Sans julen!

Julen er fuld af sansninger. Af dufte, synsindtryk, lyde og smage – alle mulige fornemmelser, der kun hører denne tid på året til.
For at et sanseindtryk skal blive ved med at gøre indtryk på os, skal de variere. Hvis de samme indtryk kommer os i møde hver dag bliver vi blind over for dem. Selv den vidunderligste duft kan i længden ikke opfattes af næsen, der vender sig til den. Næsen bliver døv og blind, for så vidt som en næse kan blive døv og blind, men det kan den på sin egen måde.
For i længden kan man ikke lugte sin egen vellugt eller sin egen stank. Næsen vender sig til det og det gør ikke længere indtryk. Gik vi i et hav af roser ville vi ikke kunne dufte deres skønhed længere og skraldemændene, der går i stanken af vores affald dagligt, vender sig også stille til det. Pædagogerne der går i larmen af råbende, grædende og grinede børn, vender sig til det.

Sådan er det også med julens dufte, lyde og synsindtryk. Juletræet er særligt smuk, fordi vi ser det hver dag. Gløggen smager af mere, den ene gang om året. Julens mange indtryk af kanel, appelsiner, julehjerter, vaniljekranse, konfekt, klejner, and og risengrød – alt det der hører julen til smager helt særligt af jul. For havde vi dem hele året, ville de ikke længere kunne opfattes og genkendes som lige netop Julens dufte.
Julen har sine særlige lyde, sine julesange og julesalmer, Last Christmas med Wham har 30 års jubilæum i år, vi hører den hvert år til alle julefester og den giver os en særlig følelse af julestemning om man kan li sangen eller ej. Julesalmerne, et barn er født i Betlehem sunget af mange barnestemmer. Det kimer nu til julefest, Julen har bragt velsignet bud, glade jul, dejlig jul.

Julen handler på en gang om gentagelse og nyskabelse.

For vi gør det samme år efter år. Og der er en særlig glæde i at gøre som vi altid har gjort. Alt skal være som det plejer at være, og dog er intet som før.
Når man bliver voksen prøver man at genskabe barndommens magi og især når man får børn, vil man så gerne give dem den samme særlige følelse man havde som barn. Man prøver at lave vaniljekransene som mor gjorde, pynte juletræet med bedstemors pynt, lave andesaucen som far gjorde. Men i en lille ny familie er der to traditioner der mødes, mor og fars, og sammen skal det nu blive til barnets særlige barndomsjul. På en gang gentagelse, og også nyskabelse – en nyskabt juletradition.
Vi hører den samme julefortælling år efter år. Jomfru Maria og Josef på rejse, en fødsel i en stald, et barn svøbt i en krykke, hyrderne på marken, de tre vise mænd og en stjerne. En velkendt historie der gentages år efter år. Men en historie fyldt med nyskabelse.
For Gud har vist os, at hans længsel efter os er så stor, at den nyskaber ikke bare ham, der ligger der og kigger op på os med barneøjne, men også os.
For der er ikke noget mere nyskabende end et blik, der flyder over af længsel og kærlighed. Det blik Jesusbarnet ser på os med, det blik Gud møder os med er ransagende, dybt og nyt at vi føler os helt set på ny.
Der findes en tegneserie hvor man ser en mand og en kvinde, der er på vej til selskab. Kvinden står foran spejlet og manden siger: Skynd dig nu lidt, vi har lovet at komme i god tid. Kvinden kaster et sidste fortvivlet blik ind i spejlet og stønner opgivende: Man skulle tro, at jeg beder til en forkert Gud. Intet bliver som jeg har bedt om. Hvad beder du da om, spørger manden: Og kvinden svarer. Om at jeg må blive mere tilfreds med mig selv, at jeg må tabe mig, at jeg må se bedre ud og at mørket i mit sind vil lette. Og så beder jeg om at jeg må blive mere feminin, blid og omgængelige. På hele den tirade svarer manden: ”Måske har Gud det ligesom mig” Hvordan det spørger kvinden. Og svaret fra manden lyder. ”Jeg elsker dig som du er! ”
Der Gud siger til os i julen, er præcis det manden her siger til sin kone. Jeg elsker dig som du er!
Det er ikke som det, du har været jeg elsker dig, eller for det du skal blive til (især hvis du tager dig lidt sammen) men som du er, lige her og nu!
Gud elsker os præcis som vi er. Ikke som vi var i går eller bliver i morgen, men som vi er lige nu. Hvert øjeblik er du den udgave af dig selv, som Gud elsker.
Når vi gør noget dårligt; skælder ud, opfører os urimeligt, utålmodigt. Forfængeligt eller grådigt – alt det som vi godt ved vi ikke kan lade være med. så søger Gud os endnu mere. For Gud ved, når vi handler sådan, er vi i virkeligheden med stormskridt ved at blive fremmede for os selv og vores egen menneskelighed, fremmede over for Gud. Når vi er på vej væk fra os selv i vores umenneskelighed, indhenter Gud os for at give os vores menneskelighed tilbage.

