En grønnere fremtid?

Dagens evangelium Lukas 1, 26-38 kan læses her

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Lisbjerg kirke, har været badet i grønt lys siden torsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille og frygtet, hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved moderskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber også at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt og måske er Marias slutord også dem, der skal lyde til os, som et mantra i vores liv.

For Maria slutter af med ordene ”jeg underkaster mig Gud” – se det kan virke lidt voldsomt, men i de ord, tror jeg, ligger der, at Maria accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske skal det være vores mantra, at vi underkaster os og erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Amen

Mindets julefred

Julefortælling flemming efterskole
9. Dec 2014

Mange af jer har måske set tv-serien 1864 der netop har rullet over fjersynsskærmene i de danske hjem. Serien er instrueret af Ole Bornedal og omhandler krigen i 1864 hvor Danmark mistede sønderjylland til Tyskland. Serien har fået en del kritik, blandt andet mener nogle, at den ikke er historisk korrekt. At den fremstiller det minde vi som danskere om krigen og ikke de konkrete fakta.
Det er en lang og svær diskussion. For nok er der måske nogle historiske faktuelle fejl eller mangler, men danskernes minde om krigen er nok rigtig nok. For selvom der er forskel på mindet og fakta, så er mindet ikke mindre værd.

Når vi husker, husker vi måske ikke præcis hvordan det foregik, men vi husker, det vi fandt vigtigt i situationen, det der betød noget for os. det bliver til vores minde.
Minder er det vi skaber og minderne skaber os.

Jeg har mange minder fra min barndom og minder genfortalt af min mor fra hendes barndom. Som du han 4 år gammel, fandt sin julegave dagen før jul, pakkede den op, og fandt de fineste røde laksko, årøvede dem på, fandt de var for små og straks gik ind og fortalte hendes bedstemor, at skoene altså ikke duede, de var alt for små.

Mindet om dengang, jeg 5 år gammel var på tur med min mor og far i Sverige. De snakkede med nogle andre voksne og det var særdeles kedeligt, så jeg begyndte da bare selv at gå ned til bilen. Jeg kendte da udmærket vejen mente jeg og gik fro og glad afsted. Min mor blev meget bange. Jeg mener jeg gik i en time, min mor at jeg kun var væk i fem minutter, men at det var lange fem minutter. vi har begge et minde om den dag, der er lidt forskelligt.

Der er også et fælles minde om julen under 1. verdenskrig.

I har nok hørt at der var to store krige sidste århundrede? For næsten 100 år siden var der en rigtig uhyggelig krig her i Europa. Den varede fire et halvt år, og også lande uden for Europa var med, blandt andre USA og Canada.
Krigen er nok mest berygtet for dens mange våde og mudrede skyttegrave. Her levede soldaterne, og det, de skulle gøre, var at komme op på et godt tidspunkt og løbe frem og angribe fjendens soldater, der også havde gravet sig ned i grøfter.
Det var et frygteligt liv. Om vinteren var der koldt, soldaterne fik ikke mad nok at spise, og de savnede deres familier. Og værst af alt, så skulle de slå ihjel eller dø – eller begge dele.

I de her skyttegrave, i Flandern i Belgien, juleaften i 1914, da hører de engelske soldater lige pludselig salmen Glade jul, dejlige jul. De hører den sunget på tysk ovre fra de tyske skyttegrave, der kun ligger 100 m. væk.

På tysk hedder salmen Stille Nacht, Heilige Nacht, på engelsk Silent night, og den bliver sunget på den samme melodi – den melodi, vi også plejer at synge den på til jul.
Så de engelske soldater kan genkende julesalmen. Og de bliver helt varme om hjertet og giver sig til at klappe og råbe ”Bliv ved”.

