Kristi Himmelfart 2024

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

Prædiken

Mission

Hvor ofte har I fået besøg af Jehovas vidner, der ydmygt banker på jeres dør og vil dele det glade budskab med jer? Hvor mange af jer takker pænt nej, inviterer dem indenfor eller smækker døren i hovedet på dem?

Missionerende mennesker er vi bange for. Når de kommer flagrende med bogen foran dem og vil fortælle os hvordan verden og Gudsriget egentlig hænger sammen. Når vi hører ordet mission kommer der straks billeder frem af korstoge. Afrikas befolkning der af vesten blev set som underlegne og vilde og derfor skulle rettes op, ved at lave flotte hvide kirker midt i det røde sandrige land, eller de hvide folk i Australien der helt op i 1900- tallet stjal aboriginernes børn og satte dem i kristne kostskoler, så de kunne blive civiliserede og kristne.

Vores frygt for mission er med rette, når det er de billeder, vi har med os.

Men mission er andet og mere end denne meningsløse hetz og udskamning af andre folk og kulturer. For mission handler ikke om at frembringe den hvide mands kultur. Så føles mission som en plasticpose der trækkes over hovedet – kvælende og anmassende.

I gamle dage havde man en skik med at hejse en Kristus figur op gennem loftet og så sende en kurv ned med søde sager til menigheden.

På den måde kunne øjet sanse, hvad ordene forkyndte. Kristus er steget op til Gud i himlen og har delt gode og søde gaver ud til mennesker.

Kristi himmelfart og mission hænger sammen. Og Netop de søde kager kan lære os hvad mission egentlig er og skal være.

Ordene: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Med Kristus i himlen er det nu op til os mennesker – kirken at fortælle om Jesus og om syndernes forladelse som er alle mennesker til del.

Plasticposen er noget anderledes end kurven med søde sager.

Mission der trækker noget ned over hovedet på andre mennesker er fjernt fra den mission, Jesus sender sine disciple ud på. Fordi den netop er at dele det søde budskab om syndernes forladelse.

Budskabet om at vi mennesker er elsket og tilgivet. Vi har i fødsels – og dåbsgave fået nåden tildelt. På trods, ikke på grund af de handlinger gode som dårlige vi gør.

Vi er allerede altid elsket og tilgivet blot fordi vi er Guds elskede børn.

Den mission er den søde kage der uddeles af Jesus og som disciplene fortsætter med at give videre og som det er vores opgave i livet stadig at dele ud.

Mission er ufrugtbar uden Helligånden og pinsen i tanken. For så bliver det en kvælende plasticpose.

Mission med Helligånden og kraften fra det høje, der skal fylde menneskets hjerte er en anden sag. Den er ikke kvælende, men fylder os med kærlighedens luft.

Med Helligånden lægger Jesus sin kærlighed i vore hjerter. Derfor er mission ikke agitation, den voldsomme og aggressive råben i et forsøg på at få andre til at fatte sit budskab.

Mission er at dele kager og blomster ud – dele evangeliet ud.

At missionere er at levendegøre Guds kærlighed til alle mennesker i al vores ufuldkommenhed.

Og den bedste måde at missionere på er selv at have smagt evangeliet, at mærke det og føle det. At vide sig tilgivet, at føle sig elsket.

Det er en stor opgave disciplene og vi er givet. For det er hårdt arbejde at lade mennesker vide, at de er elsket, at de fortjener Guds kærlighed. Når man ikke føler sig elsket og værdig, tror jeg på, at det gør en forskel, at det bliver sagt højt. Som barnet der dagligt får at vide, at det er elsket af mor og far. Det gør en forskel!

Tiden fra nu og indtil pinse er ventetid på kraften fra det høje. Helligånden der flagrer omkring os og lader os mærke det magiske og mærkelige og uforståelige budskab. At Jesus Kristus er Guds søn, at han døde og opstod og nu er faret til Gud i himlen.

