De næste seks uger skal jeg være i Virklund kirke, da pastor Jakob Nissen har forældreorlov. I dag holdt jeg min første gudstjeneste, over den skønne og livsbekræftigende tekst. Opvækkelsen af Lazarus!
Mange af os har allerede mødt den, nogle sidder i den nu, andre ved, at den kommer, og nogle kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være. Sorgen. Den sorte, alt omgribende, knugende, hårdhed. Sorgen, der bare kommer, lige meget hvad. Den banker ikke pænt på, og spørger om den må komme ind, den bare braser ind af dørene, vælter hele stuen og kaster alt op i et virvar, og lader os stå tilbage midt i det uoverskuelige rod af et liv, der bare er sort.
Sorgen over, at et elsket menneske er gået bort. Sorgen over, at livet ikke vil lykkes. Sorgen over, at kærligheden kom forbi, men gik igen.
Vi sørger alle, på forskellige tidspunkter, over forskellige tab, menneskeliv, kærlighed, sandhed, troskab. Tabet er nok forskelligt, men sorgen den sammen.
Vi bliver vrede og frustrerede over sorgens ankomst. Hvorfor skal vi tabe nu? Hvorfor skal vores elskede dø fra os nu? Midt i livets højsommer, hvorfor bliver bladene gule, røde og brune og varsler vinterens sorte og triste komme?
Vi føler os fanget af mørket omkring os, og kan ikke se en vej ud. Der er tomt, sort og stille, og tankerne i vores hoved lyder som vesterhavets rumlen en efterårsdag. Overmandende, voldsomt, forskrækkende.
Martha og Maria står midt i denne sorg. De har mistet deres elskede bror. Han er død for 4 dage siden. Og alt er stille. Livet er sat på pause, og de bare venter. Venter på den mand, der er kommet for sent. Den mand, de havde regnet med skulle gøre alt anderledes. Venter på et mirakel, der skulle være sket.
Og manden kommer! Jesus vandrer ud til dem, og Martha går ham i møde. Var han kommet fire dage tidligere, havde hun løbet ham i møde med glæde, forventning, og troen på, at han kunne helbrede hendes elskede bror. Nu går hun ham i møde, med skuffelse og bebrejdelse. Hvorfor kom du ikke, Jesus? Havde du været her, var det ikke sket. Så havde min elskede bror været i live. Nu ligger han død, og kold i gravhulen. Stenen er rullet for og det er for sent.
Men Jesus møder hende med ordene. ”Din bror skal opstå”. Umulige ord, der ikke kan forstås. Hverken af Martha dengang, eller af os nu. For hvad er egentlig meningen med det? og forklaringen får vi ikke. Kun beretningen om, at det sker.
Jesus græder ved nyheden om Lazarus død. Han græder som det menneske han er, der har mistet en god ven. Han græder for sine venner, der har mistet deres bror. Og Kristus græder som Guden han er. Gudssønnen græder for det døde menneske.
Lazarus bliver opvækket. Han træder ud af graven. Misser med øjnene i den stærke sol. Et liv, han troede var taget fra ham, er kommet tilbage. Stilheden i graven, fyldes med larmen, fra hans kære, der glædes over hans genkomst. Livet fyldes igen med varme, latter og glæde. Han får ikke livet tilbage får evigt, men i en tid, har livets varme fået plads.
Vi mister så meget i vores liv. Igen og igen oplever vi det. tabet af barndom, ungdom, friskhed, glæde, kærlighed. Alt det vigtige i vores liv oplever vi at miste. Nogle oplever voldsomme tab, der skaber et kæmpe af i deres sjæl, andre oplever kun mindre tab, men arret fylder alligevel i deres hjerte.
Vi miste så ofte, bliver sorgfulde og mærker savnets, tabets og tristhedens stilhed. Men gang på gang oplever vi også at blive opvækket som Lazarus. Hvor der før kun var sorgens larm og rod, oplever vi pludselig, at lyset stille trænger ind, og varmer vores kroppe og hjerter. Rodet virker mindre og mere overskueligt. Vi opdager larmen kommer fra vores elskede omkring os, og ikke fra sorgens rumlende trommer.
Som Lazarus, der mærker solens stråler feje ind over gravens klippegulv, vender vi os om, misser med øjnene og opdager, at livets glæde er vendt tilbage.
Sorgen kan vare en aften eller flere år, et halvt liv. Men vi bliver opvækket!
Jesus udfrier os fra denne verdens sorger og tab. Han viser os, at livet er mere, og altid kan og vil overraske. Jesus viser os, at døden ikke har den største magt i vores liv. Døden bringer tab, men livet giver varme og glæde.
Lazarus bliver levende for Mennesket Jesus og for Guden Kristus.
Lazarus er et tegn til os om, at døden ikke har det sidste ord. Nok oplever vi død og tab, men også glæde, kærlighed og varme. Og vi mærker det især i dag, hvor vi ser og hører de to helt nye mennesker, der ligger i deres kæres arme. Alfred og Smilla Kirstine. Med dem, virker livet ekstra stort, og vi kan i dette øjeblik, ved denne dåb mærke, at livet er større end døden. Glæden stærkere end sorgen, lyset mere gennemtrængende end mørket.
Med efterårets komme varsler der mørkere og kolde tider. En vinter er på vej, med frost, sorte nætter og morgener, kolde hænder og bladeløse træer. Men midt i denne varslen, skinner efterårssolen og farver træernes grønne blade i alverdens brune, gule, røde farver.
Intet mørke er så sort, at lyset ikke kan gennemtrænge det. Ingen vinter så kold, at forårssolen ikke kan varme det op. Ingen sorg så gennemtrængende, at glæden ikke kan vende tilbage.
Som Lazarus hørte Jesu råb ”Lazarus kom herud”, skal vi høre livets kalden, og møde vores kære igen. Vi skal sørge over tabet, men mærke kærlighedens håb og lade den fylde livet igen.
I Jesu Kristi navn. Amen