Alle Helgen – prædiken og håbsbekendelse

Hvad er det, der fylder mit hjerte med stilhed, 
hvad er det, der sker?
Hvad er det, der fylder dit øje med mildhed,
hvad er det, du ser?
Hvad er det, der fører på kirkegårdsgangen
de langsomme fodtrin mod lyset og sangen?

Det er Allehelgen, den dag, hvor vi mindes
de døde, som trods
de trusler, det mørke, den smerte, der findes,
blev livslys for os.
Den dag, hvor vi standser vor køben og sælgen
og mindes de døde, det er Allehelgen.

Prædiken alle helgen, 2. november 2014

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12

Der er noget vemodigt over denne tid på året. Dagene bliver kortere, mørkere, koldere og samtidig bliver naturen mere nøgen. Træerne mister deres blade, blomsterne deres krone og dyrene deres livlighed.

Men i mørket og kulden er det et glimt af lys og varme. Efterårssolen der stråler i de brune og gule blade, rimen der glimter i græsset.

Årstiden vemod understreger den vemod mange af os føler på alle helgen. Sorgen over at have mistet, og savnet af den, man har kendt og holdt af, kan være mørkt og koldt og samtidig kan minder, om det man havde sammen, minder om hvem personen var, være som den glødende sol, der spiller i de faldne blade og græsset der glitrer af rimen.

Alle helgen er den dag, hvor man mindes, ser tilbage, erindrer og dvæler ved det, der var engang, mærker at en tid er forbi, og samtidig fornemmer at noget nyt er blevet til. Det nye: at vi må og kan leve også, når døden har grebet ind i vores liv.

Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at græde, en tid til at le, sådan hedder det i prædikerens bog i det gamle testamente. Alting har en tid!

Det mærkes tydeligt i dag på alle helgens dag. Der er en tid til at fødes og en tid til at dø. Her er vort livs grænser og der imellem lever vi og er vi.  Mellem fødsel og død lever vi vores liv, det liv hvor vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader. I alt det er vores liv.

Et liv hvor vi mærker, at vi er hinandens liv. Hvor mit liv bliver til i mødet med dig. Hvor dit liv bliver til i mødet med mig, og alle de andre du møder på din vej.

Vi oplever og føler, at intet menneske er en ø. Vi har den andens liv i vores hænder. Vi er hinandens liv, når vi gør hinanden godt og når vi gør hinanden ondt.

I det liv lever vi med bevidstheden om, at noget var, noget er og noget kommer, og lige her tror jeg, det er godt at høre, at vi alle tider er i Guds hånd. At det som var, det som er lige nu, og det som vi håber vil komme, samles hos Gud, hvor tiderne smeltes sammen til evighed; Evigheden som er liv for os.

Når Jesus i begyndelsen af sin tale til disciplene begynder med at prise en række forskellige grupper af mennesker salige, så skal vi bide mærke i, at det først og fremmest handler om mennesker, der står i forhold til andre.

Mennesker, der er hinandens liv.

– enten fordi de er afhængige af andres velvilje og hjælp:

Salige er de fattige – hvis ingen hjælper den fattige, hvad enten man er fattig i ånden eller man er fattig i materiel forstand, dvs uden penge, mad, måske hus og hjem, så har den fattige ingen muligheder.

Salige er de som sørger – hvis ingen trøster, hvordan skal den sørgende så holde sit liv ud?

– eller mennesker, der er hinandens liv, fordi de vil gøre noget for andre: salige er de barmhjertige, salige er de som stifter fred.

For det er her, der er liv, her hvor vi har brug for hinanden, hvor vi til tider tager imod andres hjælp og til tider rækker hjælpen til andre.

Når vi griber ind i hinandens liv, når vi mærker, at vi betyder noget for hinanden, så er der liv. Det er i samspillet, samværet, sammenhængen at livet er, og derfor gør det ondt at miste.

Fordi du betyder så meget for mig, fordi jeg har fået lov at betyde så meget for dig, gør det så ondt når vi ikke er sammen mere.

Som om noget af en selv dør med den anden. Det bliver tydeligt i dag på alle helgens dag.

Derfor tror jeg, at det netop på denne dag er godt at høre, at også den tid hvor vi sørger og savner er rummet hos Gud. Han rummer det, så det der var dengang og det som er nu smeltes sammen med det, som kommer. Sådan at vi der lever knyttes sammen med de af vor kære som er døde, og sådan at de der lever den dag vi selv er døde også hører med i den sammenhæng, som er Guds evighed.