Det er det nyskabende ved Julens begivenheder. At Gud indhenter os lige der hvor vi står og går for at vi skal opdage vores menneskelighed. Det nyskabende er at vi igen og igen skal opdage – for vi glemmer det så let – at det ikke kan komme til at stå så slemt til med os, at Gud ikke gider os, ikke elsker os.
Gud elsker os og vil os, også selvom livet ikke altid giver os hvad vi beder om.
I en soldats lomme fandt man følgende:
Jeg bad Gud om styrke, så jeg kunne få succes
Jeg blev svækket, så jeg kunne lære at lytte
Jeg bad om godt helbred, så jeg kunne gøre store ting
Jeg blev invalideret så jeg kunne gøre noget mere værdifuldt
Jeg bad om rigdom, så jeg kunne være glad
Jeg blev fattig og dermed klogere
Jeg bad om styrke, så jeg kunne vinde menneskers anerkendelse
Jeg fik svaghed, så jeg kom til at længes efter Gud
Jeg bad om at få nydelse så jeg kunne nyde livet
Jeg fik livet til at nyde alting i.
Jeg fik intet af det jeg bad om, men jeg fik alt det jeg håbede på, på trods af mig selv, blev mine uudtalte bønner hørt.
Jeg er den mest velsignede af alle.
Det er Juledag. Alt er som det plejer og intet er som før og bliver det aldrig. For ikke bare er Gud kommet til Betlehem i en mørk stald i en beskidt krybbe. Han indhenter os dagligt og utrætteligt på tærsklen til os selv.
Gud ud herfra i dag og vid at i et hvert øjeblik er iklædt Guds kærlighed og velsignelse, og se godt efter på enhver I møder, for de er klædt på samme, selv om det måske ikke lige er til at se.

Glædelige gentagelse, glædelig nyskabelse, glædelig jul.
Amen

Hænderne op af lommen – ræk hånden frem til fred

Julen er den dejligste tid. Her glædes gamle og unge. Vi salmes og nyder hinandens selskab. Om lidt skal vi samles om julemaden, juletræet, risalamanden, og julegaverne. Midt i alle de sorger og bekymringer vi hver især kan tumle med til hver dag, så lægges de på hylden for en stund her i julen, og vi glæder os sammen. Julens budskab når vores hjerter. Budskabet som hyrderne hørte der på marken julenat – I skal ikke være bange.

I julens dage mærker vi en særlig glæde og en særlig stemning. Det er så dejligt at ses hele familien, at mærke de varme knus, få rakt hånden frem og hilst på alle venner, dem man ser så ofte og dem der går lang tid imellem man ses. Men i det øjeblik man mærker den andens hånd i sin, føles det som om man slet ikke har været fra hinanden. Det er som om det vigtige i livet bliver tydeligt i julen, og det vigtige ved julen træder helt tydeligt frem.

Da jeg læste på universitet for at blive præst, var der to tænkere som jeg blev meget berørt og inspireret af. Det var Knud Ejler Løgstrup og Nelson Mandela.
To mænd der nok levede samtidigt men var langt fra hinanden i sted, hudfarve og vilkår.

Knud Ejler Løgstrup var teolog og præst og levede fra 1905 til 1981. Han var dansker, hvid og havde gode sociale kår. Han skrev mange bøger og holdt mange prædikener. Og en gennemgående tanke i hans liv og forfatterskab var at man har den andens liv i ens hænder. Med det mener han, at det betyder uendelig meget, hvordan vi opfører os over for hinanden, hvordan vi tager imod hinanden, om vi afviser eller omfavner den anden. For hvad vi gør ved hinanden har betydning. I kender helt sikkert den følelse. Når man står foran en anden og prøver at starte et venskab, at blive kærester, i det sekunder hvor man har stillet sig frem og erklæret sit budskab, så føles det som om afgrunden forsvinder en indtil man har hørt svaret. Vil du mig eller vil du mig ikke?

