Posts Tagged With: frelse

Hvad var det dog der skete?

Mens vi venter på foråret…

 

Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts.

Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig for den unge jomfru Maria og fortæller hende, at hun skal føde Guds søn. Og at det lille menneskebarn skal leve midt iblandt os, smelte vore kolde og hårde hjerter.

Himlens budbringer Gabriel løfter sløret for et helt andet livssyn, nemlig den at vores verden er genstand for indgreb fra en nærværende Gud. En Gud, der sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærligheden over hele vores verden. En kærlighed der overbyder al den blomsterpragt der ellers vælder frem for vore øjne her i foråret.

Guds Søn kommer ind i verden, hvor det onde og gode lever side om side og hvor mørke og kulde konkurrerer. Hvor det onde, mørket og kulden kan synes at vinde til tider. Gud vælger side. Han vælger en ung, prisgivet pige fra Nazareth, Han vælger hendes barn.

Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være. For forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv.
Med forårets bebudelser, både den jordiske og den himmelske, bliver ingenting til alting.

Hvad var det dog, der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg plantede der i fjor.

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la’r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er din skaber stor!

(Kaj Munk 1943)

Categories: Strøtanker | Tags: , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Prædiken 3. søndag efter Helligtrekonger – at være tro(ende)

Jeg holdt denne prædiken den 22. januar 2012.

Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?

Men hvordan måler og vejer man den tro, man har? Hvordan ville apostlene vide, at de havde fået mere tro, og var blevet mere troende? Kan det ses i forholdet tro og tvivl? Jo mere du tvivler, jo mindre tro har du, og jo mere tro du har, jo mindre tvivler du? Er tro og tvivl de to lodder på vægtskålen? Hvad vejer egentlig tungest? Kan en lille smule tvivl veje tungere end en stor tro? Hvor meget tro skal der til for, at det vejer det samme som troen?

Hvis bare vi kunne komme i kirken hver søndag og starte med at stille os op på vægten. Så kunne vi finde ud af hvor meget tvivl vi har og hvor meget tro vi har, og lige få et godt råd til hvordan man kunne smide de overflødige kilo tvivl, for de vejer så tungt.

Men apostlene bliver groft afvist. Jesus vil på ingen måde give dem mere tro. Faktisk så behøver de ikke mere end tro på størrelse med et sennepskorn for at flytte bjerge, eller i det her tilfælde et morbærtræ ud i vandet. En egentlig fuldstændig nyttesløs gerning, for hvad skal et morbærtræ derude i vandet?

Tro handler ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Det handler heller ikke om, hvor meget tvivlen vejer på vægtskålen. Det handler om, at både tvivl og tro altid er lodder fordelt på vægtskålen.

Tro er ikke noget man har. Tro er noget man er! Troen er ikke en særlig gerning, der sikrer os plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Vi får givet muligheden at være troende og tro af Gud. Og denne mulighed skal vi bruge i livet overfor hinanden. Vi skal være tjenere for hinanden. Uden løn og uden pensionstillæg.

Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.

Tro er lidenskab. Vi elsker livet, vi elsker vores medmennesker, vi elsker Gud. Og på grund af denne kærlighed og i denne kærlighed tjener vi hinanden. Det er hårdt arbejde, som vi oftest ikke kan forvente os tak af. Det er at skifte endnu en ble, smøre endnu en madpakke, sætte endnu en tøjvask over, slå græsset endnu engang, og bære skraldet ud for 117. gang. Tro handler altså mere om spaghetti med kødsauce end meditation, mere om at pudse barnets næse end om positiv tænkning, mere om at holde hånd end Helligånd. Men til gengæld så kan vi alle være med. Vi er alle troende. Vi udøver alle kærlighedens gerninger. Vi er alle Guds tro tjenere. Og hvis vi gerne vil have en større tro, ja så er det sådant set bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Ikke at vi får et målbart resultat. ”114 bleskift senere og du har fået 50 % mere i tro”. Nej vi er tro mod Gud i vores kærlighedsgerninger til vores medmennesker.

For vi er alle unyttige tjenere, der kun gør, hvad vi skal gøre. Gud er vores arbejdsgiver. Vi skal fortsætte arbejdet lige nu, også selvom vi ikke får penge eller magt af et. Også selvom ingen ser det. Selvom vi bliver slidt i kanterne af det.