Så kan vi rette vores opmærksom mod i dag.

Mod det som er lige nu og ikke mindst rette vores opmærksomhed mod de mennesker, der er omkring os.

Alle helgen er at se tilbage mod det og dem der var engang.

Alle helgen er at se frem mod det, vi håber engang skal komme, en fremtid hvor alt er godt, hvor der ikke er gråd, hvor der ikke er pine, hvor der ikke er skrig, hvor alt er nyt.

Og netop ved at turde se tilbage på det, der af glæde og sorg, af lykke og smerte og ved at turde se frem med håb om, at der er godt i vente – så kan vi være tilstede nu.

Husk et elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.

Sådan udtrykker Piet Hein opfordringen og udfordringen til at leve i nuet.

Til at gribe dagen og gøre dagen god for andre og for os selv. For det er sammen, det er i fællesskabet, at vores liv bliver til.

Salig er hver eneste af os, når vi mærker, at vi har brug for andre, og når vi får lov at mærke, at andre har brug for os.

Allehelgens dag bliver vi holdt fast på, at det er nu vi lever, at det er nu vi græder og ler, planter og rydder, elsker og hader, og vi gør det sammen. Som grene på samme træ, som lemmer på den samme krop. For vi er hinandens liv, og netop i det er der liv.

Amen

Kirkebøn

Hør os, Gud, når vi beder:

Vi åbner os for dig, fordi vi kun er mennesker.

Vi lægger vore bekymringer i dine hænder – og beder dig: giv os kræfter til at leve med dem.

Gør os stærke, når vi er svage.

Giv os lys, når vi kun kan se mørket.

Giv os tro, når vi tvivler.

Giv os håb, når vi mister modet.

Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud.

Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.

Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.

Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.

Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.

Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden – store som små; og lad dem regere med kærligheden som rettesnor.

Vær med din kirke, Gud – og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.

Komme dit rige – ske din vilje!

AMEN.

Håbsbekendelse

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
blev skabt og elsket af dig, Gud, der altid er større
vi håber, deres liv blev helt nok
selvom de ikke fik det hele
vi håber, deres glæde blev stor nok
selvom den ikke rakte ind i evigheden
vi håber, at vi gjorde nok for dem
selvom vi sikkert kunne have gjort mere

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem
vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os
vi håber, at du vil gå ud med os
i det liv vi ikke kan bære alene

Træd ud af sorgens grav!

De næste seks uger skal jeg være i Virklund kirke, da pastor Jakob Nissen har forældreorlov. I dag holdt jeg min første gudstjeneste, over den skønne og livsbekræftigende tekst. Opvækkelsen af Lazarus!

 

Søndagens evangelium

Mange af os har allerede mødt den, nogle sidder i den nu, andre ved, at den kommer, og nogle kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være. Sorgen. Den sorte, alt omgribende, knugende, hårdhed. Sorgen, der bare kommer, lige meget hvad. Den banker ikke pænt på, og spørger om den må komme ind, den bare braser ind af dørene, vælter hele stuen og kaster alt op i et virvar, og lader os stå tilbage midt i det uoverskuelige rod af et liv, der bare er sort.

Sorgen over, at et elsket menneske er gået bort. Sorgen over, at livet ikke vil lykkes. Sorgen over, at kærligheden kom forbi, men gik igen.

Vi sørger alle, på forskellige tidspunkter, over forskellige tab, menneskeliv, kærlighed, sandhed, troskab. Tabet er nok forskelligt, men sorgen den sammen.

Vi bliver vrede og frustrerede over sorgens ankomst. Hvorfor skal vi tabe nu? Hvorfor skal vores elskede dø fra os nu? Midt i livets højsommer, hvorfor bliver bladene gule, røde og brune og varsler vinterens sorte og triste komme?

Vi føler os fanget af mørket omkring os, og kan ikke se en vej ud. Der er tomt, sort og stille, og tankerne i vores hoved lyder som vesterhavets rumlen en efterårsdag. Overmandende, voldsomt, forskrækkende.

Martha og Maria står midt i denne sorg. De har mistet deres elskede bror. Han er død for 4 dage siden. Og alt er stille. Livet er sat på pause, og de bare venter. Venter på den mand, der er kommet for sent. Den mand, de havde regnet med skulle gøre alt anderledes. Venter på et mirakel, der skulle være sket.