Jesus havde himlen i sig. Når han talte, skete de mest fantastiske ting med mennesker – de blev ret-vendte. De så ham og blev set med hans himmel-blik og forstod og alt faldt på plads. Dette er verdens bedste nyhed og den der har fået den, skal ikke holde den for sig selv. De skal dele den med alverden. For det er livet om at gøre for et andet menneske at høre!. Derfor skulle disciplene ikke blive i templet som det står i evangeliet til i dag og holde det for sig selv.

Nej de skulle rejse ud i hele verden og fortælle og fortælle og forhåbentlig vil Guds kærlighed skinne igennem de øjne, der møder en og det talte ord vil blive troet og forstået.

Kristendommen er friheden til at være mennesker og det er enestående.

Vandringen tilbage til livet

21. s. e. trin 1. række. Afholdt i Lisbjerg kirke 29. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. 
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

prædiken

Hvad ville du gøre hvis dit barn var syg?

Blev vi hver især spurgt om det, vil de fleste svare, alt hvad der står i min magt.

Jeg vil kæmpe og kræve, jeg vil ofre hele mit eget liv, for at mit barn kan få det bedre.

For når vi står ude i det mudrede liv, hvor alt er mørkt omkring os og vores kære lider, så vil vi så gerne fjerne al smerte og lidelse.

Det vil den kongelige embedsmand i dagens evangelium også. Han vil fjerne sin søns lidelse og han går til manden, han har hørt Jesus kan udvirke mirakler. Og han afkræver, at Jesus skal komme med ham og redde sin søn. Men Jesus svarer ham blot ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Manden afkræver ham igen at han skal komme og anden gang svarer Jesus – ”gå hjem din søn lever”.

Den kongelig embedsmand har rejst så langt, kæmpet sig vej. Gået imod sin egen sunde fornuft og opsøgt en mirakelmand.

Og manden gør som sagt. Han tror på Jesus, vender om og går hjem. Han begynder vandringen. Vandringen ud i uvisheden og usikkerheden. Vandringen mod håbet.

For han tror på Jesus og går hjem. Men sikkerhed har han ikke fået. Han kan reelt ikke ane, om han kommer hjem og finder sin søn død eller levende.

Har han mon gået med tunge skridt og tvivlende hjerte eller let løbende skridt og et håbefuldt smil?

Hvornår begyndte din vandring og mod hvad?

Vi står der ofte selv. Midt i uvisheden hele tiden fanget midt imellem tvivlens nagende skepsis og håbets lysende skær.

Og de tunge skridt brydes af de løbende fødder, skifter konstant, der midt i vandringen ud i det uvisse. For vi er ikke givet en sikkerhed her i livet. Vi er ikke forundt at tegn og undere at se. Vi har kun håbet.

Der sker en stor forvandling med den kongelig embedsmand idet han bliver tiltalt af Jesus.

Han kommer som en kongelig embedsmand. En mand med stort ansvar, fornuft og forstand. Men da han bliver tiltalt – Gå hjem, din søn lever bliver han til faren. Faren med det blødende, håbefulde hjerte.

Han bliver skrøbelig og afmægtig og kan kun begynde vandringen hjem.

Vi mennesker er skrøbelige væsener. Intet er givet os. Vi kan aldrig være sikre på sundhed og forstand. Sygdom og ulykke kan ramme os alle, upåagtet hvordan vi opfører os, beskytter os, forsvarer os.

Og netop der på livets stormfulde vande mærker vi, at vi kun har troen tilbage.

Og så henvender vi os til Gud. Vi afkræver ham mirakler og trygler om at vende det onde til det gode.

Og der får vi ikke blot givet et klart svar.

Mange oplever, at de råber ud i et tomrum, at ingen svarer dem, og når man ikke får det svar man så desperat behøver og ønsker, kan det føles som at ingen lytter. Så gør dog noget! Hør dog på mig!

Og vi må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde den elskede i hånden. Vi mærker at sygdom ætser kroppen væk. Vi ser Den elskede gå sin vej.

