Træd ud af sorgens grav!

De næste seks uger skal jeg være i Virklund kirke, da pastor Jakob Nissen har forældreorlov. I dag holdt jeg min første gudstjeneste, over den skønne og livsbekræftigende tekst. Opvækkelsen af Lazarus!

 

Søndagens evangelium

Mange af os har allerede mødt den, nogle sidder i den nu, andre ved, at den kommer, og nogle kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være. Sorgen. Den sorte, alt omgribende, knugende, hårdhed. Sorgen, der bare kommer, lige meget hvad. Den banker ikke pænt på, og spørger om den må komme ind, den bare braser ind af dørene, vælter hele stuen og kaster alt op i et virvar, og lader os stå tilbage midt i det uoverskuelige rod af et liv, der bare er sort.

Sorgen over, at et elsket menneske er gået bort. Sorgen over, at livet ikke vil lykkes. Sorgen over, at kærligheden kom forbi, men gik igen.

Vi sørger alle, på forskellige tidspunkter, over forskellige tab, menneskeliv, kærlighed, sandhed, troskab. Tabet er nok forskelligt, men sorgen den sammen.

Vi bliver vrede og frustrerede over sorgens ankomst. Hvorfor skal vi tabe nu? Hvorfor skal vores elskede dø fra os nu? Midt i livets højsommer, hvorfor bliver bladene gule, røde og brune og varsler vinterens sorte og triste komme?

Vi føler os fanget af mørket omkring os, og kan ikke se en vej ud. Der er tomt, sort og stille, og tankerne i vores hoved lyder som vesterhavets rumlen en efterårsdag. Overmandende, voldsomt, forskrækkende.

Martha og Maria står midt i denne sorg. De har mistet deres elskede bror. Han er død for 4 dage siden. Og alt er stille. Livet er sat på pause, og de bare venter. Venter på den mand, der er kommet for sent. Den mand, de havde regnet med skulle gøre alt anderledes. Venter på et mirakel, der skulle være sket.

Og manden kommer! Jesus vandrer ud til dem, og Martha går ham i møde. Var han kommet fire dage tidligere, havde hun løbet ham i møde med glæde, forventning, og troen på, at han kunne helbrede hendes elskede bror. Nu går hun ham i møde, med skuffelse og bebrejdelse. Hvorfor kom du ikke, Jesus? Havde du været her, var det ikke sket. Så havde min elskede bror været i live. Nu ligger han død, og kold i gravhulen. Stenen er rullet for og det er for sent.

Men Jesus møder hende med ordene. ”Din bror skal opstå”. Umulige ord, der ikke kan forstås. Hverken af Martha dengang, eller af os nu. For hvad er egentlig meningen med det? og forklaringen får vi ikke. Kun beretningen om, at det sker.

Jesus græder ved nyheden om Lazarus død. Han græder som det menneske han er, der har mistet en god ven. Han græder for sine venner, der har mistet deres bror. Og Kristus græder som Guden han er. Gudssønnen græder for det døde menneske.

Lazarus bliver opvækket. Han træder ud af graven. Misser med øjnene i den stærke sol. Et liv, han troede var taget fra ham, er kommet tilbage. Stilheden i graven, fyldes med larmen, fra hans kære, der glædes over hans genkomst. Livet fyldes igen med varme, latter og glæde. Han får ikke livet tilbage får evigt, men i en tid, har livets varme fået plads.

Vi mister så meget i vores liv. Igen og igen oplever vi det. tabet af barndom, ungdom, friskhed, glæde, kærlighed. Alt det vigtige i vores liv oplever vi at miste. Nogle oplever voldsomme tab, der skaber et kæmpe af i deres sjæl, andre oplever kun mindre tab, men arret fylder alligevel i deres hjerte.

Vi miste så ofte, bliver sorgfulde og mærker savnets, tabets og tristhedens stilhed. Men gang på gang oplever vi også at blive opvækket som Lazarus. Hvor der før kun var sorgens larm og rod, oplever vi pludselig, at lyset stille trænger ind, og varmer vores kroppe og hjerter. Rodet virker mindre og mere overskueligt. Vi opdager larmen kommer fra vores elskede omkring os, og ikke fra sorgens rumlende trommer.

Som Lazarus, der mærker solens stråler feje ind over gravens klippegulv, vender vi os om, misser med øjnene og opdager, at livets glæde er vendt tilbage.

Sorgen kan vare en aften eller flere år, et halvt liv. Men vi bliver opvækket!

Jesus udfrier os fra denne verdens sorger og tab. Han viser os, at livet er mere, og altid kan og vil overraske. Jesus viser os, at døden ikke har den største magt i vores liv. Døden bringer tab, men livet giver varme og glæde.

Lazarus bliver levende for Mennesket Jesus og for Guden Kristus.