Og manden kommer! Jesus vandrer ud til dem, og Martha går ham i møde. Var han kommet fire dage tidligere, havde hun løbet ham i møde med glæde, forventning, og troen på, at han kunne helbrede hendes elskede bror. Nu går hun ham i møde, med skuffelse og bebrejdelse. Hvorfor kom du ikke, Jesus? Havde du været her, var det ikke sket. Så havde min elskede bror været i live. Nu ligger han død, og kold i gravhulen. Stenen er rullet for og det er for sent.

Men Jesus møder hende med ordene. ”Din bror skal opstå”. Umulige ord, der ikke kan forstås. Hverken af Martha dengang, eller af os nu. For hvad er egentlig meningen med det? og forklaringen får vi ikke. Kun beretningen om, at det sker.

Jesus græder ved nyheden om Lazarus død. Han græder som det menneske han er, der har mistet en god ven. Han græder for sine venner, der har mistet deres bror. Og Kristus græder som Guden han er. Gudssønnen græder for det døde menneske.

Lazarus bliver opvækket. Han træder ud af graven. Misser med øjnene i den stærke sol. Et liv, han troede var taget fra ham, er kommet tilbage. Stilheden i graven, fyldes med larmen, fra hans kære, der glædes over hans genkomst. Livet fyldes igen med varme, latter og glæde. Han får ikke livet tilbage får evigt, men i en tid, har livets varme fået plads.

Vi mister så meget i vores liv. Igen og igen oplever vi det. tabet af barndom, ungdom, friskhed, glæde, kærlighed. Alt det vigtige i vores liv oplever vi at miste. Nogle oplever voldsomme tab, der skaber et kæmpe af i deres sjæl, andre oplever kun mindre tab, men arret fylder alligevel i deres hjerte.

Vi miste så ofte, bliver sorgfulde og mærker savnets, tabets og tristhedens stilhed. Men gang på gang oplever vi også at blive opvækket som Lazarus. Hvor der før kun var sorgens larm og rod, oplever vi pludselig, at lyset stille trænger ind, og varmer vores kroppe og hjerter. Rodet virker mindre og mere overskueligt. Vi opdager larmen kommer fra vores elskede omkring os, og ikke fra sorgens rumlende trommer.

Som Lazarus, der mærker solens stråler feje ind over gravens klippegulv, vender vi os om, misser med øjnene og opdager, at livets glæde er vendt tilbage.

Sorgen kan vare en aften eller flere år, et halvt liv. Men vi bliver opvækket!

Jesus udfrier os fra denne verdens sorger og tab. Han viser os, at livet er mere, og altid kan og vil overraske. Jesus viser os, at døden ikke har den største magt i vores liv. Døden bringer tab, men livet giver varme og glæde.

Lazarus bliver levende for Mennesket Jesus og for Guden Kristus.

Lazarus er et tegn til os om, at døden ikke har det sidste ord. Nok oplever vi død og tab, men også glæde, kærlighed og varme. Og vi mærker det især i dag, hvor vi ser og hører de to helt nye mennesker, der ligger i deres kæres arme. Alfred og Smilla Kirstine. Med dem, virker livet ekstra stort, og vi kan i dette øjeblik, ved denne dåb mærke, at livet er større end døden. Glæden stærkere end sorgen, lyset mere gennemtrængende end mørket.

Med efterårets komme varsler der mørkere og kolde tider. En vinter er på vej, med frost, sorte nætter og morgener, kolde hænder og bladeløse træer. Men midt i denne varslen, skinner efterårssolen og farver træernes grønne blade i alverdens brune, gule, røde farver.

Intet mørke er så sort, at lyset ikke kan gennemtrænge det. Ingen vinter så kold, at forårssolen ikke kan varme det op. Ingen sorg så gennemtrængende, at glæden ikke kan vende tilbage.

Som Lazarus hørte Jesu råb ”Lazarus kom herud”, skal vi høre livets kalden, og møde vores kære igen. Vi skal sørge over tabet, men mærke kærlighedens håb og lade den fylde livet igen.

I Jesu Kristi navn. Amen

 

 

Prædiken 3. søndag efter Helligtrekonger – at være tro(ende)

Jeg holdt denne prædiken den 22. januar 2012.

…

Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?