Hvor var Gud? Hvorfor hørte han ikke vores bøn? Og kan vi så overhovedet tro på ham mere?

Og der i mørket, kan det føles som om, at Gud er væk.

Og hvorfor svarer Gud ikke? Hvorfor får vi ikke det svar som faren gjorde i dagens evangelium. Gå hjem din søn lever.

Er det fordi vi ikke tror nok? Spurgte vi ikke på den rigtige måde?

Og hvorfor skal nogen opleve lidelse og andre gå igennem livet tilsyneladende smertefrit?

Det svære svar ligger lige der foran vores fødder. Vi kan ikke handle med Gud, vi kan ikke afkræve ham mirakler ud fra hvor meget vi beder og hvor meget vi tror.

Og selvom vi føler vi ikke får et svar, og ikke kan høre noget. Så er vi givet livet. For alle ulykker er ikke en straf fra Gud. Ingen lidelse er retfærdig og vores egen skyld.

Du er ikke din egen lykkes smed. Du kan ikke fjerne al lidelse og mørke, ved at kæmpe og afkræve.

Vi får et svar fra Gud. Vi hører det igennem Jesus mund i dag, og det svar lyder til os hver eneste dag. – Gå hjem til livet.

Også til det liv hvor lidelsen er. Gå ud i livet, hold din elskede i hånden. Håb og tro og elsk. Fyld livet ud med kærlighed og lys.

Begynd din vandring ud i det uvisse og usikre liv. Der hvor tvivlen og håbet får vores ben til både at føles tunge og lette.

Vi er givet livet hver eneste dag – hver dag skal vi fortsætte vores vandring, og vi vil opleve lidelse og smerte og vi vil opleve lykke og kærlighed der i vores livs vandring.

Faren fik ingen beviser, han fik kun ordet at gå hjem på.

Midt i alt det svære og meningsløse, kan vi ønske os et quick fix. Et hurtigt og lindrende løsning. Men her bag kirkens tykke mure, får vi ikke det.

Her får vi kun det langsomme livgivende ord. Ordet der skabte verden og livet. Orden vi er skabt på og skal leve ved.

Begynd din vandring – gå ud i livet med kærlighed og håb.

Amen

Den tavse mand

20. s.e.trin 1. række – Afholdt i Lisbjerg kirke 22. oktober 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Matt 22,1-14

Prædiken

Den tavse mand

Nogle gange ville jeg ønske jeg ikke skulle på arbejde. Og jeg må indrømme, at i dag var sådan en dag. Sådan en dag, hvor jeg virkelig skulle tage mig sammen. Ja sådan har det faktisk været hele ugen. For dagens evangelium har sat sig på tværs i mig. Det har forstyrret og irriteret mig. De sidste sætninger presser sig på og forstyrrer mig.

Men jeg er kommet alligevel i dag. Fordi det skal jeg og fordi det ikke ville hjælpe på min anfægtelse at blive hjemme under tæppet og den spindende kat.

Det der rykker i os og forstyrrer os, må vi gå i rette med. Så det vil jeg forsøge at gøre.

Det er ikke sikkert at det lykkes, måske er jeg og måske også jer uforløste efter denne time sammen. Men det er ok. Vi er i det sammen og det er i sig selv en trøst.

Gud er kærlighed

Det er netop det der anfægter mig. Gud er kærlighed, men i evangeliet hører vi i dag om en konge, der inviterer til bryllupsfest. De første han inviterer, vil ikke komme, og han bliver så vred, at han brænder deres by ned, derefter sender han sine tjenere ud for at hente andre gæster, for fest skal der være. Og de andre gæster kommer, men da kongen kommer, ser han en gæst der har ikke festtøj på; og på spørgsmålet om hvorfor, tier han blot. Kongen bliver igen så vred, at han smider ham udenfor.

Den altoverskyggende vrede, der fylder det hele og som dømmer hårdt.

At blive dømt ude.

