Dette er min første prædiken i Nyborg kirke den 27. marts 2011. Jeg var i praktik i Nyborg kirke hos sognepræst Christian Von Tangen Sivertsen. Det var en utrolig god uge, hvor jeg lærte en masse, og blev udfordret meget. Dagens tekst handler om uddrivelsen af dæmoner (se søndagens tekst nederst på siden).
Dæmoni findes i vores verden. Ikke at vi skal have en ny hekseklapjagt. Men dæmoni findes i vores indelukkethed, selvcentrering og navlepilleri. Vi skal skue udad og opad for at undgå denne dræbende magt.
…
Det kræver en vis robusthed at høre dagens tekst. Den er voldsom, rystende og til tider uforståelig. Men når vi bliver rystet, bliver vores verden vendt på hovedet og vi kan måske opfatte tingene på en ny måde.
I dagens tekst hører vi, at Jesus uddriver en dæmon. Mennesket der var ufrivilligt stum får igen mund og mæle.
Men hvordan manifesterer dæmoni sig i vores verden? Det kan vise sig i en asocial adfærd, og en lukkethed om sig selv. En indkrogethed i sig selv, som vi også hører om her i teksten, hvor dæmonen gør mennesket stum, og derved fjerner muligheden for at kommunikere, som er så afgørende i sociale sammenhænge. Dæmoni er når ens eget jeg bliver fortrængt af noget andet.
Det gode man vil, gør man ikke, og det onde man ikke vil, gør man.
Her igennem forsvinder ens person, man er ikke længere den, man gerne vil være, og den man mener man er. Vi kan som mennesker handle og gøre noget, der ligger langt fra vores egen kerne. Som når vi ikke støtter dem, der er os nære, selvom de har brug for det. Når vi lyver og fortier sandheden. Når vi lader os forlede og handler mod vores egne overbevisninger og ønsker. Når vi er destruktive mod os selv og vores eget liv.
Dæmoni kan også være at tilpasse sig, som med et fremmedord brugt af politikere i dag hedder at assimilere sig. Når vi tilpasser os, som politikerne så gerne vil have, forsvinder vores forskellighed, vores personlighed, vores menneskelighed?
Dæmoni er, ikke at lade sin stemme blive hørt, at forblive stum, blot at forsvinde i mængden, at blive et med tapetet.
Hvor ofte har vi ikke haft lyst til at være fåmælte, at tie stille og gemme os lidt. Livet kan være altopslugende og voldsomt til tider, og det kan derfor nogen gange være nemmest bare at lade stå til. Men når vi gør det, forsvinder vi som personer, og det er imod vores skabthed.
For du er skabt af Gud, og du ligner Gud.
I vores lighed med Gud ligger der et krav til os om, at vi skal stå frem, så vi ikke forsvinder som person. Fordi vi er skabt af Gud, er vi forskellige og ved at vise vores forskellighed og stå ved den, stråler vores Gudslighed frem.
I din lighed gør du en forskel.
I fortællingen bliver vi vist, at Jesus har magt over dæmonerne. Han har autoriteten til at fjerne dem, at sende dæmonerne bort. Dæmonen besætter med stumhed og er den, der hæmmer, tilintetgør og nedbryder liv. Mennesket er låst inde i sig selv, men Jesus har nøglen og kan lukke mennesket ud af det iltfattige fængsel, det befinder sig i. Jesus genopretter livet, så mennesket igen kan trække vejret frit, tale og glæde sig over andre mennesker og livet.
Sagen bliver her sat skarpt op. Den der ikke er med Jesus, er imod ham. Den der ikke er med det gode, er med det onde. Her i teksten er der ikke plads til tøven, til tvivlere. Men i vores liv er vi ikke andet end tøvere og tvivlere. Der er ikke tid til eller mulighed for, at man lige kan få lidt flere beviser, få det diskuteret lidt mere. Du skal beslutte dig her og nu.
Er du med eller er du imod? Men kan vi det?
Det er hård tale, men en tale Jesus kan tillade sig, fordi han går hele vejen med os! Han går i døden for os, for at fjerne det farligste, nemlig den endelige død. Fordi Jesus gik i døden for os, fordi han tog al menneskehedens lidelse på sig og gik i kamp mod ondskaben selv, kan vi genopstå efter døden. Døden er ikke længere vores endelige.
Igennem Jesu gerninger og vidnesbyrd, ved vi, at Guds rige er kommet på jorden. I vores trosverden og i vores liv, er det sjældent, at vi skal tage så resolut en beslutning, og de fleste af os tvivler også ind imellem. Vi tøver i vores anerkendelse af Guds skabermagt og væren. Vi synes, det er svært at sige, ”Ja vi er med dig”, når vi ikke har beviserne. Men beviserne kan ikke gives. Vi har fået vidnesbyrdet og vi har hørt om gerninger. Måske har vi endda set gerninger manifestere sig i vores eget liv igennem mirakler som vores barns voldsomme fødsel, der dog alligevel medførte et velskabt smukt barns fredfyldte indgang til verden, en sygdom der pludselig blev helbredt, den magiske kærlighed, som pludselig var der, de dybe venskaber vi får igennem livet, og mødet med et menneske, der kan ændre hele vores verden og vores liv.
Vi har valget imellem at være med eller imod.
Måske skal vi stoppe vores tøven og sige ja.
Tvivlen vil nok aldrig forsvinde, men i vores tro er der plads til tvivlen og et ja samtidig. Netop fordi vi tror, er der en tvivl. Vi er tøvere og tvivlere og vi kan ikke selv vælge at sige ja, men igennem vores erfaring af Guds manifestation på jorden med Kristus, er vejen banet for vores Ja. Gud giver os muligheden for at anerkende Gud og dermed sige Ja. Lad os omfavne vore tvivl og tøven, men samtidig sige Ja og være trygge i det ja.
Vi får ingen endegyldige beviser, og netop derfor skal vores svar være et rungende ja.
Ja, Jeg tror på dig min Gud, min skaber.
Amen.
…
Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: »Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive, lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.« 5 Mos 18,9-15
Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: [I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1- 5]6-9
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28
Apostlene beder om at få en større tro. Enten synes de ikke, at den de har, er stor nok, ellers vil de bare gerne have endnu mere af det, de har i forvejen. Men større det skal den være. Og de vil gerne have, at Jesus giver dem den. De har jo set, at han udvirker mirakler hele tiden, de har stået lige ved siden af og set det med deres egne øjne og hørt det med deres egne øre. Så de ved, at han kan. Han kan få undere til at ske. Han kan ændre på tingenes tilstand. Hvis han kan gøre de syge raske, og de døde levende, må han da også kunne give dem lidt mere tro?
Marie-Louise Lieberoth Wadum 