Nelson Mandela var en sydafrikansk præsident han blev født i 1918 og døde sidste jul den 5. dec. Han var sort boede i Sydafrika, og fordi han var sort, havde han slet ikke de samme sociale gode vilkår som de hvide.
En mand der livet igennem kæmpede mod apartheid styret, kæmpede for retfærdighed, kærlighed og lighed for alle. Og Nelson Mandela forstod i sandhed at række hånden ud, han viste med egen krop, hvad Løgstrup mente med, at man har den andens liv i ens hænder (selvom Nelson Mandela nok ikke har hørt meget til Løgstrup).
Mandela rakte hånden ud mod sine fjender igen og igen. Han kæmpede for de sortes rettigheder i Sydafrika. For da Mandela var ung, var det nogle få hvide mænd, der styrede alt i Sydafrika. De ville, at sorte og hvide skulle være adskilt fra hinanden. Hvide og sorte måtte ikke gå i samme skole, bruge det samme sygehus, ikke sidde på samme bænk, ikke være kærester, ikke engang holde i hånd, og slet ikke blive gift. Og I kan nok regne ud, hvem der fik de bedste sygehuse og skoler. Det var ikke de sorte, de havde slet ikke noget at skulle have sagt.
Nelson Mandela kæmpede for retfærdighed, først fredeligt ved at holde taler, og senere begyndte modstandskampen – og han blev fanget og sat i fængsel i 28 år – mens hans børn var små og hans kone ung – han var blevet misbrugt og undertrygt og levede så mange i en lille bittecelle. I år 1990 træder han ud af fængslet endelig. Alle holdt vejret i Sydafrika og alle forventede, at nu ville der komme hævn og blodbad. Nu skulle alt det der var hændt Mandela hævnes.
Men det kom ikke!
Han gik ud af porten og rakte hånden frem. Han ville arbejde sammen med de hvide. Han ville ikke have hævn, han ønskede fred. Og freden kom stille. Der blev holdt det første demokratiske valg og Mandela blev valgt til Sydafrikas præsident. Verden havde aldrig set noget lignende. Verden over græd den nat, vi hørte at Mandela var blevet præsident. Reportere græd på tv, vi græd hjemme i stuerne. Vi græd fordi det var smukt, fordi det var fyldt med fred. Mandela ofrede hele sit liv for kampen for de sorte i Afrika, men også for de hvide. Han kæmpede for at der var retfærdighed, lighed og kærlighed hvide og sorte imellem, og derfor var det ikke hævn og blod der skulle komme mere af. Men freden der skulle komme.
Mandela rakte hånden frem, men de hvide stod med hans liv i hænderne som de havde gjort mange gange før og afvist ham, og alligevel rakte han hånden frem i ønsket om kærlighed og fred, og denne gang tog de imod ham. For freden var ikke kommet, hvis ikke begge sider havde ønsket det. Mandela rakte hånden frem, og det var et sats, for måske stod de hvide med hænderne i lommen og spillede ligeglade, men det gjorde de ikke, de hvide kom lige så stille efter det, og tog imod den udstrakte hånd.

Hænderne op af lommen – sagde Mandela – ræk hånden frem til Fred.

Det var det Gud gjorde, da han lod sig føde som et lille barn julenat i vores verden. Gud rakte hånden frem mod os, og nu var spørgsmålet så, om vi ville stå med hænderne i lommen og spille ligeglade, eller om vi ville tage imod dem udstrakte hånd.