Og det er det, der til at starte med anfægter mig. Er Gud den konge, der dømmer os så hårdt? Bliver vi smidt ud i kulden, hvis vi ikke har den rigtige festdragt på? Bliver vi smidt ud, hvis vi ikke svarer på hans kalden. Kan vi virkelig gøre noget der smider os ud af Guds kærlige og nådige favn? Det er ikke den Gud, det evangelium vi tilsiges.

Eller er Gud den konge der insisterer på at invitere og holde fest og bliver ved og ved. Han bliver med at kalde på os, selv om det er besværligt. Selvom vi afviser eller tropper ud med ligegyldighed og tavshed.

Vi er båret af Gud

Kaldelsen sker hver dag hele tiden, hele livet igennem. Vi bliver konstant inviteret til livet af Gud. For vi er i en verden, der insisterer på fest. Men vi er også i verden, der fyldes af det mørke og onde.

Vi er i en verden hvor krigene farver jorden rød af uskyldiges menneskers blod. Vi er i en verden, hvor ondskaben, fornedrelsen og mørket nogle gange synes altoverskyggende.

Vi er i et liv, hvor mørket også fylder os. For vi bærer selv rundt på alt det svære og mørke. Vi bærer på byrder der er så tunge at vi ikke kan stå oprejst altid.

Svøbt i Guds kærlighed

Kongen bliver så vred på manden der tier. Og når min anfægtelse har lagt sig en smule, ser jeg den tavse mand. Hvorfor er han ankommet uden festtøj, og hvorfor tier han?

Er han os? Kommer vi til festen helt forkert klædt på? Og hvorfor siger han det ikke bare? Hvorfor tier han?

Den tavse mand – manden der slet ikke var klædt på til fest. Hvor ofte har vi mennesker ikke stået i en situation, vi slet ikke var klædt på til. Jeg tror det er vores livsvilkår.

Og han tav. Han kunne have sagt og forklaret. Der kan være så mange grunde til at han slet ikke var klædt på til situationen. Han havde været helt nede i sølet og vende. Festtøjet passede slet ikke mere og var blevet for stramt og snævert i det liv der var hans. Syningerne var gået op, nærmest krakeleret. Han kunne ikke mere. Han kunne have sagt så meget, men han sagde intet. Han tav. Hvor der skulle have været mund og mæle, var der blot tavshed.

Og hans tavshed var det eneste der stod tilbage og fyldte hele festen, hele rummet. En dræbende tavshed.

Jeg tror vi alle kender den.

Den dræbende tavshed, der er helt tyk og kvæler al luften i rummet. Der hvor vi ved at der skal siges noget, at vi skal svare. Men ingen siger noget. Ingenting kommer ud

Den dræbende tavshed som virkelig kan binde os på hænder og fødder og kaste os selv og andre ud i mørket udenfor.

Intet menneske kan bære sig selv

Gud er kærlighed, Gud bærer os og indhyller os i kærlighed. Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Og alligevel hører der nederlag og forfald til det at være et menneske i dette liv.

Mørke gråd og tænderskæren.

Nogle gange falder et menneske voldsomt og hårdt. Men ikke så langt at vi ikke kan rejses op igen.

Indimellem går et hvert menneskeliv under, men aldrig så meget under, at vi ikke lander i, bæres -og omsluttes af Guds kærlighed.

Gud inviterer til fest. Gud vil os. Gud vil relationen med os mennesker, også der hvor det er besværligt. Og når vi tier og ikke er klædt på, så indhyller han os i kærlighed og bærer os.

Vi er kaldet til dette liv og Guds kærlighed og nåde når os hver dag i det liv der er dit, der hvor vi roder rundt nede i mærket, står udenfor fest, og når vi står tavse.

Og vi mærker det, hver gang vi mærker at vi har noget at sige til den anden. Når vi hjerte bobler over med ord og lyd. Når vi feststemte tropper op for at fejre kærligheden vi mærker omkring os- når vi indhyller hinanden i kærlighed og mærker at vi bærer med på andres smerte og mærker at de bærer med på vores.