Så bliver tyskerne modige og stikker hovederne op af skyttegraven, – og ingen skyder på dem! Det får dem til at sætte stearinlys på kanten af deres skyttegrav, og en af deres officerer tør endda gå ud i ingenmandslandet mellem de to fjendtlige hære og spørge, om en af englændernes officerer vil møde ham på halvvejen.
Og det er der en, der gerne vil. De to mænd ønsker hinanden god jul og begynder at tale sammen, – og pludselig kommer soldaterne frem og siger Merry Christmas og Fröhliche Weinachten til hinanden.

Nogle finder på at bytte julegaver: f.eks. skinke for cigaretter. Og sammen rister de pølser over bål og viser hinanden familiefotos. Og de udveksler erfaringer, for eksempel om, hvordan man lettest slipper af med lus og lopper.
Hør her, hvad en tysk soldat, Josef Wenzl, skriver hjem til sine forældre om julefreden:

Vores folk tændte et medbragt juletræ, stillede det på volden og ringede med klokker, Alle bevægede sig frit frem fra skyttegravene, og det kunne ikke være faldet en eneste ind at skyde. Det, jeg for blot et par timer siden havde anset for vanvid, kunne jeg nu se med egne øjne … det var dette gribende syn: Mellem skyttegravene står de mest forhadte og bitre modstandere omkring et juletræ og synger julesange. Dette syn vil jeg mindes resten af mit liv.

Rygtet om denne pludselige og fantastiske julefred spreder sig som en løbeild langs fronten, og franske og belgiske soldater kommer også i julestemning.
Og næste dag, juledag, som er englændernes største helligdag i julen, da spiller soldaterne fra de to lejre flere steder fodbold med hinanden – i stedet for at skyde med krudt og kugler!

Men generalerne bliver rasende, da de hører, hvad der sker. Og de truer deres soldater med dødsstraf, hvis de ikke går ned i skyttegravene igen og fortsætter krigen.
Men det fortælles, at helt frem til slutningen af februar måned sigter flere af soldaterne forkert med vilje.

Det er et rigtigt dejligt minde om julefreden der finder plads midt i den mest forfærdelige krig. Nogle forskere mener at det faktuelt ikke passer. Men Mindet er vores, det har formet os og vist os at vi mennesker helst vil freden, glæden og varmen til hinanden også i den mørke tid.

Det minde skal vi tage med os her i julemåneden og ladet det lyse vores dage op.
Vi skal dele mindet med hinanden.

Her på efterskolen er I her for at skabe mange nye minder sammen, jeg håber at de må være fyldt med glæde og varme, og at I husker denne tid som en af jeres bedste i årene frem over.

Julefreden kom fra en stald i Betlehem for 2000 år siden og til en blodig slagmark i Belgien for knap 100 år siden.
Og julefreden kommer til os her i Flemming i 2014.
Vi skal bare tage imod den.
Vi skal bare turde tage imod den. Dele julefreden og minderne sammen.
Mon ikke vi hver især, kan vende hjem i dag med en spire til julefred i hjertet, sådan at vi kan række ud over de skyttegrave, som vi i vores hverdag graver os selv ned i?

Jeg håber at I må skabe mange minder denne jul og lade julefreden sænke sig i jeres hjem og hjerte.

Rigtig glædelig jul!

Vidunderet kom til verden

Den 1. Oktober kl 9.37 kom vidunderet til verden. Hun er selvfølgelig helt fantastisk og vi har det alle godt.

Hilsener fra ammedynerne

Vort daglige brød

Høsten nærmer sig med hastige skridt. Markerne står mættede af korn, gule af solens farver og tykke af den fede jord.

I høst.
1885, Olie på lærred, L.A. Ring

Frøene har sat kerne, slid og slæb bliver belønnet med afgrøder, nogle år bedre end andre. Hvordan bliver det i år? Høsten giver os grund til at glæde os og takke. Derfor fejrer vi også hvert år høsten med høstgudstjenester rundt omkring i det danske land. Det er en fest, hvor vi får mulighed for at takke gud, for alt det vi får skænket os. Lige fra bærrerne, kartofler og gulerødderne, vi henter i haven, til det vi køber i supermarkedet – til selve livet vi har fået som gave.