Men hvordan måler og vejer man den tro, man har? Hvordan ville apostlene vide, at de havde fået mere tro, og var blevet mere troende? Kan det ses i forholdet tro og tvivl? Jo mere du tvivler, jo mindre tro har du, og jo mere tro du har, jo mindre tvivler du? Er tro og tvivl de to lodder på vægtskålen? Hvad vejer egentlig tungest? Kan en lille smule tvivl veje tungere end en stor tro? Hvor meget tro skal der til for, at det vejer det samme som troen?

Hvis bare vi kunne komme i kirken hver søndag og starte med at stille os op på vægten. Så kunne vi finde ud af hvor meget tvivl vi har og hvor meget tro vi har, og lige få et godt råd til hvordan man kunne smide de overflødige kilo tvivl, for de vejer så tungt.

Men apostlene bliver groft afvist. Jesus vil på ingen måde give dem mere tro. Faktisk så behøver de ikke mere end tro på størrelse med et sennepskorn for at flytte bjerge, eller i det her tilfælde et morbærtræ ud i vandet. En egentlig fuldstændig nyttesløs gerning, for hvad skal et morbærtræ derude i vandet?

Tro handler ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Det handler heller ikke om, hvor meget tvivlen vejer på vægtskålen. Det handler om, at både tvivl og tro altid er lodder fordelt på vægtskålen.

Tro er ikke noget man har. Tro er noget man er! Troen er ikke en særlig gerning, der sikrer os plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Vi får givet muligheden at være troende og tro af Gud. Og denne mulighed skal vi bruge i livet overfor hinanden. Vi skal være tjenere for hinanden. Uden løn og uden pensionstillæg.

Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.

Tro er lidenskab. Vi elsker livet, vi elsker vores medmennesker, vi elsker Gud. Og på grund af denne kærlighed og i denne kærlighed tjener vi hinanden. Det er hårdt arbejde, som vi oftest ikke kan forvente os tak af. Det er at skifte endnu en ble, smøre endnu en madpakke, sætte endnu en tøjvask over, slå græsset endnu engang, og bære skraldet ud for 117. gang. Tro handler altså mere om spaghetti med kødsauce end meditation, mere om at pudse barnets næse end om positiv tænkning, mere om at holde hånd end Helligånd. Men til gengæld så kan vi alle være med. Vi er alle troende. Vi udøver alle kærlighedens gerninger. Vi er alle Guds tro tjenere. Og hvis vi gerne vil have en større tro, ja så er det sådant set bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Ikke at vi får et målbart resultat. ”114 bleskift senere og du har fået 50 % mere i tro”. Nej vi er tro mod Gud i vores kærlighedsgerninger til vores medmennesker.

For vi er alle unyttige tjenere, der kun gør, hvad vi skal gøre. Gud er vores arbejdsgiver. Vi skal fortsætte arbejdet lige nu, også selvom vi ikke får penge eller magt af et. Også selvom ingen ser det. Selvom vi bliver slidt i kanterne af det.

Det kan til tider virke noget uretfærdigt. At Gud kræver at vi skal tjene hinanden, uden tak. Når vi lægger med hovedpine på sofaen efter endnu en lang dag. Har vi vist alle lyst til en gang imellem, bare at lukke verden ude, bede folk om at klare sig selv. Pas I jeres, så passer jeg mig selv. Jeg har gjort nok. Jeg orker ikke mere.

Gud kan tillade sig at kræve dette af os, da han også knokler for os. Gud er vores arbejdsgiver, men han er også vores tjener. Gud er med os hele døgnet – hele livet – uden at hvile sig. Han holder hånden over os og under os, og nogen gange rusker han os i kraven. Han er med os når vi tjener andre, og når andre tjener os. Gud er der både når det går godt, og når vi jokker noget så gevaldigt i spinaten. Og han lytter altid til os, også når vi beklager os.

Du kan gøre mig en tjeneste siger Gud til os. Elsk og hjælp de andre. Ikke for lønnens skyld, men fordi du elsker mig. Gør mig en gudstjeneste. En gudstjeneste er nemlig også at gå andre i møde, når de har brug for hjælp, hvad enten de be’r om det eller ej. Det kan du gøre, siger Gud, fordi jeg er din tjener.

Gud gik hele vejen i sin tjeneste for os. Helt ind i døden gik hans tjeneste. Han tjente os ved at gå i døden for os.

