Monthly Archives: september 2014

Et kødhjerte

 Prædiken til 2. pinsedag 2014. Min prøveprædiken i Hvirring-Hornborg pastorat

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: (korsvar)

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51

Amen

 

Prædiken

 

 

Det er de store bevægelsers tid. Her i pinsen mærker vi forandringen til det bedre. Nu er skiftet fra forår til sommer. Det der har været så længe undervejs, står her nu i fuldt flor. Vi bevæger os fra den kolde og mørke vinter, til den lyse og varme sommer.

I pinsen oplever vi igen det mærkværdige, at vi går fra død til liv. Vi er så vant til den anden vej. At alt levende skal dø. Det føles som om alt går den samme retning, mod intetheden – tomheden – meningsløsheden.

Men når vi hører evangeliets ord, åbnes vores sanser og lader sommerens budskab trænge ind i vores kolde hjerter. Så ser vi, at pinsen er bevægelsen fra død til liv. Stenhjertet bliver til et bankende varmt hjerte. En tør og kedelig brødskorpe bliver til levende himmelsk brød.

Hvad der startede julenat, blev fuldført påskemorgen, står nu klart og frit fremme i hverdagens klare lys.

Pinsen er kirkens højdepunkt. Her gives os hele kristendommens grundsten. Her spredes budskabet om Jesus Kristus, der kom til vores verden, døde og fór tilbage til hans far i himlen.

Alle der havde været omkring Jesus i hans voksne år, fulgt ham adskillige kilometer, lyttet til hvert et ord, taget ham i forsvar overfor mistroende, farisæer og andre. De sidder der i pinsen. Lukket inde bag dørene. Fyldt med tvivl, angst og afmagt. Deres verden er gået i stå og de aner ikke, hvordan de skal komme videre, al deres håb er som fløjet afsted med Jesus.

Men historien ender ikke der bag lukkede døre. For ånden kommer over dem. Dørene sprængtes og de kan pludselig tale sammen igen, og tale til alle folkeslag på alle tungemål. De får håbet tilbage og troen på den sandhed de har erfaret. Og herfra spreder kristendommen sig.

Vores kirke starter den dag bag lukkede døre, fyldt med tvivl og mismod. Den starter i det lukkede og mørke, men åbner sig op med lyset og ånden. Åbner sig ud mod verden.

Vi hører i dag profeten Ezekiel tale om, at Gud fjerner stenhjertet fra os og erstatte det med et hjerte af kød. Vi får et andet hjerte og en ny ånd. Og netop det ser vi denne pinsedag hos disciplene bag lukkede døre.

Kirkens kolde stenhjerte bliver erstattet med et hjerte af kød. Disciplene dengang og os nu er kirkens bankende kødhjerte. Uden dem og os ingen kirke. Og det hele startede den mørke dag i pinsen.

Pinsen bevæger os fra det halvhjertede til det helhjertede. Det hele hjerte af kød og blod. Vi bliver givet et nyt hjerte og en ny ånd, og det gør os helhjertede.

Når vi er halvhjertede lever vi ængsteligt. Vi siger ja, men mener egentlig nej. Vi begynder på noget, men fuldfører det aldrig. Vi kunne godt tænke os… men tror ikke rigtig på det.

Halvhjertetheden er dræbende. Den udspringer af ængstelse, mismod og tvivl – og bremser alting på halvvejen.

Med Luthers ord er syndighed vores indkrogethed i os selv. Syndighed er disciplene, der sidder bag lukkede døre og kigger ned i sandet og piller i deres egen tvivl, håbløshed og angst.

Det er som med stenhjertet. Indkrogetheden lukker os mod omverdenen. Vi vender ryggen til livet og til andre. Stenhjertet har forskanset sig. Som en snegl der gemmer sig inde i sit sneglehus. Hele overfladen er en hård og lukket skal. Og indkrogethed er netop alt det livet IKKE skal være!

Det er livet i sin fornedrede og forkvaklede form.

Synden er indkrogethed og frelsen er at blive rettet ud igen. Frelsen er, at vi bliver åbnet overfor omverden. Stenhjertet bliver skiftet ud med et hjerte af kød. Et hjerte der kan banke i takt med andres hjerte.

Det er pinsens vilje og forunderlighed. Helhjertethed i stedet for halvhjertethed.

Når vi lever helhjertet, så giver vi, og modtager vi. Vi udveksler, vi deler. Vi er fælles. Vi involverer os. Vi kæmper for det, der er rigtigt og vigtigt. Vi indrømmer når vi gik for vidt eller når vi misforstod. Vi tilgiver, vi anerkender. Vi bærer og vi bliver båret. Det giver mange flere knubs at leve helhjertet. Der er ikke noget, der kan såre et stenhjerte, men der er heller ikke noget, der kan glæde et stenhjerte.

