En grønnere fremtid?

Dagens evangelium Lukas 1, 26-38 kan læses her

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Lisbjerg kirke, har været badet i grønt lys siden torsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille og frygtet, hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved moderskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber også at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt og måske er Marias slutord også dem, der skal lyde til os, som et mantra i vores liv.

For Maria slutter af med ordene ”jeg underkaster mig Gud” – se det kan virke lidt voldsomt, men i de ord, tror jeg, ligger der, at Maria accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske skal det være vores mantra, at vi underkaster os og erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Amen

Muren rives ned!

Denne prædiken er holdt i Mariehøj Kirke påskedag 8. april 2012. Den er skrevet med inspiration fra Svend Bjerg i hans prædikensamling Sakrale prædikener.

 

Maria Magdelena og Maria kommer løbende imod os, de sveder og ser både frygtsomme og lykkelige ud. Vi begynder at undre os over, hvad der dog er sket. Hvorfor dette hastværk, de skulle jo bare lægge blomster på Jesu grav. Jo nærmere de kommer os, begynder vi at føle den samme blanding af frygt og glæde. Vi har måske gættet, at det drejer sig om Jesus, men hvordan? Hvad er der sket? Hvad kan der ske? Vi har endnu intet begreb om, hvad vores ører vil høre, vores hjerter forstå, men vores sind finde helt umuligt.

Vi var der ikke selv, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan Jesu disciple har haft det, i øjeblikket før de hører ordene fra de to Maria’er: Jesus er opstået, han er gået i forvejen.

Hvordan de har haft det efter disse ord, er straks sværere at forestille sig. Det er umulige ord, der på den ene side overhovedet ikke giver mening, er blottet for al logik og forståelse. På den anden side, så har de måske forventet det? Jesus har mange gange sagt det, de ved med deres hjerter, at Jesus havde en særlig betydning, en særlig plads i livet, og at hans død skulle få en betydning, at hans død ikke var meningsløs.

Men hvad vi ved med hjertet, og hvad vi ved med sindet, med forståelsen, med hjernen, hænger ikke altid sammen. Der kan være en kæmpe mur imellem de to forståelser, så tyk og høj, at man føler, man hverken kan kravle over den, eller bryde den ned. Men den er ikke ubrydelig. Det er netop det, Gud viser, da han lader Jesus genopstå. Gud kan bryde alle mure ned, han kan sprænge alle klipper, og han gør det. Han viser mennesket dengang og nu, at muren mellem vores hjerte og forstand er nedbrydelig og der er forbindelse. Jesus er forbindelsen. Hans død og genopstandelse er det, der skaber forståelse i hjertet.

I dagens evangelium, i påskens erfaring, der fortælles hver søndag i kirken forkyndes det, at livet bliver nyt. Verden ændrer sig, bliver ny. Livet er ikke det samme. Livet bliver nyt.

Nu kunne man så tro og mene, at man med dette mener det, at den døde Jesus bliver levende. Det kunne det også gøre, men det ved vi ikke. Ingen har set Jesus træde ud af graven i levende live. Ingen har set ham sætte sig op i stengraven, kaste klædet væk og gået ud. Men det ville egentlig heller ikke hjælpe, om nogen havde set dette mærkværdige syn. Det er ikke det, det handler om. Jesu opstandelse er ikke noget, vi kan vide noget om. Vi har ingen kilder, ingen personvidner, intet overvågningskamera, der kan give os sikkerheden, hvordan Jesus opstår og går ud af den grav en søndag morgen for små 2000 år siden. Men Jesu opstandelse sætter en ny tro ind i vores verden. Og med den tro ser vi spirer af nyt liv overalt, hvor vi kigger.

Det er budskabet i dag. Ikke at en død bliver levende. Ikke at et dødt lig liver op. Evangeliet fortæller, at livet bliver nyt. Men hvordan bliver det nyt. Igen føles det som om, at muren imellem hjerte og forstand får lagt flere og flere mursten på.

At livet bliver nyt, hænger sammen med Jesu død. vi taler om, at Jesus genopstår. Men ved Jesu død bliver han fuldstændig sat ud af spillet. Han dør. Og døden er final, det ved vi alle af sorgfuld og hård erfaring. Derfor er det ikke Jesus, der af sig selv opstår. Nej Jesus bliver opvakt. Det var en anden, der tog ham ved hånden og rejste ham op. Det var Gud, der opvakte ham. Jesu fader, opvakte sin søn. Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud.

Det er uendelig umuligt at håndtere og før muren imellem hjerte og forstand igen bygges videre på, så lad os vende tilbage til vores jordiske liv, hvor vi alle erfarer døden.

Døden er i vores liv lang tid før, at den rammer os selv ved livets ende. Vi oplever dødsfald på stribe og de fylder meget i vores liv. Vi oplever skilsmisser, brudte venskaber, kulde imellem nærmeste, livet der lægges i en kiste. Døden består i, at båndende imellem os brister, de usynlige tråde skæres over, og vores forhold til andre dør et efter et. Ensomheden bliver større og større og til sidst sidder vi alene tilbage.