Når vi tjener andre sker det ofte, at det ikke føles som arbejde. Bleskiftningen sker oftest uden den store hovedpine, fordi man ser ned på sin skønne baby, der pludrer glad. Madpakkerne bliver smurt uden sure miner, fordi man gerne vil sørge for, at ens unger er mætte og glade. Maden bliver dagligt sat på bordene rundt omkring i hjemmene, fordi vi nyder at samles hver aften og bare være sammen. Her tjener vi hinanden, men det føles ikke som arbejde, og lønnen er længe glemt.

For lønnen er netop at sidde der rundt om bordet. Når vi trøster de triste og beroliger de bange, så er vi tilstede i øjeblikket og fokusset er på det samvær man har med den, man sidder overfor. Vi glemmer alt om, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi gør det, fordi der er behov for det, og vi bliver så optaget af det, at vi glemmer, at vi er tjenere for hinanden.

Når vi har gjort det, vi er blevet bedt om, kan vi sagtens sige, jeg er en unyttig tjener, jeg har gjort hvad jeg skulle gøre. Vores tro vokser dag for dag, og kan hverken måles eller vejes, og vil aldrig blive fundet for let.

Amen.

…

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. 1 Mos 15,1-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus til hebræerne: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Hebr 11,1-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luk 17,5-10

Begravelsens gudstjeneste

En redegørelse for overvejelser af begravelse/bisættelse som sjælesørgerisk og gudstjenestemæssig/liturgisk udfordring.

…

Begravelsen er ikke en særlig kristen eller kirkelig handling, men en kærlighedens gerning overfor ens døde. Det har altid været praktiseret på forskellige måder verden over. Man har begravet i jord, i klipper, brændt, og sænket til havs. I Danmark begraver vi vores døde, enten som jordpåkastelse med kisten direkte i jorden, eller som bisættelse, hvor kisten først brændes og derefter nedsænkes urnen med asken i jorden. Det, der adskilte de kristne begravelser fra de hedenske måder at begrave ens døde i kristendommens opblomstring, var tanken om genopstandelsen. De døde skulle begraves i jorden, for derved at kunne genopstå i kødet. Modstanden mod afbrænding af kroppen var ikke, at man mente, at det umuliggjorde genopstandelsen, men nærmere at man mente, at det var en symbolsk fornægtelse af troen på opstandelsen.

Liturgisk set er udgangspunktet for begravelsen, at den dødes krop skal behandles værdigt, fordi den er åndens hjem. Kroppen tilhører et menneske, som har del i Jesu død og opstandelse. Respekten for mennesket og troen på opstandelsen er de ledende motiver for enhver begravelseshandling. Jesu gravlæggelse spiller en betydelig rolle som forbillede for den kristne begravelse. Men ved reformationen sker der en stor ændring, nemlig at begravelsen ikke er en handling for den døde, men er gudstjeneste for de pårørende, og kun har betydning for de levende. Det var vigtigt at tydeliggøre, at man ikke kunne sikre den døde det evige liv gennem rituelle tiltag.

Den danske folkekirke er ikke alle steder fyldt til randen til søndagens gudstjeneste. Mange steder er der få, der sidder på bænkene og endda synger med på salmerne. Noget helt andet er tilfældet ved de kirkelige handlinger, som begravelsen er. Den danske befolkning føler sig måske ikke kristne på ”jeg går i kirke om søndagen”-måden, men de bliver døbt, konfirmeret, gift, og de begraver deres døde i kirkeligt regi. Folkekirken er blevet ”de kirkelige handlingers kirke”, og er den mest folkelige del af de kirkelige livsytringer. Det er her, at præsten møder sin menighed oftest. Det er her, han lærer sit sogn og sine sognebørn at kende. Derfor er begravelsen utrolig vigtig, og får også mening som gudstjeneste. Da begravelsen ikke er for den døde, men er for de pårørende, må begravelsen netop siges at kunne være gudstjeneste.