Men kødhjertet kan såres, for det er blødt og modtageligt, det kan bløde. Men det er det, der giver mening, det der giver livet fylde og værdi.

Den dag bag lukkede døre, i disciplenes fællesskab, var det stenhjerterne der fylde mest. Men de mærkede pludselig åndens susen. Den sprængte døren op, og sprængte deres stenhjerte. Med tårer ned af kinderne kunne de se op, og mærke hinanden. Hvor der før var et stenhjerte kunne de igen mærke et hjerte banke rundt i kroppen.  De så nu deres naboer, alle omkring dem, og kunne se, at der var folk omkring dem, der havde brug for at høre det budskab, de selv fik givet. At budskabet skulle fortælles igen og igen. Det budskab Jesus havde lagt i deres hænder, deres svage og skælvende menneskehænder, skulle de ud med.

Fra det øjeblik gik de helhjertet ind i opgaven. Ånden der kom til dem, lagde en rastløshed i deres krop, de havde ikke kun sig selv som mål, men hele klodens befolkning. De havde åbnet sig for noget større. Og det rykkede i dem. Og heldigvis, for det der skete for dem den pinsedag, har spredt sig som ringe i vandet, helt her til Hvirring kirke, hvor jeg står og fortæller jer historien, budskabet, evangeliet for jeres øre, der har hørt det mange gange før.  Det er ånden, der giver os kødhjertet, der rykker os hertil i dag.

Budskabet kommer til os, også her i dag. Både som en gave, men også som et krav. Vi skal række det budskab og den gave videre. Vi skal række det levende brød videre. Vi kan ikke bare sætte os i et hjørne og nyde for os selv, så kommer indkrogetheden og stenhjertet.  Brødet er kun levende så længe det går fra hånd til hånd. Brødet er altid de andres brød. Det er tilgivelsens og fælleskabets brød.

Vi skal passe på vores kødhjerter. Vi skal lade dem banke og rykke, vi skal lade os blive sårede uden at lukke os i. og når det sker at vi lukker os mod omverden, skal vi kæmpe for at komme ud igen. Lade dem der står og banker hårdt på vores skjold, komme ind og hjælpe os ud igen. For synden er i vores hjerter. Vi vil føle stenhjertets kulde til tider.

Men endnu vigtigere er frelsen vores mulighed. Vi vil igen mærke kødhjertet, vi vil mærke solen skinne på vores ansigter, og se mennesker der smiler til os og føle glæden boble i vores bryst.

Amen

Categories: prædiken | Skriv en kommentar

Kærlighedens nødvendige ubekymrethed

Idag blev jeg indsat i mit nye embede i Hvirring-Hornborg pastorat. Det er en stor dag, den første gudstjeneste i et nyt fast embede, og jeg har været spændt og nervøs for denne dag.

 

Her er prædikenen der lød i de to kirker.

 

Prædiken 13.s.e.trin

Denne hellige lektie skriver profeten Mika: »Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?« Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. Mika 6,6-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28

 

 

Kærlighedens nødvendige ubekymrethed

 

Vi kender hende så godt. Har mødt moren her mange gange. Vi ved præcis, hvem hun er mor til i vores børns klasse. Hvilke af vores barndomsvenner, der havde hende til mor. Kan huske de pinlige gange, hvor vores egen mor gjorde det, og må indrømme, at vi nok også har været hende nogen gange, Far som mor.

 

Moren der taler børnenes sag. Kæmper for, at de kan komme frem, kan få en bedre plads. Moren der vil sine børn det allerbedste og vil kæmpe for at give dem det. Moren der ikke altid ved, hvornår hun skal stoppe. Moren der kaster sig på knæene og trygler for at få sin vilje fremført. Sin vilje om det bedste for hendes børn.

 

For vi vil vores elskede det bedste. Vi vil som forældre gøre alt, hvad vi kan for at vores børn har det godt. Vi er drevet af en ubestemmelig kraft for at hjælpe dem i deres liv. Det er en kraft, der er ustoppelig og som er viderebragt igennem generationer af generationer. Løvemoren der dræber enhver, der nærmer sig hendes løveunger.

loevemor_med_unger_kr_ger_nationalpark_84112_630x400px 

Men evangeliets fortælling i dag, får os alligevel til at krumme tæer. Det virker forkert, for meget, det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Måske mest af alt den forkerte mand at henvende sig til. Vi kan næsten få lyst til at stille os ved siden af de forargede disciple.

