Prædiken til 2. pinsedag 2014. Min prøveprædiken i Hvirring-Hornborg pastorat
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: (korsvar)
Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51
Amen
Prædiken
Det er de store bevægelsers tid. Her i pinsen mærker vi forandringen til det bedre. Nu er skiftet fra forår til sommer. Det der har været så længe undervejs, står her nu i fuldt flor. Vi bevæger os fra den kolde og mørke vinter, til den lyse og varme sommer.
I pinsen oplever vi igen det mærkværdige, at vi går fra død til liv. Vi er så vant til den anden vej. At alt levende skal dø. Det føles som om alt går den samme retning, mod intetheden – tomheden – meningsløsheden.
Men når vi hører evangeliets ord, åbnes vores sanser og lader sommerens budskab trænge ind i vores kolde hjerter. Så ser vi, at pinsen er bevægelsen fra død til liv. Stenhjertet bliver til et bankende varmt hjerte. En tør og kedelig brødskorpe bliver til levende himmelsk brød.
Hvad der startede julenat, blev fuldført påskemorgen, står nu klart og frit fremme i hverdagens klare lys.
Pinsen er kirkens højdepunkt. Her gives os hele kristendommens grundsten. Her spredes budskabet om Jesus Kristus, der kom til vores verden, døde og fór tilbage til hans far i himlen.
Alle der havde været omkring Jesus i hans voksne år, fulgt ham adskillige kilometer, lyttet til hvert et ord, taget ham i forsvar overfor mistroende, farisæer og andre. De sidder der i pinsen. Lukket inde bag dørene. Fyldt med tvivl, angst og afmagt. Deres verden er gået i stå og de aner ikke, hvordan de skal komme videre, al deres håb er som fløjet afsted med Jesus.
Men historien ender ikke der bag lukkede døre. For ånden kommer over dem. Dørene sprængtes og de kan pludselig tale sammen igen, og tale til alle folkeslag på alle tungemål. De får håbet tilbage og troen på den sandhed de har erfaret. Og herfra spreder kristendommen sig.
Vores kirke starter den dag bag lukkede døre, fyldt med tvivl og mismod. Den starter i det lukkede og mørke, men åbner sig op med lyset og ånden. Åbner sig ud mod verden.
Vi hører i dag profeten Ezekiel tale om, at Gud fjerner stenhjertet fra os og erstatte det med et hjerte af kød. Vi får et andet hjerte og en ny ånd. Og netop det ser vi denne pinsedag hos disciplene bag lukkede døre.
Kirkens kolde stenhjerte bliver erstattet med et hjerte af kød. Disciplene dengang og os nu er kirkens bankende kødhjerte. Uden dem og os ingen kirke. Og det hele startede den mørke dag i pinsen.
Pinsen bevæger os fra det halvhjertede til det helhjertede. Det hele hjerte af kød og blod. Vi bliver givet et nyt hjerte og en ny ånd, og det gør os helhjertede.
Når vi er halvhjertede lever vi ængsteligt. Vi siger ja, men mener egentlig nej. Vi begynder på noget, men fuldfører det aldrig. Vi kunne godt tænke os… men tror ikke rigtig på det.
Halvhjertetheden er dræbende. Den udspringer af ængstelse, mismod og tvivl – og bremser alting på halvvejen.
Med Luthers ord er syndighed vores indkrogethed i os selv. Syndighed er disciplene, der sidder bag lukkede døre og kigger ned i sandet og piller i deres egen tvivl, håbløshed og angst.
Det er som med stenhjertet. Indkrogetheden lukker os mod omverdenen. Vi vender ryggen til livet og til andre. Stenhjertet har forskanset sig. Som en snegl der gemmer sig inde i sit sneglehus. Hele overfladen er en hård og lukket skal. Og indkrogethed er netop alt det livet IKKE skal være!
Det er livet i sin fornedrede og forkvaklede form.
Synden er indkrogethed og frelsen er at blive rettet ud igen. Frelsen er, at vi bliver åbnet overfor omverden. Stenhjertet bliver skiftet ud med et hjerte af kød. Et hjerte der kan banke i takt med andres hjerte.
Det er pinsens vilje og forunderlighed. Helhjertethed i stedet for halvhjertethed.
Når vi lever helhjertet, så giver vi, og modtager vi. Vi udveksler, vi deler. Vi er fælles. Vi involverer os. Vi kæmper for det, der er rigtigt og vigtigt. Vi indrømmer når vi gik for vidt eller når vi misforstod. Vi tilgiver, vi anerkender. Vi bærer og vi bliver båret. Det giver mange flere knubs at leve helhjertet. Der er ikke noget, der kan såre et stenhjerte, men der er heller ikke noget, der kan glæde et stenhjerte.
Men kødhjertet kan såres, for det er blødt og modtageligt, det kan bløde. Men det er det, der giver mening, det der giver livet fylde og værdi.
Den dag bag lukkede døre, i disciplenes fællesskab, var det stenhjerterne der fylde mest. Men de mærkede pludselig åndens susen. Den sprængte døren op, og sprængte deres stenhjerte. Med tårer ned af kinderne kunne de se op, og mærke hinanden. Hvor der før var et stenhjerte kunne de igen mærke et hjerte banke rundt i kroppen. De så nu deres naboer, alle omkring dem, og kunne se, at der var folk omkring dem, der havde brug for at høre det budskab, de selv fik givet. At budskabet skulle fortælles igen og igen. Det budskab Jesus havde lagt i deres hænder, deres svage og skælvende menneskehænder, skulle de ud med.
Fra det øjeblik gik de helhjertet ind i opgaven. Ånden der kom til dem, lagde en rastløshed i deres krop, de havde ikke kun sig selv som mål, men hele klodens befolkning. De havde åbnet sig for noget større. Og det rykkede i dem. Og heldigvis, for det der skete for dem den pinsedag, har spredt sig som ringe i vandet, helt her til Hvirring kirke, hvor jeg står og fortæller jer historien, budskabet, evangeliet for jeres øre, der har hørt det mange gange før. Det er ånden, der giver os kødhjertet, der rykker os hertil i dag.
Budskabet kommer til os, også her i dag. Både som en gave, men også som et krav. Vi skal række det budskab og den gave videre. Vi skal række det levende brød videre. Vi kan ikke bare sætte os i et hjørne og nyde for os selv, så kommer indkrogetheden og stenhjertet. Brødet er kun levende så længe det går fra hånd til hånd. Brødet er altid de andres brød. Det er tilgivelsens og fælleskabets brød.
Vi skal passe på vores kødhjerter. Vi skal lade dem banke og rykke, vi skal lade os blive sårede uden at lukke os i. og når det sker at vi lukker os mod omverden, skal vi kæmpe for at komme ud igen. Lade dem der står og banker hårdt på vores skjold, komme ind og hjælpe os ud igen. For synden er i vores hjerter. Vi vil føle stenhjertets kulde til tider.
Men endnu vigtigere er frelsen vores mulighed. Vi vil igen mærke kødhjertet, vi vil mærke solen skinne på vores ansigter, og se mennesker der smiler til os og føle glæden boble i vores bryst.
Amen
Marie-Louise Lieberoth Wadum 