I Berlin under krigen, lå en gammel apoteker syg. Han fik en dag en pakke fra en ven, hvor i der var et halvt brød. Det skulle han have, så han kunne komme til kræfter. Men apotekeren tænkte: mine naboer har en lille datter – og jeg er jo trods alt gammel. Hun har mere brug for brød end jeg. Og han fik brødet bragt til naboen. Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i ejendommen. Og der var koldt og vådt deroppe. Brødet blev båret derop. Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun var alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste hvor lidt mad de tre havde. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg, og gav og gratis medicin da min lille pige var syg, han har mere brug for brødet end os. Da apotekeren fik brødet genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham – et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.

Brødet er en gave, en gave som høsten giver os mulighed for at give. Hver søndag bliver der delt brød ud i kirken. Den tynde hvide oblat minder ikke meget om et brød, men det gives af gud i kærlighed til os, en kærlighed der skaber overflod ved at dele.

Ja, tak, du kære fader
så mild, så rig og rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund.
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver,
de kommer oven ned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed. 

(Jakob Knudsen i 1891).

Rigtig god høst!

(Indlæg bringes i Ekstraposten – Silkeborg lokalavis onsdag den 1. august 2012)

Den frygtelige Gud

PRÆDIKEN 7. søndag efter Trinitatis

Sådan har det lydt i Virklund og Mariehøj kirke i dag. Nu smutter jeg en lille tur til Flensborg med min kære mor

Søndagens tekst

Jesus taler ind i fremtiden for disciplene. Han forudser, at de vil blive forfulgt, fornedret, talt imod og talt ned. Disciplene bliver sendt ud på deres prædikenrejse. De skal rejse ud og forkynde det nye budskab. De skal prædike Jesu ord. Og med sig på vejen får de denne tale af Jesus. De får af vide, at de kan forvente det samme, som Jesus selv er blevet udsat for. Men de skal ikke frygte! De skal i hvert fald ikke frygte alle dem, der vil dem ondt, alle dem der vil forfølge dem. De skal derimod frygte Gud, for han har magt over både legeme og sjæl. Han er med dem i alt. Han har tal på deres hovedhår, han kender dem til bunds.

Det er de ord, disciplene får med sig, for små 2000 år siden, da de begynder at udbrede det, der skal blive til kristendommen. Hvad siger de ord os i dag i 2012? Vi skal ikke frygte djævelen, men vi skal frygte Gud, da Han er almægtig.

Det er store ord, voldsomme ord, fremmede ord. Ord der virker så arkæiske og gamle, at vi helst bare lægger dem væk igen. Hvad kan vi bruge snak om djævelen til? Hvorfor skal vi frygte Gud? Hvilken magt har Gud i vores hverdag?

Mange af os vil nok på de spørgsmål svare, at djævelen for længst af afgået ved døden. Og at vi da måske tror på Gud, men en egentlig magt i vores hverdag, har han jo ikke. Vi skænker ham ikke en tanke på vej til arbejde, når vi handler ind, når vi vasker op, når vi ser fjernsyn.

Vi tænker måske på ham, når vi ser nyhederne, hvor alverdens tragedier kommer tromlende ind i vores stue. Vi tænker måske på Gud i dag, hvor det er et år siden Utøya-tragedien i Norge. Men tænker vi på Gud med frygt, som Jesus her fortæller disciplene, at de skal? Vi tænker nærmere hvorfor? Hvordan kan det ske? Hvor er Gud i denne verden, med al dens ødelæggelse, ondskab og vold – det virker nærmest mere sandsynligt, at djævelen er stået op af graven og har tiltvunget sig magt.

