En grønnere fremtid?

Dagens evangelium Lukas 1, 26-38 kan læses her

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Lisbjerg kirke, har været badet i grønt lys siden torsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille og frygtet, hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved moderskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber også at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt og måske er Marias slutord også dem, der skal lyde til os, som et mantra i vores liv.

For Maria slutter af med ordene ”jeg underkaster mig Gud” – se det kan virke lidt voldsomt, men i de ord, tror jeg, ligger der, at Maria accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske skal det være vores mantra, at vi underkaster os og erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Amen