Liturgisk set hænger gudstjenesten godt sammen, da den netop henvender sig til de efterladte, det der kan være udfordringen er, at det måske kun er præsten, der ved og mener dette. Ofte vil man opleve, at menigheden, de pårørende, mener, at begravelsen er for den afdøde, at det er den afdøde, der får velsignelsen og ikke menigheden. Dette skal man som præst prøve, så tydeligt som muligt, at gøre menigheden klar over. Hvis begravelsen skal have den rituelle funktion, som jeg mener, den er tiltænkt, mener jeg også, at det er vigtigt, at alle er klar over principper bag den. Jeg mener, at man som præst netop skal tolke begravelsen som en gudstjeneste og ikke blot lade begravelsestalen være et vita over afdødes liv og gerninger, men prøve kort at tolke afdødes liv i lyset af bibelen, og ellers give det håb og trøst som kristendommen netop har mulighed for at tilbyde. Herigennem får begravelsen netop også mulighed for at være en fyldig del af den sjælesørgeriske proces, den er en del af, og lede mennesket igennem krisen, som det er at miste.

Kirken kan give et tydeligt og stærkt rituelt rum til at italesætte og tolke det svære, der sker for alle mennesker i deres liv; at deres kære dør fra dem, og de står tilbage med den bundløse sorg det er. Kirken, præsten og kristendommen kan ikke hele det sår, eller fjerne den tomhed det efterlader. Men vi har som kirke mulighed for at give sorgen en stemme og vise den menneskelige vej, det netop er de betræder. Begravelsen er et afsluttet ritual, der formår at verbalisere det utalelige og give et samlingssted for den dødes pårørende. Det giver et tidspunkt og en scene for det sidste farvel. På denne måde er begravelsen sjælesorg, på samme måde som samtalerne med de pårørende før og efter også er sjælesorg.

Men her kan man også se den store forskel, jeg mener der er mellem begravelse og bisættelse – netop det afsluttede ritual. Ved begravelsen slutter vi ved graven, kisten er sænket ned, og jordpåkastelsen er begyndt. Vi ved, at det øjeblik vi forlader kirkegården, begynder kirkegårdsfolket at fylde graven med jord. Ritualet startede i kirken og er helt afsluttet ved graven. På denne måde får begravelsen en helhed og en afsluttethed, som jeg mener, er en vigtig del af den sjælesørgeriske proces, som begravelsen er et led i. De pårørende har mulighed for at tænke og føle sig videre efter det. Derimod er bisættelsen ikke afsluttet ordentligt. Vi slutter ritualet på parkeringspladsen, hvor ligbilen kører væk med kisten, vi ved ikke om vi skal vinke eller bare stå og kigge, eller vi efterlader kisten inde i kirken, for selv at køre væk. Her er ritualet ikke afsluttet og står helt åbent. Hvad sker der bagefter, hvor bliver den døde kørt hen, hvor lang tid skal den døde være der, og hvordan behandler de den døde? Det er ikke rare tanker for de pårørende. Og når kisten med afdøde endelig er blevet brændt til aske, får de pårørende lov til at komme med ud og se urnenedsættelsen. Her har vi intet ritual, intet liturgisk holdepunkt, til at hjælpe os igennem, og alle de følelser og tanker, der var til stede under bisættelsen, bluser på ny op. Jeg tror især dette er dramatisk ved voldsomme dødsfald, som barnedød og pludselig død. At bisættelsen er blevet en populær og oftest tilvalgsform er på sin side forståeligt. Det kan virke mere renligt og hygiejnisk, og vi skal ikke tænke på vores kære afdøde, der ligger i jorden og forrådner og bliver til ormeføde. Men fra et liturgisk, rituelt og sjælesørgerisk synspunkt mener jeg, at det er et uafsluttet og derfor ikke lige så bevendt et ritual som begravelsen er.

Prædiken 1. søndag efter påske – Tro på tvivlen

Denne prædiken holdt jeg i min anden praktikperiode på pastoralseminariet. Jeg var i praktik i to uger i Kristkirken på Vesterbro ved sognepræst med Mette Gramstrup.

Søndagens tekst handler om Den Tvivlende Thomas der først vil tro på at han har mødt den genopstandne Jesus, når han har stukket hænderne i Jesu naglemærker.

Troen vil altid være forfulgt af sin skygge tvivlen. Mindsker det vores tro, nedgører det den, formindsker det den? Eller er tvivlen egentlig nødvendig for at have vores tro?

…

Tvivl er i vores samtid et udskældt ord! Vi må ikke tvivle, på os selv, på hinanden, på ambitionerne, på fremgangen. Den stærke er den selvsikre, der udstråler styrke og selvtillid. Den svage er den, der tvivler på sig selv, sit liv, Gud. Og vi kender alle at tvivle på os selv. Man er ikke altid sikker på sig selv. Man føler usikkerheden før man går til en jobsamtale, før man skal tale offentligt. Tvivlen der er der, når vi stikker hovedet frem. I vores samfund idylliserer vi selvsikkerheden, selvtilliden, den stærke kvinde, der tonser frem og gør hvad hun vil!