Frygten har plads i vores liv. Vi føler os til tider forfulgte, udsatte i vores liv. Disciplene blev forfulgt, fordi de prædikede en ny tro, en ny levevis, og især fordi de talte imod datidens tro. vi bliver ikke forfulgt af de samme grunde, som disciplene. Vi bliver ikke forfulgt på grund af vores tro. Vores liv er ikke svært pga, hvad vi bekender os til.

Men vores liv er svært. Vi har alle lidelse, tristhed og sorg i vores liv. Nogle sidder midt i det, for andre er det langt væk. Men vi oplever det alle. Her har frygten fat. For vi frygter. Vi frygter, hvad der skal ske, hvad der kan ske. Vi frygter sygdom, katastrofer, lidelse og død. Men vi frygter også, at venskaber går tabt, at miste arbejdet, at miste kærligheden. Vi har alle frygten. Men hvorfor? Hvorfor er den frygt til stede hos os alle sammen? Hvorfor kan vi ikke være foruden den?

Frygten er skyggesiden af glæden i vores liv. Vi frygter, fordi vi elsker, fordi vi har venskaber, godt arbejde, smukke børn. I vores liv er der glæde, lyse dage, kærlighed og varme. Men i vores glæde over det, ligger der i baghovedet en frygt for at miste det.

Her taler Jesus direkte til os! Her skal vi høre hans ord, forstå dem og gøre alt, hvad vi kan for at efterleve dem.

Jesus siger; I skal frygte jeres Gud, I skal frygte min Fader.

Vi skal have ærefrygt over for Gud, vi skal have respekt for Gud. Ikke en frygt, hvor vi sidder i et hjørne og skælver, og venter på dommedag. Men Gud skal have vores ærefrygt, og respekt. Fordi Gud er almægtig, og dermed er det i hans hænder! Det er uden for vores magt, vi kan ikke styre alt, vi kan ikke styre sygdomme, lidelse, kærlighed og død. Og vi kan ikke vide, hvad grunden er.

Vores rungende hvorfor, vil ikke blive besvaret, der findes ikke et svar i vores verden. Måske der findes et svar hos Gud, men det er ikke tilgængeligt for os. Det der er tilgængeligt er det andet, Gud kan give os, og den anden grund til at ærefrygte ham. Han kan være ankerpladsen for al vores frygt, smerte og lidelse. Vi kan kaste det hele på ham. Vi kan råbe vores smerte til ham, vi kan hviske vores værste frygt til ham. Gud tager imod alt. Fordi han er almægtig kan han rumme og bære al det, vi ikke kan. Og det er den gave, han her giver os. Får når vi smider alt det hen på ham, bliver vi lettere og kan fortsætte med at gå igennem livet. Vi får mere mod, kan løfte blikket, og har styrke til at tage imod, hvad der kommer.

Når angsten fylder alt, er glædens plads helt skrumpet ind. Kast frygten på Gud, frygt Gud og lad glæden fylde mere. Her efter prædiken skal vi synge salmen ’befal du dine veje’, i vers seks lyder det:

Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.

Hold fast i forholdet til Gud, også og især i de svære stunder i mørket, dermed giver vi plads til glæden i vores liv.

Disciplene skal tage Jesu ord med på deres prædikenrejse: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”

Igennem 2000 år er denne besked givet videre til os, og vi modtager den også i dag, den bliver sagt i mørket og hvisket os i ørene, for at vi kan tale i lyset og prædike fra taget. At vi skal kaste vores smerte på Gud, på Herrens stærke magt, og håbe i vores hjerte, være trøstige, uforsagt!

Amen.

dagens salmer var: (Hvis I får lyst til at synge lidt)

Indgang: DDS 11 – Nu takker alle Gud med hjerte mund og hænder
Før Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under v 1-3
Efter Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under v 4-6
Før prædiken: 369 Du, som gir os liv og gør os glade
Efter prædiken: DDS 36 Befal du dine veje
Nadversalme: DDS 474 – Jesus Krist du gav mig livet Udgangssalme: DDS 644 – Aldrig er jeg uden våde