For hvorfor skulle netop de to komme foran i køen, pga. deres mors bøn? Hvad har de, som de andre ti ikke har? 

For de andre disciple bliver vrede, forargede og jaloux.

Og selvom deres vrede nok stammer fra et forkert sted, fra jantelovens begrænsninger – ingen skal tro de er noget, ingen skal komme foran i køen, – så er spørgsmålet relevant at stille.

 

Det virker egentlig bare som en sød lille historie. “En mor der vil fremme sine børn, janteloven der straks springer frem, og en afvisning – Ingen kommer før andre”.

Vi kan næsten fornemme smilet i Jesu stemme, da han fortæller den.

 

Men det er også en historie, der rummer en dyb alvor, for den morsomme del af historien, moren på sine tryglende knæ, udspringer af morens bekymring for sine børns fremtid. Og i bekymringens tågede skær, gør vi de særeste ting.

Bekymring – der kan komme til alle tider i alle situationer. Pludselig kommer den med kulden ned af ryggen, knuden i maven og tankemylderet.

Bekymringen er alvor. Og det er den alvorlige bekymring Jesus tager fat på med denne fortælling og Jesu ord til Jakob, Johannes, deres mor og de andre disciple.

Jesus ærinde er et andet end bekymringen. Han giver os et alternativ.

 

Alternativet er det liv, som Jesus med sit eget liv fortalt til os gennem evangeliet viser os. Nemlig det liv, der leves for andre. Ikke på egne vegne, men på Guds vegne. Det liv hvis dybeste mening er – at tjene andre.

Et liv i fællesskab, med fælleskabet for øje. Et liv hvor vi hjælper hinanden, er der for hinanden. Åbner vore hjem og hjerter for hinanden. Ikke dømmer hinanden ude eller inde. Åbner fællesskabets døre for alle, høj som lav, rig som fattig. Et liv hvor det at tjene hinanden er en uudtalt selvfølgelighed.

Dét liv fremmer kærlighedens nødvendige ubekymrethed. Det tjenende liv er en afspejling af Guds kærlighed til os. Dét er Gudsriget her på jord. Det gudsrige, zebedæussønnernes mor, så gerne vil have en fremtrædende plads for hendes sønner i.

 

Derfor er zebedæussønnernes mor et godt eksempel. Fordi hun tror, hun selv kan gøre en forskel i forhold til Gud. Og det vil Jesus vise, at hun ikke kan. Vores gerninger kan ikke ændre vores forhold til Gud. Han elsker os, og tilgiver os upåagtet af vore gerninger. Mødre på tryglende knæ eller ej.

Jesus vil lære hende kærlighedens nødvendige ubekymrethed. Og det kursus burde alle nybagte forældre få, den første dag på fødegangen.20130209_Nyfødt_Fotografering_Fotograf-Lea-Boelskifte

For bekymrethed er forældres største tidstjæler. Vi bekymrer os om alt, fra røde numser, læsetest, kærestesorger og børnebørn.

 

Hvis kærligheden ikke skal afløses af bekymring og fortvivlelse, må den nødvendigvis være ubekymret. Og det kan den kun være, hvis vi indser at kærligheden kommer fra Gud og at Gud er kærlighedens kerne!

Kærlighedens nødvendige ubekymrethed er at have tillid til Gud og at lade sit liv bære af Gud.

Tillid til at kærligheden os imellem og især Kærligheden fra Gud til os er det vigtigste i vores liv. Det prøver Jesus igen og igen at vise os, med hans fortællinger, hans gerninger, og til sidst hans død på korset.

 

Måske tænkte Holger Lissner på fortællingen om zebedæussønnerne, da han skrev salmen, vi skal synge om lidt ”Herre du vandrer forsoningens vej”.

Fri er kun den som kan tjene skriver han i salmen og det er essensen af evangeliet i dag.

Zebedæussønnernes mor ville så gerne, at hendes sønner skulle sikres en plads sammen med Jesus i Guds rige, at hun misforstod det liv Jesus forkyndte, selvom hendes sønner hørte til de nærmeste. For det liv Jesus forkyndte handlede om livet her og nu. Her blandt alle os mennesker, vores hverdagsliv med glæde og sorg.

Jesus ville ikke sikre de udvalgte få særlige gode og fortrin. Men han ville vise vejen for os alle, for alle dem der flakker rundt i mørket og søger efter livet.

Kærligheden fra Gud til ham og til os, drev Jesus til at prædike og forkynde kærlighedens nødvendige ubekymrethed for enhver.

 jomfru-Marias-sengehalm

1

Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!

2

Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

3

Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

 

Amen.

Categories: Uncategorized | Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.