For vi har alle sammen noget at sige.

Manden tav, men lad os øve os i, så vidt muligt ikke at gøre det samme, men lukke op og lukke ud, og sige til, og tale og synge med, med hvert vores næb.

Jeg er glad for at jeg kom i dag. Min anfægtelse har lagt sig. Måske handler det om blikket vi ser med. Ser vi den vrede og dømmende Gud, eller ser vi den tavse mand og mennesket i ham? Hører vi kaldelsen til livet og kærligheden der er deri.

For Gud er kærlighed,

Vi er båret af Gud

Svøbt i hans kærlighed

Fordi intet menneske kan bære sig selv.

Amen

Alt det skabte

Maria Bebudelsesdag 2. række. Afholdt i Skejby og Lisbjerg kirker 3. april 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

Prædiken

I dag er det Maria bebudelsesdag – lige her hvor der er ni måneder til jul. En dag fyldt med forventning og frygt. Glæde og håb for alt det, der kommer. En frygt for den situation Maria bliver sat i, en uforståen for den uvirkelige situation, de mærkelige ord, og det underfulde. At hun skulle føde Guds søn.

Måske har I lagt mærke til at vores smukke Skejby/Lisbjerg kirke, og mange andre kirker og bygninger i Århus har været badet i grønt lys siden tirsdag aften. Det har den fordi folkekirken i Århus sammen med Århus kommune er med til at sætte fokus på den grønne omstilling.

Og hvad har klima og Maria bebudelse så egentlig med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Og hvorfor er det vigtigt, at vi som en kristen kirke italesætter klimaforandringer og CO2 nedskrivning? Burde vi ikke hellere holde os til at tale om Gud, Kristus og Maria?

Det er vigtigt, fordi Gud er Gud for hele kloden og for alle os mennesker, der er på kloden, og derfor har kristendommen, troen og vores forhold til Gud og mennesker imellem, også en vigtig rolle i forhold til vores forpinte klode.

For kloden er forpint, og vi kan og skal gøre, hvad vi kan for at vores børn og børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, kan trække vejret frit, jagte sommerfugle i haven og se stjerneskud på himlen.

Da Maria bliver bebudet af Englen, at hun skal føde Guds søn, kan vi kun forestille os hvad hendes tanker har været. Og vores forestillinger om det, er nok forskellige alt efter hvem vi er, hvilke liv vi har og hvilke vilkår der er vores.

Jeg har altid tænkt, at Maria må have været utrolig bange, følt sig lille, og frygtet hvad dette fremmede og uoverskuelige skulle betyde for hende. En god ven sagde derimod, at hun altid havde tænkt, at Maria måtte være blevet lykkelig over at få del i det Guddommelige, at hun må have følt sig ophøjet og særlig, ved at det netop var hende der blev udvalgt.

Og måske er begge sandheder der. At Maria både har følt sig bange, og lille, ophøjet og glad. Det er det særlige ved forældrerskabet, livet og skabelsen. Den kan gøres os glad og frygtsom på samme tid.

Alle kender det på en eller anden måde i deres liv. Næsten enhver glæde er rundet af frygten for at miste det eller at noget går galt.

Når graviteten indtræffer, fyldes man måske med glæde og angsten for om barnet nu kommer om ni måneder. Når barnet er født, fyldes man med en uendelig glæde og fyldes med frygten for hvilket liv dette vidunder får, om man kommer til at klare det som forældre. Når man bliver gift, fylder kærligheden hele rummet, sammen med den lille snagende tanke, vil vi elske hinanden indtil døden os skiller? Ved den gode fest, med fyldte rødvinsglas og summen af snak og god musik, lurer de potentielle tømmermænd og truer lige om hjørnet. Når man står og kigger ud over den frodige have og glædes over synet, duftene og biernes summen, ved man at det ikke er givet at de næste generationer får givet det samme syn.

Vi er fyldt med forventninger og sammen med dem ligger skuffelserne lige og lurer.

