Vandringen tilbage til livet

21. s. e. trin 1. række. Afholdt i Lisbjerg kirke 29. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. 
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

prædiken

Hvad ville du gøre hvis dit barn var syg?

Blev vi hver især spurgt om det, vil de fleste svare, alt hvad der står i min magt.

Jeg vil kæmpe og kræve, jeg vil ofre hele mit eget liv, for at mit barn kan få det bedre.

For når vi står ude i det mudrede liv, hvor alt er mørkt omkring os og vores kære lider, så vil vi så gerne fjerne al smerte og lidelse.

Det vil den kongelige embedsmand i dagens evangelium også. Han vil fjerne sin søns lidelse og han går til manden, han har hørt Jesus kan udvirke mirakler. Og han afkræver, at Jesus skal komme med ham og redde sin søn. Men Jesus svarer ham blot ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Manden afkræver ham igen at han skal komme og anden gang svarer Jesus – ”gå hjem din søn lever”.

Den kongelig embedsmand har rejst så langt, kæmpet sig vej. Gået imod sin egen sunde fornuft og opsøgt en mirakelmand.

Og manden gør som sagt. Han tror på Jesus, vender om og går hjem. Han begynder vandringen. Vandringen ud i uvisheden og usikkerheden. Vandringen mod håbet.

For han tror på Jesus og går hjem. Men sikkerhed har han ikke fået. Han kan reelt ikke ane, om han kommer hjem og finder sin søn død eller levende.

Har han mon gået med tunge skridt og tvivlende hjerte eller let løbende skridt og et håbefuldt smil?

Hvornår begyndte din vandring og mod hvad?

Vi står der ofte selv. Midt i uvisheden hele tiden fanget midt imellem tvivlens nagende skepsis og håbets lysende skær.

Og de tunge skridt brydes af de løbende fødder, skifter konstant, der midt i vandringen ud i det uvisse. For vi er ikke givet en sikkerhed her i livet. Vi er ikke forundt at tegn og undere at se. Vi har kun håbet.

Der sker en stor forvandling med den kongelig embedsmand idet han bliver tiltalt af Jesus.

Han kommer som en kongelig embedsmand. En mand med stort ansvar, fornuft og forstand. Men da han bliver tiltalt – Gå hjem, din søn lever bliver han til faren. Faren med det blødende, håbefulde hjerte.

Han bliver skrøbelig og afmægtig og kan kun begynde vandringen hjem.

Vi mennesker er skrøbelige væsener. Intet er givet os. Vi kan aldrig være sikre på sundhed og forstand. Sygdom og ulykke kan ramme os alle, upåagtet hvordan vi opfører os, beskytter os, forsvarer os.

Og netop der på livets stormfulde vande mærker vi, at vi kun har troen tilbage.

Og så henvender vi os til Gud. Vi afkræver ham mirakler og trygler om at vende det onde til det gode.

Og der får vi ikke blot givet et klart svar.

Mange oplever, at de råber ud i et tomrum, at ingen svarer dem, og når man ikke får det svar man så desperat behøver og ønsker, kan det føles som at ingen lytter. Så gør dog noget! Hør dog på mig!

Og vi må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde den elskede i hånden. Vi mærker at sygdom ætser kroppen væk. Vi ser Den elskede gå sin vej.

Hvor var Gud? Hvorfor hørte han ikke vores bøn? Og kan vi så overhovedet tro på ham mere?

Og der i mørket, kan det føles som om, at Gud er væk.

Og hvorfor svarer Gud ikke? Hvorfor får vi ikke det svar som faren gjorde i dagens evangelium. Gå hjem din søn lever.

Er det fordi vi ikke tror nok? Spurgte vi ikke på den rigtige måde?

Og hvorfor skal nogen opleve lidelse og andre gå igennem livet tilsyneladende smertefrit?

Det svære svar ligger lige der foran vores fødder. Vi kan ikke handle med Gud, vi kan ikke afkræve ham mirakler ud fra hvor meget vi beder og hvor meget vi tror.

Og selvom vi føler vi ikke får et svar, og ikke kan høre noget. Så er vi givet livet. For alle ulykker er ikke en straf fra Gud. Ingen lidelse er retfærdig og vores egen skyld.

Du er ikke din egen lykkes smed. Du kan ikke fjerne al lidelse og mørke, ved at kæmpe og afkræve.

Vi får et svar fra Gud. Vi hører det igennem Jesus mund i dag, og det svar lyder til os hver eneste dag. – Gå hjem til livet.

Også til det liv hvor lidelsen er. Gå ud i livet, hold din elskede i hånden. Håb og tro og elsk. Fyld livet ud med kærlighed og lys.

Begynd din vandring ud i det uvisse og usikre liv. Der hvor tvivlen og håbet får vores ben til både at føles tunge og lette.

Vi er givet livet hver eneste dag – hver dag skal vi fortsætte vores vandring, og vi vil opleve lidelse og smerte og vi vil opleve lykke og kærlighed der i vores livs vandring.

Faren fik ingen beviser, han fik kun ordet at gå hjem på.

Midt i alt det svære og meningsløse, kan vi ønske os et quick fix. Et hurtigt og lindrende løsning. Men her bag kirkens tykke mure, får vi ikke det.

Her får vi kun det langsomme livgivende ord. Ordet der skabte verden og livet. Orden vi er skabt på og skal leve ved.

Begynd din vandring – gå ud i livet med kærlighed og håb.

Amen