Det kan til tider virke noget uretfærdigt. At Gud kræver at vi skal tjene hinanden, uden tak. Når vi lægger med hovedpine på sofaen efter endnu en lang dag. Har vi vist alle lyst til en gang imellem, bare at lukke verden ude, bede folk om at klare sig selv. Pas I jeres, så passer jeg mig selv. Jeg har gjort nok. Jeg orker ikke mere.

Gud kan tillade sig at kræve dette af os, da han også knokler for os. Gud er vores arbejdsgiver, men han er også vores tjener. Gud er med os hele døgnet – hele livet – uden at hvile sig. Han holder hånden over os og under os, og nogen gange rusker han os i kraven. Han er med os når vi tjener andre, og når andre tjener os. Gud er der både når det går godt, og når vi jokker noget så gevaldigt i spinaten. Og han lytter altid til os, også når vi beklager os.

Du kan gøre mig en tjeneste siger Gud til os. Elsk og hjælp de andre. Ikke for lønnens skyld, men fordi du elsker mig. Gør mig en gudstjeneste. En gudstjeneste er nemlig også at gå andre i møde, når de har brug for hjælp, hvad enten de be’r om det eller ej. Det kan du gøre, siger Gud, fordi jeg er din tjener.

Gud gik hele vejen i sin tjeneste for os. Helt ind i døden gik hans tjeneste. Han tjente os ved at gå i døden for os.

Når vi tjener andre sker det ofte, at det ikke føles som arbejde. Bleskiftningen sker oftest uden den store hovedpine, fordi man ser ned på sin skønne baby, der pludrer glad. Madpakkerne bliver smurt uden sure miner, fordi man gerne vil sørge for, at ens unger er mætte og glade. Maden bliver dagligt sat på bordene rundt omkring i hjemmene, fordi vi nyder at samles hver aften og bare være sammen. Her tjener vi hinanden, men det føles ikke som arbejde, og lønnen er længe glemt.

For lønnen er netop at sidde der rundt om bordet. Når vi trøster de triste og beroliger de bange, så er vi tilstede i øjeblikket og fokusset er på det samvær man har med den, man sidder overfor. Vi glemmer alt om, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi gør det, fordi der er behov for det, og vi bliver så optaget af det, at vi glemmer, at vi er tjenere for hinanden.

Når vi har gjort det, vi er blevet bedt om, kan vi sagtens sige, jeg er en unyttig tjener, jeg har gjort hvad jeg skulle gøre. Vores tro vokser dag for dag, og kan hverken måles eller vejes, og vil aldrig blive fundet for let.

Amen.

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. 1 Mos 15,1-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus til hebræerne: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Hebr 11,1-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luk 17,5-10

Categories: prædiken | Tags: , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Prædiken 3. søndag i fasten – Dæmonerne i os

Dette er min første prædiken i Nyborg kirke den 27. marts 2011. Jeg var i praktik i Nyborg kirke hos sognepræst Christian Von Tangen Sivertsen. Det var en utrolig god uge, hvor jeg lærte en masse, og blev udfordret meget. Dagens tekst handler om uddrivelsen af dæmoner (se søndagens tekst nederst på siden).
Dæmoni  findes i vores verden. Ikke at vi skal have en ny hekseklapjagt. Men dæmoni findes i vores indelukkethed, selvcentrering og navlepilleri. Vi skal skue udad og opad for at undgå denne dræbende magt. 

Det kræver en vis robusthed at høre dagens tekst. Den er voldsom, rystende og til tider uforståelig. Men når vi bliver rystet, bliver vores verden vendt på hovedet og vi kan måske opfatte tingene på en ny måde.

I dagens tekst hører vi, at Jesus uddriver en dæmon. Mennesket der var ufrivilligt stum får igen mund og mæle.

Men hvordan manifesterer dæmoni sig i vores verden? Det kan vise sig i en asocial adfærd, og en lukkethed om sig selv. En indkrogethed i sig selv, som vi også hører om her i teksten, hvor dæmonen gør mennesket stum, og derved fjerner muligheden for at kommunikere, som er så afgørende i sociale sammenhænge. Dæmoni er når ens eget jeg bliver fortrængt af noget andet.

Det gode man vil, gør man ikke, og det onde man ikke vil, gør man.

Her igennem forsvinder ens person, man er ikke længere den, man gerne vil være, og den man mener man er. Vi kan som mennesker handle og gøre noget, der ligger langt fra vores egen kerne. Som når vi ikke støtter dem, der er os nære, selvom de har brug for det. Når vi lyver og fortier sandheden.  Når vi lader os forlede og handler mod vores egne overbevisninger og ønsker. Når vi er destruktive mod os selv og vores eget liv.