Vi håber at vores klode klarer den, at vi får reduceret co2, og hjulpet klimaet den rette vej, men mange af os frygter samtidig. Er det nok det vi gør, duer det. Og vi prøver med færre røde bøffer, mere økologi, elbiler og vasketøjet udenfor at hænge til tørre. Vi bliver konstant bombarderet med klimaråd, og formaninger om, hvad vi kan gøre i vores liv. Og mange gør det og har en dårlig smag i munden, når kyllingen ikke lige var økologisk.

Og til tider kan kampen være så uoverskuelig, at det virker nemmest bare at give op og være ligeglad, og gøre det nemmeste.

Og hvilken skal fylde os mest, frygten for klimaet eller håbet for en grønnere fremtid?

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer os, men vi forsøger at forberede os, sætte os mål, og skabe overblik. Vi forsøger at gøre noget nu!

Som en mor der forsøger at sove på forskud, inden barnet fødes, fordi man ved søvnen bliver i underskud senere hen. På samme måde søger vi at sætte os klimamål og gøre noget nu, fordi vi frygter det bliver værre senere hen.

Hvilken del skal fylde Maria, der lige efter det store budskab er landet? Frygten for den byrde hun skal bære, angsten for det liv, hendes barn skal gå i møde? Eller glæden over det mirakuløse hun bliver en del af, håbet for det liv, der ligger foran hende og det barn hun bærer?

Og måske kan det ikke skilles ad. Måske er det sådan, at håb og frygt går hånd i hånd. Er den håbefulde også frygtfuld? Gør håbet at vi også erkender frygten for alt det, der kan gå galt?

Livet igennem mødes vi af håb og frygt. Og måske kan vi se et forbillede i Maria der modtager sin skæbne.

Maria der accepterer alt det, der er i hende, frygt og håb, og glæde og tvivl for det, der ligger foran hende, både sit eget liv og sit barns liv.

Måske kan vi tage det med os, at vi erkender og accepterer de følelser af skam, skyld, håb og forventning, frygt, tvivl og glæde over for det liv der er vores og den verden vi lever i. Og samtidig arbejder for og søger at gøre den verden vi lever i, til et bedre sted for os og de generationer der kommer, som en mor der søger at gøre verden bedre for sit barn, som englen der forbereder Maria på det liv der venter hende, som Jesus der forsøger at forberede disciplene på det vi ved der kommer til at ske i påsken.

Opstandelsen er lige her

Påskedag 2. række – Afholdt påskedag 2022 i Skejby og Lisbjerg kirker

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Prædiken påskedag

Opstandelsen skete påskemorgen dengang. For flere tusind år tilbage. I en anden tid, et helt andet sted på kloden. Et sted der er så fremmed og langt væk fra vores smukke hvide kirker, vores gule påskeliljer, små oblatbrød og høj salmesang. Opstandelsen skete dengang lige uden for Jerusalem, en søndag morgen, hvor solen skinnede højt på himlen, hvor varmen slog omkring dem, og klippehulen, hvor Jesus skulle have ligget larmede med sit kolde og tomme og mørke indre.

Nogle kvinder kom ud til graven og fandt den tom. For opstandelsen var sket. Det var overstået.

Det er så lang tid siden, og hvorfor al den opstandelse over en mand der står op og går ud fra gravens mørke og ind til solens stråler?

Fordi opstandelsen også er her. Opstandelsen er lige her.

Opstandelsen er derude på graven, hvor en mor stod denne vinter iført hue og vanter og forsigtigt plantede et frø på sin elskedes grav. Hun trodsede kulden og stod der i blæsten og kulden. Fordi hun var nødt til at stå der. Hun var nødt til at komme til graven lige den dag. Og mange andre dage. Og den dag plantede hun et frø. Hun gjorde det med den skrøbelige men livgivende tro på, at det frø en dag ville bryde op gennem jorden og spire og blive til nyt liv. Hun gjorde det med den vigtige og trøstende fornemmelse, at livet ikke blot slutter ved graven, men at der er mere.

