Lad os tænde lys

Ved indvielse af lystræ i Hvirring kirke 11. september

Uden lys går det ikke.

Lys er ikke kun den konkrete sol, som vi følger når den står op og ned. Lys er ikke kun stearinlysets flamme eller den tændte pære.

Lys er mere end det. Mere end det vi kan se og tage og føle på og mærke på vores krop.

Lys er et symbol på det guddommelige mysterium, som ligger i ordene fra johannesevangeliets 1. kap

’ I ham (Gud) var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke’.

Lyset er i kristen forstand det helt centrale symbol på Kristi nærvær.

 

Lystænding findes i alle verdens kulturer og religioner. Også i Danmark har det været brugt helt tilbage til før-kristen tid. Det tror jeg skyldes at lystænding rører noget i os alle. Det at tænde et lys er højtideligt og stemningsfuldt.

Inspirationen til lystræet kommer fra Sverige. Her blev den første lysglobe opstillet i domkirken i Uppsala 1968 ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling.

At tænde et lys kan have mange betydninger. Da vi Allehelgensdag tændte lys, var det for dem, vi har mistet det seneste år. Vi kan også tænde lys for en vi tænker på og ønsker at Gud skal være med eller hjælpe. Eller vi kan tænde lys for en sag vi har på hjerte. Vi kan også bare tænde et lys for os selv, fordi vi ved vi har brug for Guds nåde og hjælp.

Lystræet vil også blive brugt i forbindelse med gudstjenesterne: under nadveren men også før eller efter gudstjenesten. Den bliver særligt god at have på de særlige dage: allehelgen, kyndelmisse, juleaften mm. Kirken er i øvrigt normalt åben i hverdagene i dagtimerne. Så her er I velkomne til at komme ind, tænde et lys og sidde lidt i roen.

Lyset symboliserer Jesus. Jesus blev født som et lille barn, et lille lys i en stor verden. Selv Et lille lys kan lyse et mørkt rum op. Jesus sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Gud sendte sin søn Jesus Kristus til verden, for at vi skulle navigere efter lyset i ham og finde vejen til sig.

Jesus sagde også: ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Når vi hver især tænder et af de små lys i lystræet, så symboliserer det netop de ord af Jesus. Han er lyset blandt os andre små lys, som samlet omkring ham. De små lys lyser udad i rummet. På samme måde skal vi som kirke bringe lys-budskabet om Jesus skal nå ud til alle mennesker, til alle jordens folkeslag. Det gør vi, når vi er lys for hinanden. Vi kan være lys på mange måder ved et smil, at hjælpe, et opmuntrende eller medfølende ord.

At være lys for hinanden, er det som evangelieteksten til i dag blandet andet handler om. Vi skal være lys for hinanden, kalde på hinanden og lyse vejen op til kærlighed, fællesskab og genfundet liv.

Når vi om lidt samles om nadveren er I velkomne til at tænde et lys på vejen. Der er mulighed for at tænde lys i lystræet eller tænde et lys og sætte omkring døbefonten.

 

(Tænd et lys)

Velsignet være du, Livets Gud

Du som bor i et utilgængeligt lys:

Hver dag fornyes din skabning

Ved din trofasthed og du forærer vore øjne livets lys på ny.

Velsignet være du for Jesus, vor bror:

I ham er det givet os at se lyset af dit lys

Velsignet være du for dette lys som du har tændt i vort mørke:

• Din barmhjertigheds milde lys
• Din nådes brændende lys
• Din langmodigheds trøstende lys
• Din trofastheds vedholdende lys
• Din miskundheds smukke lys
• Din omsorgs varme lys
• Din kærligheds befriende lys

Verdens lys, Jesus Kristus, din søn.

Amen

 

 

 

Lyset

Dette hellige evangelium til 16.s.e.trin i johannesevangeliet kap 11 vers 19-45:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45

Amen

 

Prædiken

 

Han ligger helt stille og kan ikke røre sig, stiv i kroppen, arme og ben som bly. Han har hvide klæder viklet omkring sig og et klæde over hovedet. Han kan høre nogen kalde langt væk fra, men han registrerer det ikke helt. Kalden bliver højere og kraftigere. Så hører han råbet: Lazarus, kom herud!

Alle hans sanser bliver opvakt, han bevæger stille fingrene, tæerne og næsen. Det summer i kroppen og hovedet. Han prøver at åbne øjnene. Det prikker i dem. Han aner lysglimt, som små lys der skinner mod ham. Lyset bliver kraftigere og kraftigere. Han ser mod lyset og det giver ham styrken til at rejse sig op på de blytunge ben. Lyset drager ham mod sig. Det er varmt og kaldende. Lyset varmer hans stive krop, og summen i benene og armene bliver større. Han går hen mod lyset, hen mod varmen og stemmen der kalder.