Julenat rakte Gud hånden frem til hyrderne på marken, der gik og holdt vagt over alle fårene

Hyrderne var tit dem, der var ballade med, de var ikke Guds bedste børn – som man siger – men måske var det alligevel det de var, for det var dem Gud rakte hånden ud mod, for at vise dem Jesusbarnet. Ikke de kloge og rige og vigtige folk i Betlehem, men nogle lidt dovne hyrder, som sov på marken i stedet for at passene på fårene. Og hyrderne tog imod den udstrakte hånd, de gik hen for at se hvad det mon var der var sket og fandt det lille jesusbarn og de fortalte Guds budskab ud i det store verden. At Gud var kommet til dem, havde fortalt at de ikke skulle være bange og følge stjernen og de fandt det vigtigste overhovedet i en lille stald, et lille Jesusbarn der rækker hånden ud mod dem og ud mod os.
Jesus rækker hånden ud mod os igennem tid og sted fra krybben julenat til her hvor vi er i dag. Og vi rækker hånden frem mod hinanden i kærlighed og venskab, og når vi tager hinandens hånd er det Guds udstrakte hånd vi besvarer med en omfavnelse. At gribe den anden er at gribe Gud.
Det er Julens budskab bragt til os igennem tusinder af år, bragt af et lille barn i en beskidt krybbe i en mørk stald. Ræk hånanden ud og tag imod den udstrakte hånd med kærlighed.

Amen

Hvem er du?

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Joh 1,19-28

Prædiken – Hvem er du?

 

Hvem er du? Hvad er dit navn? Hvad laver du? Hvad er dit arbejde? Hvad laver du i din fritid?

Det spørgsmål er vi blevet stillet tit og vi har nok også stillet det ofte selv.

Alle der har søgt arbejde og skrevet CV ved præcis hvordan det er. Fortæl kort om dig, så de får et godt indtryk af dig.

• h jamen hvad skal jeg overhovedet sige om mig selv? og Hvilke ord vil beskrive mig?

Er det særligt beskrivende at jeg har en mand, en datter og to katte? At jeg har læst Religion i tre år, Engelsk i to måneder og teologi i 7 år? Hvad fortæller det om mig at mine forældre er skilt, og at jeg har fire søskende.

Er det særligt karakteristisk at jeg bedre kan li Indisk mad end spansk mad?

Eller afslører min bogreol mig, hvor der side om side står tykke teologiske bøger, krimier af Jussi Adler-Olsen og engelske børnebøger? Måske mit tøjskab afslører mig, hvor der er alt for meget tøj og alt for mange sko, fra min ungdom i skobutik. Har i fået et fuldt billede af mig nu?

Eller er det bedre at sige at jeg er 32 år, præst, snakker meget, lytter mere og griner alt for højt.

Hvem er du?

Man kigger i spejlet og ser pludselig en helt anden end man regnede med, hvem er du? Den der dame med rynker og sorte rander under øjnene og grå hår, sidst jeg kiggede var du 21 år, dybt forelsket og fuldt i gang med alt det sjove i livet.

Hvem er du?

Man kigger på sin mand. Hvad tænker du? Hvad vil du? Hvad er dine drømme? Kender jeg dig?

Hvem er du?

Det er et stort spørgsmål, som kan være så svært at svare på? Hvordan svarer man rigtigt, hvad er det der er mig? Og har jeg overhovedet noget at fortælle om mig selv, jeg er jo bare mig.

I dag hører vi spørgsmålet stillet til Johannes Døberen af præsterne og Levitterne fra Jerusalem.

I Jerusalem er de begyndt at undre sig over hvem han er ham den mærkelige mand ude i ørkenen, der råber som en tosset, kun spiser hvad jorden bringer ham, og døber folk i vand?

De spørg Johannes; Hvem er du?

Johannes Døber starter et helt andet sted end man er vant til. Ikke med navn, alder, profession og familiære forhold, men med hvad han ikke er.

Jeg er ikke Kristus!

øh nej okay så, nu spurgte de jo ikke hvem du ikke var Johannes, men hvem du er.

Johannes svarer så: Jeg er den der råber i ørkenen; Jævn Herrens vej.

 

Præsterne og levitterne stiller så et andet mærkeligt spørgsmål, hvis du ikke er Kristus eller Elias eller en profet, hvorfor døber du så? Johannes svarer:

Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Alle Johannes svar handler om hvem han ikke er. Hans hele eksistens er hængt op på Jesus Kristus. På hvem Kristus er, og på hvem Johannes er for Kristus. Han er den, der skal bane vejen for Kristus. Johannes er den der skal vise os vejen til Kristus. Han bekender sig fuldt til Kristus, og peger på ham. Han råber hans tro og håb ud i ørkenen, som en vanvittig, så alle omkring ham kan høre det og følge ham hen til Kristus.

