Jeg holdt denne prædiken søndag d. 26. februar 2012. Jeg skriver ofte rigtigt hurtigt når inspirationen kommer over mig, og jeg er egentligt altid tilfreds med resultatet. Til denne søndag hører man om Kain og Abel (se tekststykket nederst på siden), så jeg valgte at tale om det ustyrlige og onde i vores natur – generne. Det kan nok ikke skjules, at jeg brugte Richard Dawkins under teologistudiet – vel at mærke den solide Dawkins før han satte sig for at harcelere imod religion.
Vi hører i dag historien om en stor synd drabet på ens elskede – ens bror. Det er en voldsom gerning som vi ikke forstår og ikke vil forstå. Det er så ondt, så forkert, så grimt – at vi ikke engang vil kigge på det. Men vi er tvunget til det. Vi får konstant grimheden skubbet op i vores ansigter og må se det lige i øjnene. I bibelens fortælling og i dagens verden. Det onde er ikke forsvundet. Grimme handlinger er her stadig, nogen gange kan man næsten føle at de tager til i styrke. Bliver voldsommere og mere beskidte end før. Men sådan har mennesker igennem tiden nok altid tænkt det. At der aldrig var så meget ondskab på jorden som nu.
Og vi bliver fristet. Fristet til at hoppe i den besudlede pøl af dårligdom. Vi vil det ikke. Og hver dag tænker vi at dag skal være fyldt med godhed og glæde, og alligevel bliver vi hver dag fristet. Fristet til at tage den nemme vej. Gøre det som er godt for mig, men ikke for dig. Bare lade verden være, og køre mig selv frem. Nogen gange falder vi for fristelsen, andre gange kan vi stå den imod. Men vi falder alle for fristelsen flere gange. vi bliver prøvet igen og igen, og de færreste af os, står prøvelsen igennem.
For vi er som mennesker tvetydige. Vi vil det gode for os selv, men også for andre. Og de gange hvor det der er godt for os også er godt for andre, er der ingen problemer. Men de gange hvor det der er godt for os, kan medføre lidelse for andre, og hvor andres glæde gør ondt på os, ja så er det straks sværere. Moralsk, intellektuelt og følelsesmæssigt, ved vi godt hvad vi bør, skal og vil gøre. Men alligevel så er der noget i os. En fremdrift der styrer mod vores egen fordel og glæde.
Biologen Richard Dawkins har skrevet bogen ”det selviske gen”. Her forklarer han, hvordan mennesket er styret af vores gener. Vores gener vil deres eget bedste. De søger at overleve, og få at overleve skal de reproduceres. Alle vores gener, kæmper derfor for, at mennesket reproducerer sig, så generne kan fortsætte. Det at få børn handler ifølge Dawkins, altså ikke om kærlighed, glæden og vores ønske om at give verden mere liv. Men er udelukkende genernes kamp for at overleve. I denne tanke har næstekærligheden ingen plads. For hvis den næstekærlige ting ikke er til gode for generne, ja så vil det aldrig ske. At generne er selviske – vil selvfølgelig medføre at mennesket er selvisk, da vi jo er vores gener. Og ifølge Dawkins KUN vores gener. Der er intet miljø der har betydning for os.
Som kristent menneske, og i det hele taget som et humanistisk menneske, der stoler på det gode i andre mennesker og ser kærligheden og fællesskabet, som menneskets største styrke. Har jeg meget svært ved at acceptere denne tanke. Jeg grimmes ved den. Jeg føler mig reduceret og nedgjort. Jeg bliver lille og ubetydelig i den store genpøl.
Når jeg så hører historien om Kain og Abel og om verdens mange krige og menneskers angreb mod hinanden, både som nation og individ. Så kan jeg alligevel godt se tanken hos Dawkins. Den giver lidt mere mening for mig.
For ja, vi mennesker er drevet af en kraft til at overleve, at ville livet, at ville vores børns liv, at ville fremtiden. Og at det sker på bekostning af andre, det kan synes som den eneste mulighed.
Men jeg kan alligevel ikke erklære mig enig. For jeg ser også godheden og føler kærligheden. Og jeg har gentagne gange oplevet, at den overskygger alverdens ondskab og nederdrægtighed.
En ting er at jeg har oplevet den, noget andet er, at jeg tror på den! Jeg vælger kærligheden, jeg vælger troen på kærligheden, jeg vælger lyset og ikke mørket. For vi har fået budskabet om frelseren. Vi har hørt om hans komme til jorden, hans død, men vigtigst af alt om hans genopståen.
I en verden hvor generne styrer showet og har kæmpet sig frem til at tage førstepladsen over kærlighed, fred og tro, kan det være umådeligt svært at blive i troen på at Gud elsker os, at han sendte sin søn til os, for at bringe os lyset og kærligheden. Og ligesom vi alle synder, falder for fristelsen og tager den nemme vej. Så kan tvivlen heller ikke undgå at komme til os. For selvfølgelig tvivler vi ind imellem. Vi bliver konstant prøvet på vores tro og vores tålmodighed med Gud. Og der kan synes at gå lange tider mellem at troen kommer tilbage til os.
Men selvom vi tvivler, selvom vi synder, selvom at generne får lov at vælge for os. Så elsker Gud os. Lige meget hvad vi gør, tror, tænker og mener. Så elsker Gud os. Gud vil altid være med os, selv i den dybeste afgrund, eller den mest fortvivlede afgrund.
Kain dræbte sin bror Abel af misundelse. Han ville have Guds kærlighed. Han krævede den. Og i angst og frygt for at Abel er mere elsket end Kain, dræber han sin egen bror. Kain for straffen, han skal flygte, han skal være fredløs. Men her stopper fortællingen om Kain ikke. For Gud giver ham Kainsmærket. Et mærke der beskytter ham mod at blive dræbt.
For Gud elsker Kain, på trods af hans gerning, som han elsker os. Han beskytter ham stadig. Han giver ham en chance mere. Han skal flygte til et andet land. Men et andet land med muligheder og fremtid.
Når vi står midt i tvivlen og fristelsen, er vi elsket af Gud. Vi mærker det måske ikke altid. Men kærligheden er der. Og størst af alt er kærligheden!
Amen
…
Dagens tekster:
Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« 1 Mos 4,1-12
Epistlen skrives i Jakobsbrevet: En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. Far ikke vild, mine kære brødre! Jak 1,9-16
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32
Marie-Louise Lieberoth Wadum 