Lazarus er et tegn til os om, at døden ikke har det sidste ord. Nok oplever vi død og tab, men også glæde, kærlighed og varme. Og vi mærker det især i dag, hvor vi ser og hører de to helt nye mennesker, der ligger i deres kæres arme. Alfred og Smilla Kirstine. Med dem, virker livet ekstra stort, og vi kan i dette øjeblik, ved denne dåb mærke, at livet er større end døden. Glæden stærkere end sorgen, lyset mere gennemtrængende end mørket.

Med efterårets komme varsler der mørkere og kolde tider. En vinter er på vej, med frost, sorte nætter og morgener, kolde hænder og bladeløse træer. Men midt i denne varslen, skinner efterårssolen og farver træernes grønne blade i alverdens brune, gule, røde farver.

Intet mørke er så sort, at lyset ikke kan gennemtrænge det. Ingen vinter så kold, at forårssolen ikke kan varme det op. Ingen sorg så gennemtrængende, at glæden ikke kan vende tilbage.

Som Lazarus hørte Jesu råb ”Lazarus kom herud”, skal vi høre livets kalden, og møde vores kære igen. Vi skal sørge over tabet, men mærke kærlighedens håb og lade den fylde livet igen.

I Jesu Kristi navn. Amen

 

 

Muren rives ned!

Denne prædiken er holdt i Mariehøj Kirke påskedag 8. april 2012. Den er skrevet med inspiration fra Svend Bjerg i hans prædikensamling Sakrale prædikener.

 

Maria Magdelena og Maria kommer løbende imod os, de sveder og ser både frygtsomme og lykkelige ud. Vi begynder at undre os over, hvad der dog er sket. Hvorfor dette hastværk, de skulle jo bare lægge blomster på Jesu grav. Jo nærmere de kommer os, begynder vi at føle den samme blanding af frygt og glæde. Vi har måske gættet, at det drejer sig om Jesus, men hvordan? Hvad er der sket? Hvad kan der ske? Vi har endnu intet begreb om, hvad vores ører vil høre, vores hjerter forstå, men vores sind finde helt umuligt.

Vi var der ikke selv, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan Jesu disciple har haft det, i øjeblikket før de hører ordene fra de to Maria’er: Jesus er opstået, han er gået i forvejen.

Hvordan de har haft det efter disse ord, er straks sværere at forestille sig. Det er umulige ord, der på den ene side overhovedet ikke giver mening, er blottet for al logik og forståelse. På den anden side, så har de måske forventet det? Jesus har mange gange sagt det, de ved med deres hjerter, at Jesus havde en særlig betydning, en særlig plads i livet, og at hans død skulle få en betydning, at hans død ikke var meningsløs.

Men hvad vi ved med hjertet, og hvad vi ved med sindet, med forståelsen, med hjernen, hænger ikke altid sammen. Der kan være en kæmpe mur imellem de to forståelser, så tyk og høj, at man føler, man hverken kan kravle over den, eller bryde den ned. Men den er ikke ubrydelig. Det er netop det, Gud viser, da han lader Jesus genopstå. Gud kan bryde alle mure ned, han kan sprænge alle klipper, og han gør det. Han viser mennesket dengang og nu, at muren mellem vores hjerte og forstand er nedbrydelig og der er forbindelse. Jesus er forbindelsen. Hans død og genopstandelse er det, der skaber forståelse i hjertet.

I dagens evangelium, i påskens erfaring, der fortælles hver søndag i kirken forkyndes det, at livet bliver nyt. Verden ændrer sig, bliver ny. Livet er ikke det samme. Livet bliver nyt.

Nu kunne man så tro og mene, at man med dette mener det, at den døde Jesus bliver levende. Det kunne det også gøre, men det ved vi ikke. Ingen har set Jesus træde ud af graven i levende live. Ingen har set ham sætte sig op i stengraven, kaste klædet væk og gået ud. Men det ville egentlig heller ikke hjælpe, om nogen havde set dette mærkværdige syn. Det er ikke det, det handler om. Jesu opstandelse er ikke noget, vi kan vide noget om. Vi har ingen kilder, ingen personvidner, intet overvågningskamera, der kan give os sikkerheden, hvordan Jesus opstår og går ud af den grav en søndag morgen for små 2000 år siden. Men Jesu opstandelse sætter en ny tro ind i vores verden. Og med den tro ser vi spirer af nyt liv overalt, hvor vi kigger.

Det er budskabet i dag. Ikke at en død bliver levende. Ikke at et dødt lig liver op. Evangeliet fortæller, at livet bliver nyt. Men hvordan bliver det nyt. Igen føles det som om, at muren imellem hjerte og forstand får lagt flere og flere mursten på.

