æbletræet hersker der strenge regler for fysisk fremtoning og personlig hygiejne. Ethvert æble med utøj eller den mindste brune plet bliver brutalt rystet af træets grene. Her er der kun plads til de flotte, renskurede, målrettede og karrieremindede.

Men Torbens snorlige vej mod succes og anerkendelse bliver ødelagt, da en nævenyttig, men ganske elskelig orm ved navn Sylvia tager bo under Torbens perfekte skræl. Og hun har ikke så få meninger om, hvordan tingene skal gå. Snart er Torben ikke længere velkommen og rystes af sin gren, som var han en spedalsk. Han må indse, at selv den smukkeste og mest succesfulde har ganske få ægte venner, så snart der kommer lidt ridser i lakken.
Nu tvunget til at ændre kurs og til at leve side om side med ormen, må Torben indse, at lykke ikke nødvendigvis måles i berømmelse og beundring, og i mødet med naturens andre mere eller mindre spøjse eksistenser finder Torben ny mening med tilværelsen.

Det som den historie så fint fortæller os er, at når vi ser verden fra en anden vinkel, så kan det vise sig at være mere end vi regnede med. For er det fair for et æble at ville slippe af med en orm, for at se godt ud? Og ender den ikke nemt med bare altid at være utilfreds og hellere ville noget andet end det som den rent faktisk får?

Det er lidt ligesom med Adam og Eva i den første historie jeg læste op heroppe. De havde alt, men det var bare ikke nok. De ville have mere. Så de tog en stor bid af den frugt, som var den eneste de ikke måtte spise. Og hvad skete der så? Hørte I det? De blev smidt ud af Paradis!! De havde det så dejligt, men fordi de ikke kunne se hvor godt de havde det, så endte de med at blive smidt ud fra det gode.

Og sådan er det også lidt for os nogle gange – så er livet ikke lige, som vi vil have det, så får vi det ikke på vores måde. Af og til er det grimmere, end vi kan lide det. Lidt ligesom ormen der kravlede ind i æblet – det passede slet ikke æblet Torben!! Men han måtte til sidst se verden på en ny måde og så opdagede han, at han faktisk fået en at følges med – nemlig ormen. Også selvom den ikke var ligeså smuk som ham selv.

Og det er det som Bibelen med Jesus også vil fortælle os: At se verden på en ny måde – så vi lærer at leve med det vi får, fordi vi får at vide, at vi også har en plads selvom det hele ikke er perfekt… Det kan være, at vi er som æblet Torben, der vil have det på en bestemt måde – eller vi er som Ormen Sylvia, der ikke er så smuk, men der er plads til begge – hvis man ser verden på en anden måde og er taknemmelig for det man får givet.

Der sker noget nyt, når man ser tingene anderledes. Og sådan kan vi fejrer alt det vi høster og alt det vi får givet – ved at se det for det gode.

Vær taknemmelig for det vi får – ligesom æblet Torben.

Giv op!

Sådan lød det i søndags til min sidste gudstjeneste i Kragelund og Funder sogne.

 

Prædiken 14. s.e.trin

 

Søndagens evangelium 

Sygdom er hårdt! Vi har alle været der. Den irriterende forkølelse, der ikke vil gå væk, den slemme infektion, en livslang lidelse, måske en uhelbredelig sygdom. Det er hårdt, og det er især hårdt, hvis man ved man aldrig bliver rask. Hvis udsigterne til at blive helbredt er forsvundet. Hvad gør man så? Skal man kæmpe? Skal man give op? Skal man blive ved at tro på helbredelsen? Eller indse, at sygdommen ikke kan kureres, den vil være en del af en, resten af ens liv.

For den uhelbredelige sygdom skal man lære at leve med. Stå op hver dag og vide at sygdommen er der, jeg kan ikke slippe fri for dens grib.

Kunsten er at give op over for sygdommen uden at give op overfor livet. Det kræver styrke. For det er at give op. Give slip. Det kunne man måske tro var den nemme del. Bare at lade være. Lade stå til. Men det er den hårde opgave. For sygdommen holder nemlig en fast i et jerngreb, den truer med at fylde det hele, overtage hele ens liv. Den kan tage hele opmærksomheden og tage livsmodet fra en, så end ikke glæden har lads mere. Det skal man slippe. Det skal man give op. Det er kunsten.

Sygdom kan have en alt for stor magt i vores menneskeliv og det kræver styrke at tage kampen op mod dem magt.