Johannes er hele sin tro og lever kun for det. Tænk hvis Johannes havde sagt ja, hvor meget han måske havde vundet ved det? Havde sagt ja til at være deres frelser og helt. Men Johannes sagde nej. Han var ikke Kristus, han var kun der pegede hen på Kristus.

Johannes livsførelse er ikke en rollemodel for vores liv. Vi skal ikke gå ud i ørkenen og råbe vores tro ud i alverden og leve af insekter og græs.

Det er ikke nødvendigt at løbe rundt med et banner foran, hvor der står jeg er kristen. Det har Johannes gjort for os. Han har vist os vejen til Kristus og dermed været med til at give os muligheden for at blive døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Johannes er ikke en rollemodel for sit vanvittige levede liv, men han er en rollemodel med sit svar på, hvem han er.

Han svarer, at han ikke er Kristus, han er frontløberen for en, der er større og vigtigere.

Johannes sætter ikke sig selv i centrum, selvom han så nemt kunne have gjort det.

Vores opgave i livet er som Johannes ikke at være den blændende sol, alle andre skal kredse om, men den solfanger, der reflekterer Guds lys og som peger videre hen på Ham,

Vi er så forskellige og vi rummer så meget forskelligt. Nogle af os er meget som de andre, og falder ikke meget ud fra mængden, andre er mere specielle og virker helt særlige.

Men vi er døbt i det samme navn. Vi er døbt i faderens og sønnens og Helligåndens navn.

Og måske er det det vigtigste, der er at sige om os? At vi er døbt. At vi er elsket, set og tilgivet af Gud. At vi er i et fællesskab af alle døbt nu og igennem tiden der har være om som vil komme. En stor familie af alle døbt i hele verden, der har det til fælles, at Gud siger; Jeg elsker dig som mit eget barn.

Når vi står der foran spejlet og ikke kan kende os selv igen, kan vi sige til spejlbilledet, jeg er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndes navn – Gud elsker mig.

Måske skal det stå på vores CV aller øverst.

Eller næste gang vi er til julefrokost og bliver spurgt: Hvem er du så? Kan vi svare:

Jeg er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Ræk mig lige snapsen.

Amen

Mindets julefred

Julefortælling flemming efterskole
9. Dec 2014

Mange af jer har måske set tv-serien 1864 der netop har rullet over fjersynsskærmene i de danske hjem. Serien er instrueret af Ole Bornedal og omhandler krigen i 1864 hvor Danmark mistede sønderjylland til Tyskland. Serien har fået en del kritik, blandt andet mener nogle, at den ikke er historisk korrekt. At den fremstiller det minde vi som danskere om krigen og ikke de konkrete fakta.
Det er en lang og svær diskussion. For nok er der måske nogle historiske faktuelle fejl eller mangler, men danskernes minde om krigen er nok rigtig nok. For selvom der er forskel på mindet og fakta, så er mindet ikke mindre værd.

Når vi husker, husker vi måske ikke præcis hvordan det foregik, men vi husker, det vi fandt vigtigt i situationen, det der betød noget for os. det bliver til vores minde.
Minder er det vi skaber og minderne skaber os.

Jeg har mange minder fra min barndom og minder genfortalt af min mor fra hendes barndom. Som du han 4 år gammel, fandt sin julegave dagen før jul, pakkede den op, og fandt de fineste røde laksko, årøvede dem på, fandt de var for små og straks gik ind og fortalte hendes bedstemor, at skoene altså ikke duede, de var alt for små.

Mindet om dengang, jeg 5 år gammel var på tur med min mor og far i Sverige. De snakkede med nogle andre voksne og det var særdeles kedeligt, så jeg begyndte da bare selv at gå ned til bilen. Jeg kendte da udmærket vejen mente jeg og gik fro og glad afsted. Min mor blev meget bange. Jeg mener jeg gik i en time, min mor at jeg kun var væk i fem minutter, men at det var lange fem minutter. vi har begge et minde om den dag, der er lidt forskelligt.

Der er også et fælles minde om julen under 1. verdenskrig.