Hvad er reaktionen i vores liv på denne dødens hærgen? Hvordan skal vi bevare livsmodet, livsglæden, livslysten trods det, at døden fylder så meget?

Det forunderlige er, at midt i denne dødens hærgen, hvor det ligner en tom slagmark, der ser vi spirer af nyt liv pible frem over det hele. Vi ser tydelige spor af det nye liv, som vi bliver lovet denne påskemorgen.

De små grønne spirer, der bryder frem, kommer i form af sorgen og kærligheden.

Vi føler en stor sorg, når vi reagerer på et tab. Sorgen rammer os, med en dunhammer, når vi mister mennesker, der står os nært, vores elskede, den kære ven, forældren. I sorgen kan vi føle, at vi bare vil videre, væk fra sorgen, ud på den anden side, hvor sorgen ikke eksisterer mere. For sorgen er altopslugende, hård og tærende.

Men dyb sorg forsvinder aldrig, den bliver ved med at vende tilbage igen og igen, den har nok skiftende styrke, men den er der altid og til sidst vandrer den med os i livet som en usynlig ven. Vi ved, den er der, men den gør ikke altid det store væsen af sig.

Midt i denne sorg, hvor vi hele tiden prøver at holde fast i det tabte, prøver vi også at gøre os fri af det tabte. vi værdsætter mindet, plejer det, giver det næring, og midt i det, spirer et håb frem om nyt liv – midt i denne sorg. Sorgen er så rummelig, at den bærer begge dele – den altid tilstedeværende sorg og håbet om fremdriften mod nyt liv.

Dette håb i sorgen ligner vores påskeerfaring af et liv i døden.

Vi erfarer kærligheden, mellem elskende, tætte venskaber, og familiens blod. Kærligheden kan udholde alt – næsten alt. Vi elsker på trods og imod alle odds. Vi elsker selvom vi ikke burde, selvom forstanden er imod det. kærligheden udholder næsten alt, men i vores menneskeliv er der en grænse, og nogen gange overskrides den, oftest ser vi det desværre alt for sent.

I vores erfaring af denne utrolige kærlighedens magt, ser vi også påskens erfaring af et liv i døden.

Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud. Det er en helt ny historie, vi ikke har hørt før, og hver gang vi hører den, forundres vi og frygten og glæden sniger sig tilbage hver gang. Vi føler os som disciplene, der ser de to Maria’er komme med nyt.

Gud fader opvakte sin søn Jesus. Han vandrede med ham ind i døden. Gud gjorde Jesu død til sin egen død. Da Gud tager Jesu død på sig, viser han sig som en nærværende Gud, der er helt tæt på os. Gud deler livet med sin døde søn. Guds kærlighed er uendelig og kan udholde og tåle alt. Men her går grænsen for os mennesker. For det kan vi ikke. Vi kan dele livet med hinanden og vi skal dele livet med vores elskede, nære venner og familie. Vi kan gøre meget for hinanden både godt og ondt, mens vi lever. Men dør livet imellem os, har vi ikke mere at dele med hinanden. Døden er udelelig. Døden er den sidste grænse for os. Men efter døden kan der komme nyt liv.

Når bryder muren ned mellem hjerte og forstand og lader troen trænge igennem vores til tider hårde skal, så kan vi så småt begynde at se sporene af det nye liv, Gud med sin kærlighed til os har givet os. Vi ser det helt tydeligt, når det lykkes os at hele de brudte forhold, skilsmissen, det brudte venskab, kulden i familien.

Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Glædelig påske, glædeligt nyt liv!

Amen

Prædiken juledag – Ordets juleglæde

Jeg holdt denne prædiken 25. december 2011.

…

I dagens juleveangelium går Johannes helt tilbage til begyndelsen. Ja faktisk før begyndelsen, før skabelsen. Vi hører her, at Ordet var med i begyndelsen, og at Ordet er Gud. Ordet er Guds udadvendte og skabende aktivitet, og ved Ordet åbenbarer Gud sig for mennesket og ved Ordet skaber Gud. Ordet er Jesus og med hans ankomst til verden, får vi mennesker et tættere forhold til Gud. Vi får lov at stå ansigt til ansigt med Gud igennem hans søn Jesus. Relationen imellem Gud og menneske bliver skabt her. Relationen – forholdet imellem Gud og menneske blev helt tydeliggjort ved, at Gud blev menneske. Skellet er ophævet, fjernet!