Kampen starter ikke med at give op. Her skal man først erkende og acceptere, at sygdommen er en del af ens liv. At der ikke er mere at gøre. At alle muligheder er prøvet af. Nogle søger hjælp hos mirakelmagere, lægger kosten om, beder til Gud, opsøger hellige kilder, prøver den nyeste medicin.

Men når alt er prøvet, alle muligheder er afsøgt og afprøvet. Så er det tid til at give op! Næste skridt er at lade tårerne komme af udmattelse og sorg over at det ikke lykkedes. Man bliver aldrig rask, sygdommen vil altid være en del af ens liv.

Den lamme mand ved Betesdas dam, som vi hørte om i dagens evangelium, havde ikke givet op. Hver dag i 38 år, havde han kæmpet sig hen til dammen, og ventet på vandenes oprør, han havde ihærdigt forsøgt at nå at være den første i dammen efter oprøret i vandende, for at blive helbredt, og hver gang det samme, en anden var kommet ham i forkøbet, og havde snuppet helbredelsen fra ham. Men stædigt blev han ved med at komme.

Man kan sige at han kæmper videre, han nægter at lade sygdommen vinde, han tror på helbredelsens mulighed. Men man kan også sige, at han måske er lidt dum, ja for stædig. Den lamme mand tror at han kan vinde kampen selv. At han selv kan skaffe sig sin egen helbredelse. Men han lever på en løgn. For han bliver ikke helbredt ved egen kraft. Han har ikke styrken til at give op overfor sygdommen, se dens endelighed i øjnene og acceptere den. han vil ikke affinde sig med, at det ikke er i hans magt at blive helbredt.

Den lamme mand ved søen lader sygdommen overtage hans liv fuldstændig, og bliver stædigt ved i 38 år, at lade alle dagene fyldes af en ventetid ved en dam, han aldrig komme til at træde ned i, i rette tid.

Og det er den virkelige kamp! Det er den kamp, vi oplever i livet, ikke bare når vi er syge, men i hele vores tilværelse. Vi rammes alle af kampen gang på gang. ’

Kampen om magten i livet. Hvem er den stærkeste? Er det os selv? Eller er det ikke os selv? Og hvis det ikke er os selv, hvad er det så. Eller hvem er det så?

Den lamme mand troede stadig efter 38 år ved dammens bred, at det var ham selv. Men det var det ikke. Den lamme mand kunne ikke vinde kampen. Han ville ende med at tabe den lige meget hvor mange år, han endnu lå ved dammens bred. Det vidste han ikke selv, men en dag kom der en mand forbi og viste ham det.

En mand hvis livsopgave og virke i denne verden, var et frelse mennesket fra vores håbløse livsløgn og sætte vores tilværelse på plads. Han åbner vores øjne, så vi ser livet i det rette lys.

Den mand kom forbi den lamme mand den dag, og spurgte ham, og han ville være rask. Og den lamme svarede ham, at det var jo sådan set det, han var i gang med. Han lå jo der og ventede ved den rigtige sø. Han var selv i gang med at blive rask. Da viste Jesus den lamme mand, at den magt han selv troede han besad, hørte hjemme et helt andet sted. Jesus helbredte manden, og bad ham oven i købet at bære båren på helligdagen. Jesus demonstrerede med al tydelighed, at magten ikke lå ved den lamme, men er uden for den menneskelige tilværelse. At magten ligger hos Jesus Gudsmanden, ham der kan gøre livet nyt for os. Ham der kan gøre os retfærdige.

Det er dagens evangeliums budskab. Vi magter ikke livet selv, Gud har magten. Og vi har altid igen og igen brug for at høre det, om vi er uhelbredeligt syge eller kæmper en anden kamp. Jesus har gjort os frie og raske.

Jesus gør det for os igen, når vi om lidt samles om nadveren. Han gør os raske og viser os, hvordan magten i vores liv er Gud, og at kærligheden til os giver os tilgivelsen, når vi glemmer det. Fordi vi ellers levede på en løgn om vores egen magt, og fordi vi aldrig ville kunne frelse os selv fra den vildfarelse.

Vi skal give op over for magtkampen i vores liv men ikke give op overfor livet. Vide at magten er et andet sted. Vi skal leve livet, lade glæden og kærligheden få plads og fylde alt.

Derfor fejrer vi om lidt nadver sammen og tager imod kærligheden og tilgivelsen og fællesskabet med ham, der giver os livet og med hinanden, som v skal dele det med.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og i al evighed. Amen

 

DDS 4 – giv mig Gud en salmetunge
DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte
DDS 44 Urolige hjerte
_____________________________
DDS 157 Betesda-søjlernes buegange
DDS 473 Dit minde skal, o Jesus, stå
DDS 38 På alle dine veje