I har nok hørt at der var to store krige sidste århundrede? For næsten 100 år siden var der en rigtig uhyggelig krig her i Europa. Den varede fire et halvt år, og også lande uden for Europa var med, blandt andre USA og Canada.
Krigen er nok mest berygtet for dens mange våde og mudrede skyttegrave. Her levede soldaterne, og det, de skulle gøre, var at komme op på et godt tidspunkt og løbe frem og angribe fjendens soldater, der også havde gravet sig ned i grøfter.
Det var et frygteligt liv. Om vinteren var der koldt, soldaterne fik ikke mad nok at spise, og de savnede deres familier. Og værst af alt, så skulle de slå ihjel eller dø – eller begge dele.

I de her skyttegrave, i Flandern i Belgien, juleaften i 1914, da hører de engelske soldater lige pludselig salmen Glade jul, dejlige jul. De hører den sunget på tysk ovre fra de tyske skyttegrave, der kun ligger 100 m. væk.

På tysk hedder salmen Stille Nacht, Heilige Nacht, på engelsk Silent night, og den bliver sunget på den samme melodi – den melodi, vi også plejer at synge den på til jul.
Så de engelske soldater kan genkende julesalmen. Og de bliver helt varme om hjertet og giver sig til at klappe og råbe ”Bliv ved”.

Så bliver tyskerne modige og stikker hovederne op af skyttegraven, – og ingen skyder på dem! Det får dem til at sætte stearinlys på kanten af deres skyttegrav, og en af deres officerer tør endda gå ud i ingenmandslandet mellem de to fjendtlige hære og spørge, om en af englændernes officerer vil møde ham på halvvejen.
Og det er der en, der gerne vil. De to mænd ønsker hinanden god jul og begynder at tale sammen, – og pludselig kommer soldaterne frem og siger Merry Christmas og Fröhliche Weinachten til hinanden.

Nogle finder på at bytte julegaver: f.eks. skinke for cigaretter. Og sammen rister de pølser over bål og viser hinanden familiefotos. Og de udveksler erfaringer, for eksempel om, hvordan man lettest slipper af med lus og lopper.
Hør her, hvad en tysk soldat, Josef Wenzl, skriver hjem til sine forældre om julefreden:

Vores folk tændte et medbragt juletræ, stillede det på volden og ringede med klokker, Alle bevægede sig frit frem fra skyttegravene, og det kunne ikke være faldet en eneste ind at skyde. Det, jeg for blot et par timer siden havde anset for vanvid, kunne jeg nu se med egne øjne … det var dette gribende syn: Mellem skyttegravene står de mest forhadte og bitre modstandere omkring et juletræ og synger julesange. Dette syn vil jeg mindes resten af mit liv.

Rygtet om denne pludselige og fantastiske julefred spreder sig som en løbeild langs fronten, og franske og belgiske soldater kommer også i julestemning.
Og næste dag, juledag, som er englændernes største helligdag i julen, da spiller soldaterne fra de to lejre flere steder fodbold med hinanden – i stedet for at skyde med krudt og kugler!

Men generalerne bliver rasende, da de hører, hvad der sker. Og de truer deres soldater med dødsstraf, hvis de ikke går ned i skyttegravene igen og fortsætter krigen.
Men det fortælles, at helt frem til slutningen af februar måned sigter flere af soldaterne forkert med vilje.

Det er et rigtigt dejligt minde om julefreden der finder plads midt i den mest forfærdelige krig. Nogle forskere mener at det faktuelt ikke passer. Men Mindet er vores, det har formet os og vist os at vi mennesker helst vil freden, glæden og varmen til hinanden også i den mørke tid.

Det minde skal vi tage med os her i julemåneden og ladet det lyse vores dage op.
Vi skal dele mindet med hinanden.

Her på efterskolen er I her for at skabe mange nye minder sammen, jeg håber at de må være fyldt med glæde og varme, og at I husker denne tid som en af jeres bedste i årene frem over.

Julefreden kom fra en stald i Betlehem for 2000 år siden og til en blodig slagmark i Belgien for knap 100 år siden.
Og julefreden kommer til os her i Flemming i 2014.
Vi skal bare tage imod den.
Vi skal bare turde tage imod den. Dele julefreden og minderne sammen.
Mon ikke vi hver især, kan vende hjem i dag med en spire til julefred i hjertet, sådan at vi kan række ud over de skyttegrave, som vi i vores hverdag graver os selv ned i?

Jeg håber at I må skabe mange minder denne jul og lade julefreden sænke sig i jeres hjem og hjerte.

Rigtig glædelig jul!