Opstandelsen er der når vores ideer og tanker bliver til planer, planer der lykkes, planer der former sig og giver nyt liv. Opstandelsen er der hvor livet pludselig føles stort.

Opstandelsen er der i foråret, hvor to unge blikke møder hinanden. Den ene smiler genert til anden, og den anden kigger op og ser det. Og der sker noget. Uden sprog måske. Og siden med mange ord. Tiden står stille dem imellem, og stå bliver den deres. De to har hver deres historie, med glæder og sorger og svigt og angst, med sig – men i dette øjeblik sker der noget nyt – og deres historie bliver fælles.

Opstandelsen er lige der ved sygelejet, hvor kvinden passer sin syge mand. Han har kræft, og han har ikke været oppe fra sengen i ugevis. Han sover dårligt om natten. Spiser næsten ikke og drikker kun lidt. Hun er ikke ung længere. Det er hårdt. Hun mangler søvn, spiser ikke ordentligt. Og hun er ved at miste.

Men han er der. De er der sammen. Medgang og modgang. Med sagte skridt bliver hun ved og ved at vandre ved siden af sin mand på vej mod afslutningen på hans livs rejse, og deres fælles liv.

Opstandelsen er svær at se for den unge mand, der ligger i sin seng på syvende uge. Når han ikke ligger på gulvet i fosterstilling. Angstgrå. gardinet er trukket for, tallerkner og uspiste madrester ligger i køkkenvasken og støvet hvirvler i den lille solstribe der trænger ind. Han er tom, mørk og kold. Han mangler gnisten og modet på livet. men han kan ikke sige hvorfor. Kun en ting holder ham mærkeligt oppe … det er som om der er et par stærke arme under ham. Og han ved et sted, at andre har lidt før ham, og at de lever endnu. En dag står han op fra sin seng og lader solstriben fylde hele rummet. Det er ikke ham selv der gør det.

Opstandelsen er der hvor sorgen har ligget tungt og kvælende om den unge brud. Der hver dag stirrer fortabt på skabsdøren hvor den aldrig brugte kjole hænger. Bruden er blevet bleg og kærlighedens smil og latter er blevet dybe furer om munden. Bruden der ligger i sin seng og stille åbner øjnene efter den første nat i lang tid med rolige drømme og ser den blå himmel og de ny udsprungne anemoner uden for terrassedøren. De dybe furer vender sig i et smil og hun tænker sikken morgen.

Opstandelsen kom en dag til manden der havde hadet Gud og råbt og skændtes med ham mange gange i livets løb. Da han mod sin vilje sad på den bagerste række i kirken og nødtørftigt mimede salmernes ord og ved en pludselig tanke gik med til nadver. Som han gik mod alteret følte han himmelen blæse ham igennem og alle de mange vrede ord og råb til Gud var væk. Han mærkede kærligheden og glæden strømme i ham og kunne nedelig knæle skulder om skulder med de andre og få tilgivelsen i form af en tør oblat og lidt druesaft. Han knælte og mærkede skuldre synke roligt.

Opstandelsen er lige her. Barnet der havde en forfærdelig barndom uden kærlighed og omsorg, men fyldt med hårde ord og hårde slag. Barnet der vokser op og vender al det had til kærlighed og giver al det tilbage til andre der mangler og søger omsorgen. Opstandelsen er lige her når barnet kan give alt det liv tilbage som nogen fra det på onde dage. 

Opstandelsen skete dengang for flere tusind år siden i et land langt borte. En grav var tom, kun fyldt af sollyset der oplyste det mørke rum, der skulle have været mørklagt for evigt. Og opstandelsen sker lige her omkring os. I de ansigter du møder på din vej. I dit eget liv. Opstandelsen er også mulig for dig. Opstandelsen sker hver dag, hvert øjeblik verden over i de levende menneskers historie. Opstandelsen er lige her, hvor livet vender tilbage.

Amen.