At livet bliver nyt, hænger sammen med Jesu død. vi taler om, at Jesus genopstår. Men ved Jesu død bliver han fuldstændig sat ud af spillet. Han dør. Og døden er final, det ved vi alle af sorgfuld og hård erfaring. Derfor er det ikke Jesus, der af sig selv opstår. Nej Jesus bliver opvakt. Det var en anden, der tog ham ved hånden og rejste ham op. Det var Gud, der opvakte ham. Jesu fader, opvakte sin søn. Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud.

Det er uendelig umuligt at håndtere og før muren imellem hjerte og forstand igen bygges videre på, så lad os vende tilbage til vores jordiske liv, hvor vi alle erfarer døden.

Døden er i vores liv lang tid før, at den rammer os selv ved livets ende. Vi oplever dødsfald på stribe og de fylder meget i vores liv. Vi oplever skilsmisser, brudte venskaber, kulde imellem nærmeste, livet der lægges i en kiste. Døden består i, at båndende imellem os brister, de usynlige tråde skæres over, og vores forhold til andre dør et efter et. Ensomheden bliver større og større og til sidst sidder vi alene tilbage.

Hvad er reaktionen i vores liv på denne dødens hærgen? Hvordan skal vi bevare livsmodet, livsglæden, livslysten trods det, at døden fylder så meget?

Det forunderlige er, at midt i denne dødens hærgen, hvor det ligner en tom slagmark, der ser vi spirer af nyt liv pible frem over det hele. Vi ser tydelige spor af det nye liv, som vi bliver lovet denne påskemorgen.

De små grønne spirer, der bryder frem, kommer i form af sorgen og kærligheden.

Vi føler en stor sorg, når vi reagerer på et tab. Sorgen rammer os, med en dunhammer, når vi mister mennesker, der står os nært, vores elskede, den kære ven, forældren. I sorgen kan vi føle, at vi bare vil videre, væk fra sorgen, ud på den anden side, hvor sorgen ikke eksisterer mere. For sorgen er altopslugende, hård og tærende.

Men dyb sorg forsvinder aldrig, den bliver ved med at vende tilbage igen og igen, den har nok skiftende styrke, men den er der altid og til sidst vandrer den med os i livet som en usynlig ven. Vi ved, den er der, men den gør ikke altid det store væsen af sig.

Midt i denne sorg, hvor vi hele tiden prøver at holde fast i det tabte, prøver vi også at gøre os fri af det tabte. vi værdsætter mindet, plejer det, giver det næring, og midt i det, spirer et håb frem om nyt liv – midt i denne sorg. Sorgen er så rummelig, at den bærer begge dele – den altid tilstedeværende sorg og håbet om fremdriften mod nyt liv.

Dette håb i sorgen ligner vores påskeerfaring af et liv i døden.

Vi erfarer kærligheden, mellem elskende, tætte venskaber, og familiens blod. Kærligheden kan udholde alt – næsten alt. Vi elsker på trods og imod alle odds. Vi elsker selvom vi ikke burde, selvom forstanden er imod det. kærligheden udholder næsten alt, men i vores menneskeliv er der en grænse, og nogen gange overskrides den, oftest ser vi det desværre alt for sent.

I vores erfaring af denne utrolige kærlighedens magt, ser vi også påskens erfaring af et liv i døden.

Historien om Jesu opvækkelse er en historie om Gud. Det er en helt ny historie, vi ikke har hørt før, og hver gang vi hører den, forundres vi og frygten og glæden sniger sig tilbage hver gang. Vi føler os som disciplene, der ser de to Maria’er komme med nyt.

Gud fader opvakte sin søn Jesus. Han vandrede med ham ind i døden. Gud gjorde Jesu død til sin egen død. Da Gud tager Jesu død på sig, viser han sig som en nærværende Gud, der er helt tæt på os. Gud deler livet med sin døde søn. Guds kærlighed er uendelig og kan udholde og tåle alt. Men her går grænsen for os mennesker. For det kan vi ikke. Vi kan dele livet med hinanden og vi skal dele livet med vores elskede, nære venner og familie. Vi kan gøre meget for hinanden både godt og ondt, mens vi lever. Men dør livet imellem os, har vi ikke mere at dele med hinanden. Døden er udelelig. Døden er den sidste grænse for os. Men efter døden kan der komme nyt liv.

Når bryder muren ned mellem hjerte og forstand og lader troen trænge igennem vores til tider hårde skal, så kan vi så småt begynde at se sporene af det nye liv, Gud med sin kærlighed til os har givet os. Vi ser det helt tydeligt, når det lykkes os at hele de brudte forhold, skilsmissen, det brudte venskab, kulden i familien.

Guds kærlighed er grænseløs, og med sin kærlighed til os, lader han livet spire frem, selv efter døden.

Glædelig påske, glædeligt nyt liv!

Amen