Prædiken
I dagens evangelium hidser jøderne sig endnu mere op over Jesus, hvis det da snart er muligt at hade ham mere. Men her gør han det aller værste, han trykker på alle deres knapper, siger præcis det, der får dem op i det røde felt. Han er ekstremt provokerende, og det virker næsten som om, han bevidst driller dem. At han med vilje siger lige præcis det, han ved, de ikke vil kunne tåle.
Han sammenligner sig med Gud Faderen. Ikke alene bryder han sabbatten og kommer med undskyldninger for, hvorfor det er ok. Men han tillader sig at sammenligne sig selv med det allerhelligste. Det vigtigste for disse mennesker. Den de sætter hele deres liv og tro til. Ham sammenligner en simpel tømrersøn sig selv med.
Det er næsten for galt. Hvis ønsket fra Jesus side var at provokere dem lige til grænsen, så lykkes det. Han går endda over grænsen. For denne sammenligning mellem ham selv og Gud Faderen, fører til hans korsfæstelse og død.
I det hele taget er det ikke en let stemning i søndagens evangelium. Her er ingen glade ord, eller tale om kærlighed og tilgivelse. De ord vi normalt forbinder med Jesu tale. Nej i Johannesevangeliet i dag hører vi om dom. Dommen over menneskene. Dommen udsagt af Jesus. Dommen over vores liv. Her er der ikke meget leflen for den gode stemning. Tonen er så skarp, at man nemt kommer til at skære sig på den. Og dommen er ikke noget, vi skal forvente kommer om lang tid. Dommedag er ikke en fremtidig vision, som i Daniels Bog, hvor menneskesønnen kommer på skyen, for at dømme til evigt liv og død, frelse eller fortabelse. Nej dommen er lige nu og her, lige midt i dit og mit liv. Vi kan ikke slippe uden om den. Vi kan ikke skubbe den foran os. Vi skal ikke tro, at dommen først kommer når vi har levet hele vores liv. At regnskabet først bliver gjort op der. Så mange gode dage med kærlighed og gode gerninger, og så mange dårlige dage, med ondskab, mistillid og had.
Dommen er i dag netop i denne time. Og dommen er hver dag, hvert levet øjeblik. Vi kan aldrig undsige os den. Vi kan ikke vende den ryggen, og bare håbe den går væk. For den står foran os hele tiden. Jesus er domsafsigeren, og han stiller os spørgsmålet: Hvad har du brugt dit liv til? Har du spildt det og dermed tabt det? Eller har du levet et liv, som er til gavn for andre? Et liv i kærlighed og respekt? Og dermed vundet det?
For livet er en gave. Det siges ofte, og det kan hurtigt lyde som en kliche. Men klicheen har også alvoren i sig. For klicheen rummer den svære sandhed, at livet er en gave! Vi har det til låns, og vi skal derfor ikke omgås det, som om vi ejer det. Vi kan intet gøre for at få livet. Og vi kan intet gøre for at beholde det, hvis det ikke længere er vores. Men vi skal bruge den gave der er givet os, og vi skal bruge gaven for og med hinanden.
Paulus beskriver i 2. Korintherbrev som vi hørte fra tidligere, Guds herlighed og vores skrøbelighed. Brevet handler om det synlige og ydre, som kun varer en tid og forgængeligt, og det usynlige og indre, som er evigt og hører Gud til.
Paulus beskriver teltet, der er bygget af menneskehænder nemt kan brydes ned, men at bygningen vi har fra Gud er evig. Paulus teltbillede er en understregning af livets skrøbelighed. Hvis vi tror, at livet har bestandighed som en katedral, tager vi gruelig fejl. Det er en sandhed, som hvert enkelt menneske ved, har behov for konstant at glemme, og en gang i mellem må mindes om.
Dommen handler om vores liv. Levet lige nu og her. For livet er ikke fortiden, alle vores tidligere gerninger, forkerte eller gode, eller fremtiden, med alle dens håb og drømme. Livet er lige nu, det vi står midt i. hvert levet øjeblik, som det går fremad skridt fro skridt. Og dommen er over det liv! Ikke det liv vi drømmer om, eller det liv vi fortryder.
Dommen angår vores forhold til livet, her stillet i form af spørgsmålet om, hvordan vi forholder os til Faderen og Sønnen, som er fælles om at være den livgivende magt. Dommedag handler altså ikke snævert om “hvordan har du det med Jesus? Tror du nok på ham? Hvor meget tvivler du? Hvor meget missionerer du det gode budskab om ham?”.
Dommen udsagt af Jesus er netop vores forhold til det liv. Dommen handler om, hvordan vi lever vores liv i forhold til næsten, i forhold til hinanden. For Jesus sammenligner sig selv med Faderen, men han identificerer sig med den lidende. Her tænkes inkarnationen helt konsekvent igennem. I den lidende ser vi Kristus, så derfor dømmes vi på, hvordan vi forholder os til den, der har brug for vores hjælp.
Og vi har alle mødt den nødlidende, mennesket der har haft behov for hjælpen. Ja vi har alle været den nødlidte. Vi oplever smerte og sorg igennem hele vores liv, den helt ubærlige sorg, der lammer vores liv og tanke, og trætheden der overmander os, og gør dagene grå og langsomme. Den lidende er den åbenlyse tigger på gaden, den unge pige der har kærestesorger og den ældre mand, hvis liv føles tomt.
Når Jesus siger, at vi skal dømmes ud fra vores forhold til ham, handler det ikke om graden af vores tro. Men det handler om, at vi i ham ser Gud som den livgivende magt. For her er hele paradokset, det som er så svært at forstå, ja svært at tro på. For det er den livgivende magt, der dømmer os, og her det, at dommen kan blive til liv. Fordi Kristus er dommeren, der kan rumme alle vores fejl og mangler, alle fejltrin og alt de vi ikke magter at gøre, uden at dømme os ude. Jesus Kristus er nemlig både den, der tog vores dom på sig, og som dømmer os. Med dommen inkluderes vi derfor i Guds livgivende fællesskab. Et fællesskab af Gud, Kristus og os. Et fællesskab der eksisterer i spændingen mellem dom og nåde. For livet der er givet os, er midt i dette spændingsfelt mellem dom og nåde. Vi dømmes i vores liv og vi modtager nåden, kærligheden og tilgivelsen. En nåde som vi skal give videre, til den nødlidte, dem vi elsker, en kærligheds gave som vi skal forsøge at række videre til dem, der har gjort os ondt.
Tag nådens gave med ud i dit liv og lad kærligheden fylde, så dommen bare kan komme an!
Amen.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 