Og det er godt, at man ikke længere skal dukke hovedet konstant, og ligge under for andre meninger og holdninger. Det er godt at man lærer at elske sig selv, og véd at man er god nok, som man er. Men det hænder, at det kammer over og bliver en opdyrket narcissisme, hvor ens egne værdier og ønsker bliver det primære og det centrale, og fællesskabet, respekten for andre, ydmygheden bliver sekundært.

Tvivlen er ikke god, hvis den hæmmer os som mennesker, hvis den ødelægger en og piner en. Men måske skal den ikke helt have det dårlige ry?

Tvivl kan være god, hvis den får en til at stoppe op, og tænke over hvorfor man gør som man gør. Hvad det hjælper en, og hvordan det hjælper andre. Som individ skal man være selvsikker, og styrket, men ikke på bekostning af fællesskab og respekt for hinanden.

Thomas er op gennem historien og traditionen, og i mange præsters mund, blevet kaldt Thomas tvivleren. Han bliver skældt huden fuld for ikke at tro med det samme. Det at han tillader sig at forlange beviser af selveste Jesus Kristus, synes for mange at være for groft. Det kan vi ikke acceptere. Thomas er blevet hånet og set ned på, når folk husker bibelens historier. Ikke en helt værdig discipel, synes mange at mene.

Intet kunne være mere forkert. Thomas er en af de mest reelle disciple. Han er en mand jeg stoler på, og som jeg kan forstå. For selvfølgelig tvivler Thomas. Han kommer tilbage til sine venner, der fortæller vilde historier om, at de har set Jesus. Den mand, som Thomas ved, er død. Hvordan skulle de kunne have set ham? For Thomas, ligesom mange mennesker i dag, ligger det dybt i ham, at man holder sig til det sikre, til det ens øje kan måle og veje. For selv om man tror og anerkender Guds eksistens, er det svært hele tiden at tro ukritisk. Man tvivler også. Hvad er hele denne her mærkelige historie, om en ung mand på et kors? Hvad betyder det, hvad vil det sige os, hvordan skal man kunne tro på det?

Men historien slutter ikke med, at Jesus dør, eller med at Thomas tvivler.  Heldigvis for os. For uden Thomas havde det for mange af os været svært at vende tilbage til troen efter en tur i tvivlens grumsethed. En uge efter at Jesus har vist sig, vender han nemlig tilbage, og denne gang sørger Thomas for at være der. Jesus siger til ham, at Thomas må stikke fingrene i hans naglemærker og i såret på hans side. Thomas får lov til at få fuldt bevis for, at det ér Jesus. Men Thomas behøver blot at se Jesus og straks udbryder han ”Min herre, min Gud”.

For Thomas var en tvivler, men han bliver troende. Og heri er hans styrke, her viser han os vejen frem. Når man står midt i tvivlen og afmagten, og hverdagen bliver fyldt af kynismens grå farver, er der en vej ud: Der er et troens lys, der også brænder for os. For det mest vigtige sker netop efter Thomas udbrud: Jesus afviser ham ikke, han sender ham ikke bort, han møder ham med ordene, ” Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Jeg har altid følt dette som et budskab til mig i min tid. Vi kommer ikke til at se Jesus før vores død. Men alligevel tror vi, og det er det, der betyder noget her i livet.

Der er plads til tvivlen og afmagten, ligesom der er plads til Thomas. Jesus kan godt rumme menneskers tvivl. Han støder os ikke væk, han afviser os ikke, han finder os ikke mindreværdige. Han anerkender, at det er en svær opgave, at tro uden beviser. Så svær en opgave, at ikke engang en af Jesus’ nærmeste, hans egen discipel, kunne tro helt uden bevis. Thomas fik lov at se, men vi skal blot høre. Høre på budskabet, høre på fortællingerne, høre Jesu egne ord, og give os selv og hinanden lov til at tvivle, men også modtage muligheden for at tro.