Dæmoni kan også være at tilpasse sig, som med et fremmedord brugt af politikere i dag hedder at assimilere sig. Når vi tilpasser os, som politikerne så gerne vil have, forsvinder vores forskellighed, vores personlighed, vores menneskelighed?

Dæmoni er, ikke at lade sin stemme blive hørt, at forblive stum, blot at forsvinde i mængden, at blive et med tapetet.

Hvor ofte har vi ikke haft lyst til at være fåmælte, at tie stille og gemme os lidt. Livet kan være altopslugende og voldsomt til tider, og det kan derfor nogen gange være nemmest bare at lade stå til. Men når vi gør det, forsvinder vi som personer, og det er imod vores skabthed.

For du er skabt af Gud, og du ligner Gud.

I vores lighed med Gud ligger der et krav til os om, at vi skal stå frem, så vi ikke forsvinder som person. Fordi vi er skabt af Gud, er vi forskellige og ved at vise vores forskellighed og stå ved den, stråler vores Gudslighed frem.

I din lighed gør du en forskel.

I fortællingen bliver vi vist, at Jesus har magt over dæmonerne. Han har autoriteten til at fjerne dem, at sende dæmonerne bort. Dæmonen besætter med stumhed og er den, der hæmmer, tilintetgør og nedbryder liv. Mennesket er låst inde i sig selv, men Jesus har nøglen og kan lukke mennesket ud af det iltfattige fængsel, det befinder sig i. Jesus genopretter livet, så mennesket igen kan trække vejret frit, tale og glæde sig over andre mennesker og livet.

Sagen bliver her sat skarpt op. Den der ikke er med Jesus, er imod ham. Den der ikke er med det gode, er med det onde. Her i teksten er der ikke plads til tøven, til tvivlere. Men i vores liv er vi ikke andet end tøvere og tvivlere. Der er ikke tid til eller mulighed for, at man lige kan få lidt flere beviser, få det diskuteret lidt mere. Du skal beslutte dig her og nu.

Er du med eller er du imod? Men kan vi det?

Det er hård tale, men en tale Jesus kan tillade sig, fordi han går hele vejen med os! Han går i døden for os, for at fjerne det farligste, nemlig den endelige død. Fordi Jesus gik i døden for os, fordi han tog al menneskehedens lidelse på sig og gik i kamp mod ondskaben selv, kan vi genopstå efter døden. Døden er ikke længere vores endelige.

Igennem Jesu gerninger og vidnesbyrd, ved vi, at Guds rige er kommet på jorden. I vores trosverden og i vores liv, er det sjældent, at vi skal tage så resolut en beslutning, og de fleste af os tvivler også ind imellem. Vi tøver i vores anerkendelse af Guds skabermagt og væren. Vi synes, det er svært at sige, ”Ja vi er med dig”, når vi ikke har beviserne. Men beviserne kan ikke gives. Vi har fået vidnesbyrdet og vi har hørt om gerninger. Måske har vi endda set gerninger manifestere sig i vores eget liv igennem mirakler som vores barns voldsomme fødsel, der dog alligevel medførte et velskabt smukt barns fredfyldte indgang til verden, en sygdom der pludselig blev helbredt, den magiske kærlighed, som pludselig var der, de dybe venskaber vi får igennem livet, og mødet med et menneske, der kan ændre hele vores verden og vores liv.

Vi har valget imellem at være med eller imod.

Måske skal vi stoppe vores tøven og sige ja.

Tvivlen vil nok aldrig forsvinde, men i vores tro er der plads til tvivlen og et ja samtidig. Netop fordi vi tror, er der en tvivl. Vi er tøvere og tvivlere og vi kan ikke selv vælge at sige ja, men igennem vores erfaring af Guds manifestation på jorden med Kristus, er vejen banet for vores Ja. Gud giver os muligheden for at anerkende Gud og dermed sige Ja. Lad os omfavne vore tvivl og tøven, men samtidig sige Ja og være trygge i det ja.

Vi får ingen endegyldige beviser, og netop derfor skal vores svar være et rungende ja.

Ja, Jeg tror på dig min Gud, min skaber.

Amen.

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: »Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive, lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.« 5 Mos 18,9-15

Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: [I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1- 5]6-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

Categories: prædiken | Tags: , , , , , , , | Skriv en kommentar

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.