Den tavse mand

20. s.e.trin 1. række – Afholdt i Lisbjerg kirke 22. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Matt 22,1-14

Prædiken

Den tavse mand

Nogle gange ville jeg ønske jeg ikke skulle på arbejde. Og jeg må indrømme, at i dag var sådan en dag. Sådan en dag, hvor jeg virkelig skulle tage mig sammen. Ja sådan har det faktisk været hele ugen. For dagens evangelium har sat sig på tværs i mig. Det har forstyrret og irriteret mig. De sidste sætninger presser sig på og forstyrrer mig.

Men jeg er kommet alligevel i dag. Fordi det skal jeg og fordi det ikke ville hjælpe på min anfægtelse at blive hjemme under tæppet og den spindende kat.

Det der rykker i os og forstyrrer os, må vi gå i rette med. Så det vil jeg forsøge at gøre.

Det er ikke sikkert at det lykkes, måske er jeg og måske også jer uforløste efter denne time sammen. Men det er ok. Vi er i det sammen og det er i sig selv en trøst.

Gud er kærlighed

Det er netop det der anfægter mig. Gud er kærlighed, men i evangeliet hører vi i dag om en konge, der inviterer til bryllupsfest. De første han inviterer, vil ikke komme, og han bliver så vred, at han brænder deres by ned, derefter sender han sine tjenere ud for at hente andre gæster, for fest skal der være. Og de andre gæster kommer, men da kongen kommer, ser han en gæst der har ikke festtøj på; og på spørgsmålet om hvorfor, tier han blot. Kongen bliver igen så vred, at han smider ham udenfor.

Den altoverskyggende vrede, der fylder det hele og som dømmer hårdt.

At blive dømt ude.

Og det er det, der til at starte med anfægter mig. Er Gud den konge, der dømmer os så hårdt? Bliver vi smidt ud i kulden, hvis vi ikke har den rigtige festdragt på? Bliver vi smidt ud, hvis vi ikke svarer på hans kalden. Kan vi virkelig gøre noget der smider os ud af Guds kærlige og nådige favn? Det er ikke den Gud, det evangelium vi tilsiges.

Eller er Gud den konge der insisterer på at invitere og holde fest og bliver ved og ved. Han bliver med at kalde på os, selv om det er besværligt. Selvom vi afviser eller tropper ud med ligegyldighed og tavshed.

Vi er båret af Gud

Kaldelsen sker hver dag hele tiden, hele livet igennem. Vi bliver konstant inviteret til livet af Gud. For vi er i en verden, der insisterer på fest. Men vi er også i verden, der fyldes af det mørke og onde.

Vi er i en verden hvor krigene farver jorden rød af uskyldiges menneskers blod. Vi er i en verden, hvor ondskaben, fornedrelsen og mørket nogle gange synes altoverskyggende.

Vi er i et liv, hvor mørket også fylder os. For vi bærer selv rundt på alt det svære og mørke. Vi bærer på byrder der er så tunge at vi ikke kan stå oprejst altid.

Svøbt i Guds kærlighed

Kongen bliver så vred på manden der tier. Og når min anfægtelse har lagt sig en smule, ser jeg den tavse mand. Hvorfor er han ankommet uden festtøj, og hvorfor tier han?

Er han os? Kommer vi til festen helt forkert klædt på? Og hvorfor siger han det ikke bare? Hvorfor tier han?

Den tavse mand – manden der slet ikke var klædt på til fest. Hvor ofte har vi mennesker ikke stået i en situation, vi slet ikke var klædt på til. Jeg tror det er vores livsvilkår.

Og han tav. Han kunne have sagt og forklaret. Der kan være så mange grunde til at han slet ikke var klædt på til situationen. Han havde været helt nede i sølet og vende. Festtøjet passede slet ikke mere og var blevet for stramt og snævert i det liv der var hans. Syningerne var gået op, nærmest krakeleret. Han kunne ikke mere. Han kunne have sagt så meget, men han sagde intet. Han tav. Hvor der skulle have været mund og mæle, var der blot tavshed.

Og hans tavshed var det eneste der stod tilbage og fyldte hele festen, hele rummet. En dræbende tavshed.

Jeg tror vi alle kender den.

Den dræbende tavshed, der er helt tyk og kvæler al luften i rummet. Der hvor vi ved at der skal siges noget, at vi skal svare. Men ingen siger noget. Ingenting kommer ud

Den dræbende tavshed som virkelig kan binde os på hænder og fødder og kaste os selv og andre ud i mørket udenfor.

Intet menneske kan bære sig selv

Gud er kærlighed, Gud bærer os og indhyller os i kærlighed. Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Og alligevel hører der nederlag og forfald til det at være et menneske i dette liv.

Mørke gråd og tænderskæren.

Nogle gange falder et menneske voldsomt og hårdt. Men ikke så langt at vi ikke kan rejses op igen.

Indimellem går et hvert menneskeliv under, men aldrig så meget under, at vi ikke lander i, bæres -og omsluttes af Guds kærlighed.

Gud inviterer til fest. Gud vil os. Gud vil relationen med os mennesker, også der hvor det er besværligt. Og når vi tier og ikke er klædt på, så indhyller han os i kærlighed og bærer os.

Vi er kaldet til dette liv og Guds kærlighed og nåde når os hver dag i det liv der er dit, der hvor vi roder rundt nede i mærket, står udenfor fest, og når vi står tavse.

Og vi mærker det, hver gang vi mærker at vi har noget at sige til den anden. Når vi hjerte bobler over med ord og lyd. Når vi feststemte tropper op for at fejre kærligheden vi mærker omkring os- når vi indhyller hinanden i kærlighed og mærker at vi bærer med på andres smerte og mærker at de bærer med på vores.

For vi har alle sammen noget at sige.

Manden tav, men lad os øve os i, så vidt muligt ikke at gøre det samme, men lukke op og lukke ud, og sige til, og tale og synge med, med hvert vores næb.

Jeg er glad for at jeg kom i dag. Min anfægtelse har lagt sig. Måske handler det om blikket vi ser med. Ser vi den vrede og dømmende Gud, eller ser vi den tavse mand og mennesket i ham? Hører vi kaldelsen til livet og kærligheden der er deri.

For Gud er kærlighed,

Vi er båret af Gud

Svøbt i hans kærlighed

Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Amen