Thomas har tilnavnet Didymos, der betyder tvilling. Hvorfor blev han kaldt tvilling? Han er igennem historien blevet afbildet som lignende Jesus. Jeg tror også, at det er her, at hans lighed er. Thomas er Jesu tvilling ikke i udseende nødvendigvis, men i ånd. Jesus er troen selv. Ingen kan som Jesus være fuldt overbevist og troende hele tiden, selv i sin dybeste nød, i et øjebliks fortvivlelse, vender han tilbage til troen, til sikkerhed på sin far, på Gud. Jesus er troen og Thomas er tvivlen. Thomas er den tvivlende, den tøvende. Men hvorfor er de tvillinger, disse tilsyneladende stærke modsætninger? Det er de fordi, de netop ikke er modsætninger. Tvivlen følger troen, den er bagsiden af mønten. Man kan ikke tro, uden også at tvivle, alt andet er at føre sig selv i blinde. Tvivl er så stærk en del af troen, at den kaldes for Jesu tvilling. Tvivlen er troens tvilling.

Man kan ikke tro uden at tvivle, måske ofte, måske sjældent. Men tvivlen er der ind imellem. ikke kun en tvivl på om Gud virkelig eksisterer, og Kristus genopstod, men også en tvivl på Guds skaberværk. En tvivl på menneskeheden, på ens familie, på sig selv. Her kan man også finde en hjælp. I evangelierne er der en tro på menneskeheden, på at mennesket kan det gode, og vil det gode. En tro på at mennesket kan være godt og kan elske sig selv. Denne tro må man anerkende og forhåbentlig overtage. Man må lade sig overtale af evangeliernes budskab til at blive troende. Til at tro på sig selv, vores medmennesker, på Kristus og på Gud.

For troen er saliggørende. Vi bliver saliggjort i vores tro.

Kristus kommer med et sidste budskab i sit møde med disciplene. De skal forlade folk deres skyld. Når disciplene gør det, bliver folks synder forladt. Dette er det glædelige budskab i Jesu tale. Al følelse af skam, af skyld, af dårlig samvittighed og onde tanker. Alt skal forlades os. Disciplene har muligheden til at gøre det, og de giver den videre igennem generationer. Det er ikke længere nogen særligt udvalgte, der skal tilgive, men os alle. Alle der har hørt ordene – har til ansvar at tilgive deres medmennesker. Dette er en af vores missioner her i livet. Vi skal tilgive hinanden. I vores tilsigelse af syndernes forladelse, er synderne forladt, og mennesket står tilbage som et tilgivet og forsonet menneske. Denne forsoningens ånde, som Kristus puster på disciplene er givet videre til os alle. Med vores ånde og åndelighed har vi muligheden til at tilgive og vi gør det. For vi burde tilgive, men vi magter det ikke altid.

Tilgivelsen kan være noget af det sværeste her i livet. Der er situationer og mennesker, som vi finder det umuligt at tilgive. Som har gjort eller sagt noget, der gør for ondt. Tilgivelsen er ikke noget man kan gøre på kommando. Hvis man ikke føler man kan tilgive, så kan man sige det nok så mange gange, men det vil ikke virke, det vil ikke være ægte. Man skal derfor ikke gøre det som et krav. Men i vores liv, skal vi arbejde hen imod det, gøre det hvor vi kan. Og når vi ikke kan, skal vi vide at Gud tilgiver os.

De mange ting man burde gøre, er netop nogen gange dem, der er sværest at gøre. Man burde elske sin næste, respektere, forstå og tilgive hinanden. Dette er svært og nogen gange umuligt at gøre. Men vi har fået muligheden for at gøre netop det, og vi skal søge at bruge den.

Jesus tilgiver alt og vi har muligheden for at tilgive hinanden. Vi bliver tilgivet for vores syndighed, for at vi ikke gør, hvad vi burde gøre, og for at vi tvivler. Tvivlen, der er tvilling til troen, vil man altid have. Man vil tvivle på sig selv, sine medmennesker og Gud. Og det gør ikke noget. Man må gerne tvivle, Man må gerne være usikker. For usikkerheden, giver os muligheden for at vende tilbage til troen. Når man er usikre på sig selv, og selvtilliden er i bund, før man skal præstere, som ved en jobsamtale, kender alle følelsen af selvsikkerhed og styrke, når samtale er gået godt, og man har fået jobbet. På samme måde vil vores tro på vores medmennesker og på Gud også bliver styrket gang på gang efter tvivlen. Tvivlen giver plads til troen.

Amen.