Han går mod de tusind små lys der stråler imod, de tusind små lys der bliver til den bagende varme sol på himlen udenfor. De tusind små lys han hører i stemmen der kalder. Stemmen der kommer fra Lyset selv.

Han kender stemmen.

Han elsker stemmen.

Lysets stemme drager ham og han træder ud i livet igen. Han misser med øjnene og lysene danser for hans blik. Langsomt vænner øjnene og sanserne sig til livet uden for graven. Til det genfundne liv med lys, glæde og håb.

 

Ude i lyset står Jesus og søstrene Marthe og Maria. Og i evangeliet hører vi ikke mere om Lazarus. Det er en sand cliffhanger, som i den bedste film. En afslutning, hvor vi efterlades med et kæmpe spørgsmål. Hvad skete der så?

 

Opvækkelsen af Lazarus har altid været gådefuld for mig. Min største kilde til forundring, frustration, håb og tro. For den har det hele.

Fortællingen om Lazarus er utrolig detaljeorienteret og så alligevel så mangelfuld. Vi hører om det lugtende lig, der fire dage allerede har ligget i graven. Vi hører om de hvide klæder han har fået viklet om kroppen, og hovedet. Vi hører at Jesus beder dem tage klæderne af ham, så han kan bevæge sig frit. Men vi hører intet om Lazarus’ liv herefter. Om hans forening med Jesus og søstrene. Hvordan havde han det? hvilket liv kom han ud til? Hvordan var det de dage i graven? Hvor længe levede han herefter?

Det må vi selv gøre os billeder af og fortælle historier om. Vi må selv forestille os det liv Lazarus har haft.

For livet efter opvækkelsen er ikke det vigtige budskab i fortællingen. Det centrale er at han kommer ud!

Lazarus kommer ud til sine søstre og Jesus. Han kommer ud til et fællesskab. Han kommer ud til sin sørgende familie og venner. Han kommer ud til kærligheden.

For Jesu røst – hans kraftige råb på Lazarus er også et råb til os. ’Kom herud’

Kom ud til kærligheden, fællesskabet og livet.

Lazarus står ikke selv op fra de døde. Han rejser sig ikke af sig selv. Han bliver opvakt af lysets stemme, af kærlighedens bud, af håbets ord, af Guds søn.

Den stemme kalder også på os. Når vi ligger som forstenede i vores liv, med ben tunge af bly, og øjenlåg der er som limet fast. Kalder Jesus også på os. Han kalder os ud til kærligheden og fællesskabet. Han råber på os, at vi skal komme ud. Fjerne de klæder, der tynger os og komme ud til lyset.

 

Lazarus opvækkelse er ikke en fortællingen om hvad der skal ske med os når vi dør, men om at Jesus også kalder på os i vores liv. Han kalder os ud til livet, til lyset, til fællesskabet.

 

Jesus – Guds søn virker igennem os i fællesskabets ånd. Når vi ser hinanden, elsker hinanden, taler med hinanden, så virker Guds ånd og kærligheden imellem os.

Vores opvækkelse her i livet kræver fællesskabets ånd. Vi kan ikke give os selv mere liv, nyt liv uden hjælp fra andre. Vi er ikke herre over vores eget liv. Vi kan ikke blot tage os sammen og komme ud af sorgen eller depressionen. Vi kan ikke bare rejse os på blytunge ben, med en stiv krop.

Vi er afhængige af hinanden – vi behøver hinanden- fællesskabet er vores stærkeste kraft os imellem.

Vi kan ikke selvudvikle os ud af de mørke skygger. Men vi kan kalde på hinanden som Jesus gjorde ved Lazarus grav. ”rejs dig og kom herud”.

Ved det kald mærker vi troens kraft og fællesskabet, der blidt bærer os ud i lyset.

Vi kan ikke være os selv nok. Livet på jorden ville være fuldstændig meningsløst, hvis vi var vor egen herre og ikke havde behov for andre. Hvorfor så fortsætte? Vi vil hinanden i kærlighed, venskab og fællesskab. Vi bliver større og stærkere heri.

Lysets stemme drager os og vi træder ud i livet igen. Vi misser med øjnene og lysene danser for vores blik. Langsomt vænner vores øjne og sanser sig til livet uden for graven. Til det genfundne liv med lys, glæde og håb.

 

Vores tro er båret af håbet om, at vi må høre en stemme fra fællesskabet, der kalder os ud i lyset.

Amen.