Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Prædiken
Adventstid er ikke juletid.
Det føles ellers sådan, for udenfor kirkens rum er der pyntet op til jul, med nissemænd og røde hjerter. Juletræet står allerede i mange stuer og julegaverne er klar til at blive pakket ind.
Men her i kirken er det adventstid. Og adventstid er at vente, forberede, og forventningen om det som skal komme.
Julen er glædens fest, forløsningen – hvor al spændingen bliver udløst, jesusbarnet fødes, vi får slutningen på julekalenderen, vi får endelig åbnet pakkerne, og efter den forløsende juleaften, melder roen og trætheden sig i juledagene.
Men endnu er vi i adventstiden. Tiden hvor vi venter. Vi venter på At Gud skal komme til os som et menneske midt iblandt mennesker. At den mægtigste og kærlige Gud kommer til os, som et lille nyfødt barn der ingenting kan i en beskidt stald.
Vi venter på at glæden skal manifestere sig og give sig til kende.
Som forældre går rundt i ni måneder og forbereder sig, afventer med forventning, spænding og lidt angst på det lille menneskebarn, der skal komme til dem.
Derfor hører vi her i kirken i adventstid heller ikke de hyggelige og rare julehistorier. Men i adventstiden er det bestemt, at vi skal høre nogle svære tekster fra bibelen, der handler om forventning, om ventetid og om dom.
Brudepigerne vi hører om i dagens evangelium har ventet. De har ventet på Brudkommen der skal komme sent om aftenen og føre sin brud væk i stor festivitas. Men de bliver trætte og falder i søvn, og da de vågner er det kun halvdelen, der har olie nok i lampen til at kunne lyse brudgommen i møde til sin brud. De andre kan ikke få lys i lampen. De fem kloge brudepiger vil ikke dele og de fem tåbelige står tilbage, de kan ikke nå hen og hente olie og komme tilbage og være med til festen. Og det virker ganske uretfærdigt.
Jeg ville gerne have at evangeliet havde lydt, at de fem kloge havde delt deres olie, og at alle ti havde kommet med til bryllupsfesten. At evangeliet havde handlet om næstekærlighed og overskud, hvordan vi bliver styrket når vi deler med hinanden det småt vi har. At kærligheden imellem os bliver større.
Men det er ikke det, evangeliet vil fortælle os, lige meget hvor mange krumspring jeg gør.
For evangeliet til i dag er en lignelse og en lignelse vil fortælle os noget andet end det umiddelbare i historien, så vi må fortolke os til hvad det hele kan betyde.
Bryllupsfesten må være Himmerige, brudgommen må være Jesus og brudepigerne er os mennesker, de kloge og de tåbelige. Og hvad er olien så?
Olien må være vores tro på Gud, på Jesus, på kærligheden.
Og den vil de kloge brudepiger ikke dele. Måske er det mere at de ikke kan dele?
At der findes noget i denne verden at vi ikke kan dele med hinanden, som vi ikke kan give hinanden, og måske i særdeleshed som vi ikke kan forlange, kræve af andre.
Olien i lampen, troen på Gud er måske noget vi har kun for os selv. En erfaring dybt i vores hjerte, en følelse i maven, en tanke i hovedet. Ikke plantet af et andet menneske, ikke givet af en anden.
Der er meget her i livet vi kan give hinanden og dele i fællesskabet. Men det væsentlige må vi gøre selv.
Vi står altid på skuldrene af andre, som er gået foran og har banet vejen. Vi kan betale andre for at arbejde for os, men spise og sove må vi gøre selv. Jeg kan ikke få en anden til at håbe og tro for mig – og heller ikke til at elske for mig. Vi kan i yderste konsekvens ikke leve og dø for hinanden – for der er vigtige områder af livet, hvor vi personligt må påtage os ansvaret og gøre det, der skal gøres.
Det vigtige øjeblik her i livet kan forpasses og aldrig komme igen. Alvoren og lignelsen i dag og i livet er, at mens vi venter, går tiden. Og den tid der er gået kommer ikke tilbage. Vi har et liv!
De fem tåbelige brudepiger opdagede at tiden var gået. Ofte kunne vi ønske os en omstart i livet, lige spole tiden tilbage og prøve en gang til. Men den går ikke.
Derimod kan man altid begynde på en frisk. Få en ny begyndelse. Det er aldrig for sent. De fem tåbelige brudepiger har sikkert lært noget: næste gang de skulle være brudepiger, tror jeg, at man ville se hver eneste af dem med en ekstra oliekrukke i hånden.
Hvis der altså overhovedet bliver en næste gang. For tiden er knap!
Men selvom tiden er knap skal frygten ikke tage over. Vi skal leve vores liv uden frygt og uden tøven. Og vidende at vi vil komme til at sove, når det gælder, vi vil gå glip af vigtige øjeblikke. Men vi vil også opleve masser af store, skønne øjeblikke, hvor vi er fuldt vågne og lampen er fyldt med olie.
Det skal lyde til alle de ti brudepiger, kloge som tåbelige, til menighed, dåbsbarn og forældre, faddere og familie og venner. Til dig og til mig.
Lige meget om vi tøver og venter, forbereder, forspilder, slumrer om vi planlægger eller lader stå til, om vi sover eller er klar til øjeblikket. Så kommer Jesus til os. Han går os i møde. Og når det virkelig gælder sparker han døren op indefra mørket, som han brød gravens mørke og trådte ud i solskinnet, som han blev født i den usleste stald mens stjernen lyste over ham. I mørket viser han vejen og går os i møde.
Gå du derfor ud og få noget olie på din kande!
Glædelig advent.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Marie-Louise Lieberoth Wadum 