Vi hører i det gamle testamente, at Moses bad om at få lov til at se Gud, men Gud sagde, at intet menneske kunne tåle at se ham. Det siges alligevel, at Moses var den eneste, der så Gud og derved kendte ham i den gamle pagt. Men i den nye pagt viser Gud sig for alle mennesker. Han går så langt som til selv at blive menneske, for at kunne kende os alle fuldt. Forhænget, der var i det jødiske tempel og var dækkede det allerhelligste, og skilte mennesket fra Gud i den gamle pagt, revner da Jesus dør, og derved er Gud for evigt synlig for alle mennesker. Men det er ikke kun os, der nu kan kende Gud, fordi forhænget er flænget og revet bort. Jesus – Gudssønnen – vil også kende os. Og ikke blot det, han vil også kendes ved os.

Vi har to juleevangelier, som vi hører her til jul. Det ene er Lukas juleevangelium, som vi hørte i går. Her hører vi om Josefs og Marias rejse og ankomst til en lille stald, hvor Jesusbarnet blev lagt i en krybbe og vismændene kom og gav dem gaver, ledt på vej af stjernen. Sproget og tonen i de to evangelier er meget forskellig, men konklusionen er den samme. Gud blev menneske julenat – Ordet blev kød. Meningen med det hele lader sig åbenbare med et lille nyfødt barn. Meningen trængte ind i verden, da Guds hjerte begyndte at slå i en lille menneskekrop. Og hjertet banker for alle mennesker. Der er ingen afkrog i verden, intet sted der er for mørkt og dystert, intet trist sind som Gud ikke kan og vil nå. Gud går med helt ud, hvor det er allermørkest og gør mest ondt.

Gud gav os ordet og gav os mulighed for i Ordet at tale med hinanden og med Gud. At høre og at tale er væsentligt for at skabe relationer og fællesskaber mellem mennesker. Ord kan skabe og kan bryde ned. vi kan åbne en hel ny verden af glæde og lys for det andet menneske ved hjælp af ordet, eller vi kan være sammen i mørket og tristheden og have ordet sammen.

Når vi fortæller vores livshistorie får vi en ny forståelse af os selv, af vores familie, af vores liv. Men hvis vi bliver i vores eget fortælleunivers, lukkes vi om os selv. Derved mangler den dimension, som gør livet større end det enkelte menneske og dets liv og dets død. Men når vi bliver tilført Ordet udefra – når vi bliver sagt noget, som vi ikke kan sige os selv – så åbner verden sig på ny. Det kan være et ord fra et andet menneske, fra et digt, et billede eller fra Gud. Gud er tiltalens ord, der kan befri os fra os selv og det vi føler os fanget i og af. Det har lydt før skabelsen, og det er det Ord, som Gud skabte med og stadig skaber med. Og det er det Ord, som vi skaber med i vores liv. Handlinger siger i lige så høj grad noget som ord, og handlinger er især vigtige i vores relationer mennesker imellem. Her kædes handlingen og Ordet tæt sammen og får en særlig skabende kraft. For Jesus er Ordet, men Jesus var så sandelig også en handlingens mand. Han ikke blot fortalte os, hvordan vi skal leve vores liv med Gud, men viste os det med sit eget liv.

Ordet sætter os i forbindelse med hinanden. Igennem Ordet giver vi os til kende overfor hinanden. Igennem talen udtrykker vi vores tanker og følelser og åbenbarer os overfor hinanden.

Her juledag hører vi, at Kristus var med fra begyndelsen. Han var Ordet og var hos Gud. Vi bliver julenat givet Kristus og dermed starter juleglæden. Glæden over, at Gud er kommet til os i skikkelse af et lille menneskebarn. Ikke noget særligt, ikke på nogen måde en konge lig. Men dog alligevel noget helt ud over det sædvanlige. Freden starter der og vi bliver hvert år mindet om den fred og glæde, der blev givet os denne nat. Når livet og verden er uoverskuelig, mørk og dyster. Når hverdagen er alt for almindelig og det særlige lader vente på sig. Så kan vi mindes denne glædelige nat. Hvor Gud kommer til os, fordi han vil os! Vi er ikke alene i denne verden. Vi er omfavnet af kærlighed, lys og varme.

Jeg mindes mine egne barndoms julemorgner. Det var en glæde at stå op og se juletræet stadig stå der i den rodede stue med gavepapir over det hele, glitter og pakker spredt rundt. Men i midten stod juletræet der stadig lige så smukt som aftenen før. Der var en særlig tryghed i at se, at julen ikke kun var om aftenen, hvor alt var smukt, med tændte lys, pakker i smukt papir og glade forældre og søskende. Men julen var også næste morgen, hvor jeg stod midt i den rodede stue i pyjamas med uglet hår, og så på juletræet. Julen rækker også ind i det rodede ikkekønne og overstråler hverdagen og det almindelige med sin særlige juleglans.

Lad os have denne julenat i vore hjerter og lade juletræet få flere lys i og blive tændt igen, så juleglæden for lov at vare ved.

Glædelig jul.

Amen.

…

Denne hellige lektie skrives i første mosebog: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.